Regeringen ønsker med en nyligt indført øget grænsekontrol at bremse migration og menneskesmugling. Men borgmestrene i 46 hollandske grænsekommuner tvivler på, at værktøjet er effektivt til dette formål. De forventer også, at foranstaltningerne vil føre til mere besvær for borgerne. 

TEMA: SAMARBEJDE OG PROBLEMER I EU’S GRÆNSEREGIONER | Da den hollandske asyl- og integrationsminister, Marjolein Faber, på vegne af regeringen i efteråret annoncerede, at Holland ville introducere ekstra grænsekontrol fra december, førte det til store bekymringer blandt en lang række hollandske grænsekommuner.

I et brev til ministeren udtrykte borgmestre fra 46 grænsekommuner således hurtigt deres bekymring over foranstaltningerne, som de betegnede som ”uklare”, og de forudså, at deres indbyggere og iværksættere kan opleve ”unødvendige gener” som følge af kontrollerne.

Der er over 800 grænseovergange fra Holland til Belgien og Tyskland, og militærpolitiet havde i forvejen lov til at foretage stikprøvekontrol i henhold til Schengen-samarbejdet i EU. Det, der adskiller sig fra den gamle situation, er, at der dels sættes mere mandskab ind, og dels, at militærpolitiet får lov til at tjekke i længere tid på ét sted og at stoppe flere mennesker. De har også flere beføjelser til at tjekke internationale tog, for eksempel er der ikke længere grænser for, hvor mange kupeer, man må kontrollere.

Regeringen ønsker at bruge kontrollen til at få styr på migration og menneskesmugling. Men borgmestrene tvivler ifølge brevet på, at værktøjet er effektivt til dette formål. De forventer også, at foranstaltningerne vil føre til forsinkelser for borgerne i deres daglige pendling over grænsen. Borgmestrene beder i brevet ministeren om ikke automatisk at fastholde kontrollerne i alle de seks måneder, der er planlagt og som også er accepteret af EU-kommissionen. I stedet bør kontrollerne evalueresløbende i samråd med kommunerne og om muligt afskaffe dem tidligere.

Det var formanden for de samarbejdende grænsekommuner, Marjon de Hoon-Veelenturf fra Baarle-Nassau i provinsen Noord-Brabant, der sendte brevet til Faber på vegne af sine kolleger. Borgmestrene fra 14 kommuner i provinsen Limburg i det sydøstlige hjørne af Holland var også blandt underskriverne, og det er ikke underligt, eftersom Limburg faktisk deler 351 kilometer grænse med Belgien og Tyskland – sammenlignet med 113 kilometer grænse med øvrige hollandske provinser.

”Vi er en international by”
Ikke mindst i byen Maastricht – der både er provinshovedstad i Limburg og også kendt om byen, hvor Maastricht-traktaten blev underskrevet – var borgmester Wim Hillenaar ganske fortørnet.

”Det hører ikke hjemme i Maastricht,” sagde han. ”Vi har været en international by, så længe vi har eksisteret. Vi bor i et område, der er en euro-region. Belgierne kommer for at handle hos os, vi krydser selv grænsen, så ‘ærgerligt’ er det ord, der først falder mig ind.”

Datoen for indførelsen af den ekstra grænsekontrol, den 9. december, var i øvrigt – og måske ufrivilligt – symbolsk.

Det var nemlig den 9. og 10. december 1991, at Maastricht-traktaten om dannelsen af Den Europæiske Union (til afløsning for Det Europæiske Fællesskab) blev indgået på et topmøde blandt EU-landenes regeringschefer.

”Jeg synes, at ordet ‘kynisk’ er passende,” sagde borgmester Hillenaar. ”Maastricht-traktaten bragte meget til Europa og også til os. Vi er den dag i dag stadig meget stolte af den. Den ånd burde ikke skubbes til side med dette,« sagde borgmesteren.

En af grundpillerne i EU er den frie bevægelighed for varer og personer. Men ifølge europaparlamentsmedlemmet Drik Gotink fra det borgerlige parti Nieuw Sociaal Contract kunne det ikke undgås, at man måtte skrue op for grænsekontrollen.

”Begrænsningerne i den frie bevægelighed (…) er blevet tydelige i mange medlemslande. Vi har ikke formået at organisere overvågningen af de ydre grænser. Det er en falliterklæring for de åbne grænser inden for Schengen-området,” sagde han i L1-programmet Evening Guests Europe.

Ifølge Jeroen Lenaers er grænseforanstaltningerne først og fremmest politisk teater. Ifølge ham er det et let skridt at tage, men virkningen er fortsat begrænset.

”Det ironiske er, at tilstrømningen i år er markant lavere end i de foregående år. Netop på et tidspunkt, hvor tilstrømningen falder, indfører mange nationale regeringer den slags foranstaltninger,” siger han og konkluderer, at de hollandske foranstaltninger har at gøre med noget andet ”end den faktiske situation”.

Europæisk lov om tilbagesendelse
En tredjedel af de afviste asylansøgere rejser faktisk tilbage til deres hjemland, viser årlige tal fra Repatriation and Departure Service. I stedet for ”symbolske foranstaltninger” argumenterer Lenaers derfor for en effektiv europæisk hjemsendelsespolitik.

”Hvis folk ikke får asyl i Europa, bør de vende tilbage til deres oprindelsesland. Vi ser i praksis, at det sker for lidt. Nationalt, men også på europæisk plan, har vi ikke skabt instrumenterne til at lade folk vende tilbage til deres hjemland.”

Han går derfor ind for en europæisk tilbagesendelseslov.

”Europa-Kommissionen har lovet at gøre det til en prioritet. Hvis du ikke gør noget ved det, vil du også miste støtten i Holland til at tage imod mennesker, som virkelig har brug for vores hjælp.”

Grænsekontrollen vil foreløbig vare frem til juni. Maastricht kommune har tilsluttet sig et fælles initiativ fra en række kommuner, som beder ministeren om en grundig evaluering af kontrollen til den tid.

Billede i artiklens top: /Flickr/

Læs hele temaet “Samarbejde og problemer i EU’s grænseregioner”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.