Europa-Parlamentets formand Roberta Metsola måtte stoppe en protest mod den ungarske statsminister Viktor Orbán, da han som EU-formand skulle tale for parlamentet. EU’s repræsentation i Danmark har opsummeret de danske avisers dækning:
I onsdags mødte Ungarns statsminister Viktor Orbán op i EU-Parlamentet i Strasbourg for at præsentere det EU-formandskab, Ungarn har haft siden juli og frem til nytår, men debatten blev både vred og personlig, skriver Politiken og Berlingske.
“Jeg har selv været medlem af vores parlament i 34 år, så jeg ved, at det er en ære for mig, at I er her og lytter til mig,” sagde han og fortsatte: “EU har brug for forandring, og det vil jeg gerne overbevise jer om i dag.”
Orbán vil gerne lave en stor aftale om konkurrencekraft, når EU-lederne mødes til topmøde i Budapest i november, og derudover vil han have våbenhvile i Ukraine og lukke EU’s grænser for migranter, som skaber utryghed og forfølger mindretal. Det sidste fremkaldte buh-råb fra salen, og stemningen i salen var undervejs på kogepunktet.
Da Orbán havde afsluttet sin tale i Europa-Parlamentet, tog en gruppe venstrefløjs politikere scenen ved at synge en antifascistisk sang fra Anden Verdenskrig, hvilket fik parlamentets formand, Roberta Metsola, til at mane til ro, og hun måtte gentagne gange sige, at det her ikke er ”Eurovision”.
Da EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen trådte op på talerstolen, røg fløjlshandskerne helt af, og hun startede med at angribe Orbán for at behandle europæiske virksomheder anderledes end ungarske og hun beskyldte samtidig Orbán for at have løsladt menneskesmuglere fra ungarske fængsler og for at invitere russere ind ad bagdøren uden at sikkerhedstjekke dem.
“Dette er ikke at beskytte vores union, som du påstår. Det er at smide problemerne over hegnet til dine naboer,” sagde von der Leyen i sjældent hårde vendinger og kritiserede også Orbáns tætte bånd med Putin og manglende støtte til Ukraine:
“Der er stadig dem, som skyder skylden for krigen på dem, der bliver invaderet, og ikke på den, der invaderer. Så jeg spørger: Ville I også give ungarerne skylden for Sovjets invasion i 1956?”.
I talen kaldte hun det ukrainske folk for “frihedskæmpere” i stil med de “helte”, der befriede det centrale og østlige Europa fra Sovjetunionen. “Der er kun én vej til en retfærdig fred i Ukraine. Det er, at vi fortsætter med at styrke den ukrainske modstand politisk, økonomisk og finansielt,” sagde von der Leyen.
Efterfølgende anklagede Orbán EU-Parlamentet for at føre en “politisk intifada” mod Ungarn, og han svarede igen ved at kritisere Parlamentet for dets egne korruptionssager, herunder “Qatar-gate.” Han afviste også kritikken fra Ursula von der Leyen om Ungarns håndtering af kriminelle og russiske statsborgere under Ukraine-krigen.
“Man skal ikke skyde os i skoene, at vi ikke gør noget. Vi putter smuglerne i fængsel, og de ved, at de får dobbelt så lang fængselsstraf, hvis de kommer tilbage,” sagde Orbán, og beskyldte andre EU-lande for at være for blødsødne.
Orbán fastholdt, at Ungarn “taler for Europa” og ønsker at forbedre EU, og han mente, at Ursula von der Leyens indlæg var upassende.
“Jeg har aldrig hørt noget lignende fra EU-Kommissionens formand, som det jeg hørte i dag. Aldrig. Det står i traktaten, at EU-Kommissionen er traktaternes vogter, men EU-Kommissionen er ved at blive et politisk organ,” sagde Orbán.
Henrik Dahl, parlamentariker fra Liberal Alliance, kritiserede på det sociale medie X det optrin, der fandt sted i EU-Parlamentet under Orbáns tale: “Hvis man vil bidrage til Orbáns propagandamaskine, skal man netop lave sådan en fjollet scene,” skrev han ifølge Berlingske.
Dahl påpegede desuden, at selvom han ikke deler Orbáns politiske synspunkter, så vil Orbán fremstå som martyr og patriot, der hånes af EU’s elite.
Stine Bosse fra Moderaterne udtrykte også kritik af venstrefløjens opførsel: “Dette optrin viser blot, hvordan begge fløje opfører sig,” skrev hun, men tilføjede, at hun er tilfreds med, at “autokraten Viktor Orbán fik tørt på af Ursula von der Leyen.”
Kilder: Politiken, s. 8; Berlingske, s. 8, onsdag; B.T., onsdag
Billede i artiklens top: Daina Le Lardic/© European Union 2024 – Source : EP