EU’s forhold til Kina er til vedvarende debat. Det er – ifølge kommissionsformand Ursula von der Leyen – det vigtigste, men også det mest udfordrende. Indenfor EU-fællesskabet er der forskellige nuancer i tilgangen til Kina og det kinesiske marked. Flere lande står for en afdæmpet pragmatisk tilgang, mens andre stadig fører en ideologisk og værdibaseret kritisk tilgang til Kina. EU’s samlede holdning til det store land i øst hælder mod det imødekommende og pragmatiske, men også bekymring over Kinas fremfærd og landets måde at drive forretning på.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EU OG DEN FÆLLES STEMME | Pragmatisk idealisme. Det er, hvad udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) i foråret 2023 introducerede som styrende for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik og som senere blev skrevet ind i regeringens nye strategi. Den fylder 28 sider og en simpel søgning viser, at Kina nævnes 22 gange – USA 12 gange.

Denne strategi – og denne pragmatiske idealisme – afspejler meget klart det holdningsskifte, der er sket fra europæisk side overfor netop Kina. Fra en tidligere stærkt værdibaseret og kritisk tilgang til en, ja, mere pragmatisk og imødekommende strategi. Kina er ikke til at komme uden om, men forholdet mellem EU, der i øvrigt nævnes 166 gange i den nye danske strategi, og Kina er og vil fortsat være en svær balancegang.

Bare spørg kommissionsformand Ursula von der Leyen, der er citeret for at sige, at EU’s forhold til Kina er ”vort strategisk vigtigste og ét af de mest udfordrende”. Spørger man en række eksperter på europæisk-kinesiske forhold, er de ikke i tvivl. Tendensen peger på øget tilnærmelser mellem EU og Kina – også i lyset af frygten for et mere isolationistisk USA.

”Der er sket et klar skifte fra en ideologisk, værdibaseret og kritisk tilgang til Kina til en pragmatisk tilgang med fokus på handel og økonomi,” siger Yang Jiang, seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier.

”Den pragmatiske idealisme, som er det nye styrende begreb for dansk udenrigspolitik, afspejler klart den generelle holdning i EU; det er vigtigt, at vi kan handle med Kina – og det er vigtigt, at vi kan have et stabilt forhold til Kina,” siger Anders Overvad, chefanalytiker ved Tænketanken Europa.

”I min optik er Kina et vilkår – ikke noget, man kan vælge til eller fra,” siger journalist og Kina-kommentator Mette Holm, ”Sameksistens er langt at foretrække for konflikt. I nyere tid har vi set, at EU godt kan stå sammen, når situationen kræver det, og EU har da også efterhånden fået en slags fælles holdning til Kina som handelspartner, økonomisk konkurrent og systemisk rival.”

Kina er en nødvendig partner
Den mere pragmatiske tilgang til Kina har også bundklang i den europæiske befolkning. Det viser en meningsmåling, som European Council on Foreign Relations foretog i april 2023. 16.000 europæere fordelt på 11 lande, herunder Danmark, deltog i meningsmålingen – og på tværs af alle svar og alle lande mente 44 procent, at Kina er en nødvendig partner, som EU bør have et strategisk samarbejde med. 22 procent mente, at Kina er en rival, som EU bør konkurrere med, mens 11 procent mente, at Kina er en modstander, som vi er i konflikt med.

Blandt de adspurgte danskere mente 39 procent, at Kina er en nødvendig partner, mens 26 procent mente, at Kina er en konkurrent. 17 procent mente, at Kina er en modstander.

”Ser man på gennemsnittet i meningsmålingen, mener et flertal altså ikke, at Kina udfordrer EU eller at Kina ønsker at underminere vores styreform,” siger Yang Jiang til Magasinet Europa, ”De køber ikke USA’s fortælling om, at vi står i en global kamp mellem demokratier og autokratier. Meningsmålingen peger på, at europæerne er tilbageholdende med at reducere Kina til at være en sikkerhedsrisiko, medmindre Kina begynder at levere våben til Rusland. De fleste ser Kina som en nødvendig partner for Europa.”

