Flandern udgør i dag den rigeste region i Belgien og byder eksempelvis både på det historiske vingesus ved Waterloo, et bundsolidt køkken og midt i det hele en rodebunke i Bruxelles.

Baggrund af Anders Engberg

25.01.2018 | TEMA: EUROPÆISKE KULTURREGIONER | Syd for Bruxelles ligger den velhavende forstad Waterloo. Den ligger i Flandern og er mest kendt for slaget i 1815, hvor Napoleons tropper blev besejret af britiske og preussiske hære lige uden for byen.

Jeg besøgte engang stedet på en mild forårsdag. Da jeg kørte på landevejen, så jeg pludselig en høj med en løvestatue på toppen. Efter at have besteget en stejl trappe op ad højen, havde jeg en storslået udsigt ud over et lettere bakket marklandskab. Her stod slaget, der bidrog til skabelsen af staten Belgien med det flamsktalende Flandern i nord og det fransktalende Wallonien i syd.

Allerede i 800-tallet var Flandern et grevskab, der strakte sig over det vestlige Belgien, det sydvestlige Nederlandene (som vi danskere for nemheds skyld kalder Holland, skønt Holland kun udgør den vestlige del af Nederlandene) samt det nordligste Frankrig. I middelalderen var området rigt og tæt befolket, præget af modsætninger mellem de rige byer og forskellige fyrsteslægter, først og fremmest habsburgerne, der ville kontrollere det velstående grevskab.

Napoleon inddrog området i Frankrig, og efter nederlaget ved Waterloo blev det forenet med de nordlige nederlandske provinser, men kun indtil 1831, hvor Belgien blev skabt. Meget er flamlænderne og wallonerne uenige om, men at de hverken er franskmænd eller hollændere, er de enige om.

Efter Belgiens selvstændighed dominerede det fransktalende Wallonien. Borgerskabet talte fransk, som var det eneste officielle sprog. I Wallonien skete en stor industriel udvikling, og Flandern var den fattige del af landet. Først efter Anden Verdenskrig ændrede dette sig, og i dag er Flandern den rige region med den største befolkning.

Regioner med magt
Belgien har i dag et indviklet politisk system, der skal tilgodese de stærke regionale interesser og store forskelle. Der opereres med to parallelle strukturer: regioner og ”communitée”, som vel bedst kan oversættes til ”fællesskaber””. Der er tre regioner i Belgien: Flandern, Wallonien og storbyregionen Bruxelles. Regionerne tager sig af de ”hårde” opgaver såsom infrastruktur, erhvervsudvikling m.m., alt det som tager udgangspunkt i det geografiske område. Der er tre belgiske ”communitée/fællesskaber”: det flamsktalende, som omfatter samme område som den flamske region; det fransktalende, som, foruden den overvejende fransktalende hovedstad Bruxelles, omfatter stort set samme område som den wallonske region, bortset fra et mindre område længst mod øst, hvor landets tysktalende mindretal bor. Her er det tysktalende fællesskab. Fællesskaberne tager sig af de blødere politiske områder, bl.a. undervisningssystemet. I 2011 blev den seneste politiske reform af landet gennemført som afslutning på en årelang regeringskrise. Her fik regionerne yderligere magt.

Bruxelles er en by med mange parlamentariske forsamlinger. En af dem er det flamske parlament, idet Bruxelles er Flanderns hovedstad (foruden Belgiens og EU’s). Det holder til i en bygning, der ikke ser ud af noget særligt, når man står ude på gaden.

Jeg gik ind i bygningen uden de store forventninger. Men så foldede den sig ud. I karréens indergård var bygget det flamske parlaments plenarsal. Den firkantede gård sås tydeligt, når man stod i salen. Salens vægge var gårdens husmure med store vinduer, som vendte de mod udendørsmiljøet. Det gjorde de ikke længere, for hele den indre gård var overdækket af et let udseende glastag med firkantede felter. Det bevægede sig i buer henover stolerækkerne, så man nærmest syntes, at det svævede. Kiggede man ned, var gulvet gennemsigtigt. Langt nede, måske 10 meter, anedes stole og borde i en underjordisk etage. Det transparente gulv var grønligt, så man på den ene side følte, at man gik på et gulv og ikke svævede i det uvisse, men på den anden side havde en let fornemmelse, som supplerede loftets luftige konstruktioner.

Flamsk nationalisme
I parlamentet har det højrenationale parti Vlaams Belang seks sæder, og er ikke i regering, men dets tanker præger den borgerlige regering. Vlaams Belangs hed for år tilbage Vlaams Blok, og det parti stod relativt stærkt i den største flamske by Antwerpen, da jeg besøgte byen for at tale med en repræsentant for partiet, Jan Penris. Indtil 2014 sad han i parlamentet for Vlaams Belang.

Jan Penris lagde ud med at understrege, at partiet går ind for at hvert folk har krav på egen stat. Flamlænderne er et folk og derfor var det partiets langsigtede mål at Flandern bliver en selvstændig stat. Udover dette ideologiske standpunkt lå der også økonomiske overvejelser bag ønsket om selvstændighed. Flandern er den rige del af Belgien, og det kan ikke være rimeligt, at de velhavende flamlændere skal blive ved med at betale til wallonerne, som ikke har formået at omstille sig til de nye tider efter at den traditionelle industris tidsalder er ved at rinde ud, mente Penris.

Jeg spurgte da, om en sådan holdning ikke ville skabe dybere skel i Europa, hvis den overførtes til et europæisk niveau. Nej, tværtimod, svarede Penris. På europæisk plan ville man gerne betale til mindre velstillede regioner, heriblandt Wallonien. Problemet med den nuværende situation var, at Flandern alene løftede Wallonien økonomisk. Det var ikke rimeligt. Hvis Flandern fik selvstændighed ville denne lille stat naturligvis være sig sit ansvar bevidst og yde et bidrag til mindre udviklede områder af Europa. Så var Wallonien et europæisk ansvar frem for et flamsk. Alle de penge, som Flandern støttede Wallonien med, og der var tale om milliarder, burde blive i Flandern med henblik på at forbedre forholdene for flamlænderne.

Jeg rejste videre mod den smukke gamle middelalderby Brügge. I denne velbevarede lillebyidyl lå restauranterne side om side med turistbutikker, hvor kniplingsstykker havde fremtrædende pladser blandt det store og til tider opfindsomme udvalg.

Da Belgien er kendt for sin chokoladeproduktion, lå her brystformede stykker i henholdsvis hvid, lysebrun og mørkebrun chokolade.  Jeg frekventerede en af restauranterne, hvor jeg fik serveret en anden belgisk specialitet, øl. Det var en Duvel, der er stærkere end den ser ud og smager; deraf navnet Duvel, der betyder djævel. Lokalerne var mørke, betjeningen venlig. Her kunne man få smagsprøver på det bundsolide flamske køkken. F.eks. kunne man få en steak i en sovs, der var smagt til med en af de lokale øl. Øl var ikke kun noget man drak. Til denne kødret blev der serveret en stak pommes fritter, som både er en meget international spise og et belgisk varemærke. Ingen laver pommes fritter så godt som belgierne, siges det. Man lever godt og tungt i Flandern.

Flamsk, fransk og hollandsk
Flamlænderne er nederlandsktalende katolikker. Skellet mellem dem og indbyggerne i Holland er især religiøst. Nord for grænsen er langt de fleste protestanter. Sprogligt er forskellene ikke større, end at man har et fælles organ til varetagelse af sprogets fortolkning og udvikling. Der er dog interessante forskelle. Flamsk har væsentlig færre franske låneord i forhold til hollandsk. Til gengæld har hollandsk færre tyske låneord, da hollænderne ønsker at distancere sig fra Tyskland. Sprog er også politik.

Med et stadig stærkere selvstyre i regionerne er den sproglige forståelse mellem flamlænderne og wallonerne blevet forringet. Generelt taler flamlænderne bedre engelsk end fransk, og det må være en falliterklæring i et land, hvor fransk tales af en stor del af befolkningen.

Et formfuldendt engelsk var, hvad en højtstående embedsmand benyttede sig af, da jeg talte med ham i et flamsk regeringskontor i Bruxelles.  Han fortalte, at Flandern havde en række handelsaftaler med både regioner og nationer i og udenfor Europa. Det var kun naturligt, at den flamske regering indgik sådanne aftaler når Flandern på alle vigtige områder bestemte over sin egen økonomi. Manden beskrev nærmest sin region som andre ville beskrive deres nationalstat.

EU er svaret på de udfordringer, som vi europæere står overfor, mente han. På den ene side en globaliseret verden, hvor der er brug for overnationale beslutninger. På den anden side et behov for, at beslutningerne tages tæt på borgerne og her kommer regionerne ind i billedet fordi de er tættere på borgerne end nationalstaterne. Det betyder naturligvis langtfra nationalstaternes endeligt, men en ændring af deres rolle er uomgængelig, sagde manden med overbevisning i stemmen.

Rodebunken Bruxelles
Fra hans kontor kiggede jeg ud over rodebunken, som går under betegnelsen Bruxelles. Bruxelles er som den eneste by i Belgien en officielt tosproget by. Alle skilte er skrevet på både fransk og flamsk. Godt 80 procent af indbyggerne er fransktalende, og det er en af grundene til at Bruxelles ikke fremtræder særlig flamsk. Den er fransk og europæisk før den er flamsk. Men flamlænderne fastholder stædigt byens flamske identitet, selv om den reelt er noget andet.

Bruxelles er et af de store stridspunkter i belgisk politik.  Den eneste tosprogede region er hjemløs. Hvor skal den høre til, hvis flamlænderne en dag får fuld selvstændighed? Det ville være absurd at gøre den overvejende fransktalende by til en del af det nye land. Men den ligger omgivet af Flandern. Det foreslås i ramme alvor at udelukke den fra Belgien og gøre den til en europæisk by, lidt ligesom Washington D.C. i en amerikansk sammenhæng. Det kunne måske løse op for nogle fastlåste positioner i Belgien. Men det er jo et anliggende, der angår hele Europa. Og i Europa er nationalismen langt fra et overstået kapitel.

Anders Engberg er historiker og journalist. Han har i mange år beskæftiget sig med information om Europa, bl.a. i form af tv-programmer og spil. Se mere på hjemmesiden www.mistereuropa.dk. 

Billede i artiklens top: /Scanpix/AP/Bas Czerwinski.

Læs de øvrige artikler i vores tema “Europæiske kuturregioner” her.

Fakta om Flandern:

Areal:13.522 km2

Befolkningstal: 6.444.127 (2015)

Flag: En sort løve på gul bund. Regionens officielle flag er stort set lig det gamle grevskab Flanderns flag, der kan spores tilbage til år 862.