Estland mellem en turbulent fortid og en selvsikker fremtid

2019-06-14T08:19:41+00:00 fredag, 14. juni, 2019|

Den 15. juni 2019 fejres 800-året for Slaget ved Lyndanise, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen i Tallinn og vendte et truende nederlag for danskerne mod de lokale til en sejr. Den runde dag bliver fejret i fællesskab af de to lande, og det er en kærkommen lejlighed til at se nærmere på relationerne mellem de to lande, og ikke mindst, hvad det moderne Estland kan byde på.

Baggrund af Anders Engberg

Nordøst for Danmark, på den anden side af Østersøen, ligger et land, der er en smule større end Danmark, men til gengæld har væsentligt færre indbyggere. Det er Estland, som ikke fylder meget i danskernes bevidsthed, men ikke desto mindre har spillet en vigtig rolle i Danmarkshistorien, og der er stadig tætte relationer mellem landene.  Det fik jeg vished for da jeg fornylig besøgte landet i forbindelse med fejringen af 800-året for Slaget ved Lyndanise, hvor Dannebrog efter sigende faldt ned fra himlen og vendte et truende nederlag for danskerne mod de lokale til en sejr. Mytens runde dag den 15. juni 2019 bliver fejret i begge lande, og det er en kærkommen lejlighed til at se nærmere på dette lille land og dets relationer til vores land.

Danmark har eksisteret i mere end 1000 år. Det har stort set alle andre europæiske lande ikke. Estland har eksisteret siden 1991 foruden en kort periode mellem de to verdenskrige. Det er et ungt land, der har været besat af en række andre magter, og blandt de første var Danmark. Felttoget til Estland i sommeren 1219 var under påskud af at kristne de baltiske hedninge, der boede ved disse strategisk vigtige kyster ved indsejlingen til Finske Bugt og det mægtige Rusland. Den danske sejr i slaget medførte dansk kontrol med det nordlige Estland i mange år fremover, faktisk lige indtil den danske konge Valdemar Atterdag solgte området til Den Tyske Orden i 1346, som et led i generobringen af Danmark fra holstenske panthavere. Et forehavende den kløgtige og brutale konge lykkedes med.

Alt dette skulle være rigtigt. Det er straks mindre sandsynligt at et dannebrogsflag faldt ned fra himlen under slaget i 1219. Det er faktisk helt usandsynligt, men en smuk historie er det. Sandt er det, at danskerne byggede en borg på den bakketop, der altid har været områdets magthaveres tilholdssted, og hvor parlamentet er beliggende i dag. De lokale – esterne – kaldte borgen Danskerborgen, Taani Linnus. Det blev senere til Danskerbyen, Taani Linn, som ligger til grund for byens nuværende navn Tallinn, Estlands hovedstad. Byen ved Finske Bugt har gennem tiden haft flere navne, der afspejler dens omskiftelige historie, blandt andre Lyndanise, Kolovan og Reval.

Jeg besøgte Tallinn første gang i februar 2006. Sneen lå overalt i det frostklare solskinsvejr, der lagde rammen om mit korte ophold. Det var et smukt syn at stå på fæstningsanlægget og skue ud over den gamle bydel med huse og kirker; et syn, der ikke kan være væsensforskellig fra synet, der mødte mennesker i senmiddelalderen på det samme sted. Midt i alt det hvide, grå, sorte og blå ved fæstningsanlægget kom pludselig en stærk rød farve til syne. Det var et monument i stål, der forestillede Dannebrog, og blev udført af en student ved Estlands Kunstakademi i 1969 i anledning af 750-året for Slaget ved Lyndanise.

Monument på stedet hvor Dannebrog i 1219 faldt ned fra himlen. – Foto: /Ritzau Scanpix/

Det blev opstillet da Estland var en del af Sovjetunionen, så den danske forbindelse, som monumentet symboliserede, var ikke noget man kunne skabe megen opmærksomhed omkring. Det står der stadig op ad en mur, og er den mest synlige dokumentation for den ældgamle relation mellem de to lande.

Ændret til ukendelighed
Mit nylige besøg i Estland var tæt pakket med interessante oplevelser og steder.  Det var tydeligt at se, at der var sket meget i landet og byen siden mit besøg for 13 år siden. Mange nye bygninger var skudt op, hele kvarterer var ændret til ukendelighed, adskillige gourmetrestauranter var etableret, hvilket jeg ved behagelig selvsmag kunne konstatere. Velstanden var vokset, og, som en estisk toppolitiker, Ivari Padar, sagde da jeg interviewede ham en af dagene: om føje år vil Estland være nettobidragyder til EU-kassen. Med velstanden og den hårdt tilkæmpede selvstændighed, som kan være svært for en dansker, der ikke har oplevet besættelse, at sætte sig ind i, er selvtilliden også vokset. Det unge land har set ind i fremtiden og den er digital.

Blandt de mange punkter på besøgsprogrammet var en introduktion til den digitale revolution, der har fundet sted i Estland i de sidste to årtier. En ung kvinde fortalte vidt og bredt om den store succes med at digitalisere det offentlige i landet, og at man er længere fremme på dette punkt end andre lande. I dag lærer man fra sig i udlandet. Digitaliseringens omfang kan man få et indtryk af via disse tal:

  • Hvor det tidligere tog fem dage at ordne formaliteterne i forbindelse med etableringen af en ny virksomhed, tager det i dag tre timer. Det er vigtigt i et land fuld af iværksættere.
  • 95% af alle skatteopgivelser foregår online og det tager kun tre minutter (muligvis lidt længere tid i visse tilfælde).
  • 98% af alle estere har et nationalt ID-kort til brug for digitale handlinger
  • 99% af det offentliges serviceydelser findes online og er derfor tilgængelige 24/7.
  • Mere end 30% af esterne stemmer digitalt ved estiske valg.

Denne vidtspændende digitalisering af det estiske samfund kaldes e-Estonia, og den er man tydeligvis stolt af. Flere af de danske tilstedeværende ville vide noget om sikkerheden og hvorvidt det ikke blev et samfund, hvor staten vidste alt om borgerne, men det blev afvist. Denne problematik var der taget højde for.

Modsat i 2006 fik jeg denne gang mulighed for at komme udenfor Tallinn, nærmere bestemt godt 100 km øst for hovedstaden. Her ligger et danskejet bryggeri, hvis danske salgsdirektør viste rundt, og her findes store naturområder, ikke mindst store skove.  I Estland er ca. 50% af arealet dækket af skov, i Danmark er tallet 14%. Ude i skoven lå en gammel herregård, Vihula. Den var i 1800-tallet ejet af en baltisk-tysk godsejerfamilie. Overklassen havde tysk baggrund, bønderne var estere. I Sovjettiden var godset en kollektivfarm. I dag er det et luksushotel. Både udlændinge og estere er gæster her, det er populært, roligt og i passende afstand fra hovedstaden.

Middelalder og kreativ klasse
Også Tallinn er en attraktion, særligt det gamle middelaldercentrum med dets rolige atmosfære og historiske omgivelser. Her trisser turister omkring på besøg fra det ene til det andet. Nordvest for centrum er et andet Tallinn, Telliskivi Creative City. Tidligere var her industri og håndværk, nu udfolder den kreative klasse sig med glæde i de rå omgivelser. Det er Tallinns svar på Kødbyen i København. Her finder få turister ud, men ryet om dets eksistens spredes vel.

Caféer, små butikker med designertøj og andre kreative oaser fylder de grålige huse ud. Jeg var der en eftermiddag og igen samme aften, hvor en musikfestival foldede sig ud på forskellige spillesteder. Et finsk rockband gjaldede ud over menneskemængden ledsaget af lys og damp. Sangsproget var engelsk og sanseindtrykket intenst. Nu om dage er der ikke langt fra Estland til Finland, endsige fra Tallinn til den finske hovedstad Helsinki, som kun er en færgetur over Finske Bugt væk. Engang var de to nabobyer nærmest i hver sin verden, den vestlige og den østlige, den sovjetkommunistiske, så koncerten i Telliskivi er også et symbol på de kolossale omvæltninger det lille land har gennemgået de sidste tre årtier.

Det nye trænger sig på, men det gamle er aldrig langt væk. Besætternes tidligere tilstedeværelse ses alle steder, lige fra det danske flagmonument til de typiske sovjetiske boligblokke i nogle af Tallinns forstæder. Og endelig er man fri. Friheden giver livsappetit. Men den er ikke en given ting, advarede politikeren Ivari Padar om, da jeg talte med ham. EU er en vigtig forudsætning for at Estland i dag er en del af den vestlige verden.

Det estiske flag vajer over parlamentsbygningen i Tallinn. – Foto: /Ritzau Scanpix/Reuters/Ints Kalnins/

Og dette tilhørsforhold er en forudsætning for friheden og uafhængigheden. EU som frihedsgarant er måske en højtravende tanke for et dansk temperament, men vores historie er også helt anderledes end den estiske. Vi er forbundne og ikke så langt fra hinanden, men mentalt er afstanden betragtelig trods esternes hurtige tilpasning til den storforbrugende markedsøkonomiske vestlige familie.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk

Foto i artiklens top: / Ritzau Scanpix/Reuters/Ints Kalnins


Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb:    

Støt os fast:    Image result for patreon