Med desinformationskampagner er lykkedes blandt andet Rusland at skabe et indtryk af, at Europa er i forfald, og at det hele sejler. Det nærer en stor del af EU-skepsissen og den direkte modstand, der findes på yderfløjene. Først nu er man i EU ved at erkende, at der på europæisk plan skal sættes ind med et meget målrettet samarbejde for at imødegå denne trussel. Det handler både om monitorering, blotlægning af omfanget af desinformation og at finde modsvar. Og så handler det om at styrke kvalitetsjournalistikken og public service på tværs af Europa, siger Morten Løkkegaard (V). Han er en af næstformændene i liberale gruppe i Europa-Parlamentet, Forny Europa. Blandt hans udvalgsposter er posten som næstformand i det Særlige Udvalg om Udenlandsk Indblanding, herunder Spredning af Desinformation, i alle Demokratiske Processer i Den Europæiske Union (INGE).
TEMA: MEDIERNE OG DEN EUROPÆISKE OFFENTLIGHED |
Interview af Anders Engberg
Hvad er fake news i en europæisk sammenhæng, hvem producerer det og hvorfor?
“Allerførst vil jeg gerne konstatere, at fake news er et dårligt begreb. Jeg bruger ikke begrebet. Det er et begreb, der både er upræcist, og som Donald Trump fik ødelagt. Det bliver vendt og er med til at svine den frie presse til og laver sort til hvidt. Selve fake news-begrebet er i sig selv fake news, så jeg opererer slet ikke med det. Jeg taler om desinformation og misinformation og undergravning af demokratiet, og jeg vil gerne rent retorisk fortsætte i det spor.”
Gerne…
“Okay. Når det er sagt, har det i de senere år med stadig større tydelighed vist sig, at aktører rundt om i verden har formået at bruge nettet og de muligheder, der er dér via såkaldt sociale medier og platforme, men også nettet i det hele taget, til at føre det, man kunne kalde cyberkrig eller cybertrusler mod os andre i bredeste forstand, herunder også organiseret desinformation. Man spreder et forvrænget billede af virkeligheden ved at bringe direkte løgne, dokumentérbare løgne, for at skabe en anden virkelighed hos modtageren. Det er en krig med andre midler fremført især i stater, som ikke vil os det godt, primært russerne, men også Kina. Russerne gør det nærmest ud fra militærstrategiske overvejelser, Kina gør det mere som en del af deres almindelige magtudøvelse, fordi herskerne i de regimer – ikke kun dem, der er også andre, tyrkerne og iranerne er gode – de har fundet ud af, at det både er nemt, billigt, relativt omkostningsfrit, og der er en stor gevinst ved at gøre det, så hvorfor bruge milliarder og atter milliarder på militært isenkram, når man kan underminere vores regimer indefra ved hjælp af nettet? Vi har været meget naive i rigtig mange år og troet på, at nettet indebar en række muligheder for os alle sammen, hvad det jo også gør, men det bliver altså også brugt af folk, der vil os det mindre godt.”
“Udover de fremmede stater, som ofte er organiseret ved uigennemskuelige konstruktioner, som gør at det er svært at finde ud af hvornår staterne stopper og private aktører begynder – sådan er det jo i både Rusland og Kina og andre steder med autoritære regimer – så er der også en hel masse kriminalitet på spil. Det er klart, at kriminelle også har været dygtige, som de altid er, til at bruge teknologien til at gøre det. Her handler det ikke så meget om misinformation, men mere om ødelæggelse af f.eks. virksomheders infrastruktur. Man lægger det ned ved at lægge malware ind, og så kræver man løsepenge, regulær kriminalitet, bare på nettet. Det er de to hybride trusler, der ligger, hvoraf decideret desinformation jo er styret af stater, der vil os det skidt. Det er den store udfordring.”
