Cypern kan blive genforenet efter 43 års deling

FN-forhandlinger om en genforening af det delte EU-land foregår i disse dage på det højeste diplomatiske niveau i årevis. Efter fire årtiers forgæves forsøg på at løse Cypern-problemet synes der at være en vilje, også storpolitisk, til at finde en løsning for middelhavsøen.

Analyse af Henrik Brun

“Vi er ved det afgørende øjeblik. Vi er virkelig ved sandhedens øjeblik”. Ordene kom fra den tidligere norske udenrigsminister Espen Barth Eide, der er FN’s særlige Cypern-udsending, efter førstedagen af de afgørende forhandlinger om en genforening af Cypern, der i disse dage foregår i Geneve.

Udtalelserne kan umiddelbart forekomme storladne i betragtning af, at der de seneste 43 år har været talrige, fejlslagne forsøg på at finde en løsning på Cypern-problemet og få genforenet middelhavslandets to befolkningsgrupper, tyrkisk-cyprioterne og græsk-cyprioterne.

Ikke desto mindre er der denne gang håb om, at den gordiske knude, der har forhindret en løsning siden 1974, kan blive hugget over. For denne gang er det ikke blot Cyperns – græsk-cypriotiske – præsident Nicos Anastasiades og lederen af tyrkisk-cyprioterne, Mustafa Akinci, der forhandler i en bygning i den FN-kontrollerede bufferzone, der deler hele øen, herunder hovedstaden Nicosia i to.

Denne gang foregår det som nævnt på de bonede diplomatiske gulve i Schweiz, og denne gang vil interessenter som Storbritannien, Tyrkiet og Grækenland også deltage aktivt for på de helt høje nagler at tale om et sikkerhedsarrangement for et fremtidigt genforenet Cypern.

Og – til forskel fra tidligere – udviser både Tyrkiet og Grækenland ifølge Espen Barth Eide “stærk vilje” til at finde en løsning på Cypern-problemet, der – på trods af landets lille areal og samlede befolkning på godt en million – er blevet kaldt verdens mest komplicerede diplomatiske udfordring. Det sidste, fordi forhandlingerne indebærer stort set alle former for udståender efter en konflikt: Flygtninge, genhusning, økonomisk kompensation, mindretalsrettigheder, territorium, forfatningsændringer, udenlandsk militær tilstedeværelse, bosættere – blot for at nævne nogle af dem.

Tre garantimagter og en invasion
Når Storbritannien, Tyrkiet og Grækenland er inde over forhandlingerne skyldes det, at det var de tre lande, der sammen garanterede Cyperns selvstændighed, da landet i 1960 blev uafhængigt efter at have været britisk koloni. Traktaterne fra dengang gælder stadig, så hvis de skal laves om, kræver det tilsagn fra alle tre landes regeringer. Mens Storbritannien ikke længere har de store interesser i Cypern, så ser det anderledes ud med Grækenland og – især – Tyrkiet.

Det var nemlig Tyrkiet, der i 1974 bragte rod i butikken, da landet invaderede den nordlige del af Cypern. Det skete som følge af et kortvarigt græsk-cypriotiske militærkup, orkestreret af den daværende militærjunta i Grækenland. Selvom kuppet kun holdt i få dage, så har Tyrkiet siden beholdt titusinder af soldater på det nordlige Cypern for at “beskytte” det tyrkisk-cypriotiske mindretal på øen. Tyrkisk-cyprioterne bor i dag i nord, mens græsk-cyprioterne bor på den sydlige del af øen.

FN’s resolutioner fra årene efter invasionen om, at Tyrkiet skal trække sine soldater tilbage er ikke blevet efterlevet. I stedet udråbte tyrkisk-cyprioterne i 1983 deres egen udbryderstat, Tyrkish Republic of Northern Cyprus, TRNC, som kun er anerkendt af Tyrkiet. Resten af verden anerkender regeringen for Republikken Cypern og dens græsk-cypriotiske præsident Nicos Anastasiades som de legitime repræsentanter for hele Cypern. FN anerkender officielt denne regering, mens den nordlige del af øen er udsat for en international handelsembargo.

Stigende samkvem mellem befolkningsgrupperne
Talrige FN-forsøg på at genforene cyprioterne er siden 1974 slået fejl. Mest opsigtsvækkende i 2003 med den såkaldte Annan-plan (opkaldt efter tidligere FN-generalsekretær Kofi Annan), som uden om de politiske ledere blev sendt til folkeafstemning hos begge befolkningsgrupper. Mens tyrkisk-cyprioterne sagde ja, stemte græsk-cyprioterne imidlertid nej til planen, som dermed ikke blev til noget.

