”Jeg er flasket op på amerikansk popkultur, men min europæiske kulturelle og historiske forankring har vist sig at være meget dyb. I Europa går man til verden på en lidt mere rolig og velovervejet måde,” siger forfatter og journalist Ulla Hinge Thomsen, der har prioriteret at dyrke sit eget kontinent.

TEMA: MIT EUROPA

Interview af Henrik Brun

Hvor meget og på hvilken måde fylder Europa i din hverdag?

“Jeg føler mig som europæer. Europa er uden sammenligning den verdensdel, jeg har rejst mest i og føler mig mest hjemme i, og jeg føler mig tryg og hjemme i Europa. Jeg startede mit arbejdsliv som journalist med at dække nordiske investeringer i de baltiske lande og Polen og oplevede, hvor meget det betød for disse nye økonomier at blive en del af EU (øget adgang til handel, højere levestandard, muligheder for virksomheder og enkeltpersoner). Da jeg skiftede stofområde til Kina, kunne jeg tydeligt mærke, hvor meget udebane, jeg skiftede til – det var udfordrende, men faktisk ikke lige så interessant for mig. Jeg kunne bedre lide at være på hjemmebane og lære min egen verdensdel at kende. Privat fik jeg min datter med en hollænder, og mødte hendes far og jeg nogle kulturelle udfordringer ved den alliance, så havde de mere med land og by end med Holland og Danmark at gøre, oplevede jeg. Også hun er i den grad europæer,” siger Ulla Hinge Thomsen.

Forfatteren og journalisten husker, at hun – da hun i 2006 kom til USA for første gang – havde en oplevelse af at føle sig endnu mere som europæer:

”Selv om jeg i den grad er flasket op på amerikansk popkultur, så er min europæiske kulturelle og historiske forankring stadig meget dyb. Det er noget med en følelse af at gå til verden på en mere rolig og velovervejet måde, end jeg oplever, at amerikanerne gør. Og hvis jeg nu ikke skal rejse i andre verdensdele end Europa fremover – på grund af klimaet eller Corona eller lignende – så gør det mig faktisk ikke noget. Jeg kan sagtens finde glæde, spænding og oplevelser her.”

Hvor meget rejser du i Europa? Nogle særlige steder?

“Jeg har rejst i Norden, Spanien, Portugal, Italien, Storbritannien, Frankrig (inkl. Korsika), Grækenland, Holland, Tyskland, Estland og Ungarn, især som barn og ung/yngre. De senere år har jeg rejst mest i Storbritannien og Tyskland, især kortere ture til London og Berlin, som jeg især nyder at besøge med mine børn. De to byer har hver deres meget forskellige charme, og både mine børn og jeg nyder fornemmelsen af at kende byerne, kunne finde rundt og genbesøge yndlingssteder. I sommer besøgte jeg og min kæreste Umbrien, en del af Italien, hvor jeg aldrig har været før. Det var smukt og stille, men håndteringen af skrald er frygtelig, det ligger overalt.”

Hvortil gik den første rejse til et europæisk land, som du kan huske?

“Det har helt sikkert været til en græsk ø, formentlig Kos eller Kreta. Min mor og jeg tog på mange charterferier i 1970’erne, ofte på såkaldt uspecifierede afbudsrejser, fordi det var billigere, så vi vidste ikke altid, hvor vi skulle hen. Jeg husker stærk varme, sol, vand, dejligt grillet kød på spyd – og en masse ældre grækere, der var helt vilde med at røre ved mit meget lyse hår. Min mor og jeg blev budt på te, og jeg fik små gaver af souvenir-sælgerne, fordi jeg var så eksotisk for dem.”

Er der en begivenhed, der fik din interesse for Europa til at stige meget?

“Jeg var voldsomt optaget af Eurovisionen, fra jeg var helt lille og sad på gulvet og optog sangene med kassette-båndoptager fra fjernsynet og kæmpede for at holde mig vågen gennem hele point-givningen, og syntes, det var enormt eksotisk at høre sange på forskellige sprog. Den dag i dag begræder jeg virkelig reglen om, at alle bare kan synge på engelsk, for det tager hele det europæiske element ud af sangkonkurrencen. I 2002 havde jeg fornøjelsen af at overvære Estlands afholdelse af Eurovisionen, efter at de havde vundet i København året før. Jeg havde dækket deres mange og imponerende forberedelser hele året optil og var meget stolt over, hvor godt ’mit’ lille land klarede at være arrangører.

Selvfølgelig betød Berlin-murens fald, dannelsen af Den Europæiske Union, indførelsen af euroen og alle de andre politiske landvindinger også noget, men på et følelsesmæssigt plan betyder kultur og mennesker mere for mig. Jeg har både franske og engelske venner, og min datter har venner i hele Europa, efter at have deltaget i et sommerprogram for unge for nogle år siden. De personlige forbindelser betyder rigtig meget, og med den geografiske nærhed er det nemt at se hinanden, også på en bæredygtig måde.”

Har du et yndlingssted i Europa – et land, en by, en plads, en restaurant…?

“Storbritannien er vel stadig Europa? For så vil jeg gerne nævne boghandlen Waterstones London ved Trafalgar Square. Jeg elsker simpelthen den overdådighed, med hvilken bøgerne præsenteres over flere etager, og jeg er vild med opfindsomheden i de små opstillinger på små borde overalt i forretningen: ”Romaner om mord i Paris 1920’erne”, ”Historiske kærlighedshistorier” og så videre. Jeg får lyst til at læse om nye ting, alene fordi bøgerne er lækkert stillet op. Vi hænger altid ud der i flere timer, når vi er i London. Der er i øvrigt også en dejlig Waterstones i Edinburgh med udsigt til byens flotte slot. Jeg har også været heldig at tilbringe en uge på skrivekursus på Cambridge University og er helt og aldeles forelsket i både de gamle universitetsbygninger og hele byen, som er en forlængelse af universitetet. Et helt år der, hvor jeg bare skulle lære, ville være den ultimative drøm for mig. Et fint sted, min kæreste har vist mig i Berlin, er Sigessäule, hvor man for en brøkdel af den pris, det koster at komme op i tv-tårnet, får den flotteste udsigt over byen.”

Har du en yndlingseuropæer? En du beundrer eller ser op til?

“Skal det være en levende? Hvis ikke, så må jeg nævne Edith Piaf, som formåede i et alt for kort og hårdt liv at skabe musik, der stadig i dag går lige i hjertet. Marion Cotillard portrætterede Piaf fantastisk i filmen La vie en rose, så hende beundrer jeg også. Der er en scene, hvor Piaf hører teksten til Je ne regrette rien for første gang og udbryder: ”C’est moi, c’est ma vie” (Det er mig, det er mit liv). Jeg får kuldegysninger bare af at tænke på det. Anne Frank gennemlevede sin pubertet gemt væk i angst på et loft med hele sin familie tæt på 24-7, hvilket må have været den vildeste udfordring. Jeg har selv et pubertetsbarn og kan se, hvor svært det har været med den konstante nærhed bare her under Corona (uden sammenligning i øvrigt). Og så må jeg nævne seniorkorrespondent Kirsten Birgit Schiøtz Kretz Hørsholm, som jeg næsten delte navn med, inden jeg blev gift og letsindigt smed min fars navn Schjødtz fra mig. Hun er sjov, grænseoverskridende og et godt eksempel på noget, jeg er særlig stolt over ved vores lille del af Europa: humoren.”

Hvordan ser du på det europæiske samarbejde i EU?

“Jeg må indrømme, at jeg ikke længere følger det så tæt, at jeg har en stensikker holdning. Men jeg ser gerne, at vi holder sammen på Europa i EU. Brexit var og er en katastrofe, og jeg håber virkelig ikke, at andre følger Storbritanniens katastrofale eksempel. I en verden med handelskrig, et stadig svagere USA, pandemier, klimaforandringer og mange andre globale udfordringer har vi i Europa brug for at være del af en stærk union. Men det er, som om selve ’dyret’ EU er kommet til at blive en del af problemet snarere end løsningen; for langt fra borgernes virkelighed, for bureaukratisk og for dyrt. Jeg håber, EU kan finde en måde at komme tæt på borgerne og vinde deres tillid igen. Men jeg ved ikke præcis hvordan.”

