Serbien træder ind i det nye år med et valgresultat, som oppositionen og store dele af befolkningen betvivler. Op til valget har serbiske medier været på overarbejde med at iscenesætte Vučić som dén serbiske frelser, og sidenhen har mulige serbiske tilnærmelser til Rusland fundet sin vej frem. 

Analyse af Christoffer Kjeldsen.

D. 17. december 2023 erklærede den serbiske præsident, Aleksandar Vučić, sit parti, Serbiens Fremskridtsparti (Srpska napredna stranka, SNS), som vinder af det serbiske parlamentsvalg. Med en sejr vil partiet fortsætte konsolideringen af magten yderligere, som de har gjort siden 2012. Valget er dog ikke forløbet problemfrit og er genstand for gennemgående anklager om valgsvindel og omfangsrige uregelmæssigheder fra både den brede opposition samt internationale, uafhængige valgobservatører.

Med utilfredshed med regeringens jerngreb på magten og modstand mod den påståede valgfusk som omdrejningspunkt har utilfredse demonstranter,  ført an af en proeuropæisk opposition, siden valgdagen strømmet på gaderne i hovedstaden Beograd. Mens demonstranter har forsamlet sig foran flere regeringsbygninger, har byens gader også dannet rammerne for voldsomme sammenstød mellem demonstranter og serbisk politi. Demonstrationerne har også resulteret i anholdelsen af flere demonstranter.

Oppositionen har for nylig kaldt til nye demonstrationer på tirsdag d. 16. januar, hvor de vil forsamle sig foran valgkommissionens bygning i hovedstaden.

Udover oppositionen har også valgobservatører kritiseret valget grundet uregelmæssigheder og valgfusk. Beskyldningerne går bl.a. på bestikkelse af vælgere, at ekstra stemmesedler på ulovlig vis har fundet deres vej til stemmeurnerne, og at ikke-registrerede vælgere fra omkringliggende nabolande har afgivet deres stemme til fordel for SNS. Vučić og hans parti har dog afvist enhver kritik som fabrikeret og benægtet, at valget har foregået uregelmæssigt. Selv erklærede Vučić sejren for overbevisende.

Regeringstro medier og fortællinger om martyrium
Hovedarkitekterne bag de seneste demonstrationer er den proeuropæiske paraplykoalition Serbien mod vold (Srbija protiv nasilja), der udspringer fra massedemonstrationer i maj 2023.  Masseskyderier i maj var den umiddelbare katalysator, men omdrejningspunktet for demonstrationerne blev hurtigt modstanden mod et serbisk samfund præget af en hård retorik og voldsidealisering med medierne som én af hovedfacilitatorerne. Selvsamme medier, der ofte har tråde til det klientelistiske system, Vučić og hans nærmeste har etableret.

Vučićs regering er længe, af både oppositionspolitikere, folkelige bevægelser og internationale organisationer, blevet beskyldt for at regere landet på udemokratisk vis. Regeringen kritiseres for at have indskrænket pressefriheden, hvor kritikere nedtysses og fejes af vejen, mens regeringstro medier og statskontrollerede stationer støtter de officielle fortællinger. Tonen i medielandskabet er ligeledes ofte hård og præget af nedsættende skældsord om politiske modstandere.

Op til det netop afholdte valg har de serbiske medier – igen – spillet en central rolle. Hetz er kørt mod oppositionen, hvor enhver politisk modstand er blevet mødt af krænkende udtalelser, skældsord og personlige angreb. Ligeledes har medierne aktivt taget del i promoveringen af Vučić som den altoverskyggende aktør og vigtigheden af Vučić for Serbiens fremtid.

I forløbet op til valget har strategien fra SNS været at mobilisere velkendte narrativer om offerskab og martyrdom og portrætteringen af Vučić som en forsvarer af det serbiske folk. Et serbisk folk, der er forfulgt og potentielt offer for udefrakommende, der ikke vil Serbien det godt. Dette, kombineret med en intens kampagne – der har udspillet sig i årevis – af en folkelig Vučić, der ikke blot forstår de udfordringer, befolkningen står overfor, men også selv er offer for dem, har medvirket til, at kritikere af præsidenten, regeringen og SNS affejes som serbiske fjender og modstandere.

Regionalt spill-over
Udsigten til indgående og påtrængende spørgsmål fra både internationale og nationale aktører om validiteten af valget er næppe ønskværdigt i Serbien. Beograd har da også hurtigt været ude og så tvivl om demonstrationernes motiver og hentydet til, at den serbiske balancegang mellem Vesten og andre aktører, herunder Rusland og tildels Kina, kan tippe, hvis udefrakommende gør indvendinger om valgets udfoldelse.

