Palæstinenserne svigtes fatalt af EU, men Europa kan bedre end alle andre skabe rammerne for et nyt Palæstina – måske ikke kun som en ægte stat, men som en del af et EU-lignende samarbejde i Mellemøsten

Kommentar af Hugo Gaarden

USA’s præsident Joe Biden har afværget en umiddelbar storkrig. Men den massive landkrig, som Israel er ved at indlede, kan sammen med gidseltagningen og den utilstrækkelige nødhjælp ende i en katastrofe, der kan føre til langt mere omfattende konflikter i og omkring Israel. En global konflikt kan absolut ikke udelukkes.

Det største problem er, at ingen i dag vil tale om hovedproblemet: Hvordan får palæstinenserne deres egen stat. Ifølge verdenssamfundet (FN) har de ret til deres egen, uafhængige stat, men det har Israel i årtier har spændt ben for.

Europa (EU og Storbritannien) kan bedre end alle andre skabe rammerne for en palæstinensisk stat – i første omgang med en vision for en palæstinensisk stat og en ny orden i regionen. Dét efterlyser mange sikkerhedspolitiske eksperter. Alternativet er, at verdens flertal, nemlig den arabiske verden og det globale Syden lægger rammerne.

Diplomaterne i EU har den seneste tid mærket en kraftig negativ reaktion mod EU fra Syden, når Gaza-krigen diskuteres, skrev Financial Times for nylig i en leder. Den énsidige støtte til Israels selvforsvar og landkrig, som EU viser, kritiseres som dobbeltmoralsk, når EU ikke samtidig støtter palæstinensernes ret til deres egen stat og til en fuldt dækkende nødhjælpsundsætning.

”Syden betragter Vesten som hyklere, når Vesten kritiserer Ruslands besættelse af det østlige Ukraine, men ikke Israels besættelse af Gaza og Vestbredden,” som den indiske forfatter Pankaj Mishra udtrykker det, og han udtrykker dermed opfattelsen i den arabiske verden.

Europæerne bør erkende, at grundlaget for konflikten mellem jøderne og palæstinenserne ligger i den europæiske opdeling af Mellemøsten efter Osmannerriget og i Nazitysklands jødeudryddelse. Dermed har europæerne et medansvar for tragedien. Siden Israels grundlæggelse i 1948 har europæerne ikke turdet stå fast på, at palæstinenserne skal have deres egen stat ved siden af den jødiske. Det besluttede europæerne og FN ellers i 1947.

Med Seksdageskrigen i 1967 besatte Israel palæstinensernes jord, nemlig Vestbredden og Gaza, og Israel har bekæmpet en palæstinensisk stat lige siden, mens Europa og USA har troet på en palæstinensisk stat. Benjamin Netanyahu har i flere regeringer gjort alt for at fjerne grundlaget for en stat på Vestbredden – gennem bosættelser, annekteringer og kontrol.

En to-statsløsning er en illusion. Den religiøse højrefløj vil hellere fordrive palæstinenserne – fra Gaza og Vestbredden. Der bliver ikke noget hjem for 2,3 millioner mennesker i et sønderbombet Gaza. Med tusinder af dræbte i Gaza bliver der vedvarende bitterhed hos alle palæstinensere. Det bliver umuligt at finde moderate ledere for dem. Israel kan ikke styre de besatte områder som hidtil.

Det bemærkelsesværdige er, at sikkerhedspolitiske eksperter – og ikke kun Biden – forsøger at slå koldt vand i blodet på israelerne, fordi de ikke tror på endnu en militær løsning på det politiske problem mellem de to folkeslag. De seneste årtier har vist, at de ikke får deres egen stat ved at tale med israelerne. Hamas ́ ledelse kan slås ihjel, men ikke modstandsviljen, og Hamas har trods brutaliteten vist, at avanceret våbenmagt kan ryste Israels militær.

Den tidligere amerikanske general, David Petraeus, der har erfaring fra krigen i Irak, mener, at det bliver ekstremt svært at knuse Hamas, og han finder det afgørende at udvikle en vision for Gaza, hvis Israel skal undgå en negativ virkning af landkrigen. Han mener, at USA begik mange fejltagelse efter 9/11, f.eks. ved at ignorere en politisk løsning for Irak og Afghanistan, og samme fejl kan Israel begå. USA har mistet betydelig mere tiltro uden for Vesten, end vi tror.

Det er hér, EU kommer ind i billedet. Hele ideen med en palæstinensisk stat skal nytænkes for at skabe et nyt grundlag. Der kan muligvis kun findes en løsning, hvis en palæstinensisk stat kobles sammen med dannelsen af en økonomisk og måske en politisk union mellem Palæstina, Israel og Jordan, og måske skal der være et formelt samarbejde med andre lande i regionen, f.eks. Egypten og Golflandene.

At strikke en sådan løsning sammen har EU og Europa mere erfaring med end alle andre. Mere end USA. Det bliver en gigantisk udfordring at etablere en stat, der er reel selvstændig, og som ikke styres af Israel. Det bliver endnu sværere at koble den ind i et samarbejde med andre stater. Det bliver et projekt, der kan vare år og årtier. Fjender skal gøres til venner.

Men Sydafrika har vist, det kan lade sig gøre. Der var ca. fire års hemmelige forhandlinger mellem det hvide apartheidstyre og den sorte organisation ANC og dets leder, Nelson Mandela, der sad fængslet. Dernæst kom der fire års officielle forhandlinger, der endte med, at de hvide overgav den politiske magt til det sorte flertal. I processen var der vestlige sanktioner mod apartheidstyret, og sorte modstandsbevægelser gjorde med vold Sydafrika uregerligt – før og under forhandlingsprocessen.

En ligeså langvarig og barsk proces kan blive virkelighed i en israelsk-palæstinensisk forhandlingsproces, og den kræver knalddygtige forhandlere fra mange lande. Der kan blive oprør i den arabiske verden, og Israel kan blive isoleret som en paria, når verden ikke kan se forskel på brutaliteten hos de to parter.

Men EU kan tage fat på processen ved f.eks. at anerkende Palæstina énsidigt, som Sverige, Luxembourg, Polen og et flertal af verdens lande har gjort det. Med dette afsæt kan EU og verdenssamfundet tvinge sig adgang til Gaza, også selv om det vil føre til militære sammenstød med Israel, for at levere nødforsyninger. Næste skridt kan være investeringer i en genopbygning af en reel stat på Vestbredden og Gaza, inden den formelt er etableret, og mens der udvikles strategier for en fremtidig stats- og unionsdannelse.

EU undgår ikke at bruge magt, og EU undgår ikke at bruge flertalsafgørelser i udenrigspolitikken. Gaza bliver en test på, om EU vil og kan spille en global rolle. Europa kan ikke løbe fra medansvaret for jødernes og palæstinensernes forbundne skæbne. Derfor er konflikten ikke kun et israelsk og palæstinensisk anliggende.

Er scenariet urealistisk? Måske. Men de hidtidige årtier har kun budt på død og ødelæggelser. Sydafrika fandt en løsning.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: /Daina Le Lardic/© European Union 2023 – Source : EP