Fra kindkys til corona-krig

I morges var jeg 1,1 kilometer væk hjemmefra, havde overtrådt loven og tænkte, at nu måtte jeg hellere gå hjem igen. Dyveke Vestergaard Johansen har skrevet en klumme om livet under coronakrisen i Frankrig.

Klumme af Dyveke Vestergaard Johansen

TEMA: EUROPA I UNDTAGELSESTILSTAND | Jeg skriver og forestiller mig i gamle dage, hvor man gennem flere generationer skrev breve til hinanden, og jeg tænker på kendte korrespondancer mellem forfattere eller intellektuelle og den tid, hvor afstand og tid ikke havde den samme betydning, som i dag. Paradokset ved udgangsforbuddet i Frankrig er, at vi normalt lever så tæt, i Paris lever man ved Seinens bred og ikke hjemme i de bittesmå lejligheder, og nu i dette øjeblik, tvunget af corona-pandemien, bliver vi nødt til at leve med afstanden, som kun sporadisk mindskes af internettets muligheder, der dog aldrig kan erstatte vores berøring og den fysiske kontakt med hinanden.

Vi skal bremse pandemiens hastige stigende kurve og undgå en overbelastning af sundhedssystemet. Det er målet.

For Frankrig er i krig mod virusset, som præsidenten sagde i sin tv-tale til den franske nation. Og krigen føres blandt andet ved, at alle går fra at have omkring 50 fysiske kontaktflader til fem kontaktflader om dagen. Man er gået fra kindkys til corona-krig! Er det nok? Nu er de franske læger begyndt at dø.

Jeg købte ind dagen før udgangsforbuddet. Rygtet var allerede løbet i forvejen, og de havde organiseret sig nede i mit økologiske supermarked ved Canal de l’Ourcq; en lang kø udenfor, alle holdt sikkerhedsafstand, og der måtte maksimalt være 20 personer ad gangen i butikken. Jeg fik 15 minutter til at købe ind. Kassedamen spurgte mig, hvor lang tid, jeg havde stået i kø. En halv time tror jeg, men stemningen var god, som den tit er i den langsomme, franske supermarkedskø. Hun havde fået latex-handsker på og der var sat et bånd op foran kassen, så man ikke kunne komme tæt på. Aldrig nogensinde havde jeg forestillet mig at skulle købe ind på den måde.

Den 1. runde til kommunalvalget til Frankrigs knap 35.000 kommuner fandt sted den 15. marts 2020 (udgangsforbuddet trådte i kraft den 17. marts kl. 12). Corona-pandemi eller ej, så sætter jeg pris på at måtte deltage i min bys demokrati. Jeg gik op på min lokale folkeskole om eftermiddagen og stemte. Mange franskmænd undrede sig dog over, at myndighederne på den ene side opfordrede til, at man begrænsede sin udgang, at de lukkede skoler og alle landets restauranter, caféer og barer og på den anden side sendte folk til stemmeurnerne.

‘Stemmelokalet var særligt indrettet til virus-tiderne med markeringer på gulvet, så folk kunne holde afstand og en stor håndsprit stod klar. Sofavælgerne vandt valgrunden. Kun 44,66 procent gik til stemmeurnerne på trods af smittefaren. Det var også tilfældet på mit valgsted, kunne jeg forstå på den valgtilforordnede, der prøvede at rekruttere alle til at tælle stemmer op kl. 20. ”Jeg kunne få en indføring i europæisk demokrati”, sagde han. Jeg sagde nej tak, for så meget smitte behøvede jeg vel ikke at udsætte mig selv for, tænkte jeg. Sad og så en surrealistisk valgaften på France 2, der handlede meget lidt om valgresultater og politik, for de talte hele tiden om corona-pandemien og om det ville være forsvarligt at fastholde 2. valgrunde søndagen efter.

Den 16. marts annoncerede Macron altså udgangsforbuddet, som var gældende fra dagen efter, og dermed blev kommunalvalgets 2. runde blev udsat. Valgrunden ser ud til at blive senest i juni 2020. Indtil videre har pandemien vundet over demokratiet.

Paris er tom. Det er kun supermarkeder, apoteker og andre livsnødvendige forretninger, der må holde åbent. Pressekioskerne må også. Der er næsten ingen biler i min gade, hvor der ellers altid er trafik. Jeg er begyndt at lave morgenyoga, som dagens fysiske aktivitet. Det giver også mentalt ro.

Har også fundet på at holde kaffepause i solen ved siden af planterne, siddende på en sofapude på min lille franske altan. Er blevet mere omhyggelig med hverdagen, så det bliver très hyggish, som vi siger på fransk.

Når man går gennem gaderne, er Paris ikke augusttom. August er industriferiemåneden, hvor Paris altid er så vidunderlig stille. Nej, Paris er bare tom. Pladserne er tomme, flere og flere af de få, der bevæger sig ud i byen, har masker på og virker bange i blikket. Busserne kører rundt næsten tomme. Metroen er på nedsat blus. Selvfølgelig er der nogle ondsvage, der ikke fatter, hvorfor man ikke skal gå ud.

Jeg hører til de privilegerede, der kan arbejde hjemme det meste af tiden. Gør det allerede, så har rytmen i kroppen. Men udgangsforbuddet omfatter slet ikke pressen. Det er netop vigtigt, at pressen arbejder, så folk hjemme kan følge med i, hvad der sker, har indenrigsministeren sagt. Som freelancejournalist med base i Paris, er det selvfølgelig oplagt at tage fat i Frankrig under Covid-19 pandemien, men emnet stresser mig. Det er svært ikke at være bange. Følger med i medierne, men har også aftalt med mig selv at afskærme mig lidt fra alle de dårlige nyheder.

Udgangsreglerne i Frankrig har en social slagside, for kan man ikke arbejde hjemme, så skal man faktisk arbejde, med mindre ens arbejdsplads lukker. De veluddannede akademikere sidder, trygt hjemme, beskyttet for virussen. De lavt uddannede i service- og produktionsfag skal stadig tage hen på fabrikken eller sørge for, at Amazon kan levere alt det, folk bestiller, som de nu ikke længere kan købe i butikkerne. Flere franske fabrikker har dog valgt at lukke. Men der er ikke tale om at lukke alle ikke-livsnødvendige sektorer ned, som man har gjort i Italien.

Frankrig har ikke lukket sin økonomi ned. Der er ikke totalt udgangsforbud, som der var i Wuhan i Kina, hvor folk ikke måtte gå ud og fik leveret maden til døren. I Frankrig har man udgangsforbud med undtagelser. Man må godt gå ud, hvis man skal på arbejde (altså hvis det ikke er muligt at hjemmearbejde), skal købe mad ind, gå til lægen, hvis der er en nødsituation i familien, man skal løbe en tur eller lufte sin hund i kvarteret, skal møde op ved domstolene eller er blevet bedt om at give myndighederne en hjælpende hånd.

Nu har myndighederne dog strammet reglerne. Man må for eksempel kun dyrke den fysiske aktivitet maksimalt 1 kilometer fra hjemmet, en time per dag. Der røg min drøm om at snart løbe 10 km igen. Og en underlig fornemmelse kom her til morgen, da jeg gik en tur ved kanalen og stoppede op for at tjekke på Google Maps, at jeg ikke var for langt væk hjemmefra. Jeg var 1.1 kilometer væk, havde overtrådt loven og tænkte at nu måtte jeg hellere gå hjem igen. Madmarkederne lukkes også nu. En katastrofe for Frankrigs små landbrug. Og jeg går ellers op til markedet på Place des Fêtes hver tirsdag.

For at gå ud skal alle have en attest med, hvor man skriver under på tro og love, at man har et af de lovlige ærinder. Ellers får man en bøde. Attesten kan printes og udfyldes fra regeringens hjemmeside. Har man ikke en printer, må man skrive den i hånden i sin fulde ordlyd. Og det tager tid, kan jeg fortælle. Passersedlen er en lang A4 sides bureaukratiske formuleringer og man skal skrive med småt, hvis det skal holdes på en side. Bureaukrati er et af Frankrigs våben mod pandemien. Selvfølgelig. Det giver mening. Den ministerielle attest får mig til at tænke mig om en ekstra gang; er det nu nødvendigt at gå ud?

Min lille mor i Danmark skriver flere sms’er. Får jeg ikke svaret med det samme, kommer der også en besked på Messenger. Sådan plejer det ikke at være. Vi talte i telefon sammen i søndags. Det hjalp. Lidt svært at tænke på, at jeg ikke bare kan tage til Danmark.

Hver aften kl. 20, sammen med tusinder af franskmænd over hele landet, går jeg ud på min altan og klapper for at hylde alle landets læger, sygeplejerske og alle de andre ”helte i hvide trøjer”. Det er rørende, selvom om vi ikke er sindssygt gode til det i min gade. Men i går vinkede naboen overfor og jeg for første gang til hinanden.

Jeg skal nok holde ud, for det redder liv. Vigtigt at vi alle sammen har samfundssind. Men hold kæft, hvor er det underligt at få begrænset sin frihed så meget.

Dyveke Vestergaard Johansen er cand.scient.pol. fra Københavns Universitet med speciale i Frankrig og Europa. Hun har tidligere arbejdet for Danmarks udenrigstjeneste i Frankrig og er nu Paris-baseret freelancejournalist.

Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Reuters/Benoit Tessier/

Læs hele temaet “Europa i undtagelsestilstand”

---

 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: