Hvordan skal de europæiske stater og mere generelt det europæiske fællesskab forholde sig til og agere i den nye verdensorden, som med alt det kaos, der hersker i øjeblikket, er under fortsat udvikling og opbygning? Kan der skabes en fælles europæisk udenrigs- og sikkerhedspolitik?

Analyse af Thomas Lie Eriksen

TEMA: EU OG DEN FÆLLES STEMME | Europas historie er historien om en konstant række af krige og konflikter på et af verdens mindste kontinenter, der som følge heraf udviklede en overlegen krigs- og industriteknologi, som muliggjorde et europæiske overherredømme over resten af kloden igennem et halvt årtusinde.

Gennem to globale verdenskrige kollapsede den europæiske kontrol over verden og blev afløst af det bipolare supermagtsystem, der endeligt faldt sammen i begyndelsen af 90’erne, hvorefter USA var ene på den verdenspolitiske scene, mens konkurrerende magter gjorde sig klar i kulissen frem til det kaos, der i dag hersker i verdenspolitikken.

En overgangsfase?
I Kristeligt Dagblad kunne man d. 30. december 2023 læse et interview med den tyske politolog Herfried Münkler. Grundlæggende er Münkler optimist med hensyn til skabelsen af fornyet stabilitet i det internationale system. Globalpolitikken befinder sig ifølge Münkler i en overgangsfase, som kan føre til en mere varig fred, hvilket er set flere gange tidligere i historien. Prominente eksempler på dette er: Trediveårskrigen (1618-1648) der blev afsluttet med den Westfalske fred, og Napoleonskrigene, der fandt deres afslutning med Wienerkongressen i 1815.

I begge tilfælde betød det skabelsen af et system præget af magtbalanceprincippet med en række stormagter, der i fællesskab forsøgte at opretholde en ny magtpolitisk orden og forhindre en ny storkrig. En sådan model ser Münkler for sig som en mulig løsning på det nuværende globale kaos. Et “direktorium for global orden” benævner Münkler denne model, hvor fem stormagt: USA, EU, Kina, Rusland og Indien i fællesskab og samarbejde skal forsøge at skabe et fredeligere og mere stabilt international system, hvor indflydelsessfærer igen gør sig gældende i den internationale politik.

Det er samtidig Europas sidste chance for at bevare og påvirke udviklingen i globalpolitikken, og det kan kun finde sted, hvis det europæiske fællesskab bliver omdannet til en egentlig geopolitisk aktør med en samlet udenrigs- og sikkerhedspolitisk profil. Hvis ikke det kan opnås, vil Europa som vi kender det gå i fuldstændig opløsning.

Münklers forestillinger om en ny verdensorden er problematisk på en række punkter. Fx om det lige netop bliver de nævnte fem magter, der kommer til at være dominerende i en ny global virkelighed. Er eksempelvis Rusland virkelig en dagsordensættende magt, der årtier frem i tiden vil være i stand til at præge den globale orden? Er krigen i Ukraine netop ikke bevis på, at Moskva på mange områder, herunder militært og teknologisk, ikke er så magtfuld, som mange troede? Og hvad med de omfattende demografiske udfordringer, russerne står overfor, og som Ukrainekrigen har forstærket? Der kan stilles andre spørgsmål til de øvrige magter, der nævnes, særlig spørgsmålet om EU som globalpolitisk aktør frembyder mange udfordringer, som jeg vil vende tilbage til om lidt. Men inden da skal spørgsmålet om teoriens historiske struktur belyses.

For når Trediveårskrigen og Wienerkongressen er udgangspunkt for Münklers analyse, er det fordi de er de mest fremtrædende eksempler på fredsordninger, der samtidig lagde grund til en egentlig verdensorden. Verdensorden er imidlertid ikke en helt korrekt betegnelse, idet de magtpolitiske ordner kun omfattede de europæiske magter, som via deres koloniimperier i perioder havde kontrol over det mest af kloden.

I en global historisk kontekst er Europa imidlertid undtagelsen, som professor Jørgen Møller ved Aarhus Universitet viser i sin bog: Hvorfor blev Europa ikke et imperium.   Det hænger sammen med magtbalanceprincippet, som går ud på, at hvis en europæisk magt blev for stærk og dermed havde mulighed for at dominere kontinentet, ville de øvrige stater gå sammen i en kollision og dermed skabe en modvægt til den dominerende stat og genoprette balancen i systemet.

På grund af dette princip opstod der aldrig på det europæiske kontinent en hegemonisk magt, hvorfor der siden Romerriget ikke har eksisteret et europæiske imperium. Dette i modsætning til den øvrige verden hvor fx kinesiske og islamiske imperier har domineret deres verdensdele i århundreder.

Det er naturligvis ikke utænkeligt, at der kan skabes en ny global magtpolitisk orden, men forsøget er aldrig gjort før. De tidligere verdensordner, hvor flere magter accepterede begrænsninger i deres magtudfoldelse til fordel for en stabil magtstruktur, udspiller sig inden for den samme overordnede kulturkredse, hvorfor vi i sandhed befinder os i ukendt farvand i forsøget på at skabe en altomfattende verdensordenen.

Den evige splittelse
Vi kan nu vende os mod spørgsmålet om Europa og den nye verdensorden og de vanskeligheder, det frembryder. Når vi skal vurdere Europas eller EU’s muligheder for at blive en samlet geopolitisk aktør, kan et godt udgangspunkt være det omtalte magtbalanceprincip, som har været definerende for udviklingen af det europæiske kontinent siden Romerrigets sammenbrud.

Hvor imperier historisk var den dominerende styreform over det meste af kloden, er Europa undtagelsestilfældet. Det er ikke fordi forsøget på at skabe et europæiske imperium ikke er blevet gjort: Fra Frederik Barbarossa til Napoleon og Hitler, den ene hersker efter den anden har rakt hånden ud efter drømmen om at forene Europa og genetablere storhedstiden fra Romerriget.

Det er aldrig lykkedes, og heri ligger forklaringen på den europæiske mangfoldighed med vidt forskellige indrepolitiske udviklinger, kulturer, geografi og dermed også en forskellig udenrigs- og sikkerhedspolitik. Uden et imperium, der kunne skabe institutionel, kulturel og sproglig sammenhæng, blev Europas skæbne forskellighed inden for rammerne af adskilte nationalstater.

EU’s institutionelle succes skyldes i høj grad den teknokratiske tilgang til fællesskabet, hvor økonomi, handelspolitik, miljøstandarder mm. står i centrum. Det er kold politik, der ikke nødvendigvis føles som en knægtelse af den nationale suverænitet modsat udenrigs- og forsvarspolitikken, der står helt centralt i forhold til, hvad der bestemmer den nationale skæbne, i hvert fald for de større magter.

Heller ikke her er billedet dog entydigt, idet stater som Frankrig, Polen og Storbritannien (som står uden for fællesskabet) lægger større vægt på deres militære kapacitet end fx Tyskland, der op til Ukrainekrigens begyndelse nærmest syntes på vej til helt at afvikle sit militære beredskab. Efter invasionen er Berlin for alvor ved at komme op i gear i bestræbelserne på at opgradere og styrke sin forsvarsmæssige formåen.

Sprækker i enigheden
Kan der skabes en tværnational enighed blandt de europæiske stater? Strengt taget burde det ikke være nødvendigt, fordi langt de fleste nationer er medlemmer af NATO, som historisk udgør den overordnede sikkerhedspolitiske søjle, og med Ruslands angrebskrig mod Ukraine er den søjle kun blevet yderligere styrket med optagelsen af Finland (og må man regne med snart Sverige). Men med et amerikansk præsidentvalg i horisonten, er spørgsmålet, om forsvarsalliancens holdbarhed kommer på dagsordenen.

