Danske EU-politikere bør rette øjnene disse tre steder hen frem mod EP-valget

Tre absolut væsentlige EU-begivenheder fandt sted langt væk fra den danske EP-valgkamp i sidste måned. De kommende danske EU-politikere vil med fordel kunne kaste blikket mod italienske Pisa, belgiske La Hulpe og de allerbagerste statistikkontorer i EU-institutionerne i Bruxelles, hvis de vil være klædt på til, hvilke emner der også kommer til at fylde i de næste fem år..

Af Johan Moesgaard Andersen, forfatter og EU-chef i Dansk Metal samt formand for Europabevægelsens politiske udvalg.

Om en lille måned skal vi danskere stemme ved Europa-Parlamentsvalget. Vi begynder allerede så småt at se valgkampen gå op i gear. Det er næppe gået ubemærket hen hos mange læsere her på Magasinet Europa, at de flittige EU-kandidater fra de politiske partier for tiden turnerer gader, stræder og spalter rundt med deres EU-budskaber.

Dem er der al mulig grund til at lytte til. For med EU-briller er der ingen tvivl om, at både røde og blå EU-politikere fra Danmark gør en dybt undervurderet indsats for at ændre det politiske Europa. Men måske kommer de vigtige visioner og budskaber ikke kun fra de politikere, der er på valg den 9. juni. Måske der også er nogle tektoniske plader, der flytter sig uden for kampagnebusserne. Faktisk vil jeg argumentere for, at tre absolut væsentlige EU-begivenheder fandt sted langt væk fra den danske EP-valgkamp i sidste måned. Og her er der altså tale om begivenheder, som danske beslutningstagere i København og Bruxelles bør holde et meget vågent øje med i de kommende år.

Først skal vi vende blikket mod den kendte italienske by med det skæve tårn, Pisa. For byens stolte søn, den tidligere italienske premierminister Enrico Letta, præsenterede nemlig i april sin længe ventede rapport om EU’s indre marked. Letta er til daglig direktør for tænketanken Institut Jacques Delors, som netop er opkaldt efter den tidligere stærke, nu desværre afdøde, Kommissionsformand Jacques Delors, som var fader til EU’s indre marked i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne. Enrico Lettas rapport er en utrolig interessant strømpil, som peger mod, at vægtige kræfter efter Europa-Parlamentsvalget ønsker at styrke Europas rolle op mod Kina og USA.

Blandt de mange interessante idéer fra Enrico Letta er at frigøre endnu flere offentlige og private penge til at investere i teknologi og forskning. Det er her, hvor Europa i dag halter efter Kina og USA. I en verden, hvor teknologien flytter sig ultrahurtigt, bliver det afgørende for Europas virksomheder, at vores kontinent følger med konkurrenterne. Samtidig ønsker Letta blandt andet, at Europa i højere grad holder industri, industriarbejdspladser og forsvarsindustri på europæiske hænder. Det er jo sød musik i ørene for os i Dansk Metal. Vi har netop gennem mange år advaret imod de sikkerhedspolitiske risici ved at flytte arbejdspladser og industrier i hobetal til Østen. Det skal blive spændende, hvilke værktøjer stats- og regeringscheferne vil tage i brug for at gøre Europa stærkere.

For det andet skal vi vende kikkerten mod den lille belgiske by, La Hulpe. Her var EU-toppen og arbejdsmarkedets parter i sidste måned samlet for at underskrive en erklæring om fremtidens social- og arbejdsmarkedspolitik i Europa. Går vi i historiebøgerne, så skal man som dansk EU-politiker lytte rigtig godt efter ved sådanne lejligheder. I 2017 gav kontinentets toppolitikere håndslag på EU’s sociale søjle. Det skulle senere vise sig i valgkampen frem mod Europa-Parlamentsvalget i 2019 at føde idéen til lovregulering af mindsteløn, som de europæiske socialdemokraters daværende spidskandidat Frans Timmermans slog til lyd for på et stormøde i den polske by Warzawa op til Europa-Parlamentsvalget i 2019. Resten er historie. Et bredt flertal i Folketinget måtte erkende, at den danske arbejdsmarkedsmodel var kommet under et gevaldigt pres, og Danmark brugte helt ekstraordinært muligheden til at trække direktivet for EU-domstolen i 2022.

Der er altså gode grunde til, at danske beslutningstagere og EU-politikere skal følge meget godt med i, hvordan skåltalerne fra sidste måneds møde i La Hulpe udvikler sig. Der er ingen tvivl om, at der er et pres for øget EU-involvering i arbejdsmarkedspolitikken, hvilket jeg blandt andet har beskrevet i flere bøger de senere år. Ikke mindst når knap 9 ud af 10 europæere ønsker et mere socialt Europa. Det kan komme til at give mange hovedbrud for både den danske regering og de nye danske EU-politikere.

Endelig skal vi kigge ind i de allerbagerste statistikkontorer i EU-institutionerne. Her har statistikbanken Eurobarometer nemlig i sidste måned samlet tal på de europæiske befolkningers holdninger frem mod Europa-Parlamentsvalget i juni. Der er flere interessante tal at hæfte sig ved. For eksempel scorer danske vælgere helt i top, når det gælder interessen i at stemme ved Europa-Parlamentsvalget. Foran svenskerne, irerne og hollænderne er danskerne det europæiske folkefærd som synes allermest interesserede i at stemme ved EP-valget i juni. Kom ikke her og sig, at danskerne er ligeglade med Europa-Parlamentsvalget. I den anden ende af skalaen er interessen for valget mere kølig i lande som Tjekkiet, Estland og Bulgarien.

Samtidig er det interessant at se på, hvad der så bliver de vigtigste temaer for de europæiske vælgere frem mod valget. Det er der nemlig stor forskel på. I lande som Danmark, Tyskland, Polen, de baltiske lande og Finland udgør forsvar og sikkerhed det vigtigste politiske tema for vælgerne ved valget. Men vender man i stedet blikket mod gældsplagede lande som Italien og Portugal, er et helt andet tema – nemlig økonomi og arbejdspladser – det vigtigste emne. Og i Frankrig, hvor Marine Le Pen stormer frem, er migration og indvandring helt på toppen af vælgernes dagsorden.

Noget kunne altså tyde på, at vi i EU-debatterne herhjemme kommer til at høre en hel del til forsvars- og sikkerhedspolitik de kommende uger. Men meget tyder altså også på, at de kommende danske EU-politikere skal indstille sig på, at andre emner vil fylde for deres nye sidekammerater i Europa-Parlamentet, hvis sidekammeraten altså har en anden nationalitet end dansk.

Vi går ikke desto mindre en spændende tid i møde, og det bliver stærkt interessant at følge udviklingen i både Danmark og Europa frem mod ét af de vigtigste Europa-Parlamentsvalg i nyere tid.

Johan Moesgaard Andersen er forfatter og EU-chef i Dansk Metal samt formand for Europabevægelsens politiske udvalg.