Én ting er bæredygtighed i selve produktionerne. Noget andet er hvad, der sker, når varerne forlader fabrikkerne. Transport af varer såvel som mennesker er naturligvis også en større klimasynder. Og her har producenter og civilsamfund mindre indflydelse end vi har set i de tidligere eksempler. Efter en uge med indblik og forståelse i byggebranchens bæredygtige fremtidige muligheder, besluttede jeg mig for at teste fremtidens ferieform: nattog. Turen går fra Hundertwassers Wien til Hamburg. Og den er modbydelig. Artiklen er tredje og sidste del af magasinets reportager om bæredygtighed i foregangslandet Østrig. Læs første del her og anden del her.
Epilog af Michael Winther
Med Wiens funktionelle, men også lidt slidte metrosystem ankommer jeg til Wien Hauptbahnhof. Den lokale hovedbanegård er stor som en lufthavn med integreret moderne shoppingcenter samt alle større globale fast food- og kaffebrands. Den smukke togstation er tegnet af lokale arkitekter og stod klar i 2015. Derudover består konstruktionen selvfølgelig, som så meget andet i Østrig, af 150 ton lokal tømmer forstærket med stålelementer, der samtidig fremstår i et futuristisk udtryk.
Efter 45 minutters venten omkring folk, der sidder med den samme summen som i en lufthavn, ankommer nattoget. Min umiddelbare forventning var forholdsvis optimistisk. Hvis man alligevel skal sove, læse bøger og høre podcast som en del af dagligdagens natur, bør man så ikke lige så vel transportere sig mellem Europas boblende metropoler samtidig? Forhåbningen var at ankomme udhvilet til Europas ottende største by, der alligevel er den lidt oversete lillebror i danskernes øjne. Sammenlignet med den efterhånden moderne metropol Berlin, er Hamburg traditionelt mere venstreorienteret, slidt og langt fra ramt af gentrificeringens strejf.
Toget er gammelt. Tæt på sidste salgsdato, fornemmer man. Vognene har vel cirka samme bredde som et almindelig dansk InterCity-tog. Det transnationale tog skal dog i modsætning til sin danske pendant rumme både en passage og en rejsekupé. Billetter kunne erhverves for godt 100 euro, hvilket havde været rimeligt, hvis rejsen havde levet op til forventningerne.
Forventningen var, at man kunne få lov til at ligge ned, når nu billetten trods alt var købt til et nattog. Da jeg forholdsvis let finder min kupé, går det op for mig, at der kan skydes en hvid pil efter denne luksus. Den hvide pil blev i stedet til et anstrengt ansigtudtryk, da det går op for mig, at jeg skal tilbringe de næste 12 timer på 4×4 meter med fem fremmede mennesker – og kun i siddende position iført uvelkomne mundbind. Det afhjælper ikke benplads-situationen, at to af mine medrejsende har så store kufferter med, at baggagen må stå på gulvet. Jeg henvender mig til den ene kuffertkvinde på engelsk, men hun panikker og henter sin mand over henvendelsen på et – for hende – fremmed sprog.
Det er en mørkhåret kvinde i 50’erne. Mere ordinær end rig. Jeg får hurtigt fornemmelsen af, at hun er opvokset i DDR, hvor man helst ikke skulle skille sig for meget ud fra mængden. Hun er klædt i en praktisk, blå fleece, sorte bukser og med sig har hun en billig håndtaske i syntetisk læder. Der er noget meget traditionelt over hende. Noget, der for mig, der er født i 1989, to måneder før Murens fald, virker fremmedgørende, som de fleste ting fra en svunden tid. Hun har haft et liv, hvor hun har knoklet og måtte nøjes. Faktisk det stikmodsatte af et bybarn i 90’ernes København og den materialistiske overflod, der hørte med. Hvis et fodboldhold består af de hårdtarbejdende, anonyme slidere, der skal give plads til individualisterne, så er hun tydeligvis den defensive midtbanespiller, der gør, hvad der forventes, og betaler sine skat uden at kny. Hende, der får tingene til at fungere for alle andre.
Ved siden af hende sidder en tynd, lidt nørdet fyr med briller i starten af 20’erne. Han bærer briller, er velfriseret og ikke mindst velplejet hud. Han kunne ligne enhver dansk Frederik, der læser til civilingeniør i en anden by, og nu er på vej hjem på weekend hos familien. Måske for første gang siden han flyttede for at starte på sit første semester. Han skutter sig under sit røde tæppe. Høfligt sender han et anerkendende ansigtstræk, hver gang han og jeg på ny må justere vores benpositioner for at undgå en varig diskusprolaps.
Ved siden af mig sidder en yngre pige. Hun er teenager. Måske 16 år. Hun sidder i komfortabelt, lidt Hentai-inspireret tøj. En hvid sweatshirt med japanske skrifttegn, der leder tankerne hen i mod noget karaterelateret, mørke joggingsbukser og farvet sort hår. Det er meget sandsynligt, at hendes tøjstil er inspireret af Billie Eilish. Desuden fniser og SMS’er hun de næste mange timer, som kun en uskyldig 16-årig, der mærker førstegangsforelskelsen kan gøre det.
Det er en mørk og kold fredag aften i Centraleuropa. Meget lidt af jernbanestrækningen er oplyst, så der er derfor sjældent noget at kigge på gennem vinduet. I oktobermørket finder jeg Karl Ove Knausgårds Morgenstjernen frem og gør som millennialgenerationen gør bedst; passer mig selv. Morgenstjernen handler kort sagt om syv mennesker, hvis liv influeres på kryds og tværs af en enkelt hændelse.
Så hvorfor alt den snak om mine medpassagerer? Fordi der kan drages tydeligt paralleler mellem det skrevne narrativ og den virkelige situation. Os, der sidder i togvognen er netop billedet på det europæiske mikrokosmos. Før, nu og i fremtidens Europa. Vi har alle sammen skulle omstille os på forskellige niveauer, når vi skal forholde os til, at verden konstant ændrer sig. Men selvom verden er konstant dynamisk, kommer vi alle med stor sandsynlighed til at være lige nøjagtigt dér, hvor vores medpassager ser sig selv lige nu. Uanset om vi nøjes, studerer, elsker, rejser, skriver om nutiden eller undersøger fremtiden, så vedkommer alle elementerne os alle sammen før eller siden. Hvis man tror på skæbnen, vil man tilmed føle, at den er én pålagt.
Vi er alle sammen klimagenerationen. Det er os og måske vores børn, der bliver de første til at søge tilbage mod mere traditionelle rejseformer. Ikke af romantiske hensyn, som det ses hos vinylsamlere. Ikke af konspiratoriske årsager, som det ses hos vaccineskeptikere. Men af hensyn til den klode, vi efterlader til fremtidens generationer. Baseret på mine 12 timer i tog med Frederik, så kræver det dog en væsentlig transeuropæisk jernbaneinvestering, hvis denne rejseform skal appellere til den brede europæiske befolkning – uagtet deres intentioner. Ikke fordi vi kan, men fordi vi bør. Også set ud fra perspektiverne i Røde Wiens idéer, Occams ragekniv og Tönnies’ gemeinschaft-begreb. 2021 var udråbt til jernbanens år i EU, så der er fokus på yderligere investering i grønne togrejser i Bruxelles. Der er bare lang vej igen, fordi EU er kommet sent til festen.
De politiske slagsmål vender som regel tilbage til ét hovedfokus; har vi råd bæredygtighedens pris? Allerede i 2010 plæderede en række Yale-professorer for, at bæredygtighedens pris er nødvendighedens pris, hvilket ikke kun gælder fremtidens ferier, men også byggeriets etiske forståelse. Derfor er et paradigmeskifte i politik, civilsamfund og erhvervslivets aktører absolut vitalt – i ordets egentlige forstand – for de næste generationer. I forlængelse af dette er det også afgørende for EU at undgå flere Felcsút-sager, hvor Viktor Orban i 2017 brugte grønne, offentlige strukturfondmidler med henblik på at forny sin barndomsbys fortove, bygge et nyt fodboldstadion og udvikle et fejlslagent togprojekt.
Det er velviljen til visionære, grønne investeringer, der skal ændre og effektivisere standarderne. Det er en central, fælleseuropæisk opgave. Det er vores generations kolde krig.
Er der penge i bæredygtigt byggeri? Præfabrikationenes perfektionering
På turen havde jeg også et stop i Salzburg. En by med et lige så afslappet forhold til Mozart, som Odense har til H.C. Andersen. Mellem Salzburg og Wien tog jeg et stop i en skurvogn i Rennersdorf, hvor vi besøgte Rübner Holzbau, der har specialiseret sig i præfabrikerede træelementer.
Hvis man ikke vidste, hvad der foregik inde bag de enorme lagerhaller, så kunne man fristes til at tro, at der på området var tale om en gigantisk genbrugsplads. Virksomheden er én af de større spillere i Centraleuropas bæredygtighedsdynasti og forventer et overskud på over 70 millioner kroner i 2021. Fordelen ved præfabrikeret byggeri er, at det meste kan ordnes fra fabrikken, hvorefter det transporteres ud til kunderne – fortrinsvis via skib. Elementerne kan være flere hundrede meter store, hvorfor der dårligt er andre muligheder. Hverken i praksis eller den grønne omstillings navn.
Præfabrikation betyder, at elementer produceres på en fabrik og herefter leveres i ét stykke, hvilket har fordele for tid pga. samlebåndsprincippet, økonomi og bæredygtighed pga. mindsket spild og kvalitet, da producenten står med det fulde produktansvar. Cristoph fra Hermann Kaufmann Architekten beskrev præfabrikation som “så let som at arbejde med som at bygge med Lego.”
LEAN – og Just In Time-princippet – er derfor centralt for Rübner Holzbau. Det går ud på at skære alle overflødige processer i en virksomhed fra med økonomisk og miljømæssig bæredygtighed for øje. Det giver mening, da hele virksomhedsstrategien bag præfabrikerede elementer er, at der ikke er nogen grund til at ansætte 1000 mennesker til produktion og montage, når man kan nøjes med otte. Dét er også økonomisk bæredygtighed.
Vi ser et par af virksomhedens prestigeprojekter. Heriblandt det 100 meter høje observationstårn i Keutschach, der er lavet af lodge og blev bygget på fem måneder, samt lufthavnen i Cebu på Phillipinerne, hvor det tog tre måneder at sejle elementerne ind fra havnen i Antwerpen. I Cebu havde Rübner Holzbau nogle seismiske udfordringer, hvor man netop gennem pragmatiske præfabrikerede løsninger også kunne tage højde for den øgede jordskælvrisiko i Filippinerne – endnu engang ved hjælp af tømmerkonstruktioner kombineret med stålelementer.
Nogle vil måske stille spørgsmålstegn ved de bæredygtige elementer i den østrigske træproduktion. Sandheden er bare, at mængden af overskudstræ i Østrig er enorm på grund af tidligere nævnte forbud mod træfældning, der skadede adelens rådyrsjagt. Derfor blev det forbudt fælde flere træer i et område, men kun plukke enkelte for at bevare skovtætheden. Reglerne står stadig i dag og gælder også på private grunde, hvor fældning kræver kommunal dispensation.
Rübner Holzbau benytter sig kun af bæredygtig træ fra sunde skove med overskudstræer. Østrig har mere træ, end det kan bruge, hvorfor deres genvækstningsrate også er højere end forbruget. Til gengæld produceres træelementer med store mængder af limtræ, der bruger op til 30 kilo per kubikmeter.
Processer og handling
Efter at have besøgt visionære, fremadskuende arkitekter, byggeprojekter af stampet lerjord, selvudluftende bygninger med indeklima, der taler ind i den sociale bæredygtighed jf. EU-kommissionens ESG-taksonomi og universiteter i eg har jeg fået lige så mange nye spørgsmål som svar.
For mulighederne for en grøn omstilling af fremtidens byggeri er allerede til stede. Samtidig er byggebranchen i mange lande – herunder Danmark – et konservativt miljø, der ligeledes er underlagt rigide, konservative, lokale reglementer vedrørende brand, konstruktioner og bæredygtighed. Danske politikere har jo tilsyneladende kendskab og nysgerrighed angående nye måder at tænke byggeriet på, hvilket også er et krav, når man ser på demografiændringerne de næste år.
Måske skal man i højere grad derfor tænke i radikale gentænkning af bæredygtighedprocesserne end bæredygtighed i sig selv – hvad end det gælder byggeri-, transport-, tekstil- eller fødevarebranchen. Vi har jo tilsyneladende mulighederne inden for solceller, vindmøller og træbyggeri – men hvordan realiseres de i et uundgåeligt globalt vækstparadigme?
Forleden faldt jeg i snak med en ældre bekendt vedrørende Greta Thunberg. Der opstod den forventelige og forståelige generationskløft, men min pointe vedblev; hvis ikke det er de unge generationer, der skal gøre oprør, hvem skal så?
Fremme i Hamburg står jeg af toget tidlig formiddag og forsvinder ud i en overskyet lørdag til en by, der så småt er ved at vågne efter fredag aftens strabadser. Togturen har været rædselsfuld, og jeg kan mærke steder på min krop, jeg ikke vidste fandtes efter et halvt døgns indeklemt stolesidning. En lettere slidt weekendkriger tager kontakt til mig for at spørge, hvornår det lokale værtshus åbner. Dét er hans mest nærliggende – og derfor måske også mest håndterbare – problem.
For klimagenerationen i toppen af Maslows behovspyramide er der andre prioriteter, der starter ved handling snarere end ord.
Artiklen er tredje og sidste del af magasinets reportager om bæredygtighed i foregangslandet Østrig. Læs første del her og anden del her.
Michael Winther er cand.ling.merc. i europæiske studier og adjunkt i kommunikation. Han har desuden tidligere boet i Prag og er optaget af forholdet mellem nord, syd, øst og vest.
Billede i artiklens top: /Michael Winther