Antonio Tajani, den nye formand for Europa-Parlamentet, kommer fra den konservative og kristendemokratiske EPP-gruppe, som dermed for første gang sætter sig på topposterne i EU’s tre hovedinstitutioner samtidig. Tajani har været med på første række i udviklingen i det politiske Europa de seneste 25 år og er derfor ikke sart over for andres kritik.

Portræt af Christian Weber

18.01.2017 | EUROPA-PARLAMENTET | Et ‘auf wiedersehen‘ til den nu afgåede formand for Europa-Parlamentet, socialdemokraten Martin Schulz, der vender hjem til tysk politik, og et ‘buona sera‘ til den konservative Antonio Tajani. En aftenhilsen, fordi det først ved 21-tiden tirsdag aften blev afgjort i fjerde og sidste omgang, at Tajani kunne sætte sig i formandsstolen, med 351 stemmer i ryggen mod landsmanden, Gianni Pittellas 282.

Lederen af den liberale gruppe, belgieren Guy Verhofstadt, trak sig som kandidat op til tirsdagens valg ved at indgå en politisk aftale med de konservative og bidrog derfor til den samlede sejr til Tajani. De to lejres nyslåede partnerskab skal nu arbejde for bedre samarbejde på tværs af grænserne, hvad blandt andet angår efterretningstjenester, bekæmpelsen af terrorisme og kriminalitet, samt forsvar.

Med Martin Schulz’ afgang og Pittellas nederlag står det desuden klart, at Tajanis EPP-gruppe for første gang sætter sig på topposterne i EU’s tre hovedinstitutioner samtidig: parlamentet, kommissionen, og ministerrådet.

Tidligere talsmand for Berlusconi
Antonio Tajani er 63 år og tidligere EU-kommissær for transport og industri. Han er dog også kendt som Silvio Berlusconis tidligere talsmand og europaparlamentariker for dennes Forza Italia. Han var med ved partiets grundlæggelse i 1994, første regeringsdannelse allerede i samme forår, og han var borgmesterkandidat i Rom for Berlusconi og Frihedernes Hus-koalitionen, der var ved magten i Italien fra 2001-2006, hvor han dog tabte til venstrefløjens Walter Veltroni.

I kraft af sit embede som talsmand for Berlusconi under sidstnævntes første regering, der blev født i foråret 1994 og taget af dage allerede inden jul samme år, er det ikke politiske slagsmål i Europa, der forekommer Tajani mest fremmed, og netop hans bekendtskab med Berlusconi og konfrontatoriske facon har ikke gjort ham til en udpræget darling blandt de stemmeberettigede.

Ikke ligefrem sart
Men Tajani har i kraft af sin erfaring været i første række som vidne til udviklingen i det politiske Europa de sidste knap 25 år. Det gør ham ikke ligefrem sart over for andres kritik. Sejren tirsdag aften er betydelig, fordi han vil kunne se tilbage på en længere række af hændelser, man skulle tro ville have ledt alle andre steder end i retningen af et Tajani-formandskab.

Blandt nedfaldene kan nævnes dengang flere europæiske politikere vendte hans regeringsparti og Berlusconi ryggen ved et EU-topmøde i Grækenland i juni 1994, fordi man ikke brød sig om indflydelsen fra Nationalalliancen, der var i koalition af flere omgange med Forza Italia, og talte både såkaldte post- og nyfascister, og en leder, der fik erklæret Benito Mussolini som århundredets statsmand.

Senere under sit formandskab for Forza Italias delegation i Europa-Parlamentet fra 1999-2008, oplevede Tajani desuden, at der blev drøftet sanktioner mod den italienske regeringskoalition ved dens anden valgsejr i 2001, da man havde vedtaget lignende mod Schüssel-regeringen i Østrig, der var støttet af Jörg Haiders Frihedsparti.

Symbolsk værdi
Det har også en betragtelig symbolsk værdi, at Berlusconis allierede overtager formandsposten i Europa-Parlamentet fra Martin Schulz. Netop Berlusconi og Schulz leverede en af de mest ophedede debatter i parlamentet i 2003 i forbindelse med den italienske overtagelse af EU-formandskab.

Om Tajani får ret i, at han bliver en formand, der også fungerer for den betydelige del, der ikke stemte på ham ved tirsdagens kampvalg, vil tiden vise.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: Jean-Francois Badias/AP/Polfoto.