Det handler om handel
Holdningsskiftet handler i høj grad om handel og økonomi. Ifølge Yang Jiang fra DIIS så er det behovet ”for samarbejde om grøn omstilling, et tiltagende protektionistisk USA og sulten efter det kinesiske marked,” der er medvirkende til at flere EU-lande ønsker et bedre forhold til Kina.

”De europæiske ledere har en fælles mission: De ønsker at styrke de økonomiske bånd til Kina og få bedre adgang til det kinesiske marked. Som et led i det, vil de føre en ikke-konfrontatorisk politik overfor Kina, som minimerer risikoen ved samhandlen, men uden at følge USA’s kurs, som går ud på at afkoble sig fra Kina,” siger hun og fortsætter:

”Disse ledere ønsker fortsat at kunne diskutere uenighed om politiske spørgsmål med Kina, men sådanne uenigheder vil ikke længere hindre samarbejdet, som det har gjort de sidste tre år.”

”Flere europæiske lande fører nu denne pragmatiske tilgang til Kina,” siger Anders Overvad fra Tænketanken Europa, ”Især de lande, der har en stor – og vigtig – handel med Kina. Det gælder blandt andet Tyskland og Danmark. Begge lande ville komme alvorligt i klemme i en handelskrig med Kina. Eksempelvis ville Tysklands bilindustri, især den del, der laver high-end luksusbiler, vil blive alvorligt ramt af en handelskrig med Kina. Orban i Ungarn gør også tilnærmelser til Kina – og også disse tilnærmelser er stærkt økonomisk motiveret. Ungarn har brug for kinesiske investeringer, også fordi de kommer uden betingelser om ’good governance’ og overholdelse af basale rettigheder.”

Indenfor EU-fællesskabet er der imidlertid forskellige nuancer i tilgangen til Kina og det kinesiske marked. Der er flere lande, der har det man vel kan kalde en afdæmpet pragmatisk tilgang til det store land i øst. Det gælder eksempelvis sydeuropæiske lande som Portugal, Spanien, Italien og Grækenland. I Italien har man trukket sig fra det store ’Belt and road’-projekt, der har som mål at forbinde Kina med resten af verden, men premierminister Giorgia Meloni har indikeret, at landet stadig vil indgå bilaterale aftaler med Kina.

I den anden ende af skalaen finder man lande som Litauen, Tjekkiet og til dels også Sverige, der stadig fører en ideologisk og værdibaseret kritisk tilgang til Kina. Særligt Litauen har taget en voldsom konfrontation med Kina ved at anerkende Taiwan og dermed ikke købe ind på Kinas politik om ét Kina, der også inkluderer Taiwan. Det besværliggør muligheden for en fælles EU-stemme, men spørger man Kina-ekspert og journalist Mette Holm, så er det nødvendigt.

”Det er helt nødvendigt, at EU taler med én stemme i forhold til Kina, selvom det ikke er let,” siger hun og fortsætter:

”Kina vil helst forhandle bilateralt, altså med enkeltlande fremfor én gruppe. Det har tidligere skabt splid i EU, men også i ASEAN, sammenslutningen af sydøstasiatiske stater, og det er stort set kun USA, der har haft held til at gå enegang i forhold til Kina. Kina er meget hurtigt til at nedfryse forbindelserne til de lande, der går imod deres interesser. Det skete for Danmark i 1990’erne, da udenrigsminister Niels Helvleg Petersen kritiserede Kina i FN’s menneskerettighedsråd – og det skete i 2012, da menneskerettighedsforkæmperen Lui Xiaobo fik Nobels Fredspris i Oslo. Dér indstillede Kina den ellers omfattende lakseimport fra Norge. Kina skelner ikke mellem stat og privat og har slet ikke begrebet ’uafhængig organisation eller institution’.”

Ned fra hesten
”Vi skal derfor gentænke, hvordan vi engagerer os i verden og opsøge nye alliancer. Jeg har mødt flere udenrigsministre og ambassadører de sidste måneder. Mange af dem er trætte af Vesten. De mener, at vi har dobbelte standarder. Og at vi udnytter universelle institutioner som Den Internationale Straffedomstol til at fremme vores egne interesser.”

Ordene kom fra udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen, da han 17. maj 2023 præsenterede idéen om den pragmatiske idealisme.

”Når Kina og Rusland så står i hver sin bod ved siden af og lokker med konkrete tilbud, så kan valget give sig selv. Der er selvfølgelig altid dilemmaer, og vi skal turde tage de ting op, som vi er uenige om. Men magtens tomrum findes ikke. Og hvis vi ikke vi byder os til, vil andre gøre det,” fortsatte han.

Citatet er centralt for forståelsen af bevægelsen hen imod en mere imødekommende og pragmatisk holdning til Kina. Det er som om tiden er løbet fra den løftede pegefinger – og fra de vestlige lande, der dikterer verdensordenen fra deres høje hest.

”Ikke bare i forhold til Kina, men også i forhold til de andre store økonomier i det, man kalder BRIKS-landene, det gælder blandt andet Brasilien, Indien og Sydafrika, er det nu de mere geopolitiske hensyn, der er blevet styrende,” siger Anders Overvad, ”Det handler blandt andet om forsyningssikkerhed. Det er blevet nødvendigt for Europa og EU at åbne vores døre på en anden måde for disse store økonomier og markeder. EU, for eksempel, skal ned fra den høje hest, hvor vi sidder med vores værdier og vores idealer, som vi må erkende, at vi ret beset står meget alene med. Vi har været virkelig gode til at løfte pegefingeren, men det har jo bare fået de store BRIKS-lande til at vende sig mod Kina, men de har jo også måtte erkende, at man kan slå sig på Kina. Kina har markant andre tilgange til markedet – det gælder blandt andet den private ejendomsret. I Kina er der meget uklare grænser mellem det statslige og det private.”

En nødvendig konfrontation
Det leder frem til, at det stadig er nødvendigt for EU – og for EU’s medlemsstater – at tage konfrontationerne med Kina på handelspolitikken og på økonomien, den pragmatiske tilgang til trods.

”Det er forsimplet at se Kina som verdens fabrik, som normalt går rundt og siger. De har vist sig virkelig innovative, blandt andet indenfor den grønne omstilling, indenfor vindmøller og solenergi. Også hér viser de sig at være en vigtig partner” siger Anders Overvad og fortsætter:

”Kina har stordriftsfordele og kineserne er dygtige, men der er indikationer på at markedet er vredet skævt; at Kina snyder på vægten. Derfor er EU i gang med at undersøge, hvordan den kinesiske stat understøtter produktionen og markedet – og i dét ligger der jo en konfrontation.”

”Kina er en meget vigtig handelspartner, især hvis du spørger de europæiske statsledere og den europæiske industri, men blandt politikerne i medlemsstaternes parlamenter og i EU-parlamentet er der en mere kritisk holdning, ”siger Yang Jiang, ”Her synes man at betingelserne for handlen med Kina er skæve. Man vil gerne have vished for om Kina løndumper og om de i strid med de internationale rammer for handel, som det blandt andet er formuleret af Verdenshandelsorganisationen WTO, benytter sig for meget af stats-subsidier i deres investeringer og produktion. Hvis Kina vil sælge sine varer til Europa, så skal det være på lige og fair vilkår, lyder kritikken. Det kan blive nogle intense forhandlinger, men Europa er måske det vigtigste marked for Kina, så de skal tages, de forhandlinger.”

Et økonomisk, handelspolitisk og diplomatisk benspænd ligger og lurer ude i horisonten. Indførelsen af klimatold i 2027. Den told – og de forhandlinger, der bliver knyttet til den – kommer til at afsøge rammerne og grænserne for den pragmatiske tilgang. Og den pragmatiske idealisme.

Billede i artiklens top: /European-Parliament/

Læs hele temaet “EU og den fælles stemme”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.