Big Ben er tavs for det nye Britannia – kan hun igen regere over bølgerne?

2020-01-31T08:40:28+00:00 fredag, 31. januar, 2020|

I dag – den 31. januar – forlader Storbritannien EU. Det er blevet sagt så mange gange, at man næsten ikke kan tro, at det nu sker. Brexit er ikke helt ‘done’, men konturerne af et nyt Storbritannien kan så småt dannes. Hvor stiller det vores før så tætte venner?

Analyse af Christian Weber

TEMA: BREXIT | For majoriteten af briterne er det dagen, de har ventet på. Premieren, som igen og igen er blevet udskudt på grund af dårlige nerver, skuespillere, der ikke kunne huske deres replikker eller med vilje valgte at gentage de forkerte, og faretruende rekvisitter, der blev ved med at falde ned i hovedet på instruktører, primadonnaer, staldknægte og statister på scenen. Billetpriserne har ikke taget højde for eventuelle dårlige udsyn. Men nu sænkes lyset, og den egentlige forestilling begynder.

For et betydeligt mindretal i salen havde de håbet på, at selve teatret også var brudt i brand inden for at fuldende farcen, og som havde kunnet forhindre det tæppefald, som de ser for Storbritannien og ansporede adskillige til at male EU-flag i ansigtet som kosmopolitiske gladiatorer klar til kamp mod de reaktionære slaver af tabloidpressen og ø-kuller ude foran Westminster.

Tid, der kunne være brugt på andre ting
Tre og et halvt år er der gået, siden den britiske befolkning, især den engelske, stemte for Brexit. Hvad kan man nå inden for sådan et tidsspektrum? Man siger, at en parmesanost er bedst efter to års lagring. Så er den vecchio og lige, som den skal være ifølge de fleste, der har forstand på den slags. Alt derover gør den stravecchio. Den bliver ikke nødvendigvis dårligere, nogle vil sige tværtimod, men man skal vænne sig til mindre fugtighed og grave lidt ekstra med specialkniven for at få smagsprøver op af ostehjulet. Der bankes inden da på hjulet for at undersøge, om det har den rette lyd, for at tjekke dens hjerterytme, for at finde ud af, om der stadig er nogen hjemme. Det har man ikke altid været sikker på, når man har prikket til britisk politik, og lagringsprocessen har ikke gjort noget godt for hverken smag eller konsistens.

Et barn født lige omkring Brexit-afstemningen er for længst begyndt at tale og er ved at nå den alder, hvor alt, hvad det får øje på, bliver til et spørgsmål om den pågældende tings ophav og funktion og et krav om mors og fars omnisciens. Det andet barn er lige begyndt at gå. På tre og et halvt år kan man være startet på et studie, skrevet bacheloropgave (forhåbentlig ikke om betydningen af Brexit) og være godt i gang med kandidaten. Man kunne i juni 2016 være startet på et job, som man både nåede at blive god til og holde af og så være videre inden 31. januar 2020 for at undgå et støvet CV. Det ville der intet odiøst være i.

Man kan kun forestille sig, hvor rædsomt trætte de fleste briter er blevet af Brexit. Radio- og tv-kanaler opdagede nye, reelle marketingsmuligheder ved at gøre netop deres outlet til en Brexit-fri zone, hvor sæbeoperaerne ikke var de politiske, og hvor skuespillerne var yngre og så bedre ud. Nok skal premierminister Boris Johnson og den britiske regering bruge 2020 på forhandlinger med EU om de fremtidige vilkår, men i dag – den 31. januar – er og bliver en skelsættende dato. Det er den skæring, der betyder, at Union Jack officielt skal fjernes fra kontorerne i Bruxelles og Strasbourg, og som man måske vil tænke tilbage på fremover som den potentielt værste beslutning i fredstid for Storbritannien i adskillige årtier.

Usikkerhed for os på kontinentet
Eller som det, der var startskuddet til en disintegration af hele det europæiske projekt, flere landes udmeldinger eller ”et Europa i flere hastigheder”. Vi ved det simpelthen ikke.

Der er ingen som helst tvivl om, at briterne løber en enorm risiko ved at træde ud af EU. Så meget skulle efterhånden være klart. Den britiske økonomi har, som det britiske EU-medlemskab har været, en betydelig kraft. Uanset om vi er en stolt, omstillingsparat og åben handelsnation, er det for Danmark som et hele bekymrende, at briterne melder sig ud, fordi en vigtig samhandelspartner nu står til at blive en noget mere flagrende én af slagsen i den næste tid, og det kan skade danske arbejdspladser. Danmark mister den kompagnon, som vi gik ind i det europæiske fællesskab med, og som vi har delt skepsis med angående tanken om en ”ever closer Union”, hvor konkret konceptet bag dette end måtte have været.

