Europa efter 1989. Fra Berlin til Butja.

I 2024 er 1989 fortsat en funklende stjernestund, der fortjener at blive genfortalt, pointerer europaekspert Lykke Friis i sin nye udgave af “Håbets Europa i 89 billeder”, som markerer 35-året for Murens fald. Meget er sket i Europa siden 1. udgaven udkom i 2019, og denne nye udgave indeholder – udover en række nye billeder og reviderede kapitler – to nyskrevne essays om Europa før og efter 1989. Vi bringer et uddrag af bogens kapitel 5: “Europa efter 1989. Fra Berlin til Butja”:

Billederne fra Butja

Den lille by mindede mest af alt om et ukrainsk Birkerød, hvor børnefamilier var søgt ud for at få mere plads og luft. Normalt ville jeg sikkert have lagt mærke til de hyggelige huse og lege- pladser bag de mange fyrretræer. I stedet stirrede jeg på en kilometerlang bilkirkegård i vejrabatten, mens vi langsomt kørte ind i Butja 30 kilometer nordvest for Kyiv.

En del af de udbrændte biler var dekoreret med den allestedsværende ukrainske solsikke, der for længst var blevet et frihedssymbol. Bilerne tilhørte de mange ukrainere, der i dagene efter Putins fuldskalainvasion af Ukraine søgte i sikkerhed for det russiske angreb. De parkerede bilerne og bar deres børn, husdyr og vigtigste ejendele over den interimistiske ’Livets bro’ i Irpin.

I nogle få dage kunne de tilbageblivende i forstadsbyer som Irpin og Butja ånde lettet op. Den ukrainske hær havde formået at slå russerne tilbage. Få dage efter vendte de russiske soldater imidlertid retur. Da de forlod Butja fire uger efter, var byen gået fra at være en hyggelig forstad til et sted, som uløseligt er forbundet med krigens ultimative rædsler. Butja var tilføjet listen over europæiske byer, hvor alene byskiltet giver kuldegysninger, helt som Guernica, Katyn og Screbrenica. Byer, som repræsenterer forbrydelser, de fleste troede hørte en svunden tid til.

Da jeg i februar 2024 stod på hovedgaden i Butja, føltes det derfor som en rejse tilbage i tiden. Jeg kunne dårligt komme længere væk fra glædesrusen i Berlin i 1989. Kun én gang før havde jeg efter Berlinmurens fald mødt samme rædsel, nemlig på krigskirkegården i Sarajevo, hvor korsene nærmest fortsatte i det uendelige. Men dengang i 1990’erne led jeg som mange andre af den vildfarelse, at Sarajevo, Srebrenica, Mostar osv. var en grusom ekskurs i fortællingen om fred og forsoning. Hadet på Balkan var så at sige i en helt særlig kategori.

Aldrig havde jeg forestillet mig, at jeg pludselig skulle stå i en europæisk by, hvis indbyggere nu havde oplevet samme gru, som deres bedsteforældre under Anden Verdenskrig. Lige så lidt havde jeg forestillet mig, at jeg skulle søge tilflugt i et beskyttelsesrum i en europæisk hovedstad. Det virkede som om, vi var ”kommet hele vejen tilbage”, som Timothy Garton Ash skriver i sin nyeste bog: ”Hvis man lægger et sort-hvidt filter hen over billederne [fra Butja] … er man tilbage i 1942, ikke 2022”.

Nogle af billederne så jeg i Apostlen Andreasʼ Kirke under mit besøg i Butja, hvor mange var udstillet i det store kirkerum. På et af dem ser man en mand, skudt ned, liggende med sine indkøbsvarer spredt omkring sig. På et andet en hund, der ikke viger fra sin dræbte herres side i håb om, at han snart rejser sig. Et tredje billede var det, som rørte mig mest, da jeg første gang hørte om Butja. På billedet rækker en forbrændt hånd med rosenrøde lakerede negle op af jorden. Det viste det sig at være den 52-årige Iryna Filkina, der blev dræbt på vej hjem fra arbejde på cykel. Ifølge hendes datter havde hun just kastet sig ud i at arbejde med noget så uskyldigt som professionel manicure.

Uden for kirken gik omfanget af de russiske gerninger for alvor op for mig. Bystyret havde opsat en provisorisk ”grædemur”, hvor de dræbte mindedes med en lille stålplakette med navn og dødsdag. Muren var placeret på et kunstigt græstæppe. Det var her, at ukra- inerne fandt en massegrav i april 2022, da byen blev generobret. ”Det er langtfra alle, som er blevet identificeret”, fortalte min guide, som havde gemt sig i en kælder under den næsten én måned lange besættelse. I maj 2022 blev antallet af dræbte opgjort til 1.000, hvoraf 650 blev skudt på klos hold. Siden steg tallet til over 1.300.211 Selv kvinder og børn, der befandt sig i biler, hvorpå der var sprayet deti – børn – på ruderne, blev mejet ned. Næsten tragikomisk sendte de russiske soldater også salver afsted mod mindesmærket for Anden Verdenskrig, en sovjetisk kampvogn.

Borgmesteren i Butja, Anatoliy Fedoruk, overlevede kun, fordi russiske soldater, der skulle hente ham, pludselig fik et radioopkald, da de stod foran hans hoveddør. Fedoruk forsøgte siden at forklare russernes bestialske fremfærd med, at krigens første måned forløb helt anderledes, end de havde troet.

Forventningen var, at de russiske soldater ville blive modtaget med blomster som befriere fra, hvad Putin havde kaldt de ukrainske ”nazister”. Efter få dage ville de derfor marchere op ad Kyivs hovedgade Khreshchatyk i gallauniform.

I stedet blev de mødt af kampklare soldater og så fjendtligt indstillede civile, at sejrsparaden på Khreshchatyk hurtigt fortonede sig i det fjerne. ”Jo længere tid de var i Butja, jo mere rasende blev de. På deres egne ledere og på os. Og da de ikke kunne gøre noget ved deres egne overordnede, var der ikke andet for end at begynde at løse ’det ukrainske spørgsmål’ selv”.

Min guide i Butja havde nu en anden forklaring. De russiske soldater blev ”ramt af en vanvittig misundelse, da de så, hvordan vores lejligheder var indrettet med vaskemaskine, tørretumbler og mikrobølgeovn. Det viste jo, at vi ikke var et fattigt og underkuet folk, der skulle reddes af Rusland”.

Da billederne fra Butja i april 2022 gik verden rundt, var russerne hurtige til at melde hus forbi. Ifølge udenrigsminister Sergej Lavrov var der tale om en ukrainsk iscenesættelse, der blot skulle sværte russerne til, mens forsvarsminister Sergej Sjojgu forsikrede, at ingen civile var blevet dræbt. For Putin var soldaternes ”tapperhed, beslutsomhed og professionalisme” et eksempel til efterfølgelse. Den ansvarlige oberstløjtnant Artyom Gorodilov, der havde tilladt, at soldaterne brugte de dræbte ukraineres mobiltelefoner til at ringe hjem, blev forfremmet til oberst.

Den sorte svane

Hvis Rusland og Gorodilov havde ageret anderledes, kunne Vestens reaktion måske have været en anden. I hvert fald blev Butja en begivenhed, der fik umiddelbar og dyb indflydelse på de politiske beslutninger både i EU og USA. Ukraines daværende forsvarsminister Oleksij Reznikov formulerede det på følgende vis: ”De russiske fantasivæseners forbrydelser fandt sted overalt i Ukraine, plyndringerne, mordene, voldtægterne. Men verden hørte ordet Butja. Byen blev den sorte svane, der rystede verden, og alle så billederne fra Butja”.

Et første tegn herpå var kommissionsformand Ursula von der Leyens besøg i Kyiv få dage efter, at billederne blev offentliggjort. Mens størstedelen af europæernes ambassadører opholdt sig i sikkerhed i Lviv, stod en tydelig rystet von der Leyen med skudsikker vest ved siden af Zelenskjy i Butja. Få timer efter kom hun med en melding, som mange ukrainerne havde ventet på siden uafhængigheden i 1991: ”Mit budskab i dag er klart: Ukraine er en del af den europæiske familie. Vi har hørt jeres anmodning højt og tydeligt, og i dag er vi her for at give et første positivt svar”. Den ukrainske ansøgning om EU-medlemskab var indløbet fire dage efter invasionen, men hverken kansler Olaf Scholz, præsident Emmanuel Macron eller for den sags skyld Mette Frederiksen havde taget ordet medlemskab i deres mund.

