Den overvældende valgsejr for Trump bliver en mavepuster for EU og en overvældende sejr for den brutalitet, som Putin og Netanyahu har vist med deres krigsførelser.
Kommentar af Hugo Gaarden
Vi får en brutal verden med Donald Trumps overvældende valgsejr. Sejren var langt større end nogen meningsmåling og nogen ekspert havde forudset. Kamala Harris blev bogstavelig talt blæst af banen. Det var som i 2016, hvor ingen havde forudset, at Trump ville vinde. Ingen forstod, hvad der rørte sig i det amerikanske vælgerkorps, og der var lidt af det samme denne gang. Harris formåede ikke at overbevise usikre vælgere om, at Demokraterne kunne forbedre økonomien og standse indvandringen.
Brutaliteten bliver især synlig i Ukraine og Mellemøsten. Trump er interesseret i en hurtig afslutning på krigen i Ukraine, og han har ikke villet sige, at det vil ske med sejr for Ukraine. Tværtimod, er der udsigt til, at Rusland kan beholde 20 pct. af Ukraine – den østlige del samt Krim. Præsident Vladimir Putins terrorkrig betaler sig. Han har skruppelløst ramt civilbefolkningen, og det er ikke sikkert, at Ukraine kan blive medlem af NATO. Med Trump får Ukraine i hvert fald ikke lov til at have NATO-tropper og raketter stationeret. Desuden vil det blive EU, der kommer til at betale for genopbygningen af Ukraine. Trump vil med sikkerhed ikke sende milliarder af dollar til Ukraine, medmindre det gavner USA økonomisk.
Ministerpræsident Benjamin Netanyahu har ført en lige så brutal krig i Gaza og Libanon efter det brutale Hamas-angreb den 7. oktober sidste år. Præsident Joe Biden har forsøgt at mane Netanyahu til mådehold og få en våbenhvile, en løsladelse af gidslerne og forhandlinger om en palæstinensisk stat. Men Netanyahu har blæst på Biden, og på dagen for det amerikanske valg fyrede han sin forsvarsminister, Yoav Galant, på grund af uenighed mellem de to. Også dét var en klar afvisning af Bidens forsøg på moderation. Galant er højt respekteret i USA og har hele tiden talt for forhandlinger om frigivelsen af gidsler, ligesom han ville have en undersøgelse af, hvorfor sikkerhedssystemet ikke kunne afværge Hamas-angrebet sidste år.
Fyringen af Galant blev voldsomt kritiseret af familierne til gidslerne og af moderate politiske ledere, da der er en voksende formodning om, at Netanyahu bevidst har spændt ben for våbenhvileforhandlinger, fordi han vil forlænge krigen for at redde sit eget politiske skind, og at han er på linje med den ekstreme højrefløj, der vil fordrive palæstinenserne. De er ved at blive fordrevet fra det nordlige Gaza. Over 40.000 er dræbt i Gaza, og halvdelen af alle boliger er ødelagt. En voldsom ødelæggelse er ikke set siden Den anden Verdenskrig.
Netanyahu satser med sikkerhed på at få grønt lys fra Donald Trump til at hindre palæstinenserne i at få en levedygtig stat. Da Trump var præsident første gang, støttede han Netanyahus plan om at opdele Vestbredden i småstykker uden adgang til Jorden-flodens vand, så en stat er en umulighed, og Trump har været tilhænger af en hård kurs mod Iran. Biden har bremset Netanyahu i at bombe de iranske atominstallationer, men Trump vil med stor sandsynlighed give grønt lys for et angreb. Det var Trump, der gav grønt lys til et amerikansk drone-drab på Irans øverste militære leder, Qasam Suleimani, i 2020.
Både Putin og Netanyahu er blevet anklaget ved Den internationale Straffedomstol for krigsforbrydelser. Valget af Trump viser, at brutaliteten i krigsførelse får det grønne lys fra USA. Det vil næppe føre til, at han vil sende amerikanske soldater til udlandet, men han kan være tilbøjelig til at angreb på afstand med raketter og droner og at føre krig gennem stedfortrædere.
Begge situationer udgør et kæmpe problem for Europa. Det bliver svært for EU at få indflydelse på en fredsaftale om Ukraine, som skaber en troværdig sikkerhed på Europas østgrænse mod Rusland. Der bliver ingen ægte palæstinensisk stat, og der kan snarere blive en omfattende konflikt i Mellemøsten, da Israel med magt vil skabe en ny mellemøstorden. Det kan ødelægge den forsoning, der blev etableret for to år siden mellem Iran og Saudi-Arabien med Kina som mellemland. Det kan skabe problemer for leverancen af gas og olie til Europa fra Golf-landene, især til Tyskland, der er ramt af stoppet for gas fra Rusland på grund af krigen i Ukraine.
Spørgsmålet er, om Tyskland og EU tør engagere sig med fuld kraft i Mellemøsten. For få år siden indgik Kina og Iran en forsvarsaftale, og ingen ved, om det indebærer en kinesisk opbakning til Iran i forbindelse med et israelsk angreb, der skal hindre Iran i at blive en atommagt som Israel. Det kan i sidste ende føre til et stormagtsopgør om Mellemøsten, og hvor EU bliver klemt.
EU har med initiativ fra den franske præsident, Emmanuel Macron, forsøgt at blive en selvstændig aktør, og den tidligere tyske kansler, Angela Merkel, sagde for få år siden, at ”vi europæere må tage skæbnen i vores egne hænder. Vi kan ikke længere fæste lid til andre.” Det blev sagt med direkte henvisning til det problematiske forhold mellem Trump og EU-landene.
Det er nøjagtigt den situation, EU står i med valget af Trump. Tør EU-landene i dag vride sig ud af Trumps hænder – ud af den amerikanske sikkerhedspolitiske afhængighed? EU-landene risikerer, at Trump trækker EU ud i langt værre sikkerhedspolitiske risici end i dag, og at EU bliver endnu mere afhængig af USA, hvis europæerne ikke tør tage vare på sig selv.
Det er blevet bydende nødvendigt, at de europæiske lande erklærer, at de vil etablere EU som en atommagt med basis i det franske og britiske atomvåben og med Tyskland som den vigtigste finansielle støtte. En beslutning vil blive meget vanskelig, da den tyske regering står over for et sammenbrud, mens Frankrig er i en økonomisk og politisk krise.
De to lande turde ikke lave en solid europæisk sikkerhedsorden i årene efter Murens fald for 25 år siden. De turde ikke lave en aftale om det østlige Ukraine i den såkaldte Minsk-proces. De turde ikke tage et opgør med Putin efter anneksionen af Krim. Det hævner sig nu. Trump giver de europæiske ledere en mavepuster. Har de evnen og viljen til at skabe et selvstændigt EU? Det er nu, vi vil se, om EU tør tage skæbnen i egne hænder.
Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.
Billede i artiklens top: /Etienne Ansotte/© European Union 2017 – Source : Council of the EU.