Det er imidlertid tankevækkende, at det i de største europæiske lande rent faktisk er magtforholdene i Storbritannien, der virker mest stabile efter valget i december. Boris Johnson vandt eftertrykkeligt, og Labour  har ikke ballasten til at agere duelig opposition og skal i løbet af året vælge en ny leder. Tyskland skal snart have ny kansler, Frankrig vil pensioneres og har svært ved at få togene til at afgå til tiden, mens Emmanuel Macron ihærdigt forsøger at vriste sig fri af landets historiske politiske og administrative dogmer, og i Italien forventes der heller ikke en årrække fyldt med politisk konsensus og blomstrende økonomisk bæredygtighed. Italien er den rokkende taburets land. Men det giver selvfølgelig sin egen faste takt og rytme, som man på sin vis kan regne med.

Nu kommer de ud af busken
Så vil Britannia regere over bølgerne igen? Eller vil hun ikke kunne bryde gennem brændingen? Big Ben er under restauration, så ceremonierne, gravøllet og festerne må tilvejebringes ved andre klokker, slag på glas, ryg eller ansigt.

Det er et problem, at premierministeren så få dage op til den berygtede dato stadig skal svare på spørgsmål om, hvorvidt en sommerferie er truet, eller hvad der helt lavpraktisk vil ske i lufthavnen. Det vidner om en politisk debat, der stadig er præget af en useriøsitet og efterdønningerne af et dødvande, hvor man for længe siden skulle have brugt tiden på reelt at forklare de britiske borgere, hvad der praktisk ville komme til at ske. Måske man simpelthen ikke helt har forstået det endnu. Som indehaveren af en britisk blomsterforretning, der har fast rutefart over Kanalen, men som stemte for Brexit, og nu måske stadig ikke ved, om alle hans blomster når at visne, inden de når til og fra kontinentet.

31. januar står derfor også som et symbol på, at man nu ikke længere kan gemme sig i følelser, diskurser og debatter. Nu bliver det virkelighed. Dermed ikke sagt, at alt så bliver katastrofalt, selvom den britiske økonomi må forventes at få blå mærker af denne beslutning, i hvert fald gennem de næste år. Men briterne har det med at komme ud på den anden side. Deres driftighed, humor, kultur og ingeniørkundskaber vil få dem langt. Dette må bare ikke blive til floskler på en eller anden form for fortidsforherligende dagsorden, hvor parolerne ikke bliver fulgt op af grundige investeringer i næsten alle tænkelige sektorer. Men er der så penge til det? I fortiden finder man også strejker, optøjer og rationering. Man finder også dårlige biler og klarere opdelinger af samfundsklasser. Negative økonomiske konsekvenser vil ramme dem, der i forvejen har lidt, og som er en del af et Storbritannien, som visse steder er socialt slidt.

Realisme med lettere angst
Boris Johnsons konstante opmuntring til at se mere positivt på fremtiden i Storbritanniens nye rolle kan her virke hul for mange. Men man skal ikke underkende betydningen af dette, selvom positivitet og gåpåmod ikke alene ligefrem kan putte smør på brødet. Der findes i Storbritannien en pessimisme, eller hvad man måske kunne kalde en form for realisme med lettere angst, som også går forud for Brexit-afstemningen. Op til afholdelsen af OL 2012 i London kunne man eksempelvis høre, at mange briter simpelthen ikke troede på, at man kunne stå for sådan et stort event. Alt ville gå i stå, og man ville blive grint ad over hele verden, og Boris Johnson ville naturligvis, i sin daværende egenskab af Londons borgmester, stå i første række til at sætte styr på det.

Det er ikke altid, at briternes syn på livet får et lystigt udtryk i deres humor. Som den relativt nyslåede brite, filmmageren og Monty Python-medlemmet Terry Gilliam for nylig beskrev, har det noget særligt over sig at skabe det største imperium, verden nogensinde har set. Og så miste det igen. Det gør simpelthen noget ved en nation. Hvor tæt knyttet den så efterhånden er. Der skal trækkes godt med luft ind for at være klar til denne nye tilværelse. Nu begynder det hele først for alvor, og selvom matronen ikke er færdig med at synge, vil hun blive afbrudt konstant på scenen. Forhåbentlig ender det med, at hun ikke bliver alt for hæs.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/

Læs hele vores tema om Brexit


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: