Europæerne vil have et EU med mere udenrigspolitisk selvstændighed i verden

Et flertal af europæerne betragter ikke Kina som en rival, der skal begrænses, men som en partner, og vil ikke støtte USA i et opgør med Kina. Et massivt flertal i Europa vil investere mere i forsvaret for at blive mindre afhængig af USA. Befolkningen ønsker et mere uafhængigt Europa, end regeringerne vil, viser meningsmåling.

Analyse af Hugo Gaarden

Den europæiske befolkning vil have en mere uafhængig kurs i udenrigspolitikken, end den politiske ledelse giver udtryk for. I alle lande er der flertal for at blive mindre afhængig af USA, og der er ikke villighed til at støtte USA mod Kina. Et flertal betragter Kina som en ”partner” og ikke som en ”rival”. Europæerne vil holde sig neutrale i opgøret mellem supermagterne.

Det er en temmelig overraskende konklusion i en meningsmåling, som tænketanken European Council on Foreign Relations, ECFR, har foretaget sammen med flere meningsmålingsinstitutter. Den strider mod dét, EU-kommissionen og mange regeringer har sagt de seneste par år, især under Ukraine-krigen, og målingen står i kontrast til mediernes reportager.

EU-kommissionens formand, Ursula von der Leyen, har lagt sig på den amerikanske linje ved at omtale Kina som en risiko for europæerne. EU må reducere afhængigheden af Kina med en ”de-risk” politik, mener hun. Men 43 pct. af europæerne er imod. De betragter Kina som ”en nødvendig partner”, og de vil ikke reducere samarbejdet med Kina (de vil ikke have decoupling). Kun den franske præsident, Emmanuel Macron, har konsekvent talt om Kina som en partner, mens amerikanerne konsekvent taler om Kina som en risiko eller trussel. Kun i Tyskland og Sverige mener godt halvdelen af befolkningen, at Kina er en rival eller modstander.

Skulle konflikten mellem Kina og USA ende i en krig om Taiwan, må Europa holde sig neutralt, mener hele 62 pct. af befolkningen. Kun 23 pct. vil støtte USA. Det er en fundamental anden holdning end til krigen i Ukraine. Denne krig har imidlertid fået europæerne til at se mere positivt på USA på grund af USA’s militære støtte, men det får omvendt 74 pct. af europæerne til at mene, at de ikke altid kan stole på USA’s sikkerhed. De vil reducere afhængigheden af USA og bruge flere penge på et europæisk forsvar. De mener også, at Europa skal have mere kontrol over sin egen udenrigspolitik – altså mere selvstændighed, som især Macron taler om.

Meningsmålingen viser dermed, at der er en fundamental kløft mellem befolkningen og eliten, og at befolkningen ikke ønsker at blive involveret i en ny to-deling af verden som under Den kolde Krig.

Befolkningen får indirekte opbakning af efterkrigstidens topdiplomat, den tidligere amerikanske udenrigsminister, Henry Kissinger.

”Jeg er fortaler for en større europæisk selvstændighed – inden for den transatlantiske alliance. Og hvorfor? Hvis europæerne kun er medhjælpere for USA, kan de ikke selv udtænke egne koncepter og forestillinger om deres rolle i verden,” sagde han for nylig til den tyske ugeavis Die Zeit. Det var kritik med en vognstang mod hele den europæiske politiske ledelse og den udenrigspolitiske elite. De europæiske tænketanke og parlamenter kommer sjældent med forslag til, hvordan EU kan spille en global rolle ud fra egne prioriteter.

Kissinger mener f.eks., at der ikke blev skabt stabilitet over for Rusland, fordi USA ville udvide NATO til Ukraine. Det er den opfattelse, som Tyskland og Frankrig hele tiden har haft. Efter krigen mener han dog, at Ukraine har behov for NATO for at få sikkerhed over for Rusland. Men der blev altså ikke etableret en solid europæisk sikkerhedsorden efter Murens fald for over 40 år siden, og USA og de store lande i EU havde fundamentalt forskellige opfattelser.

Men Tyskland og Frankrig formåede heller ikke selv at skabe sikkerhed på østgrænsen, nemlig omkring Ukraine og dette lands stridigheder med Rusland om et vidst selvstyre for Østukraine – under flere års forhandlinger i Minsk-processen.

De ”forhandlinger”, som kansler Olaf Scholz og præsident Emmanuel Macron førte i Moskva før krigen for at finde en løsning på striden og for at hindre en invasion var en ynk. De gav ikke præsident Vladimir Putin et ultimatum: At hvis han afbrød forhandlingerne og angreb Ukraine, ville det være et anslag mod hele Europa, så ville der være krig mellem Rusland og Tyskland-Frankrig. De var bange for Putins atomtrusler.

I stedet for fik vi økonomiske sanktioner og ekstremt forsinkede våbenleverancer, der ikke standsede krigen, og hvor ukrainerne betaler prisen. Flere og flere eksperter tvivler på en snarlig afslutning og et helt Ukraine. Det er en krig, der kunne have været undgået, hvis europæerne lige fra 1990 havde taget skæbnen i egne hænder og havde ført et hårdkogt diplomati for at sikre en solid sikkerhedsaftale på østfronten i stedet for hele tiden at skabe usikkerhed om Vestens hensigter, og som Putin skruppelløst udnyttede. Det er, som om Europa intet har lært af Cuba-krisen i 1962 og 20 års krige i Mellemøsten.

Derfor bliver EU allerede nu nødt til at lægge rammerne for en afslutning på krigen – sammen med Ukraine. Desuden må EU forberede en ny europæisk sikkerhedsorden med Rusland, med eller uden Putin. USA må selvfølgelig involveres, men Europa og Storbritannien må tage førerrollen i forhandlingerne. Ellers får Europa ingen stabil sikkerhedsorden.

Ingen kan sikre Ukraines fremtid så godt som EU, nemlig med medlemskab, og desuden får europæerne en afgørende rolle for at skabe sikkerhed i NATO eller med sikkerhedsgarantier. En solid aftale må ses i et asiatisk og globalt perspektiv.

Derfor er der behov for strategisk tænkning, som Kissinger efterlyser: Hvad vil EU med fortsatte udvidelser? Hvordan vil europæerne lave et ægte demokrati med flertalsafstemninger, og hvordan vil de skabe fælles, solid sikkerhed? Vil de tage imod Macrons tilbud om at drøfte en dialog om den franske atomafskrækkelse – altså starten på en europæisk atompolitik? Hvordan vil EU leve med ”resten” af verden? Ved at følge USA eller ved at være sig selv?

Europa lavede i 1800-tallet en enestående magtbalance, der skabte fred i 100 år, og som tillod demokratiet at blomstre. EU kan bedre end USA og Kina gøre sig til en global balancemester, men det kræver, at europæerne tør tro på sig selv og tør gøre EU til en virkelig magtfaktor.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.