Det internationale samfund må tage magten over Gaza

USA advarer Israel mod at føre en krig med store civile ofre. Voksende interesse for en international løsning, fordi Israel og palæstinenserne ikke selv kan klare opgaven. Krigen er blevet til et opgør mellem to personer: Netanyahu og Sinar, der er strategen hos Hamas

Analyse af Hugo Gaarden

Israelerne og palæstinenserne egner sig ikke til at løse krigen i Gaza og heller ikke den lange konflikt mellem begge folkeslag. Derfor må det internationale samfund tage over – også i en erkendelse af, at det var verdenssamfundet – nemlig FN – der i 1947 skabte grundlaget for, at jøderne og araberne kunne leve i sameksistens mellem Middelhavet og Jordan-floden, dét vi i dag kalder Israel og Palæstina.

Den opfattelse kommer flere og flere til i den arabiske og vestlige verden. Det er udtrykt meget klart af en af de mest anerkendte krigshistorikere, briten Lawrence Freedman, der i Financial Times skriver, at ”der kun er én måde, hvorpå man kan få en politisk løsning, og det er at internationalisere konflikten.”

De arabiske lande, USA og europæerne må enes om de næste skridt. De må tage skridt til at slutte krigen og til at skaffe midler til en genopbygning, men den største opgave ligger i at skabe enstemmighed om det, der skal gøres, og i at finde en langsigtet løsning, måske med indsættelse af fredsbevarende tropper.

Det bliver ekstremt svært, men omvendt er der ikke forventninger om, at de stridende parter selv kan finde en løsning. Krigen kan snarere blive så brutal og israelernes frygt for palæstinenserne så stor, at Israel vil forsøge at tvinge palæstinenserne til udlandet. Det vender Egypten og Jordan sig imod. En sådan udvikling, samt massemord på civile i de kommende måneder, kan få en så kraftig reaktion i den arabiske og vestlige verden, at der bliver krav om en international indgriben for at sikre den deling mellem Israel og et palæstinensisk område, som FN fastslog i 1947.

Uanset at flere vestlige lande kalder Hamas for terrorister, så har Hamas med sit brutale angreb den 7. oktober formået at skabe international opmærksomhed om palæstinensernes skæbne. Denne gang er effekten større end ved tidligerekonflikter, fordi det israelske angreb på Gaza er ligeså brutalt som Hamas-angrebet med langt flere drab på civile gennem bombardementer end ved Hamas-angrebet.

Det er fuldstændig uvist, om fremtiden bliver en to-statsløsning, dannelsen af et forbund mellem flere lande eller en ny, fælles stat i et Stor-Israel mellem Middelhavet og Jordan-floden. De ulovlige jødiske bosætter på Vestbredden er den største hindring for en to-statsløsning, fordi bosættelserne spænder ben for en levedygtig stat. En fælles stat vil af israelerne betragtes som et lederlag, da Hamas netop har krævet én stat, men en islamisk stat. Derfor bliver konklusionen, at det bliver det internationale samfund, der tvinger en løsning igennem, dog med israelsk og palæstinensisk deltagelse.

At det internationale samfund begynder at reagere mere kontant ses af de seneste advarsler fra amerikanske ledere: Israel må ikke fortsætte med at dræbe så mange civile og smadre så store dele af boligområderne. ”Det vil kun tvinge de civile over i Hamas´s rækker,” sagde forsvarsminister Lloyd J. Austin i weekenden. ”Man kan kun vinde en bykrig ved at beskytte de civile,” sagde Austin, der har erfaring fra bykrige i Irak.

Krigen handler ikke kun om den overordnede konflikt. Den er også blevet et opgør mellem to personer: Israels ministerpræsident Benjamin Netanyahu og strategen i Hamas, Yahya Sinwar. Netanyahu har bebudet total krig med total sejr over Hamas. Han har i 16 år slået sig op på, at han er Israels sikkerhedsgarant, men han tog fuldstændig fejl af Hamas. Han troede han kunne blødgøre Hamas ved at sikre jobs til beboerne i Gaza. Han fejlede med Hamas-angrebet, der overraskede Israel, selv om New York Times har afsløret, at Israels militær og efterretningsvæsen for over et år siden blev informeret om Hamas-planen – i detaljer. Den blev ikke taget alvorligt. Netanyahu ville ikke tage ansvaret for fejltagelsen, men har forsøgt at lægge skylden hos forsvaret og militæret.

Opbakningen til Netanyahu er på nulpunktet, og han holder formentlig ikke i lang tid. Hans modpol er Yahya Sinwar, der sammen med den militær leder hos Hamas, Mohammed Deif, har udarbejdet strategien for angrebet og dets tilsigtede følger, dvs. et voldsomt israelsk modangreb.

Sinwar har i mere end 20 år siddet i israelsk fængsel, men blev løsladt under den omfattende fangeudveksling i 2011. Han har siden hen fortalt, at han udnyttede fængselsopholdet til at læse alle relevante bøger om Israel for at forstå jøderne, og han lærte hebræisk. I interviews gav han udtryk for, at han ikke længere ønsker krig, og i det seneste år, hvor angrebet den 7. oktoberblev planlagt, opsnappede israelerne ingen tegn på forberedelser til et angreb. Der var stille på de elektroniske Hamas-kanaler. Israel blev lullet søvn. Det siger meget om Sinwars langsigtede og systematiske bestræbelser.

Sinwar har med sin brutalitet, hvor kvinder og børn er blevet dræbt og bortført, haft held til at fremprovokere et lige så brutalt modangreb. Når Israel har sprængt alle Hamas-tunneler, lagt Gaza øde og har tvunget Hamas-krigerne ”under jorden” eller til udlandet, så kan Hamas ikke længere føre krig som hidtil. Det er Sinwar med sikkerhed klar over. Kampen for at få en palæstinensisk stat skal føres på en ny og mere politisk måde ved at aktivere det internationale samfund, synes Sinwar at have konkluderet. Men metoden er uhørt brutal – ved Hamas- drabet på 1200 mennesker den 7. oktober og ved Israels bombardementer, der dræbte over 15.000 mennesker, hvoraf over halvdelen er kvinder og børn.

Det er krigens tragedie, og den rammer både jøderne og palæstinenserne, også hvad skyld og ansvar angår. Det var ikke bare Israel, der blev lullet i søvn. Også det internationale samfund årti efter årti. Alle troede, at man kunne ignorere 8 millioner ufrie palæstinenseres tilværelse.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.