Det dystre demokratis dagbog

Dokumentarfilmen Democracy Noir, der vises på CPH:DOX, følger den politiske udvikling i Ungarn siden nationalkonservative Orbán og Fidesz kom til magten. Filmen er en velfortalt og veltilrettelagt indsigt i, hvordan et demokrati langsomt, men sikkert, ved hjælp af statslig propaganda nedbrydes til en lightversion af et diktatur. Og den udgør påmindelse om det europæiske demokratis tilstand, samt hvilke rettigheder ingen europæisk borger nogensinde bør tage for givet.

Af Michael Winther

I den næsten to timer lange politiske dokumentarfilm Democracy Noir følger vi tre af det ungarske demokratis grundsøjler, personificeret ved politiker og ‘Dialog for Ungarn’-lederen Timea Szabó som den lovgivende magt, journalisten Babett Oroszi som den fjerde statsmagt og aktivisten og sygeplejersken Niko Antal som ung og empatisk velfærdshelt i Viktor Orbáns Ungarn.

Filmen følger den politiske udvikling i Ungarn siden nationalkonservative Orbán og Fidesz kom til magten i 2010. Vi overværer forfatningsændringer med dertilhørende fyring af alle forfatningsdommere, politisk justering af valgkredse og valglove (også kendt som gerrymandering), nedlæggelse og afdemokratisering af vitale samfundsinstitutioner, rettighedsreducerende arbejdsmarkedsreformer, den planlagte nedrivning af nationalparken Liget til fordel for Orbáns egne prestigeprojekter, politisk korruption og nepotisme, flygtninge- og fertilitetskriser, et sundhedssystem i opløsning, lærerstrejker, Ungarns reaktion på Putins invasion af Ukraine, kritikken fra OSCE’s valgobservatører ved valget i 2021, et folkeligt oprør og til slut EU’s nylige økonomiske sanktioner mod den ungarske regering.

Democracy Noir er – som titlen antyder – derfor også mere et tilbageskuende og redegørende dokumentarprojekt om et centraleuropæisk demokrati i krise, snarere end en film, der indgyder håb for Ungarns fremtid. Filmen indledes med Orbán, der trykker hånd med Putin og Trump. I efterfølgende klip udsættes Orbán for sønderlemmende kritik fra den liberale EU-profil Guy Verhofstadt. Introsekvensen følges op af billeder af den ungarske parlamentsbygning, Országház, der spejler sig lyst i Donau-floden til tonerne af Leonard Cohens mørke mesterværk ‘You Want It Darker‘:

”If you are the dealer, I’m out of the game,

If you are the healer, it means im broken and lame
If thine is the glory, then mine must be the shame,

You want it darker,

We kill the flame magnified, sanctified,

Be the holy name
Vilified, crucified, In the human frame
A million candles burning. For the help that never came
You want it darker”

Det kræver ikke en universitetsuddannelse at få øje på symbolikken. Heller ikke i betragning af, at Cohen selv var af jødisk ophav, født at en litauisk mor, der emigrerede til Canada i 1927. Historiens dualitet er tydelig fra start til slut.

Dokumentaren er instrueret af amerikanske Connie Field, der tidligere har vundet priser for The Life and Times of Rosie the Riveter om kvindelige fabriksarbejdere under 2. verdenskrig, Freedom on My Mind om borgerrettighedsbevægelsen i 1960’ernes Mississippi og Apartheid-filmen Have You Head from Johannesburg. Temaer som ligestilling, undertrykkelse og demokratiske rettigheder er derfor ikke fremmede for Field, hvilket også er åbenlyst i Democracy Noir.

Projektet er desuden hjulpet på vej af den danske stjerneproducer Sigrid Dyekjær, der i bredere kredse bedst er kendt for at have instrueret Svend om Svend Auken i 2012, men som i januar 2024 også vandt en Emmy for sit arbejde med The Territory, i samarbejde med blandt andet Darren Aronofsky (Pi, Requiem for a Dream, The Wrestler, Black Swan, The Whale).

Democracy Noir er en velfortalt og veltilrettelagt indsigt i, hvordan et demokrati langsomt, men sikkert, ved hjælp af statslig propaganda nedbrydes til en lightversion af et diktatur, der legende let peger seerens tanker i retning af Mikal Hems ‘How to Be a Dictator‘ med en bismag af den mere akademiske afhandling ‘The Dictator’s Handbook: Why Bad Behaviour is Almost Always Good Politics’ af Bruce Bueno de Mesquita og Alastair Smith, der udkom året efter Orbán overtog magten i Ungarn.

Fortællingens tre hovedpersoner Szabó, Antal og Oroszi fremstilles som utrættelige aktivister i demokratiets navn, men tegner samtidig et politisk generationsportræt på den forkerte side af et neokonservativt Deus Ex Machina, hvor modstanderen i sidste ende altid er uovervindelig, mens befolkningen forsøger at bevare håb i en håbløshed situation.

For Szabó, Antal og Oroszi er den politiske situation ikke bare et spørgsmål om karriere og samfund, men også om personlig identitet og faglig integritet. Det er ikke kun demokratiets fremtid, der er på spil, men også deres egen.

Hele Szabós karriere afhænger af accepten af den ungarske venstrefløjs vestlige værdier, samtidig med at hendes egen personlige frihed er på spil, når hun bliver forfulgt og overvåget af efterretningstjenestens agenter.

Antal kommer fra en Fidesz/Jobbik-familie, hvor hendes nærmeste er trofaste Orbán-støtter, mens hun selv har været ved at se en fremtid for både sig selv eller det ungarske sundhedssystem.

Oroszi lever i et registreret partnerskab med en kvinde i et land, hvor hadforbrydelser er støt stigende, mens LGBT+-rettigheder er eksponentielt faldende. Hun er samtidig er gået fra at være en prisvindende journalist på nationalt TV til nu at arbejde på Youtube-kanalen Partizán. En karrierevej, der ikke kun kan forklares med en ny medievirkelighed. En yderligere krølle er, at Oroszi stemte Fidesz, da Orbáns overtog premierministerposen i 2010. Oroszi er derfor én af de vælgere, der føler sig forrådt i forholdet mellem de politiske løfter og de politiske handlinger.

Med udgangspunkt i de tre kvinder, følger vi illusionen om den sociologiske vekselvirkning, hvori det tydeliggøres, hvordan samfundets indretning påvirker befolkningen, mens man til tider stiller sig selv spørgsmålet, om det overhoved er muligt for den ungarske befolkning at påvirke det politiske system. Det neokonservative Deus Ex Machina.

Filmen beskæftiger sig desuden sig med tidstypiske og hjemmekendte diskurser. By mod land. Unge generationer mod de ældre. Populisme mod pragmatisme. Eliten mod folket. De unge byboere stiller sig i løbet af dokumentaren mere og mere tvivlende omkring, hvem de reelt kan stole på, hvem der ser deres generation og særligt, hvem der varetager deres interesser, når det kommer til demokratiske fundamenter som social-, sundheds- og bæredygtighedspolitik.

Democracy Noir trækker desuden tydelige tråde af bekymring til øvrige vestlige strømninger. Det gælder fx når Fidesz-supportere i en byge af Trump-retorisk forvirring, men dog med ukuelig selvtillid kalder alle liberale stemmer for kommunister og socialister. Selvom der heldigvis er langt fra danske til ungarske tilstande, så er det påfaldende, hvordan emner som politiske rovmord på uafhængige medier, klimademonstrationer og krigsprotester passerer ubemærket forbi hos et til tider magtfuldkomment aristokrati i markant opposition til en idealistisk, men også handlingslammet, tenderende til opgivende ungdomsgeneration.

Filmen skal desuden ses i lyset af Ungarns kommende EU-formandskab. Selvom strengere filmkritikere end undertegnede kan mene, at særligt Szabós person til tider fylder mere i filmen end hendes sag, og at der måske ikke er meget nyt under solen for garvede Europa-kendere, så er Democracy Noir en væsentlig påmindelse om det europæiske demokratis tilstand, samt hvilke rettigheder ingen europæisk borger nogensinde bør tage for givet.

Democracy Noir kan ses på CPH:DOX;

16.marts, kl. 15:30 på Cinemateket

18. marts, kl. 18:30 på Kunsthal Charlottenbor

21.marts, kl. 12:30 i Empire Bio

Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.

Billede i artiklens top: /Fra filmen/