Frygt for storkrig i Mellemøsten dulmet i sidste sekund

Alle ledere i Vesten har fordømt Hamas, og alle bakker op om Israels ret til at forsvare sig. Det turde være en indlysende reaktion. Men det understregede snarere frygten for en israelsk overreaktion og for en ny storkrig i Mellemøsten. Hamas-angrebet og den humanitære katastrofe i Gaza viser sammenbruddet af Israels Palæstina-politik. En to-stats-politik bliver mere realistisk.

Analyse af Hugo Gaarden

Trods en overvældende fordømmelse af Hamas, har det brutale angreb for en uge siden skabt en hektisk diplomatisk aktivitet. For første gang i lang tid er der for alvor skabt opmærksomhed om undertrykkelsen af palæstinenserne. Parterne kan ikke bare vende tilbage til den samme uafklarede situation som i de seneste årtier.

Det illustreres af USA’s præsident Joe Bidens hastearrangerede besøg i Jerusalem samt beslutningen om at sende to amerikanske hangarskibe til det østlige Middelhav. USA blev hurtigt klar over, hvor enorm en trussel Hamas er blevet – og at det brutale angreb fra Hamas ́ side kan sætte Mellemøsten i brand. Jordans kong Abdullah sagde i Berlin, at ”hele regionen kan falde i afgrunden.” Iran har advaret om, at de islamistiske grupper, som Iran støtter, meget hurtigt kan foretage et præventivt angreb, hvis Israel invaderer Gaza.

Alle ledere i Vesten har fordømt Hamas og alle bakker op om Israels ret til at forsvare sig. Det turde være en indlysende reaktion. Men det understregede snarere frygten for en israelsk overreaktion og for en ny storkrig i Mellemøsten. Biden vil først bakke op bag Israel, inden han vil lægge bånd på Israel. Officielt vil Biden diskutere, hvordan der kan skabes sikkerhed for palæstinenserne under den truende humanitære katastrofe. Men dybest set fejer han 50 års israelsk Palæstina-politik af bordet, selv om han ikke siger det direkte. Enhver, også araberne, kan se, at den hidtidige israelske del-og-hersk politik siden Seksdages-krigen i 1967 er kuldsejlet. Den fører til permanente krige.

Biden afviser den politik, som Benjamin Netanyahu mere end forgængerne stod for: At de nok vil forhandle om palæstinensernes forhold, men kun om smådetaljer. De udhuler grundlaget for en levedygtig stat, for de vil ikke acceptere en fri, selvstændig palæstinensisk stat. De vil kun acceptere en afmilitariseret stat, som dybest set altid vil være under israelsk kontrol.

Det er tydeligt, at nu begynder politikere og eksperter at diskutere, hvordan palæstinenserne én gang for alle kan opnå frihed og selvstændighed. Det paradoksale er, at det sker samtidig med, at Netanyahu har sagt, at Hamas skal elimineres én gang for alle, så der aldrig kan blive en tilsvarende trussel igen.

Men de vestlige lande, de arabiske lande og dele af det israelske sikkerhedsapparat erkender, at Hamas ikke kan fjernes fra Jordens overflade, mindre Israel vil smadre Gaza så fundamentalt med titusinder af civile ofre, at der vil rejse sig en storm mod Israel og de lande, der bakker op om Israel, dvs. Vesten.

Der kan komme en oprørsbølge i den arabiske verden mod de autoritære styrer som under Det arabiske Forår i 2011. Det er slående, at Egypten og Jordan har sagt, at de gerne vil sende nødhjælp ind i Gaza, men at de ikke vil tage imod flygtninge fra Gaza, da de er bange for, at Israel aldrig vil tage dem tilbage, men losse problemet over på nabolandene. Især Jordan frygter, at Israel vil presse palæstinenserne på Vestbredden til Jordan, hvor der i forvejen er et palæstinensisk flertal. Højrefløjen i den ekstremt højreorienterede regering under Netanyahu går ind for at fordrive palæstinenserne. Derfor holder Jordan og Egypten et topmøde i Jordan i morgen, onsdag, med deltagelse af Biden, efter at han først mødes med de israelske ledere.

Gaza-krigen står altså på kanten af en ny fordrivelse og katastrofe som i perioden omkring staten Israels grundlæggelse i 1948, og som palæstinenserne kalder for nakba – eller katastrofe – hvor 750.000 mennesker flygtede eller blev fordrevet fra deres hjem. ”Der er kun én løsning, der kan afslutte et folks undertrykkelse af et andet, og som giver sikkerhed for begge folkeslag,” siger den anerkendte professor i arabiske studier ved Columbia universitet, Rashid Khalidi. Og det er, at en palæstinensisk stat skal være ægte. Han mener, at de hidtidige ideer om en to-statsløsning har været tomme, fordi USA systematisk har støttet israelske aktioner, som umuliggør en statsdannelse. Parterne må nytænke planerne for en palæstinensisk stat.

Også New York Times-journalisten, Thomas Friedman, der har arbejdet mange år i Mellemøsten, mener, at Israel og dets allierede må bruge tid på at gennemtænke Palæstina-politikken og Israels bosættelsespolitik forfra.

Problemet er, at jøderne aldrig har truffet en politisk afgørelse om, hvordan de vil leve med palæstinenserne.

Selv om Hamas har skudt Israels Palæstina-politik i sænk, er det langt fra sikkert, at Hamas bliver den førende palæstinensiske kraft, fordi Hamas kræver en stat, som skal være muslimsk, og som skal omfatte Israel og Palæstina. Alligevel kan man ikke udelukke, at den politiske ledelse af Hamas vil indgå i de kommende forhandlinger, indtil der kommer en ny og stærk palæstinensisk ledelse.

Det er heller ikke sikkert, at USA får samme stærke rolle i en løsning som i de seneste årtier. Der er sket så mange forandringer i de arabiske lande, at de kan kræve at få en betydelig rolle – formentlig sammen med Kina og måske Rusland. De ser i dag konsekvensen af, at palæstinenserne er blevet ignoreret. Det rammer dem selv.

Det store spørgsmål er, om et selvstændigt Palæstina bliver i form af Vestbredden og Gaza i én stat, eller om der bliver en anden konstruktion. EU kunne spille en afgørende rolle, for der er ingen anden landegruppe i verden, der har mere erfaring i at skabe samspil mellem krigende lande og folkeslag. EU kan gå i spidsen ved en énsidig anerkendelse af en palæstinensisk stat, allerede inden konturerne er forhandlet på plads. Sverige og Luxembourg har taget dette skridt. Det vil sikre EU adgang til Vestbredden og Gaza og dermed også sikre betydelig handel og investeringer i forbindelse med genopbygningen. Det vil dog indebærer en voldsom konfrontation med Israel. Tager EU ikke dette skridt, bliver det snarere de arabiske lande og landene i Syden, der tager initiativet. Så holder den globale magt flyttedag.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.