Thorsten Borring Olesen har skrevet bogen “Den svære dans – Danmark og det europæiske samarbejde”, der trækker lange linjer tilbage i historien og viser, hvordan Danmarks skæbne altid har været tæt knyttet til Europa politisk, økonomisk og kulturelt. Vi bringer bogens indledende kapitel herunder.

I 2023 kan danskerne fejre 50-året for medlemskabet af EF (Det Europæiske Fællesskab), der senere udviklede sig til EU (Den Europæiske Union). Det vil nogle gøre mere helhjertet end andre, for synet på medlemskabet har altid delt vandene. Det er også baggrunden for den særlige tilknytning til EU, som Danmark har: medlem ja, men med forbehold. Alt efter temperament kan man betragte det som et B-medlemskab eller en nødvendighed, der skal værne om dansk selvstændighed og suverænitet.

Der er dog ingen tvivl om, at Danmarks skæbne er tæt, hvis ikke uløseligt sammenkædet med Europas, og så længe EU grundlæggende tegner Europa, deler Danmark skæbnefællesskab med Unionen. Det gælder også, hvis vi skulle træde ud, som briterne gjorde i 2020 efter en folkeafstemning i 2016. Ikke kun på grund af vores store økonomiske afhængighed af unionsmedlemskabet, men også fordi alle markante politiske tildragelser i Unionen, selv en opløsning, vil påvirke Danmark afgørende. Forholdet handler nemlig ikke kun om Danmark i Europa, men nok så meget om Danmark i verden.

Det globale system er i opbrud politisk, økonomisk og værdimæssigt. Ef- terkrigstidens store alliancer og institutioner, fra FN (Forenede Nationer) til NATO (North Atlantic Treaty Organisation) og endda EU selv, er under pres, hvilket tvinger europæerne til at forholde sig til to spørgsmål. For det første: Er vi som europæere bedst stillet ved at agere i europæisk fællesskab, eller kan vi navigere mere uafhængigt og fleksibelt som individuelle nationalstater? Og for det andet: Tør vi overhovedet tro og satse på, at Unionen med sin kompleksitet og sine indre modsætninger kan holde sammen? Det er afgørende spørgsmål til fremtiden, som bogen afslutningsvis diskuterer.

Men spørgsmålene og svarene er indlejret i en længere historie, der daterer sig tilbage til Anden Verdenskrig og den verdensorden, der skabtes i kølvandet på krigen. Det var først og fremmest den nye europæiske orden, der skabte store udfordringer for småstaten Danmark, der havde vænnet sig til at føre neutrali- tetspolitik og bygge op indad, hvad var tabt i krige udad. Nu skulle der træffes valg om FN-medlemskab, udvidet nordisk samarbejde, NATO-medlemskab og altså også om deltagelse i det overnationale europæiske samarbejde, som også var under udvikling. Men de mange samarbejder havde også relevans for andet – ikke mindst EF/EU-samarbejdet – fordi de var med til at præge afgørende nationale debatter om Danmarks økonomiske modernisering, om velfærdsstatens grundlag og indretning, om demokratisk medindflydelse og globaliseringens og europæiseringens aftryk på det danske samfund. Det er den sammenhæng mel- lem dansk og europæisk udvikling, bogen vil have særlig opmærksomhed på.

Udviklingen antyder samtidig, hvorfor dansk tilknytning til det europæiske samarbejde var et dilemma fra begyndelsen. Det udfordrede landets velkendte udenrigspolitiske tradition, og det krævede en nytænkning af det danske forhold til (Vest)Tyskland. Samtidig skulle man tage hensyn til Storbritannien og de øvrige nordiske lande, og det nødvendiggjorde en politisk afklaring af, hvilket Vesteuropa man ønskede sig, og hvad der var muligt. Endelig skulle man sikre de danske økonomiske interesser blandt tidens konkurrerende europæiske markedsopbygninger, der omfattede OEEC (Organization for European Economic Cooperation), EFTA (European Free Trade Association) og EU’s forløber, EØF/ EF (Det Europæiske Økonomiske Fællesskab, fra 1967 bare EF).

I den sidste ende sejrede EF-medlemskabet. Det skete, da danskerne med overvældende flertal ved en folkeafstemning den 2. oktober 1972 sagde ja til medlemskab. Det klare ja skjulte imidlertid, at danskernes opbakning var betin- get. Det var i hovedsagen et ja til mellemstatsligt økonomisk samarbejde. Ikke et ja til overstatsligt og slet ikke overstatsligt politisk samarbejde. Det blev helt tydeligt, da danskerne stemte nej til Maastrichttraktaten i 1992. Reelt blokerede danskerne i den tumultariske opbrudsfase efter Murens fald (1989), den tyske genforening (1990), Sovjetunionens sammenbrud (1991) og udbruddet af bor- gerkrigen i Jugoslavien (1991) EF’s udvikling til EU.

Danskernes afvisning af unionsudviklingen antydede, at næppe alle vælgere havde forstået, hvilket systembrud man levede midt i. Men det pegede også på, at EF-systemet og de ledende regeringsrepræsentanter i EF-landene havde undervurderet betydningen af at få folk og borgere med på unionstoget. De europæiske beslutningstagere havde blikket stift rettet mod at styrke EU’s institutionelle kapacitet og placering i verden, men havde glemt at få den nødvendige politiske legitimitet fra de kommende unionsborgere. Den pointe drev de danske

vælgere ret markant hjem i 1992, og det kom faktisk til at præge EU’s udvikling i årene fremover, fordi vælgere i andre EU-lande blev smittet med ’den danske syge’ og begyndte at stemme nej ved folkeafstemninger – mest markant i Fran- krig og Nederlandene i 2005.

Nej’et ved Maastrichtafstemningen var det første af tre, som de danske vælgere har afgivet. Danmark har i alt afholdt ni folkeafstemninger om EU-forhold. Det betyder omvendt, at seks afstemninger er endt med et ja. Denne vekslen mellem ja og nej udstiller med al tydelighed de dilemmaer, der har karakteriseret det danske forhold til EF/EU i hele perioden fra den første afstemning i 1972 til den seneste om forsvarsforbeholdet i 2022.

Danmark er nemlig – trods sine fire oprindelige forbehold mod deltagelse i dele af eurosamarbejdet, forsvarssamarbejdet, rets- og politisamarbejdet og unionsborgerskabet – i dag mere europæiseret og integreret i EU end nogensinde. Det skyldes, at EU’s rolle som medlovgiver i Danmark og resten af Europa er mere udbredt end tidligere, og at det indre marked med fri bevægelighed på varer, arbejdskraft, tjenesteydelser og kapital i store træk er realiseret og fungerer. Danmark udveksler rask væk suverænitet med EU, og selv om det ikke er let at opgøre præcist, er det ikke skudt helt ved siden af at slå fast, at hovedparten af dansk lovgivning direkte eller indirekte har udspring i EU-lovgivning eller -reguleringer.

Samtidig er der fortsat grænser for, hvad danskerne og danske regeringer vil være med til. Man kan hævde, at der samtidig med europæiseringsprocessen også foregår en danmarkiseringsproces, hvor den nationale suverænitet søges håndhævet og beskyttet. Det ser man i den måde, EU-politikken forvaltes på i Danmark. Både i Folketingets Europaudvalg og ved forbeholdene opnået ved Edinburghafgørelsen i 1993. De tre lever stadig, selv om forbeholdet mod unions- borgerskabet i dag reelt er uden betydning. Men tingene bevæger sig også. Det så man i 2022, da danskerne stemte ja til at afskaffe forsvarsforbeholdet. Opbruddet i den internationale orden med krigen i Ukraine og før det den amerikanske præsident Donald Trumps valne opbakning til NATO har sendt europæerne og danskerne ud i overvejelser, om de måske skal mere selv – for at beskytte deres sikkerhed.

Den danske tilgang til EU er dog stadig præget af både-og og af ja og nej. Bogen vil belyse dobbeltheden og dilemmaet gennem en historisk oprulning af det danske forhold til europæisk samarbejde og den europæiske integrations- proces fra 1945 til i dag. Der sker med baggrund i et ønske om at diskutere og forstå dobbelthedens historiske rødder og modsatrettede rationaler. Analysen vil være historisk-dynamisk, fordi der både er kontinuitet og brud i rationalerne, og fordi de til enhver tid også har været afhængige af den bredere kontekst, som de har udspillet sig inden for. Det gælder i forhold til udviklingen i EU selv, integrationsprocessen, og til verdenspolitik.

Når bogen omtaler europæisk samarbejde, er termen ikke nødvendigvis rettet mod EF/EU-samarbejdet og forløberne. Der findes og især fandtes andre europæiske samarbejder end EF/EU, f.eks. Europarådet, OEEC og EFTA. Historisk var det langtfra givet, at EF/EU ville blive det dominerende samarbejde, ligesom det heller ikke var givet i 1960’erne, at EF-samarbejdet ville leve længe og udvikle sig til det unionssamarbejde, vi kender i dag. Begrebet den europæiske integration og den europæiske integrationsproces er derimod møntet på det europæiske samarbejde, der begyndte med etableringen af Det Europæiske Kul- og Stålfællesskab i begyndelsen af 1950’erne, og som lagde grundstenen til EF og EU.

Efter den britiske udtræden, Brexit, er der 27 medlemsstater i EU. En række lande står i kø for at opnå medlemskab. De seneste lande er Ukraine og Moldova, der blev skrevet på kandidatlandslisten i 2022.

Thorsten Borring Olesen (f. 1956) er professor i historie ved Aarhus Universitet. Ud over at være ekspert i europæisk integration, EF og EU er Thorsten Borring Olesen specialist i Den Kolde Krig og dansk udenrigspolitiks historie.

Billede i artiklens top: /Rógvi N. Johansen/Medie afdelingen Moesgaard, MOMU. 

Thorsten Borring OlesenDen svære dans432 sider
Gads Forlag
399,95 kr. Udk. d. 27. september 2022