Selvom Paris for nyligt fik værtskabet for OL i 2024, så har flere andre europæiske byer sideløbende i stor stil trukket sig fra kampen om at blive værter for fremtidige olympiske lege. Det er sket på grund af folkelig modstand. I fremtiden vil vi se flere folkeafstemninger om sådanne store beslutninger, men problemet er, at sådanne afstemninger også bliver brugt til at protestere over andre emner.

Baggrund af Emil Staulund Larsen

27.10.2017 | OL-VÆRTSKABER | Det østrigske valg sidste søndag overskyggede et andet valg, der fandt sted samme dag. For mens østrigerne sammensatte deres parlament, blev borgerne i regionen Tyrol spurgt, om man skulle tilbyde sig som værter for Vinter OL i 2026.

Det var en unik mulighed for regionen og dets hovedsby Innsbruck, sagde delstatsformand Günther Platter. Innsbruck havde allerede været vært to gange tidligere, og regionen havde allerede faciliteter klar til brug. Man kunne derfor afholde legene på billigere vis end andre steder.

”Vi bliver nødt til at overbevise folket,” sagde Günther Platter i sommer ved European Forum Alpbach, der foregår i Tyrol.

Så da østrigerne gik til valg blev tyrolerne også spurgt, om de var for eller imod OL.

”Bør Tyrol afgive et bud om at afholde et bæredygtigt, regional tilpasset og økonomisk såvel som miljømæssigt etisk Olympiske Lege 2026?” spurgte Günther Platter borgerne. Et spørgsmål i milliard-klassen. Günther Platter havde anbefalet borgerne at stemme ja.

Men borgerne stemte nej. 53 procent af tyrolerne ønskede ikke, at regionen skulle være vært. Hele 67 procent af borgerne i Innsbruck, den officielle værtsby, stemte imod. Innsbruck stiller sig dermed i rækken af europæiske byer, hvor borgerne har bremset politikere med ambitioner om at afholde OL. Hamborg, München, Krakow og den schweiziske kanton Graubünden har alle afholdt folkeafstemninger om, hvorvidt man skulle afholde OL. Alle steder blev det et nej. Og nu altså også i tilfældet Innsbruck.

Dyrt, udemokratiske og farligt
Det er ikke kun ved folkeafstemninger, at OL-bud falder på stribe. Senest var ’kampen’ om at være vært for sommerlegene i 2024 tæt ved at udvikle sig til en ren farce. De startede fem. Los Angeles, Rom, Hamborg, Budapest og Paris.

Først trak Hamborg sig, efter at bystyret havde tabt sin folkeafstemning. Senere trak Roms nyvalgte borgmester Virginia Raggi fra den populistiske femstjernebevægelse byens bud grundet uholdbar økonomi. Budapest trak deres bud, da en kampagne havde samlet nok underskrifter til at fremtvinge en folkeafstemning om buddet. I sidste ende delte IOC værtskaberne mellem Paris og Los Angeles, så Paris fik 2024, og Los Angeles fik 2028.

Men situationen i de store europæiske byer viste tydeligt, at der var en folkelig modstand mod at skulle tage værtskabet på sig. Alene med udsigten om en folkeafstemning i Budapest, valgte folkene bag buddet at opgive.

”Den offentlige opinion var imod dem,” fortæller Miklos Hajnal fra organisationen Momentum i Ungarn, der arrangerede ’NOlympic’ kampagnen. På en måned samlede de godt en kvart million underskrifter i et vinterkoldt Budapest.

”Ledere, som ikke er i kontakt med deres vælgere, er oftere mere bange for dem end andre. De kan ikke aflæse folkestemningen, og de mangler troværdigheden til at ændre den,” siger Miklos Hajnal.

Mykolas Hajnal og resten af Nolympic-kampagnen begyndte at samle underskrifter, fordi de ville have en diskussion om, hvorvidt Budapest overhovedet skulle byde på legene. Beslutningen var allerede blevet taget over hovedet på befolkningen. Med med særligt Athen i baghovedet, er det nødvendigt at tage folket med ind over en så vigtig beslutning, mener Mykolas Hajnal. Han frygtede desuden, at med et så stort arrangement på vej ville risikoen for korruption være overhængende.

”Pengene kunne bruges andre steder,” foreslog han i stedet.

Og økonomien i et OL kan nok få de fleste skatteydere til at ryste i bukserne. Generelt er størrelsen af legene og de samlede omkostninger støt stigende. En rapport fra Oxford Universitet viser, at legene i London kostede 15 milliarder dollars, mens legene i Sochi kostede hele 22 milliarder dollars. Af de 19 lege, som rapporten har tal fra, er udgifterne ved alle 19 gået over budget – i gennemsnit 2,5 gange over budget.

Forandring eller Kasakhstan
Allerede den nu overståede kamp om Vinter OL i 2022 viste det dilemma, legene fremover kan komme til at stå overfor. Først var de seks byer, der undersøgte mulighederne for at skulle være vært for legene. Stockholm, Oslo, Krakow, Lviv, Almaty og Beijing. Stockholm og Lviv trak sig først ud af løbet, mens en folkeafstemning bremsede Krakow. Og da Oslo til sidst også opgav, stod kampen mellem de knapt så demokratiske kandidatlande Kasakhstan og Kina, hvor Beijing endte som vinder.

”Folk er ved at få en fornemmelse af, at de olympiske lege er et projekt, hvor man ikke ved, hvor det ender økonomisk, når man først er begyndt. Budgetoverskridelserne har været massive, og regningen ender hos skatteyderne. I mange af de lande, hvor skatteyderne har en stemme, har de sagt nej. Eller også har deres politiske repræsentanter sagt nej, fordi de ikke tør løbe risikoen,” siger Jens Sejer Andersen, international chef for organisationen Play the Game, der arbejder for at skabe gennemsigtighed og demokrati i sportens verden.

Fascinationen ved legene er dog uændret i Europa, mener Jens Sejer Andersen. Det er derfor muligvis ikke sporten, der er syg, men arkitekterne og kulturen bag.

”Sportsindustrien er fyldt med lidt for ivrige konsulenter og idrætsledere, som ofte udgyder gyldne løfter om øget turisme, nedbragt arbejdsløshed og styrket nationaløkonomi, som viser sig ikke at holde.”

Der er tilfælde af værtskaber for OL, hvor det har gavnet værtsbyen, men oftere er det i stedet billeder af tomme stadioner, der ikke længere kan bruges, og budgetter, der løber løbsk, der sætter sig på nethinden.

”Det lykkedes for Barcelona, London og formentlig også Beijing at lave noget byudvikling med et OL som løftestang. Men skatteyderne har gennemskuet, at de betaler for en idrætsfest.”

Jens Sejer Andersen vil ikke spå om, hvorvidt europæernes tilsyneladende modvilje mod at afholde OL kommer til at betyde, at legene vil flytte til ikke-demokratiske lande. Der er en række faktorer, som spiller ind, siger han. Men der er behov for reformer, mener han.

”IOC har allerede for fire år siden vedtaget reformprogrammet ’agenda 2020’, som skulle genoprette tilliden til de olympiske institutioner og personerne, der driver dem, samt tilliden til, at budgetterne bliver overholdt og legene af holdt på en bæredygtig måde,” fortæller Jens Sejer Andersen.

Programmet har indtil nu dog haft begrænset effekt.

”Det har betydet, at eksempelvis Paris og Los Angeles ikke har været ude i overbud, alene af den grund at nu handler det om at vise, at man kan tænke bæredygtigt. Men løfter om indføre stærkere tiltag til at bekæmpe eksempelvis korruption er ikke blevet overholdt,” fortæller han.

Flere afstemninger i fremtiden
I fremtiden kommer vi til at se flere af denne type folkeafstemninger, tror professor Franck Decker fra Institut for Politisk Videnskab og Sociologi ved Bonn Universitet.

”Det er kun fornuftigt at lade folket vælge. Disse beslutninger er enormt vigtige for en bys identitet. En beslutning, taget af politikerne alene er ikke nok til at skabe legitimitet,” fortæller Franck Decker.

Han mener, at folkeafstemninger er nyttige, når det handler om vigtige og økonomiske beslutninger, som eksempelvis OL eller brugen af atomkraft. Men politikerne skal samtidig passe på med bare at holde masser af afstemninger, da det hurtigt kan give bagslag. Et klart eksempel er afstemningen om briternes medlemskab i EU, siger han.

”Folket bruger disse afstemninger til også at stemme om andre ting. Det er ikke et parlamentsvalg, så de kan ikke komme af med regeringen, men folket kan vise, at de er utilfredse med regeringens politik. Det handler om ét særligt spørgsmål, men det virkelige valg handler måske om regeringen,” siger Frank Decker.

Senest har folkeafstemninger i Storbritannien om EU-medlemskab og i Italien om forfatningsændring kostet regeringsledere livet. Men i en tid, hvor populistiske bevægelser gør sig til folkets forkæmpere og hamrer løs mod eliten, kan det omvendt være farligt ikke at tage folket med om bord.

”Vi har mere konflikt og flere protester i den politiske offentlighed. Vi har disse populistiske udfordringer og stemmemønstrene ændrer sig. Politikerne tænker, at det måske er en god idé at tage dette i betragtning på forhånd,” siger Franck Decker.

Resultatet af afstemningen i Tyrol var skuffende, udtalte Günther Platter dagen derpå. Men folkets afgørelse skulle respekteres. Og i en tid, hvor populisterne har vind i sejlene, ser det ud til, at folkets mening har fået en større betydning. Et OL, der løber løbsk, kan koste mere end bare skatteyderne dyrt.

Emil Staulund Larsen er freelancejournalist med speciale i europæiske forhold.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Thanassis Stavrakis.