Nu kommer de første forslag til reformer af EU, dels for at give plads til flere medlemmer, dels for at skabe mere handlekraft i det nuværende samarbejde.

Analyse af Hugo Gaarden

Mens der er politisk kaos i USA og voksende uro i Europa over forløbet af krigen i Ukraine, tager EU-landene de første tilløb til gennemgribende reformer. Det skal give et mere handlekraftigt EU, ikke mindst inden optagelsen af flere nye lande i de kommende år.

Der er to tendenser i de officielle og uofficielle reformforslag: EU skal have mere selvstændighed på globalt plan, og det skal ikke længere være muligt for enkeltlande at spænde ben for beslutningsprocessen på noget som helst område. Det betyder, at magten koncentreres stærkere i nogle kernelande.

Umiddelbart er der ikke udsigt til store forkromede planer for Europas fremtid, og der er ikke lagt op til traktatændringer. Men ikke mindst med krigen i Ukraine og optagelsen af nye lande inden 2030, f.eks. Ukraine, Moldova og lande på Vestbalkan, er især Tyskland og Frankrig blevet klar over, at beslutningsprocessen i EU skal forbedres markant. Ellers er der risiko for, at Europa bevæger sig i en amerikansk retning til enorm skade for demokratierne over for autoritære styrer.

De mest konkrete forslag er kommet fra tysk og fransk side i en gruppe med 12 eksperter fra begge lande. Tyskland og Frankrig har bevidst været tilbageholdende med at føre gruppens forslag alt for stærkt frem for at undgå, at forslagene står som regeringernes forslag. Men de er interessante, og de peger på de tendenser, der har været fremme tidligere. Derfor vil EU uvægerligt bevæge sig i den retning, som 12-gruppen har foreslået. Det er en grundlæggende nødvendighed.

Gruppen mener, at der skal være et Europa i ”flere hastigheder” – byggende på fire ”koncentriske” cirkler.

  • 1. Der skal være en indre kerne – altså de stærkeste og mest solide EU-lande, herunder Tyskland, Frankrig og Holland. Det er dém, der skal trække læsset.
  • 2. Der skal være de nuværende EU-institutioner.
  • 3. De skal være associerede medlemmer, og det vil primært sige medlemmer, der primært er interesseret i Det indre Marked, men som er lidt mere tøvende over for et kerne-EU.
  • 4 Der skal være et nyt europæisk politisk samfund (EPC), der har en mere løs tilknytning til EU.

Det mest afgørende er at strømline beslutningsprocessen med kvalificeret flertal, mens der i dag gælder énstemmighed i f.eks. udenrigspolitikken og budgettet. Et eller to-tre lande skal ikke kunne blokere for et kvalificeret flertal, f.eks. om støtte til Ukraine under krigen. De skal heller ikke kunne blokere for nye gigantiske investeringer, som et massivt flertal ønsker.

På samme måde skal EU kunne standse udbetalinger til et genstridigt land, som det er set over for Ungarn, og stemmeretten skal kunne suspenderes. Der skal også kunne vedtages nye under-budgetter, som en koalition af villige vil have gennemført.

Hvordan beslutningerne i praksis skal føres ud i livet er dog uklart, men hovedlinjerne er altså lagt frem. Der er også emner, som slet ikke på lagt på bordet, f.eks. om optagelsen af lande, hvor der er en konflikt med et ikke-EU-medlem. Det kunne handle om Ukraine, hvis ikke krigen afsluttes.

Det afgørende er bare, at nu må EU-landene komme ud af det dødvande, som gidseltagningen fra Polen og Ungarn har medført. I årevis har EU ikke villet løse det problem, men det bliver nødvendigt nu, hvor EU skal kunne fungere på hjemmebanen og spille en global rolle.

Det er en problematik, som European Council on Foreign Relations, ECFR, beskæftiger sig med i en ny rapport, der endelig er blevet mere klart i målet end tidligere rapporter. Rapporten siger, at målet for EU må være ”strategisk gensidig afhængighed” (strategic interdependence).

EU skal drage lære af de mellemstore lande verden over og skal søge samspil med samtlige aktører. EU skal ikke lade sig drage ind i en konkurrence mellem en amerikansk og en kinesisk blok, for den vil ikke komme til at definere verdens nye orden. Der bliver en langt bredere verdensorden med vidt forskellige interesser.

Men rapporten tør dog ikke være helt klar i målet. Den anbefaler en mellemvej mellem den strategiske uafhængighed, som Emmanuel Macron har foreslået, og så den afhængighed som ligger i at melde sig ind i den amerikanske og kinesiske blok. Rapporten foreslår derfor at skrotte enhver tale om afkobling (over for Kina), men vælger den mildere version, de-risk, dvs. risikominimering. Men dét handler stadig om – fra amerikansk side – at skubbe Kina ud på en sidelinje på de vitale områder, såsom højteknologien.

Hvorfor kan EU ikke vælge selv? Et af de førende økonomiske tidsskrifter, The Economist, er begyndt at tage et opgør med den opfattelse, der har bredt sig det seneste årti, især i USA, nemlig at globaliseringen og den økonomiske afhængighed er noget skidt. Begge har dog været afgørende for de seneste årtiers fremgang verden over!

EU forsøgte under Donald Trump at optræde mere selvstændigt, især udtrykt ved kansler Angela Merkel, men der skete ingen kursændring i EU af den grund. Nu har EU fulgt USA 100 pct. i støtten til Ukraine og i sanktionspolitikken over for Rusland. Men på andre område har Europa helt andre interesser end USA, f.eks. i Mellemøsten. Det vil også ses tydeligere i  Kina-politikken. Vil EU og Tyskland spille sammen med Kina, eller vil EU være med til at bremse Kinas vækst?

Det er der endnu ingen, der har lavet en decideret strategi for, endsige for relationen til resten af verden og den store naboland, Afrika. Det bør være EU’s opgave i de kommende år at få lagt en global strategi, som sikrer en europæisk selvstændighed og som udtrykkes, så borgerne kan forstå det. Meningsmålinger fra ECFR viser, at europæerne ikke vil drages ind i et opgør mellem USA og Kina.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: / Denis Lomme/© European Union 2021 – Source : EP/