“Så har vi også oplevet siden 2016, at der også er aktører i vores egne lande, som forstår at bruge misinformation aktivt i deres kamp for magten. Vi ser en tendens til, at de politiske kræfter, der bruger det her aktivt, de organiserer sig – også på tværs af grænser – i erkendelse af at nettet ikke kender nogle grænser. Det bliver mindre og mindre et nationalt anliggende og mere og mere et internationalt anliggende. Derfor har vi fra fællesskabets side været nødt til at støtte med lovgivning efter at Trump kom til og efter Brexit, hvor det jo er dokumenteret, at der var fremmede magter på spil, der hjalp til med at underminere demokratiet. Og derfor er der sat kraftigt ind, og her i Europa-Parlamentet har vi jo også sent, men bedre sent end aldrig, sat ind ved dels at foreslå en række nye lovgivninger og dels ved at nedsætte et særligt udvalg, INGE-udvalget her i parlamentet, hvor jeg er næstformand, som i et års tid har forsøgt at blotlægge det landskab, som jeg beskriver her for derigennem at komme med en række anbefalinger til Kommissionen om fælles lovgivning og fælles initiativer.”
De her tiltag handler jo også om at splitte europæerne, ikke mindst fra Ruslands side. I hvor høj grad er det lykkedes?
“Jeg synes i høj grad, at det er lykkedes. Russerne har været meget dygtige, både deres militære del og deres efterretningstjenester har været meget dygtige til at komme ud meget tidligt og sætte sig på meget af det, der foregår. Det er jo veldokumenteret i dag, at de allerede for cirka ti år siden var i fuld gang. Der findes en række eksempler på hvordan russerne ved aktivt at støtte politiske partier – f.eks. Brexit-bevægelsen og Jean-Marie Le Pen og andre – har modtaget penge direkte, så det er jo meget direkte, men altså også at de russiske desinformationskampagner er lykkedes med at skabe et indtryk af, at Europa er i forfald, og at det hele sejler, og at ikke mindst vores udlændingeproblematik har ført til at alle sluser er åbne. Der kører også rigtig meget omkring LGBT, homoseksualitet, og depravering, og hele den måde at lave falske nyhedshistorier. F.eks. spreder man ved hjælp af robotter ud på nettet, som bare mangfoldiggør sig selv helt vildt, sådan nogle vira. De har haft for meget held til det, og vi er først nu ved at nå til en erkendelse af, at det ikke kan løses nationalt, vi er nødt til at sætte ind med et meget målrettet samarbejde for at imødegå denne trussel.”
I hvor høj grad påvirker disse ting europæernes syn på EU?
“Det gør det allerede, og det viser de her eksempler også. Det er i hvert fald min og mange af mine kollegers påstand, at en stor del af EU-skepsissen og direkte modstand, som vi oplever på yderfløjene, er næret af de her ting. Når man går ud på nettet og ser, hvem det er på de tråde, og som spreder de ting, så er det en blanding af noget organiseret desinformation og alle medløberne, og alle dem, der er med til at sprede det yderligere. Hvis man i forvejen ikke bryder sig om EU eller er skeptisk overfor projektet, og dermed er med til at rejse denne bølge – og det er lige præcis meningen med det, at mangfoldiggøre det via miljøer, der i forvejen er skeptiske. Det har det med at avle på sig selv. Tendensen i de senere år har været, at man er gået sammen, det var noget, der var inspireret af Steve Bannon, som jo var Trumps chefideolog. Han tog til Europa, og han er her vist stadig, og forsøger at organisere det yderste højre i en form for fælles bevægelse, hvilket de ikke har været særlig gode til indtil videre. Men nu tyder det på, at der er en vis succes med at få organiseret det, bl.a. ved hjælp af kampagner, som de lokale skal være med til at sprede. Der er en mobilisering, og den har helt sikkert en indvirkning.”
“Man kan sige, at 2019-valget til Europa-Parlamentet på mange måder var en modreaktion til det her. Da var det, ikke mindst pga. Brexit, gået op for mange mennesker rundt omkring i Europa, at det nu gjaldt om at komme til pumperne, hvis man var tilhænger af projektet. Det så vi i mange lande, dels blev valgdeltagelsen højere, og dels blev det pro-europæiske styrket i mange lande, ikke mindst i Danmark, hvor vi fik et fantastisk valg og stor set udraderede den golde EU-modstand. Så man kan sige, at billedet er ikke sort/hvidt, men truslen er reel.”
Hvordan ser du på disse ting i sammenhæng med skabelsen af en europæisk offentlighed, som jeg går ud fra at du synes er vigtig? Hvordan modarbejder denne udvikling denne skabelse?
“Det synspunkt vil jeg gerne nuancere lidt. Jeg har i mange år kæmpet for en europæisk offentlighed med stærkt svingende held, og det er lidt af et paradoks – hvis jeg må pege på de personlige erfaringer, jeg har gjort mig – at faktisk har diskussionen – ikke mindst affødt af Brexit, men også hele den aktivitet, som vi snakker om her – paradoksalt nok styrket den europæiske offentlighed, hvis du spørger mig i dag. Det er desværre ikke pga. af mig og mange andre gode kræfter, at vi har fået mere europæisk offentlighed, i hvert fald ikke mærkbart, men dét at folk fik politiske beslutninger, som de kunne forholde sig til, jævnfør Brexit. Det har for alvor ført til, at der er kommet stadig mere europæisk debat og europæisk offentlighed. Sådan er det jo engang imellem i politik. Det er ikke nødvendigvis gode kræfter, som rykker, det kan også være det modsatte, en reaktion på noget, som er under udvikling fordi modstanderne er blevet meget stærke og velorganiserede, hvilket kan føre til mere europæisk offentlighed. Frygt og forargelse og den slags ting er jo hoveddriverne i en politisk bevægelse, så man kan sige at frygten for Brexit hos resten af europæerne virkelig har ført til et helt andet engagement, også på nettet. Det kan man jo kun synes er en god udvikling.”
Modsvarene i forhold til udviklingen og truslen, som du har talt om, der er selvfølgelig mange modsvar og på mange planer. Et af dem er stratcom, arbejdsgruppen under EEAS (European Union External Action Service, EU’s udenrigstjeneste). Fortæl om denne gruppes arbejde.
“Det startede som et lillebitte initiativ under den forrige kommission – som en første reaktion bare for at vise at man gjorde et eller andet fra fællesskabets side. Da jeg besøgte dem i sin tid var de 11 mand, der sad i en fjern kontorbygning i Bruxelles og monitorerede meget af det, der kom fra især Rusland. Det er sidenhen vokset og blevet en egentlig EU-styring. Jeg ved ikke, hvor mange de er i dag, der er i hvert fald blevet sat betydelige ekstra ressourcer ind, fordi man nu er nået længere i erkendelsen af, at der skal gøres noget. Du har ret i, at det er en dråbe i havet. Stracom har min fulde sympati, og vi skal have mere af det, men man skal nok ikke bilde sig ind, at det er det eneste, der afhjælper problemet. Det er et blandt mange instrumenter, som vi skal tage i brug. Det handler om monitorering, blotlægning af omfanget af desinformation, så hvis vi kan påvise, at det sker, kan vi sætte forskellige aktører i gang med at sætte ind overfor det. Jeg ved, at der er et meget tættere samarbejde mellem de enkelte landes efterretningstjenester med videnudveksling og advarsler om, at der er noget i gære. Hele den øgede bevidsthed om, hvor noget sker, hvorfor det sker, hvem, der gør det. Det er første skridt til at foretage sig noget begavet som modsvar. Der er stratcom selvfølgelig en vigtig brik, men det kan langtfra gøre det alene.”
Et andet tiltag er vel at styrke public service news, er det ikke et andet vigtigt tiltag?
“Jo, jeg er, som bekendt, en stærk tilhænger af public service, og har altid været det, og har i mange år agiteret for at det også skal styrke det på europæisk plan fordi public service bestemt ikke er lige stærk alle steder, hverken pr. tradition eller i virkelighedens verden. Danmark har flotte traditioner, også de nordeuropæiske lande. Det er så under pres fordi mediernes forretningsmodel generelt er under pres, og der er også et pres på ikke at styrke public service. Der må vi tilbage til, som der heldigvis er en tendens til nu i lyset af den nye erkendelse, at styrke kvalitetsjournalistik og journalistik, der er sikret en uafhængighed via offentlige midler.”
“Det er jo lidt paradoksalt for mig som liberal at skulle erkende det, men det har jeg altid gjort ved at kunne se, at den forretningsmodel, som medierne lever under i det 21. århundrede, ikke er holdbar, hvis man vil give ordentlig information til borgerne om samfundet. Man er simpelthen nødt til at gå ind, også som stater og offentlige institutioner, og understøtte det økonomisk, hvor det ikke er hensynet til overskuddet i virksomheden, der afgør, hvad det er man foretager sig, men simpelthen hensynet til, at offentligheden får et så bredspektret og nuanceret syn på tingene som muligt.”
“Hele forestillingen om, hvad journalistik er for en størrelse og dets rolle i samfundet, fører logisk til, at journalistikken må anses for at være en samfundskritisk infrastruktur, om du vil. En del af infrastrukturen, som et land skal have for at kunne styrke og bevare sit demokrati, hvis man ønsker det, og det gør de fleste jo trods alt. Så der skal man altså også nå hen, og det er man så småt, men der er et stykke vej endnu. Følger man en traditionel liberalistisk opfattelse af, hvad medierne er for en størrelse, så er der ikke så meget appetit på at understøtte public service. Omvendt må man bare sige, at erfaringerne fra Danmark gennem efterhånden mange årtier, har vist, at det er en god investering at gøre sig. Så det arbejder vi jo på, men det er op ad bakke, så derfor har EU en rolle at spille, og derfor satser vi også på – og heldigvis har vi også den nuværende kommissions støtte – at få skabt en eller anden form for fælleseuropæisk støtte, mediestøtte, som gør, at man kan regne med, også på tværs af grænserne, at kvalitetsjournalistik og public service kan holde.”
Hvad bør man gøre mere for at styrke kvalitetsjournalistik i Europa fra EU’s side?
“Det vi har bedt om, og som vi er nogle stykker, som har fremført her i parlamentet, er at sørge for, at der bliver stillet en eller anden funding til rådighed, som man kan søge. I de senere år har det vist sig, at stort set alt, hvad der kommer af rigtig kvalitetsjournalistik, afslørende journalistik, på skatteområdet osv., det ser vi jo næsten dagligt i øjeblikket, udspringer af fælles puljer af journalister på tværs af grænser. De er gået sammen for at kunne løfte de enorme arbejdsopgaver, det er at lave de her afsløringer og fortælle, hvad der foregår i verden. Den form for fællesskaber skal understøttes økonomisk. Det koster mange penge, det ved vi, at holde kvalitetsjournalistik kørende, så det er først og fremmest et spørgsmål om dels at understøtte nogle fællesskaber og dels at sikre, at der er funding til rådighed. Og så skal der være en formuleret strategi, sådan at det ikke bliver on/off. Man skal betragte journalistik på linje med kritisk infrastruktur og industrielle komplekser, som man også har strategier for på europæisk niveau. Det er et spørgsmål om at løfte informationsdelen, public service, op på et niveau, hvor de er på linje med andre kritiske strukturer i Europa.”
“Der er et stykke vej endnu, men vi arbejder på det, og der er heldigvis en vis lydhørhed overfor det i Kommissionen. Jeg arbejder en del med Margrete Vestager, som selvfølgelig har kendskab til det her, hun kommer jo fra Danmark. Hun er med til at fortælle sine kolleger i kommissionen, at det her er virkelig nødvendigt. Det er der, så vidt jeg kan mærke, en lydhørhed overfor.”
Anders Engberg er historiker og journalist. Han har beskæftiget sig med Europa i mange år, bl.a. som tv-journalist. Engbergs Europa er hans Youtube-kanal, hvor fortællinger fra hans hverdagskorrespondenter rundt om på kontinentet bliver bragt.
Billede i artiklens top:
Læs hele temaet “Medierne og den europæiske offentlighed”