I hvilken retning synes du, at EU skal bevæge sig?

“Overordnet set mener jeg, at der er god plads til, at EU styrker samarbejdet der, hvor det ikke giver mening, at de enkelte lande handler alene. For eksempel spørgsmål som klima, forsvar og også udenrigspolitik. I virkeligheden også arbejdsmarkedet i en vis udstrækning, da vi jo har fri bevægelighed for arbejdskraft. Omvendt ligger socialpolitik og sundhedsvæsen nok bedst på nationalt plan. Jeg mener ikke, man skal være nervøs for at samarbejde, der hvor det nøgternt set ikke giver mening, at nationalstaterne agerer hver især.”

Hvordan ser du Danmarks rolle i det europæiske samarbejde?

“Jeg ser gerne, at vi indtager en stærk og proaktiv rolle. Vores danske velfærdsstat har, trods åbenlyse mangler og udfordringer, meget at byde på som model, og for eksempel på klimaområdet er vi gode til at finde på kreative løsninger. Vi skal være med, hvor beslutningerne tages. Stærke danske personligheder som for eksempel Margrethe Vestager er gode eksempler på, at vi sagtens kan gøre os i det europæiske samarbejde.”

Har du en europæisk yndlingsforfatter?

“Jeg har måske flere, afhængig af genre ud fra forskellige faser, jeg har været igennem. Den franske forfatter Albert Camus læste jeg særlig meget som helt ung. Jeg var på det tidspunkt fascineret af alt, der kredsede om eksistentialisme, herunder hans bøger, og generelt var jeg bare interesseret i finkulturen. I en anden boldgade er Helen Fielding, forfatter til blandt andet Bridget Jones’ Dagbog. Fielding fremkommer med det ene eksempel efter det andet af britisk vid, humor og selvironi. Og så vil jeg ikke mindst fremhæve det svenske makkerpar Maj Sjöwall (der desværre lige er død) og Per Wahlöo, hvis bøger jeg er vokset op med. Deres samfundskritik, stemningen og hele det nordiske tungsind. Det føler jeg mig hjemme i, og det skaber en stor genkendelse hos den nordiske læser – og i øvrigt også i resten af Europa og i verden, da Sjöwall og Wahlöo jo har været forlæg for hele Nordic Noir-bølgen.”

En europæisk yndlingsfilm?

“Helt klart La vie en rose, som jeg nævnte tidligere, og så må jeg tage hatten af for La vita e bella (Livet er smukt) af Roberto Benigni, som er stærk Anden Verdenskrigs-komik. Og Love Actually, med en perlerække af skuespillere, herunder Hugh Grant og Emma Thompson. Selv om den er meget britisk, og vi er danske, er det nemt at sætte sig ind i alle personernes genvordigheder.”

Og hvad med europæisk musik?

“Her er jeg den dag i dag stadig vild med Edith Piaf – og i den franske boldgade også Serge Gainsbourg. Det er sofistikeret musik, som sætter en tidløs stemning og taler til nogle andre sanser end det, der ellers er gængs. Indenfor popmusikken kan jeg ikke lade være med at nævne Modern Talking. Det er sindssyg god tysk europop, som jeg bare bliver i godt humør af, især er det fedt at løbe til.”

Ulla Hinge Thomsen

Ulla Hinge Thomsen (født 1971) er forfatter og journalist. Hun er Cand. Mag i sprogpsykologi og dansk fra Københavns Universitet og fagjournalist fra Danmarks Journalisthøjskole. Hun har udgivet bøgerne Særligt Sensitiv (2015), Tilgiv – sådan kommer du videre (2016) og En duft af appelsin (2018). I 2021 har hun to nye bøger på vej. Se mere på www.ullahingethomsen.dk

Henrik Brun er forfatter, redaktør og journalist, blandt andet har han arbejdet for Information, Kristeligt Dagblad og Amnesty International.

Billede i artiklens top: /Jakob Helbig/

Læs hele temaet “Mit Europa”

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: