EU’s forsvars- og sikkerhedspolitik står efter Trumps valgsejr i USA med fødderne plantet på både kendt og  ukendt terræn. Lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier Peter Viggo Jakobsen forsøger hér at afmystificere et – for mange – sløret nyt kapitel under Trump.

Interview af Cornelius Dohn

USA som urokkelige garant for europæisk stabilitet og sikkerhed er ikke længere en naturlov. Forretningsmogul og forhenværende præsident Donald J. Trump træder officielt ind i sin anden embedsperiode den 20. januar 2025. Han kom under valgkampen med nogle kradsbørstige udtalelser omkring USA’s rolle i NATO og det transatlantiske samarbejde. Og står disse udtalelser til troende, ser EU muligvis ind i en ny virkelighed, hvor EU skal være i stand til at fremstå som en mere selvstændig geopolitisk aktør, hvis USA skulle gå i en mere isolationistisk retning.

De næste fire år rummer en masse usikkerhed i forhold til, hvordan EU skal gøre sin indflydelse gældende. Hvordan den europæiske forsvars- og sikkerhedspolitik kunne komme til at se ud, i samspil med en – historisk set – samarbejdsvanskelig Trump, giver Peter Viggo Jakobsen sit bud på. Han er ph.d. i international politik og lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier ved Forsvarsakademiet og har bl.a. forsket i EU og europæisk forsvars- og sikkerhedspolitik, NATO og USA.

Støtte til Ukraine
Der eksisterer næppe et mere afgørende udenrigspolitisk emne for EU end Ruslands krig mod Ukraine. Krigen i Ukraine har været en samlende faktor for både NATO og EU, men den ny Trump-regering kan udfordre denne enhed. Peter Viggo Jakobsen vurderer, at Trump sandsynligvis vil fortsætte våbenleverancer til Ukraine, men med en klar forventning om, at EU dækker en større del af regningen:

“USA vil blive ved med at støtte Ukraine som nu, men vil sandsynligvis stille krav om, at Europa skal betale for en stor del af de våben, som USA sender til Ukraine,” siger han.

Dog mener han, at det hele afhænger af en eventuel fredsmægling mellem Ukraine og Rusland. Den militære fremrykning i Ukraine fra russisk side er på det seneste blevet intensiveret. Faktisk skubber russiske styrker frem i terrænet med en fart, som minder om den, der var tale om ved invasionens begyndelse tilbage i 2022.

Det har der været en grund til op til og efter det amerikanske præsidentvalg. Det er nemlig en vigtig faktor, når det kommer til eventuelle fredsforhandlinger. Kontrollen af territorium er afgørende i armlægningskonkurrencen ved forhandlingsbordet. Og pt. står Volodymyr Zelenskyj og Ukraine absolut svagest.

Med udgangspunkt i fem kilder med kendskab til Kremls interne drøftelser skrev Reuters for nyligt, at Vladimir Putin er åben for at drøfte en våbenhvileaftale i Ukraine med Donald Trump, men at han udelukker større territoriale indrømmelser og insisterer på, at regeringen i Kyiv opgiver ambitionerne om at blive medlem af NATO.

Og for Peter Viggo Jakobsen er udsigten til dén 24-timers-fredsmægling og afslutning på krigen, Trump har udstukket garanterende paroler om, en usandsynlig størrelse:

“Min forventning er, at Trumps mægling i Ukraine ikke vil føre til resultater på kort sigt, fordi Ukraine og Rusland er for langt fra hinanden, og fordi Rusland ikke vil lade sig nøje med mindre end det de har besat nu – plus et krav om, at Ukraine skal forblive neutral.”

I øjeblikket supplerer Vesten stadig Ukraine heftigt med militært isenkram i kampen mod Rusland. Og hvis Peter Viggo Jakobsens forventning holder stik, vil USA alt andet lige blive ved med at støtte Ukraine, så længe Europa i langt højre grad bidrager til de amerikanske våbenleverancer. Men det vil europæerne forventeligt også, mener han. De vil i hvert fald affinde sig med det, fordi alternativet er værre – altså, en sejr til Rusland og et forringet forhold til USA, som er dér hvor europæerne pt. får stillet deres sikkerhedsgaranti.

“Hvis USA skærer ned for støtten til Ukraine, bliver det interessant at se, om Europa er villig til at øge sin støtte, eller man følger med USA – ud fra en opfattelse af, at man ikke kan hjælpe Ukraine tilstrækkeligt til, at det kan gøre en forskel på slagmarken uden USA,” lyder det fra Peter Viggo Jakobsen omkring de kommende års støtte til Ukraine.

Den transatlantiske forbindelse – sprukken eller solid?
“Vi skal være herre over vores egen skæbne, ikke pga. Harris eller Trump, men for pga. vores børn”, sagde Charles Michel, formand i Det Europæiske Råd, til pressen ved EPC (European Political Community)-mødet i Budapest den 7. november.

Under Biden-regeringen har USA og EU arbejdet tæt sammen om støtte til Ukraine. Denne indsats har inkluderet militær og finansiel støtte samt koordinerede sanktioner mod Rusland. EU har også udvidet sine egne forsvarsinitiativer, såsom implementeringen af Strategic Compass, EU’s overordnede strategi for sikkerhed og forsvar (vedtaget i marts 2022), men dette sker ofte i tæt koordination med amerikanske prioriteter.

I tiden op til og umiddelbart efter Trumps valgsejr var retorikken om et europæisk kontinent med langt større fokus på selvstændig europæisk forsvarspolitik – frem for med NATO – en retorik, der fik en klang af distancering fra USA.

Trump har også vist en præference for bilaterale aftaler frem for multilaterale rammer, hvilket kan skabe splittelser mellem EU’s medlemslande og underminere EU’s ambitioner om strategisk autonomi. Endvidere er der en risiko for, at USA under Trump vil prioritere egne geopolitiske interesser i Asien, hvilket kan efterlade Europa mere eksponeret over for trusler fra Rusland.

Dog eksisterer der potentiale for europæisk autonomi: Krigen i Ukraine har været en katalysator for, at EU har udviklet sine egne sikkerheds- og forsvarsstrukturer, herunder initiativer som fælles våbenindkøb og øget investering i forsvarsindustrien.

Blandt andet lød det fra det fra EU’s nyudnævnte forsvarskommisær, Andrius Kubilius, at Europa i langt større grad skal “bruge flere penge, bruge dem bedre, bruge dem sammen og bruge dem europæisk.”

Men der eksisterer en diskrepans mellem ambitionerne for det europæiske samarbejde og virkelighedens kulturelle og politiske forskelle mellem de europæiske lande, ifølge Peter Viggo Jakobsen: “De (EU-medlemslandene) ser ikke ens på de sikkerhedspolitiske trusler og vil ikke kunne enes om, hvordan et selvstændigt eller mere autonomt forsvar skal bygges op.”

Han har svært ved at se, hvem der skal tage styring i autonomiseringen på det forsvarspolitiske domæne: “Frankrig og Tyskland er uenige og kan ikke agere motor. Storbritannien er ikke længere i EU og bygger sin fortsatte sikkerhedspolitiske rolle på en tæt alliance med USA.”

Der eksisterer ikke et alternativ til den amerikanske storebror, som det ser ud lige nu. Så længe NATO yder en troværdig garanti, tvivler Peter Viggo Jakobsen på, at europæerne er mentalt forberedte på den omstilling – og de er formentlig heller ikke villige til at betale differencen.

Den europæiske forsvarsindustri
Afhængigheden af USA og tvivlen på omfanget af det fortsatte samarbejde under Trump vil fordre EU til at “gøre det, de har lovet – og mere til”, mener Peter Viggo Jakobsen.

“Presset for at bruge mere på forsvaret vil blive hårdt og mere direkte end, hvis Harris havde vundet. Men Harris ville have sendt samme besked – brug mere og gør mere.”

Virkelighedens alvor og truslen mod den etablerede verdensorden har gjort det åbenbart for EU, at unionen må bidrage til at opbygge og konsolidere en stærkere og holdbar forsvarspolitik. Og fremskridt kan også anes i retningen af en mere uafhængig europæisk forsvarsindustri.

NATO anslår i en rapport, at 23 af alliancens 32 medlemmer vil opfylde målet om at bruge to procent af BNP på forsvar i år – en markant stigning fra de blot tre lande, der levede op til målet, da det blev fastsat i 2014.

Her er Polen det land, der ifølge opgørelsen ventes at bruge den største andel af landets BNP på forsvar i år med 4,21 procent- efterfulgt af Estland med 3,43. Ifølge rapporten forventes Danmark at bruge 2,37 procent. Andre europæiske lande, såsom Luxembourg (0,64%), Belgien (0,84%) og Spanien (1,23%) hænger gevaldigt i bremsen.

EU har også etableret mekanismer såsom European Defence Fund (EDF) og Permanent Structured Cooperation (PESCO) for at fremme samarbejde om udvikling og indkøb af militært udstyr.

Dog står kontinentet over for strukturelle udfordringer, herunder forskellige nationale prioriteter og budgetbegrænsninger. Der er også behov for at sikre, at de øgede investeringer omsættes effektivt i kapaciteter, der kan bidrage til både europæisk autonomi og NATO-samarbejdet. Dette hæmmer altså ambitionen om en mere uafhængig og eurocentrisk forsvarspolitik.

Behovet for USA består. Udfordringen bliver at balancere mellem køb af europæiske og amerikanske våben, især under pres fra Trump-regeringen.

“Den mest direkte måde at gøre Trump glad, er ved at købe amerikanske våben, så her vil han nok i nogle tilfælde gøre forskellen, og få europæerne til at købe amerikansk i stedet for europæisk – også selvom man kunne få mere for pengene ved at købe europæisk.”

Men det er ikke et enten-eller ifølge Petter Viggo Jakobsen. Den generelle “Trump- effekt” vil betyde en større oprustning – og dervedr et afkast til den europæisk forsvarsindustri.

“Man kan sige at både den europæiske og amerikanske våbenindustri vinder på, at han er blevet valgt,” mener Peter Viggo Jakobsen.

Problemet opstår, hvis Trump stiller højere krav om indkøb af amerikansk materiel end hvad godt er for den europæiske våbenindustri, mener Peter Viggo Jakobsen:

“…her vil der kunne opstå nogle konflikter, da europæerne jo også vil tænke i at få arbejdspladser ud af den store oprustning. Det er en tendens vi også ser meget tydeligt i Danmark.”

EU’s position i den globale sikkerhedspolitik
Kan vi forvente, at Trumps USA vil bevæge sig i den mere isolationistiske retning, som han og hans meningfæller har råbt op om? Et rungende nej, lyder det fra Peter Viggo Jakobsen: “USA ser sig selv i en global kappestrid med Kina om pladsen som verdens stærkeste magt.”

USA kan ikke umiddelbart følge en mere isolationistisk kurs. Hvis Trump skal lykkes med at inddæmme Kina, hvilket under Biden blev skrevet ind som en del af NATO’s strategiske koncept i 2022, er de nødt til at gøre det sammen med deres allierede i Europa og Asien.

Forventeligt vil Trump på ikke særlig diplomatisk vis presse de allierede til at hjælpe USA med at inddæmme Kina, hvilket – modsat i tilfældet Biden – ikke vil ske ud fra en overbevisning om, at multilateralisme har en værdi i sig selv. Men fordi han ved, at EU ikke har et bedre alternativ.

“USA vil være edderkoppen i spindelvævet, der får de europæiske og asiatiske allierede til at trække i samme retning mht. at inddæmme Kina,” mener Peter Viggo Jakobsen.

Selvom EU formentlig vil styrke sine egne initiativer, vil NATO stadig spille en mere væsentlig rolle – et NATO med Trump for enden af bordet.

Ifølge en rapport fra EUISS (European Union Institute for Security Studies) vil USA sandsynligvis fortsætte med at prioritere Kina som en strategisk rival, hvilket indirekte ville binde Europa tættere til amerikanske interesser. NATOs fokus på Kina er allerede synligt i strategiske dokumenter (NATO’s strategiske koncept), og der er allerede franske, britiske, tyske og hollandske krigsskibe i Det Sydkinesiske Hav – Norge vil også bidrage i det kommende år.

Alt andet lige er det usandsynligt at forestille sig, at EU på det militære og sikkerhedspolitiske område skulle agere uafhængigt af USA i Asien. NATO kommer heller ikke til at få nogen kollektiv rolle af betydning. Sådan lyder det fra Peter Viggo Jakobsen.

Et USA centreret omkring sig selv ville også give et uheldigt afkast på EU-plan – bl.a. fordi EU ville skulle agere forsvarspolitisk som et samlet EU. En uhensigtsmæssighed, fordi de forskellige holdninger, som hersker blandt EU-medlemslandene, vil kunne hindre fælles handling. For eksempel har Tyskland og Frankrig divergerende strategier for forsvarspolitik, og Øst- og Vesteuropa har forskellige prioriteter i forhold til truslerne fra Rusland og Kina. Ligeledes, som nævnt tidligere, ville Europa være nødsaget til at absorbere en betydelig del af omkostningerne forbundet med støtten til Ukraine samt sikkerhedsforanstaltninger overfor truslen fra Rusland.

Altså er det forventeligt, at vi kommer til at se stadig flere NATO-allierede støtte militære øvelser og andre aktiviteter, som USA er interesseret i, for at kunne varetage de europæiske sikkerhedspolitiske interesser med en hjælpende og solbrun amerikansk hånd – af normal størrelse. EU står overfor en eksistentiel prøvelse, der handler om, hvorvidt EU kan finde den interne enighed og ydre gennemslagskraft på sikkerhedsdomænet, hvilket er påkrævet i et Europa med krig på kontinentet. Udfordringen bliver balanceringen mellem at styrke EU’s industrielle og strategiske autonomi samtidigt med at fastholde den stærke transatlantiske forbindelse. Kendsgerningen er, at hverken USA eller EU kan stå alene – uagtet hvem der sidder i det ovale kontor.

Cornelius Dohn er journaliststuderende på Danmarks Medie- og Journalisthøjskole og tidligere soldat. Han skriver om europæisk politik, med fokus på det forsvars- og sikkerhedspolitiske domæne

Billede i artiklens top: /Etienne Ansotte/© European Union 2017 – Source : Council of the EU.