Efter det regionale catalanske valg i maj måned er der nu opstået en reel mulighed for, for alvor, at lægge en dæmper på de storme, der har hærget catalansk politik de sidste 10 års tid. Ved valget blev den spanske premierminister Pedro Sanchez’ socialistparti nemlig klart størst, samtidig med at uafhængighedspartierne samlet set gik tilbage. Noget tyder på, at uafhængighedsspørgsmålet ikke er nær så vigtigt længere. Konflikten med den spanske centralmagt fylder mindre, og for mange cataloniere er andre politiske spørgsmål simpelthen vigtigere. Det kan dog stadig trække op til uvejr, og i det seneste års tid har der da også været nogle anspændte episoder.

Analyse af Frederik Kirst Müntzberg

I Catalonien er der et vejrfænomen, som på catalansk kaldes Tramuntana. Tramuntanaen er en kraftig, kold og vedholdende nordenvind, hvis vindstød kan nå en styrke på op til 200 km/t. Den hårde vind former landskabet, menneskene og byerne i de områder, hvor den raser. Det siges bl.a. at vinden gør folk skøre, og at folkene der bor i de områder, hvor Tramuntanaen blæser, er af en særlig støbning. I løbet af de seneste år er Tramuntanaen, grundet klimaforandringerne, blevet mildere, og den opstår sjældnere. Til gengæld er den blevet mere utilregnelig.

Man kan på mange måder sammenligne de seneste års udvikling i catalansk politik med Tramuntanaens. Der har i et stykke tid været optræk til en normalisering af forholdet mellem centralregeringen i Madrid og den catalanske regering i Barcelona. Pedro Sanchez har gjort sit for at lægge en dæmper på det turbulente forhold, og hans aktuelle regering får parlamentarisk opbakning af de to catalanske uafhængighedspartier Junts per Catalunya og Esquerra Republicana.

Konflikterne mellem Catalonien og den spanske centralmagt er blevet mindre hyppige og knap så voldsomme. Det kan dog stadig trække op til uvejr, og i det seneste års tid har der da også været nogle anspændte episoder – især i forbindelse med vedtagelsen af amnestiloven, som giver politisk amnesti til en lang række personer og politikere, som var indblandet i den catalanske uafhængighedsafstemning i 2017.

Forårets valg
Efter det catalanske valg i maj måned er der nu opstået en reel mulighed for, for alvor, at lægge en dæmper på de storme, der har hærget catalansk politik de sidste 10 års tid. Ved valget blev den spanske premierminister Pedro Sanchez Socialistparti (PSC som de hedder i Catalonien) nemlig klart størst. Det kom ikke som nogen overraskelse, for ved det spanske parlamentsvalg i 2023 blev PSC også det største parti i Catalonien. Siden Pedro Sanchez (billedet i artiklens top) er kommet til magten i Madrid, er PSC steget stødt i popularitet i Catalonien, og kommentatorer har i længere tid snakket om et opbrud i catalansk politik.

Fremgangen til PSC kommer samtidig med, at uafhængighedspartierne samlet set er gået tilbage. Noget tyder på, at uafhængighedsspørgsmålet ikke er nær så vigtigt længere. Konflikten med den spanske centralmagt fylder mindre, og for mange cataloniere er andre politiske spørgsmål simpelthen vigtigere. Igennem valgkampen var det således finansieringen af Catalonien, den offentlige sektor, boligpriser og andre mere ’almindelige’ politiske spørgsmål, der fyldte i debatterne.

PSC fik dog ikke nok stemmer til at danne regering, hverken alene eller sammen med Comuns – som er en del af venstrefløjsplatformen Sumar, som sidder i regering med Socialistpartiet på nationalt plan. Herefter opstod problemerne, og uvejret lurede i horisonten. For hvem kunne PSC så danne regering med? At række ud til højrefløjen var udelukket, og at række ud til uafhængighedsfløjen ville i bedste fald være meget besværligt, selvom de to største uafhængighedspartier har støttet Sanchez regering.

Junts per Catalunya, som blev næststørst, satsede i valgkampen stort på at vinde præsidentposten tilbage, men efter valget blev det hurtigt tydeligt, at uafhængighedspartierne ikke ville kunne samle et flertal. Den eneste reelle mulighed for at danne en regering og undgå omvalg ville være, hvis PSC og Comuns kunne overtale det tredjestørste parti Esquerra Republicana til at indgå et samarbejde. Selvom Esquerra er et uafhængighedsparti, er de også venstrefløjsparti, og de har trods alt samarbejdet med Sanchez regering i parlamentet i Madrid, så derfor var der måske en åbning.

Politisk paradigmeskifte
Efter lange forhandlinger hen over sommeren, og mange interne stridigheder i Esquerra Republicanas bagland, lykkedes det i begyndelsen af august at få en aftale på plads. Dermed er Salvador Illa fra PSC ny præsident i Catalonien med støtte fra Esquerra Republicana og Comuns, og for første gang siden 2010 er det ikke en uafhængighedssøgende regering, som regerer i Catalonien. Flere eksperter peger på, at der er sket et paradigmeskifte i catalansk politik og en tilbagevenden til mere normale omstændigheder, hvor uafhængighedsspørgsmålet ikke opsluger alt.

Som den catalanske avis La Vanguardia har påpeget, er der da også masser at tage fat på for den nye regering. Der er masser af infrastrukturelle udfordringer, mangler i den offentlige sektor og store problemer med vandmangel og klimaforandringer. Én af de første store ting som Salvador Illa skal tage fat på nu, og som Esquerra Republicanas støtte afhænger af, er finansieringen af Catalonien.

Illa skal have forhandlet en ny finansieringsmodel på plads med den spanske stat. Catalonien betaler mere til den spanske stat, i forhold til hvad de modtager, og Esquerra ønkser en finansieringsmodel, som den de har i Baskerlandet og i Navarra, hvor regeringerne beholder alle indtægter selv, og har fuld kontrol med dem. Forhandlingerne om en ny finansieringsmodel, hvor Catalonien kommer til at have fuld kontrol med egne finanser, er kontroversielle. Den spanske højrefløj er rasende over det, og ligeså er mange af de andre regioners regeringer.

Finansieringsmodellen er en af flere sager, som kan vise sig at blive afgørende – ikke bare for Salvador Illa, men også for Sanchez virke som regeringsleder. Uvejret lurer altså stadig, og der skal ikke meget til før Illas catalanske regering og/eller Sanchez nationale regering bliver fanget i et nyt stormvejr med potentielt fatale konsekvenser.

Kan der være optræk til nye storme?
Én af de allermest utilregnelige elementer, som i den grad kan øge spændingerne i både spansk og catalansk politik er Carles Puidemont. I forrige uge forsøgte han med hans spektakulære tilbagevenden til Catalonien at iscenesætte sig selv og optrappe konfliktniveauet. På trods af at han har en arrestordre hængende over hovedet, lykkedes det hvirvelvinden Puigdemont at snige sig ind over den catalanske grænse fra Frankrig og nå frem til et vælgermøde ved Arc del Triomf i Barcelona. Her blev han hyldet som en hjemvendt frelser af sine støtter. Efter vælgermødet forsvandt han på mystisk vis igen – måske hjulpet på vej af yderst tvivlsomme forsøg fra catalansk politis side på at lokalisere hans flugtbil. Nu er Puigdemont tilbage i Belgien igen, og spørgsmålet er, hvordan og hvornår han igen vil få det til at storme i catalansk politik.

Puigdemont og Junts per Catalunya hænger stadig fast i en retorik fra den periode i catalansk politik, hvor uafhængighedsspørgsmålet og forholdet til den spanske centralmagt fyldte alt. Nu hvor denne periode er ved at være ovre, forsøger de til dels stadig at holde fast i konflikten i stedet for at kigge fremad. Som en kronik i avisen El Pais beskriver, så fokuserer de mere på teatralske politiske signaler end reel politik, og derfor kan de blive farlige for både Salvador Illa og Pedro Sanchez.

Esquerra Republicana synes at have opgivet håbet om selvstændighed i den nærmeste fremtid, og er ved at genopfinde sig selv som parti, mens Junts i stadig højere grad anser sig selv som det sande uafhængighedsparti. Til efteråret skal Junts afholde gruppemøder og kigge på deres politiske strategi, og det bliver spændende at se, om de vil forsøge at ændre kurs, eller om de vil fortsætte de sidste 10 års kamp for catalansk selvstændighed, med de konflikter det kan indebære. Selvom mange vælgere er trætte af selvstændighedssnakken, så er der trods alt stadig et pænt stort vælgersegment, særligt i det nordlige Catalonien, som Junts fortsat kan række ud til.

Hvis Junts vælger at fortsætte ad den vej, kan det gøre livet besværligt for Sanchez regering. Sanchez er nemlig afhængig af deres støtte, og Junts har dermed magten til at fremtvinge det stormvejr og den konflikt, som de har brug for, og som i sidste ende være med til at vælte den spanske regering. Den første store test bliver de nationale budgetforhandlinger i 2025.

Sanchez har indtil videre været dygtig til at navigere i politisk stormvejr. Hele denne seneste regeringsperiode har været præget af udfordringer, som han har måttet overkomme, men hvis der kan komme ro på i Catalonien med den sympatiske Salvador Illa ved roret, så vil han styrke sit politiske projekt og stå stærkt ved et kommende valg, og Catalonien har indtil videre været en stærk bastion for Pedro Sanchez.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.

Billede i artiklens top: /Marc Dossmann/© European Union 2019 – Source : EP/