Fra antisemitisme og jødeforfølgelser til enkedræbere og sænkning af den tyske flåde. 1919 var det første fredsår efter Første Verdenskrig, men det blev et voldsomt et af slagsen.
Baggrund af Anders Engberg
Lyt til artiklen (indlæst af Mogens Thuesen) her:
TEMA: 1919 – ET AFGØRENDE ÅR | 1919 var et det første fredsår efter Første Verdenskrig, men det var meget langt fra at være et fredeligt år. Optøjer, social uro, krige og politisk vold prægede året. Og det begyndte med en tragedie.
Ved halvtitiden nytårsaften 1918 sejlede et skib med hjemvendte soldater fra en havn på det skotske fastland mod havnen i Stornoway, den største by på øgruppen Hebriderne ude i Atlanterhavet. Soldaterne havde været i krig i årevis. De havde overlevet og udholdt næsten ubærlige smerter i både krop og sind. Nu var de tæt ved hjemmet.
Skibets kaptajn gav ved afrejsen udtryk for bekymring for den forestående sejlads. Det blæste en del, og natsejlads ind i havnen i Stornoway var i forvejen risikabel. Indsejlingen til havnen havde skær og holme, der skulle undgås. Ingen af de ombordværende søfolk havde prøvet at sejle om natten til havnen. Men den stedlige havnefoged mente, at de skulle sejle alligevel.
Få timer inde i det nye år skiftede vejret til hård vind fra vest. En storm satte ind. Skibet var kun 15 sømil fra havnen i Stornoway. Besætningen på en lokal fiskerbåd berettede senere, at man så skibet fortsætte lige ud i stormnatten, og ikke følge den rette kringlede rute mod havnen.
Syv meter fra land, og kun halvanden km fra havnen, lå nogle holme. Her var placeret et lys som advarsel mod klipperne, men det hjalp lidet denne nat. Dels var sigtbarheden ringe og dels styrede skibet tilsyneladende blindt mod skærene.
Ved kollisionen med holmene krængede skibet umiddelbart. Det gik ikke under, og mange forsøgte at nå land. Der var kun få meter, men de omkring 50 mand, der sprang i havet, druknede alle. Der var høje bølger og et voldsomt vejr, og soldaterne bar tunge støvler, der trak dem ned. Desuden havde få af dem lært at svømme, og vandet var isnende koldt. De få redningsbåde blev hurtigt fyldt af for mange mennesker, og gik ned, oversvømmet efter kort tid.
På et tidspunkt sprang en mand ved John MacLeod i vandet med et reb omkring sig. Han nåede land og fik tøjret rebet. Mange mænd fulgte efter ham og blev reddet.
Ved tretiden brækkede bageste del af skibet over, det gik hurtigt under, og med det de fleste af skibets folk. En af dem, der overlevede, var Donald Morrison, der klyngede sig til masten da skibet gik ned. Han blev fundet i live næste formiddag, svømmende i havet.
Kenneth MacPhail var ikke så heldig. I oktober 1917 havde han, som den eneste, overlevet da hans skib blev ramt af en torpedo i Middelhavet. Han lå 36 timer i vandet inden han skyllede i land i Algeriet. Tæt ved hjemøens klippekyst omkom han nu i det store hav. Officielt omkom 205 af de 280 ombordværende.
Manden, der dræbte enker
Første Verdenskrig producerede et væld af krigsenker, og det benyttede en mand ved navn Henri Landru sig af. Han boede i Paris, og i perioden 1914 – 1919 dræbte han ti enker og en søn til en af dem. Han brugte en række falske navne som et led i sit forsøg på ikke at blive afsløret. Og i årevis blev han det ikke.
Landru indrykkede annoncer i parisiske dagblade med tekster som denne: ”43-årig enkemand med to børn og en fornuftig indkomst; en seriøs mand, der kommer i pæne kredse, ønsker at møde en enke med henblik på ægteskab.”
Den 15. januar 1919 dræbte han formentlig den sidste kvinde, madame Marchadier. Det var den dag, hvor hun sidst var blevet set. En søster til en af de dræbte kvinder forsøgte at opspore gerningsmanden, og det lykkedes hende at rette politiets opmærksomhed mod Landru, der blev arresteret. I første omgang blev han kun dømt for underslæb, der var ingen lig til at fastslå hans skyld. Men ved hjælp af dokumenter, bl.a. en liste over de forsvundne kvinder, lykkedes det politiet at få ham dømt for mord.
Han blev dømt for 11 mord, heraf de ti på kvinder, som han havde indyndet sig hos, hvorefter han skaffede sig adgang til deres finansielle midler, dræbte dem og brændte deres lig, formentlig i lejlighedens brændeovn. Den 25. februar 1922 blev Henri Landru henrettet i guillotinen.
Jødeforfølgelser i Østeuropa
I Østeuropa var tiderne voldsomme. Den store borgerkrig i Rusland mellem de røde bolsjevikker og de hvide borgerlige rasede. Kaos og lovløshed var den herskende tilstand.
Det gjaldt også den største ukrainske by Kiev.
Den 23. juni 1919 blev 45 jøder dræbt i bydelen Skriva, mange blev såret og 35 jødiske kvinder blev voldtaget. I august blev et ukendt antal jøder dræbt og voldtaget i den jødiske bydel Justingrad. I oktober gik det ud over jøderne i en tredje bydel da 14 blev dræbt, 9 blev såret og 15 kvinder voldtaget.
Disse jødeforfølgelser (billedet i artiklens top), også kaldet pogromer, blev udført af medlemmer af den Hvide Frivillighær; mennesker, der kæmpede imod den bolsjevistiske Røde Hær. Også kosakker deltog. Kosakker har altid spillet en nationalkonservativ rolle i det ukrainske samfund.
Ledelsen i Den Hvide Armé tog afstand til massakrerne, men det tog kun få notits af da antisemitisme var udbredt. Der havde været pogromer mange gange før i denne del af Europa, og de tre hændelser i Kiev var kun nogle få af mange i disse kaotiske år. Det anslås, at der var 1.326 pogromer i Ukraine i årene efter Den russiske Revolution i 1917. De blev udført med en uhørt brutalitet og i et hidtil uset omfang.
De fleste blev udført af ukrainske nationalister. Den Hvide Armé stod også for mange, og Den Røde Armé stod for et par procent af dem. I dagens uorden blev jøderne også dræbt, voldtaget og drevet på flugt af lokale bander uden særlige tilhørsforhold.
Sænkningen af den tyske flåde
Ved våbenhvilen, der afsluttede Første Verdenskrig i november 1918, blev det besluttet, at alle skibe i den tyske flåde, ubåde undtaget, skulle sejle til Scapa Flow og afvente fredsforhandlingernes gang. Scapa Flow er et stort cirkelformet havområde omkranset af nogle af Orkneyøerne; en øgruppe, der er beliggende lige nord for Skotland, og er en del af Storbritannien. Hertil sejlede de mange tyske krigsskibe med mandskab. Ventetiden var lang og besætningerne havde ikke lov til at forlade det skib, hvor de var. Snart blev forholdene på skibene meget dårlige. Der var møgbeskidt, og maden, der blev bragt fra Tyskland to gange om måneden, var rædsom. Moralen blandt mændene var i bund.
Den stedlige tyske leder, admiral Ludwig von Reuter, var bange for, at den tyske flåde ville blive fordelt mellem de sejrende lande, og han besluttede derfor at sænke flåden. Efter at man havde forberedt skibene på sænkningen, gav von Reuter ordre til det den 21. juni 1919. Ordren kom kl. 11.20 om formiddagen, bl.a. ved hjælp af signalflag. Først efter kl. 12 begyndte skibene at synke. Der var få britiske skibe til stede, hovedstyrken med admiral Sydney Fremantle var et stykke væk for at holde øvelse. Da admiralen ankom til Scapa Flow kl. 14.30 var alle de store skibe undtagen et enkelt, sænket. Det sidste skib, der sank, var slagkrydseren Hindenburg, der forsvandt under bølgerne kl. ca. 17.00.
Længe forinden havde de tyske søfolk forladt skibene i redningsbåde og søgt mod land. Langt de fleste af dem fik fast grund under fødderne efter de mange måneder ombord på skibene, men ni blev skudt og dræbt af briterne mens de var i bådene, og 16 andre blev såret.
52 af de 74 tilstedeværende tyske krigsskibe sank denne dag.
Munch og antimsemitismen
Antisemitisme er en ældgammel sag i Europa, og slet ikke begrænset til de tysktalende dele af kontinentet, som ovenstående historie fra Kiev viser. Samtidig var følelsen af uretfærdighed i Tyskland stor, og begivenhederne i Scapa Flow en midsommerdag i 1919 var kun en lille del af baggrunden for den tyske vrede. De hårde fredsbetingelser, som især franskmændene dikterede, vejede betydeligt tungere.
Antisemitismen og den tyske uretfærdighedsfølelse var to af fundamenterne, hvorpå nazismen hvilede og voksede sig stor i 1920’ernes Tyskland. Og ganske tidligt blev Adolf Hitler en af de ledende figurer.
Den 12. september 1919 var han til møde i det nyligt stiftede Deutsche Arbeiterpartei (DAP) i værtshuset Sterneckerbräu i München. På den tid fandtes et stort antal småpartier i byen, som i foråret samme år havde oplevet en brutal nedkæmpelse af den bayerske socialistiske rådsrepublik. De socialistiske holdninger var stadig udbredte i bl.a. hæren, hvor man fra ledelsens side ønskede at fremme patriotiske og antibolsjevistiske holdninger. Hitler var ved mødet informant for hæren. Han skulle rapportere hvad der foregik i det lille DAP.
Han kedede sig og skulle netop til at gå da en professor Baumann talte til fordel for bayersk separatisme. Hitler tog ordet og holdt et glødende indlæg om tysk patriotisme og antisemitisme. Partiformanden Anton Dresler var dybt imponeret, og et par uger senere var Hitler medlem af partiet. Den 30-årige Adolf fra en lille østrigsk by havde omsider fundet ud af hvad han var god til i livet. Han kunne tale, så folk nærmest blev tryllebundet af ham og hans ord. Et af de vigtige frø til et uovergået voldsregime var lagt.
Mens folk som Hitler tog en særdeles hadefuld og voldelig konsekvens af den overståede krig, så andre helt anderledes på sagen. Blandt dem var den norske maler Edvard Munch.
Under Første Verdenskrig boede han på sin ejendom Ekely udenfor Oslo. I sine ungdomsår havde han rejst meget i Europa, og bl.a. boet i en årrække i både Paris og Berlin, men under krigen havde han kun rejst lidt i Skandinavien. Nu åbnede Europa sig på ny.
Han fik en mængde breve, bl.a. fra tyske venner, som skrev om knappe og svære tider. I et brev til en af sine tyske venner, som Munch aldrig fik sendt, skrev han bl.a.:
”Jeg står fast på min kærlighed til Europa – jeg har en fædrelandsfølelse for det – og denne krig har jeg oplevet som en borgerkrig.”
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk.
Foto i artiklens top: /Ritzau Scanpix/
Læs eller lyt til hele temaet “1919 – et afgørende år”
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.
Støt os med et engangsbeløb: 
Støt os fast: 