Billederne fra Butja gjorde det også klart for enhver, at en forhandlet løsning på krigen var tæt på umulig. De udstillede Putins hensynsløse ønske om at nå sine mål for enhver pris. Vestlige ledere som Macron og Scholz fandt det i stigende grad udsigtsløst at have kontakt med en leder i Moskva, der ikke så ud til at vige tilbage for noget som helst. I stedet rykkede indsatsen over på leverancer af tunge våben, så Ukraine havde mulighed for at forsvare sig selv.

Ifølge Zelenskyj havde russerne i Butja gjort sig skyldige i ”krigsforbrydelser”, der ville ”blive anerkendt af det internationale samfund som folkemord”. Da han så billederne fra Butja brugte USA’s præsident Biden også udtrykket folkemord: ”… Putin forsøger at tilintetgøre tanken om at være ukrainer. Beviserne bliver større og større”.

Præsidenten lod dog også forstå, at det i sidste instans var en sag for domstolene. I 2023 tog Den Internationale Straffedomstol (ICC) i Haag det første juridiske skridt og udstedte en arrestordre på Putin. Anklagen var ikke knyttet til Butja, men det forhold at Rusland systematisk havde bortført børn fra de ukrainske regioner Donbass, Mariupol og Kherson til institutioner og hjem i Rusland. Ifølge de ukrainske myndigheder var der tale om 19.500 børn. Stort set samtidigt slog en rapport fra FN’s Menneskerettighedsråd fast, at Rusland havde forbrudt sig imod folkeretten og på flere punkter i et sådant omfang, at det måtte kategoriseres som brud på krigens love, altså krigsforbrydelser.

Anklagerne illustrerede til fulde, at vi med krigen var ”kommet hele vejen tilbage” til Anden Verdenskrig. Et andet eksempel var det systematiske forsøg på at udslette ukrainsk kultur. Hvor Hitler-regimet brændte bøger, forsøgte russerne at tage livet af forfattere. I hvert fald var det slående, at omkring 100 ukrainske forfattere, ifølge forfatterorganisationen PEN, var omkommet efter den 24. februar 2022.

To af de dræbte var Victoria Amelina og Volodymyr Vakulenko. Da Amelina i maj 2022 hørte, at hendes kollega var dræbt, tog hun ud til børnebogsforfatterens hus for at redde hans krigsdagbog, som hun vidste var gravet ned i haven. Hun fik bogen offentliggjort og præsenterede den på bogforum i Kyiv. Fire dage efter blev hun selv ramt af et russisk missil i Kramatorsk på Vakulenkos fødselsdag.

(…)

Ovenstående tekst er et uddrag af kapitel 5 i Lykke Friis’ bog Håbets Europa i 89 billeder, 2. udgave 2024.

Billedet i artiklens top: Den prisbelønnede forfatter Victoria Amelina døde 1. juli 2023 under et missilangreb på et pizzeria i Kramatorsk. Her holdt journalister og forfattere til, da internettet var stabilt og hurtigt. Efter 2022 havde hun skiftet tilværelsen som forfatter ud med at koordinere indsatsen for at kortlægge Putins krigsforbrydelser. I juli 2023 blev der afholdt en mindehøjtidelighed i en overfyldt St. Michael-katedral i Kyiv. Normalt bliver der her kun afholdt højtideligheder for faldne soldater. – Foto fra bogen: Lykke Friis, Håbets Europa i 89 billeder, 2. udgave. 2024

Lykke Friis
Håbets Europa i 89 billeder
2. udgave
272 sider
Forlagets pris: 299,95 kr.
Udkom 26. august 2024

Lykke Friis, født 1969, er direktør for tænketanken Europa og co-chair for tænketanken European Council on Foreign Relations (ECFR). Hun er blandt andet tidligere klima-, energi- og ligestillingsminister. Hun er forfatter til en række bøger om europæisk politik, senest Tårernes Europa (2022). – Foto fra bogen Håbets Europa i 89 billeder af Lykke Friis, 2. udgave. 2024