Ukraine-krigen og den medfølgende energikrise har betydet massive investeringer i grøn omstilling i EU, men banen er lang – og på kortere sigt vil der blive brugt mere ’sort’ energi. En politisk kamp om energien er i gang.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EU’S LANGE VINTER | Da Rusland i februar 2022 gik ind i Ukraine, blev der straks sendt chokbølger gennem Europa – også på det energipolitiske område, hvor priserne blev banket i vejret og hurtige beslutninger skulle træffes i de forskellige lande, særligt dem, der var stærkt afhængige af gas fra Rusland og som havde brug for at finde nye kilder. Nu begynder man at kunne ane konturerne af udviklingen på det energipolitiske område – og to overordnede tendenser bliver tydelige. For det første er der blevet investeret massivt i projekter, der vil fremme den grønne omstilling. For det andet har man måttet ty til flere nødløsninger, der har givet et boost til brugen af den ’sorte’ energi, den fossile energi. I forlængelse af de to tendenser venter nu en politisk kamp – indenfor landene og mellem landene – om, hvilken vej det hele ender med at gå; mod mere grøn energi eller mere ’sort’ energi.

”Krisen og krigen har på mange måder været en fremkaldervæske i forhold til, hvad de enkelte lande var villige til at investere i. Og her er der samlet set blevet investeret i flere projekter og flere anlæg, der fremmer den grønne omstilling,” siger Bjarke Møller, der er direktør i Rådet for Grøn Omstilling.

”Der er sket en opdatering, kan man sige, at ’the green deal’, og fremskriver man investeringerne og satsningerne, så står man faktisk til en reducering af co2-emmissionerne med 57-58 procent frem mod 2030, hvilke er mere end de 55 procent, man ellers havde satset på,” siger han og fortsætter;

”Det boom, vi har set i investeringerne, afspejler ambitiøse planer for den vedvarende energi – og dét er jo positvt.”

Trine Villumsen Berling, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier med særligt fokus på global sikkerhed, er enig med Bjarke Møller.

”Vi ser, at store aftaler og store projekter indenfor den grønne omstilling er blevet fremskyndet på grund af krigen i Ukraine og energikrisen. Havvindmølleparker og energiøer er blandt andet blevet vedtaget forskellige steder,” siger hun.

”Men! Det er jo projekter, der tager tid. Det er store anlæg, der skal etableres og materialisere sig. Og flere steder er der en masse praktiske udfordringer,” fortsætter hun.”Tag nu Esbjerg Havn, for eksempel. Den er overbooket i dag, så hvis der skal etableres noget offshore, hvorfra skal det så skibes ud? Hvordan vil man finde plads til det? Esbjerg er kritisk infrastruktur – og altså kritisk infrastruktur, der lige nu er presset. Og netop infrastrukturen er jo et springende punkt i energipolitikken, ikke bare i Esbjerg, men overalt. At bygge ny infrastruktur tager tid – og hvad gør man i mellemtiden?”

Kul på den sorte energi
Ja, hvad gør man i mellemtiden? Der investeres der flere steder i den fossile brændstof; i den ’sorte’ energi. Så dét, man kan vinde på den lange bane, er man måske ved at tabe på den korte – og sorte.

”Der er ikke en entydig bevægelse i gang – det ser meget forskelligt ud fra land til land og fra region til region,” siger Bjarke Møller. ”Men vi ser, at kulkraftværker tages i brug i eksempelvis Polen, at atomkraftværker åbnes andre steder.”

”Det gælder jo om at skaffe energi nok, og særligt udsatte er jo de lande, som har været mest afhængige af gas fra Rusland. For dem er det et kapløb med tiden for at skaffe energi nok – og så løser man det med fossile investeringer. Tyskland er et af de lande, der har været meget afhængige af russisk gas. De har nu vendt sig mod kullet, som i de gode gamle dage – eller skulle jeg sige; de beskidte gamle dage. De investerer også i terminaler for flydende gas – og importerer fracking-gas fra USA,” siger Bjarke Møller.

”I Danmark er situationen en anden,” siger Trine Villumsen Berling, ”Fordi vores energimix er et andet. Her har vi skruet op for biogassen og fremrykket fjernvarmeprojekter. Det er fint i tråd med den grønne omstilling. Men alle lande kan ikke kopiere det, vi gør – og det vi kan – i Danmark. Det kommer an på fordelingen af energikilder og på den tidligere afhængighed af gas fra Rusland.”

Trine Villumsen Berling noterer sig i øvrigt at der i Danmark kan konstateres en stigende opbakning til kernekraft – for første gang.

”Det er særligt ungdommen, der viser fornyet interesse for kernekraften som energikilde. Det er selvfølgelig også en afspejling af, hvad der sker i andre lande i Europa, hvor kernekraften ser ud til at få et comeback. Der er flere lande, der forlænger levetiden for deres anlæg eller tager lukkede, men stadig eksisterende anlæg i brug. Det gælder særligt lande langs Østersøen, hvor man også arbejder med små modulære reaktorer. Det, der er et særligt træk ved kernekraften er, at det er en baseline-energiform, der ikke er afhængig af vind og vejr. Mængden i nettet hverken stiger eller falder på kort sigt,” siger Trine Villumsen Berling og fortsætter:

”I Danmark giver kernekraft bare ikke rigtig mening i forhold til vores specifikke energimix. Vi har meget vind og dermed meget grøn strøm. Og så kan supplere med andre energikilder, når der er vindstille. Der passer kernekraften ikke så godt ind, da den netop altid vil køre på mere eller mindre samme niveau. Vi har brug for en fleksibel opbakning til det grønne.”

Nødløsninger – eller permanente løsninger?
Både Bjarke Møller og Trine Villumsen Berling anser de fossile energisatsninger som midlertidige og akutte.

”Det er jo nødløsninger i en tid, hvor flere lande skal løse akutte energiudfordringer,” siger Bjarke Møller og fortsætter:

”Men vi må også være ærlige og se, hvad der sker med energipolitikken på den mellemlange og lange bane. Vi ved jo ret beset ikke om disse nødløsninger forbliver midlertidige løsninger eller bliver permanente løsninger, der kan risikere at spænde ben for den grønne omstilling. Risikoen er jo, at man har investeret en del i dem og at man binder sig til de investeringer og de afkast, man forventer af dem. Dét kan spænde ben  for de ambitiøse og langsigtede aftaler og planer, der er blevet vedtaget på den lange bane.”

Ros til EU’s handlekraft

Trine Villumsen Berling mener, at EU på det energipolitiske område har vist sig sjældent handlingskraftigt.

”Det var ret imponerende at se, hvordan sanktionerne blev vedtaget og siden håndhævet. Her har man altså været inde og røre ved noget, man ellers aldrig rører ved; energipolitikken,” siger hun og fortsætter:

”Det synes jeg har været flot at se – også hvordan kommissionsformand Ursula von der Leyen har været klar i mælet og ikke virket skræmt af Putins retorik og handlinger. Så jeg vil absolut mene, at der er blevet udvist handlekraft i EU-kommissionen.”

”Men nu kommer implementeringen og de næste skridt,” siger hun. ”Det er jo den besværlige part. Der er raden af EU-lande jo ikke stærkere end det svageste led, og der er lande, der kan knække. Her tænker jeg eksempelvis på Ungarn.”

Bjarke Møller konkluderer, at det hele afhænger af udfaldet af de politiske kampe, der udkæmpes – både i de enkelte europæiske lande og på tværs af landegrænserne.

”Kommer vi til at se mere samarbejde på tværs af grænserne eller ser vi regeringer, der først og fremmest tænker på mere snævre nationale interesser og mere snævre nationale energiinvesteringer. Det kommer helt an på de enkelte landes unikke situationer – og deres tidligere afhængighed af gas fra Rusland,” siger han.

I Danmark har man blandt andet besluttet at investere 773 millioner kroner til at geare gassystemet, så den grønne gas fortrænger den sorte naturgas.

”Vi skal udnytte det fulde potentiale for grøn biogas i Danmark. For hver kubikmeter fossil gas, vi fortrænger ved at erstatte den med biogas, bevæger vi os tættere på at indfri vores klimamål. Samtidig gør vi os fri af afhængigheden af Putins sorte naturgas og gavner samfundsøkonomien. Dermed slår vi tre fluer med ét smæk,” siger klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard (M) blandt andet ifølge ministeriets hjemmeside.

Målet er at Danmark skal være i stand til at transportere grøn biogas ud af landet og ind – modsat tidligere, hvor gasledningerne blev brugt til at transportere naturgas fra Nordsøen frem til de danske hjem. Den samlede europæiske energipolitik er i den grad blevet et varmt emne og et politikområde, hvor store slag kommer til at stå i den nærmeste fremtid.

Billede i artiklens top: /Flickr/News Øresund/Johan Wessman/

Læs hele temaet “EU’s lange vinter”