Til gengæld skete der noget på det folkelige plan, da de tyrkisk-cypriotiske politiske ledere overraskende og meget pludseligt i 2003 vendte 180 grader fra deres tidligere kurs om, at sameksistens mellem græsk- og tyrkisk-cyprioter var umuligt: De besluttede at åbne for krydsning af bufferzonen.

Græsk-cypriotiske flygtninge kunne nu for første gang siden 1974 krydse over og se deres gamle huse på den nordlige del af øen, og tyrkisk-cyprioter kunne med ét gøre det samme med modsat fortegn. Først og fremmest kunne tyrkisk-cyprioterne komme over for at købe ind i græsk-cyprioternes velassorterede butikker eller tage arbejde hos græsk-cypriotiske arbejdsgivere og dermed tjene bedre end før.

Millioner af krydsninger
Det øgede folkelige samkvem har siden været enormt med millioner af krydsninger af de i dag syv overgange mellem nord og syd, og det er stort set sket uden nogen form for negative episoder. Græsk-cyprioter har drukket te hos de nye indbyggere i deres gamle huse, og tyrkisk-cyprioter kører dørtræk på cafégaderne i det sydlige Nicosia, uden at det vækker særligt anstød. Snarere giver det anledning til smil på læben på grund af bilernes modeller, der ikke alle er på niveau med græsk-cyprioternes bilpark.

Der er dog stadig mange græsk-cyprioter, som af principielle grunde ikke har krydset, fordi de så skal “vise pas i deres eget land” til tyrkisk-cypriotiske politifolk. Men de fleste har valgt at se stort på dette, fordi de har set det som en overkommelig pris at betale for at kunne se deres savnede steder i nord.

EU-medlemskab og rødbedefarvede pas
Et nyt aspekt – og i virkeligheden også en katalysator for fredsprocessen – kom, da Cypern blev medlem af EU i 2004 i forbindelse med den store udvidelsesrunde, som blev vedtaget på topmødet i København i december 2002. Kun de græsk-cypriotiske borgere, som udgør 80 procent af øens indbyggere, blev imidlertid i den forbindelse unionsborgere, da det ikke var lykkedes at få en genforening af øen på plads, inden Cyperns indtræden i unionen. Indtil en genforening opnås, er EU’s regelsæt, det såkaldte Acquis Communautaire, suspenderet på den nordlige del af øen.

Dog har tyrkisk-cypriotiske borgere haft mulighed for at få et officielt cypriotisk pas fra Cyperns myndigheder, hvilket har været ganske eftertragtet, da der jo er tale om de rødbedefarvede EU-pas. Myndighederne udsteder dog ikke pas til de tusindvis af folk, der fra Tyrkiet er flyttet til det nordlige Cypern. De tyrkiske tilflyttere anerkendes ikke af regeringen som “rigtige” cyprioter, men bliver i stedet kaldt for “bosættere”.

Erdogan klar til at spille bold
Det er ikke forkert at konkludere, at der på gadeplanet i Cypern er et stort ønske – både hos græsk- og tyrkisk-cyprioter – om, at der findes en løsning på det, de fleste ser som en kunstig deling af den lille ø. Op til forhandlingerne har der været adskillige fredsdemonstrationer (billedet i artiklens top), hvor tyrkisk- og græsk-cyprioter har marcheret sammen for en løsning. Ønsket deles hos det internationale diplomati, som gerne ser denne “luksuskonflikt” afsluttet, så kræfterne kan blive brugt på noget andet.

Ikke mindst EU ser gerne, at situationen med et medlemsland, der er delt, kommer til ophør. Blandt andet derfor er EU som institution også tilstede som observatør ved forhandlingerne i Geneve for at “støtte op” om processen. Blandt andet har tyrkisk-cyprioternes område i en fremtidig cypriotisk føderation – hvilket er den løsning, der tegner sig – brug for økonomisk og strukturel hjælp efter at have været under embargo i årtier.

Et afgørende tegn på, om en genforening kan blive til noget, vil komme, når det står klart, om Grækenlands premierminister Alexis Tsipras og Tyrkiets præsident Recep Tayyip Erdogan møder op under forløbet i Geneve, eller om de kun sender ministre. Erdogan har indtil videre sagt, at han kommer, og ifølge Cypern-udsending Espen Barth Eide har han forlængst signaleret, at Tyrkiet er klar til at spille bold på dette punkt, som Erdogan iøvrigt – ifølge iagttagere – selv gerne ser slettet fra sin lange liste over udeståender.