Højtstående repræsentanter fra SNS og de serbiske myndigheder har siden valget hævdet, at demonstranterne i bedste Majdan-stil forsøger at svække Vučić og regeringen og, ved at sætte spørgsmålstegn ved valgresultatet, gå i mod det serbiske folks vilje. På lignende vis har der været insinuationer, at vestlige regeringer og sikkerhedsmyndigheder har haft en finger med i organiseringen af optøjerne. Landets premierminister, Ana Brnabić, har bl.a. været ude og takke russiske efterretningstjenester, der eftersigende skulle have videresendt Beograd informationer om, hvad der foregår bag kulisserne til demonstrationerne.

Medier har ligeledes støttet fortællingen om, at vestlige aktører aktivt har forsøgt at opildne og støtte oppositionen. På forsiden af den populære avis Informer fra d. 29. december 2023, ofte beskrevet som en avis med tætte tætte forbindelser til regeringspartiet, stod der, at “Vesten har lovet Dragan Đilas (central figur i oppositionen): Vi hjælper dig til magten, hvis du orkestrerer et Majdan i Serbien.” På forsiden stod der på lignende vis, at udefrakommende – mellem linjerne Vesten – har sanktioneret demonstrationerne med henblik på at vælte regeringen.

D. 25. december 2023, informerede Vučić offentligheden om, at han netop havde mødtes med den russiske ambassadør i Serbien, Bocan Harčenko, hvor demonstrationerne, samt den større sikkerheds- og geopolitiske situation i regionen var på dagsordenen. Dette er ikke første gang, at serbiske repræsentanter mødes med deres russiske kolleger efter Ruslands fuldbyrdede invasion af Ukraine.

Ikke desto mindre er den nuværende serbiske tiltrækning til Rusland måske ikke overraskende. Serbien har længe haft et ambivalent forhold til Rusland og EU, hvor Rusland ses som en modpol til EU og Vesten. Med de seneste serbiske udmeldinger signaliseres det muligvis, at større vestlige indsigelser af valget blot vil blive efterfulgt af tættere forbindelser mellem Serbien og Rusland. EU’s rolle som dén internationale aktør i landet er ikke ubestridt, mens andre også har gjort deres indtræden i landet og regionen som helhed. Med sejren, og en positionering som en stabilitetsfaktor i regionen, vil Vučić forblive Balkans centrale omdrejningspunkt og dén, Vesten ser mod.

Det er måske også i kølvandet på den internationale kritik, parlamentsvalget har affødt, at den seneste udvikling i Kosovo-Serbien striden skal ses. D. 25. december besluttede den serbiske regering at tillade officielle nummerplader fra Kosovo på serbisk territorium. Med beslutningen er – i hvert fald for nu – et punktum sat i en længere strid, der har plaget forholdet mellem de to naboer. Det kan have været et muligt træk fra serbisk side i forsøget på at mildne vestlig kritik af valget ved inden da at give efter for det vestlige pres på at lande en aftale med Kosovo. Man har fra den side nemlig længe understreget vigtigheden af at normalisere forholdet mellem de to lande.

Er dette gangen?
I Serbien er paratheden til at ty til gaderne, når utilfredsheden melder sig, stærk. Befolkningens utilfredshed er ofte kommet til udtryk gennem talrige demonstrationer, hvor magthavernes greb om magten og regering af landet har stået for skud. På trods af dette, har det dog – indtil videre – sjældent bidraget til større og gennemgående positive forandringer. Klarest i erindringen står demonstrationerne fra efteråret 2000, hvor hundredtusindvis af serbere demonstrerede mod Slobodan Milošević, der efter et nederlag ved præsidentvalget nægtede at gå af. Demonstrationerne kulminerede d. 5. oktober med Miloševićs fald.

På trods af at de omfangsrige demonstrationer fra 2000, har samme tilgang siden da sjældent haft det ønskede resultat. En manglende gennemslagskraft, ideologiske uoverensstemmelser blandt de demonstrerende og en modstander, der med et hårdt greb styrer landet, har ofte medvirket til, at anti-regeringsprotester er løbet ud i sandet.

På trods af at have været genstand for omgribende demonstrationer, har Vučić konsekvent overlevet. Om de nuværende demonstrationer lykkes, er svært at forudse, men det er alligevel svært at forestille sig, at Vučić vil efterleve deres krav og dermed svække sin egen position. Hvorvidt de nyeste skud på stammen kan ændre status quo, forbliver for nu et åbent spørgsmål.

Christoffer Grauslund Kjeldsen er cand.mag i Europastudier og BA i Balkanstudier. Han har opholdt sig ad flere omgange på Balkan og interesserer sig særligt for erindringspolitik, regional stabilitet og politiske udviklinger.

Billede i artiklens top: Daina Le Lardic/© European Union 2023 – Source : EP/

Ovenstående artikel er oprindeligt bragt på Magasinet rØST den 16. januar 2024.