Og så er vi tilbage ved spørgsmålet om muligheden for en fælles europæisk udenrigs- og forsvarspolitik, som i historisk perspektiv forekommer fuldstændig illusorisk. Men Ukrainekrigen og et generelt skiftende tidevand i verdenspolitikken kan måske skabe grundlaget for et i sandhed forenet Europa. Det skorter i hvert fald ikke på store ord om nødvendigheden heraf, men samtidig kan det konstateres, at det ikke er lykkedes for EU- landene at levere den nødvendige militære støtte, som Ukraine har brug for i sin kamp mod Rusland, og som var et erklæret mål for EU, hvorfor der nu igen er fokus på en fælles europæisk våbenproduktion.

Spørgsmålet er, om denne ide vil kunne overleve i EU’s enorme bureaukrati, og om der er en reel politisk vilje til at realisere et sådant projekt. Dertil kommer spørgsmålet om, hvor engagerede de enkelte europæiske stater egentlig er i deres støtte til Ukraine. Således har Danmark leveret mere militærbistand til Ukraine end stormagten Frankrig. Tysklands strategi er en gammel kending: nemlig at kaste penge efter problemet, men samtidig er Berlin fortsat tilbageholdende med at levere de langtrækkende Taurus-missiler, som måske vil kunne spille en afgørende rolle for Ukraine.

Der kan naturligvis være forskellige motiver bag den enkelte stats beslutning om støtte og størrelse på denne, men det er kun med til at understrege den manglende sammenhæng i europæisk udenrigspolitik. Enigheden om Ukrainekrigen, og hvordan den skal gribes an, er måske netop derfor kun et overfladefænomen, der også her dækker over en grundlæggende europæisk splittelse.

I forbindelse med de omfattende angreb på skibstrafikken i Det Røde Hav, som den iransk støttede oprørs- og militsgruppe Houthi-bevægelsen står bag, var det ikke et samlet EU, der tog initiativ til modforanstaltninger, men derimod USA og Storbritannien, som fører an i en kollision af lande med bl.a. Danmark som deltager. Frankrig, Italien og Spanien ønskede derimod ikke at deltage i kollisionen. Frankrig ville gerne deltage i bestræbelserne på at beskytte skibstrafikken, men ville ikke indordne sig militært under amerikansk lederskab. En hel klassisk fransk politik, men det efterlader spørgsmålet om Paris nogensinde vil indgå i et forpligtende militært samarbejde, som de ikke har fuldstændig kontrol over?

Der kan nævnes andre eksempler på udenrigspolitisk splittelse mellem de europæiske stater, i nyere tid mest markant i forbindelse med invasionen af Irak i 2003. En stor del af denne splittelse hænger sammen med en historisk udvikling og sikkerhedsgeografi, der adskiller sig ganske meget de mange nationer i Europa imellem.

Europa er undtagelsestilfældet i en verden, der historisk har været domineret af imperier. Europas historie er fortællingen om magtbalanceprincippet og dets virkning på europæisk grund, en virkning der medførte, at Europa kom til at herske over hele verden, men samtidig er princippet selve årsagen til den evige europæiske splittelse, som med Anden Verdenskrig og siden Murens fald er blevet delvist overvundet, men ikke fuldstændig.

Vil Ruslands krig mod Ukraine ændre dette? Eller er der tale om et øjebliksbillede, som vil ændre sig hvis/når den russiske trussel antager en anden karakter. Fremtiden er de ukendtes land, men historien peger på splittelse som grundvilkår. En ny verdensorden er under udvikling, og Europas plads heri er et åbent spørgsmål.

Thomas Lie Eriksen er uddannet cand.mag. i historie fra Københavns Universitet med speciale i det 20. århundredes internationale politiske historie og generel europæisk kultur- og idehistorie. 

Billede i artiklens top: /Alain Rolland/© European Union 2023 – Source : EP/

Læs hele temaet “EU og den fælles stemme”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.