Den nyudnævnte italienske premierminister, Paolo Gentiloni, er sandsynligvis en overgangsfigur, men han kan sikre stabilitet og professionalisme i en tid, hvor Italien skal undgå at bidrage til et europæisk kollaps.

Analyse af Christian Weber

12.01.2017 | ITALIEN | Som bekendt stemte næsten 60 procent af italienerne den 4. december nej til den forfatningsændring, som den nu tidligere premierminister Matteo Renzi havde lagt på bordet. En reform, der kraftigt ville slanke medlemstallet og magtbeføjelserne i det ene af parlamentets kamre, senatet, og samtidig yderligere styrke regeringen med et stort flertal i deputeretkammeret i et håb om mere effektivitet i lovgivningsprocessen og bureaukratiet.

Den stort anlagte ja-kampagne med Renzi som galionsfigur traverserede alle dele af støvlelandet, men et klart flertal af vælgerne bed altså ikke på ja-sidens argument om, at reformen ville være det endelige svar på Italiens politiske problemer.

Som resultat af det ubestridte nederlag så Renzi ingen anden udvej end at trække sig fra posten. Tilhængere af reformen vil mene, at italienerne har vist en uvilje mod at ændre landet til det bedre, at regeringssvingdøren nu vil blafre trofast videre, og at der nu er kommet en fremtidssikring af den såkaldte navetta parlamentare: den linde strøm af lovforslag i parlamentet, der i op til en uendelighed kan sendes frem og tilbage mellem deputeretkammeret og senatet, da de skal ratificeres i identisk form.

Det overskyggende nej var til Renzi selv
Nok endte afstemningen med en stor sejr til nej-siden, men det betød dog ikke, at der var intern enighed i nej-lejren om mere end at indløse muligheden for at slippe af med Renzi, hvis den bød sig.

Blandt kritikerne af reformen hørte en vis del forfatningskyndige, der ganske enkelt ikke mente, at reformgrundlaget var gennemsigtigt og gennemarbejdet nok, og ville efterlade et senat i en mudret position, hvor man stadig ville have indflydelse på få områder, men i det store hele være skåret godt ind til benet med kun 100 i stedet for 315 medlemmer og en primært rådgivende funktion. Hvorfor så ikke bare skære senatet helt væk, mente flere, blandt dem tidligere premierminister, Mario Monti.

At der allerede i 2015 derudover var blevet vedtaget en ny valglov, der skulle have været ledsaget af et ”si” til afstemningen i december, endte også med at gøre Renzis projekt yderligere problematisk, da den siddende regering potentielt ville kunne klare lovgivning selv. Flere af nej-sidens fremtrædende figurer stod derfor mere end tvivlende over for Renzis sande hensigter med reformen: Var den egentlig bare en undskyldning for ham til at bestige en despotisk trone i et system, der i forvejen var sårbart og på krykker?

Ifølge disse stemmer, anført af det separatistiske højrefløjsparti, Lega Nord, med Matteo Salvini i spidsen, og den populistiske Femstjernebevægelse anført af Beppe Grillo, er Renzis fald ensbetydende med endnu en politisk Pinocchio, der er blevet taget ved næsen af sit eget hovmod, og nu retfærdigvis er blevet trukket igennem sølet af folket.

Præsidenten ville have Gentiloni, ikke nyvalg
Denne nej-fløj advokerede også kraftigt for et nyvalg, med udsigten til at tilstræbe sig mere af vælgernes gunst i efterdønningerne af forfatningsafstemningen. Men dette sagde præsident Sergio Mattarella nej til i forbindelse med Renzis afskedsbegæring. Præsidenten ønskede sig kontinuitet, og en ny valglov skal være på plads, der svarer til det nuværende tokammersystem, hvor begge kamre er lige magtfulde, inden et valg.

Så nok en gang er det italienske samfund havnet i et ødeland, som Renzis tidligere udenrigsminister, Paolo Gentiloni har fået mandat til at styre igennem på sikrest mulige vis. Gentiloni har lidt af den samme aura, der også prægede Mario Monti, der ledte Italien fra 2011-2013. Begge er veltalende og veluddannede herrer, der med deres gestikuleren og stemmeføring har et professoragtigt og teknokratisk skær, som dog stemmer fint overens med den overgangsstatus, Montis regering havde, og som Gentilonis sandsynligvis også får karakter af.

Næste parlamentsvalg skal senest afholdes i 2019, men kun Silvio Berlusconi har siddet en hel fem-årig valgperiode ud, 2001-2006. Om det så bliver selve Renzis og Gentilonis centrum-venstre parti, Partito Democratico, der står for skud, eller om den fragmenterede højrefløj kan samle sig, og stadig tæller nu 80-årige Silvio Berlusconi, der fortsat svinger taktstokken over Forza Italia, er det store spørgsmål. Det kan heller ikke helt udelukkes, at Renzi kan gøre comeback.

Femstjernebevægelsen er et stort, men jaget dyr
Det kan også gå hen at blive Femstjernebevægelsens endelige triumf, hvis Grillo formår at holde momentum. Bevægelsen har levet højt på den udprægede desillusion, der er blandt italienerne, når samtalen falder på politik. Men også i egne rækker er der ved at opstå sprækker, som kan efterlade et indtryk af, at bevægelsen havde lettere spil ved at stå udenfor og kaste eder af sig, end nu, hvor man rent faktisk har magt til at ændre på tingene.

Et eksempel på dette finder man i Rom, hvor grillina Virginia Raggi, efter et halvt år på posten som borgmester, oplever problemer med at skabe tillid til sit projekt om at endevende den korrumperede og dybt insolvente administration i Rom, der har været holdepunkt for den omfangsrige mafia capitale-undersøgelse igennem de seneste år. Raggi menes at have allieret sig lidt for meget med nogle af de samme lyssky personager, der i forvejen er under mistanke for at være indblandet i hovedstadens politiske misere. Men det er muligvis også svært for Raggi at finde erfarne romerske embedsmænd og rådgivere, der ikke på noget tidspunkt har givet et håndtryk i uskarp belysning.

Der er med andre ord tegn på, at Femstjernebevægelsen er jaget vildt. Flere mener, at Grillo og hans kompagnoner har haft alt for let spil i bestræbelserne på at vinde det såkaldte folks støtte, fordi de mestendels har påtaget sig rollen som systemkritikere, og man leder nu efter enhver åbning, hvor kniven kan sættes ind.

Generelt i Europa frygter man, at Femstjernebevægelsen ligefrem kan overtage magten ved det kommende valg og gennemføre den lovede afstemning om Italiens medlemskab af euro-fællesskabet, som potentielt set kan kaste EU ind i den ultimative storm, hvis altså ikke Marine Le Pen tager teten i Frankrig til april og overgår det hele. Minefeltet har under alle omstændigheder en betydelig størrelse.

Gentiloni overtager alvorlige hovedpiner
Men tilbage i de ikke uefne premierministergemakker i Palazzo Chigi, har Gentiloni i forvejen nok at blive forpustet over, uden også at skulle bekymre sig om at tage sig godt ud ved et valg. Den nye premierminister leder stort set det samme hold som Renzi gjorde, hvor det er Angelino Alfano, den tidligere indenrigsminister, der har overtaget Gentilonis udenrigsministerpost. Ud over en ny valglov, har den helt store knast på dagsordenen været, hvad man skulle stille op med de voldsomt forgældede italienske banker.

Af disse hang særligt verdens ældste bank og Italiens tredjestørste, Monte dei Paschi di Siena på afgrundens rand, da ledelsen i december endeligt måtte indrømme, at planen om at finde fem milliarder euro fra investorer inden Den Europæiske Centralbanks deadline ved nytår, ikke var realistisk. På det tidspunkt havde banken mistet hele 80 procent af sin værdi siden januar 2016. Gentilonis regering så sig derfor nødsaget til en statslig ‘bailout’ på 20 milliarder euro lige før jul, men måtte spørge parlamentet om tilladelse først, da Italien i forvejen døjer med eurozonens næststørste gældsbyrde på 133 procent af BNP. Kun Grækenland kan her byde på større vanskeligheder. Italiensk økonomi vil også under Gentiloni stå som et af de absolutte hovedpunkter på hans regerings agenda, for EU’s, Italiens, og ikke mindst hans egen karrieres skyld.

Fortsætter Renzis retorik
Men den italienske økonomi er stærk, meddelte Gentiloni for nylig, og hentydede til de finansielle markeders manglende apokalyptiske udbrud i forbindelse med afvisningen af forfatningsreformen. Han tilføjede derudover, at det var ”uacceptabelt”, at EU skulle lægge bånd på italienske budgetter, når der den anden vej ikke var nogen vilje til at hjælpe Italien med immigrationsbølgerne. Her fortsætter Gentiloni altså forgængerens retorik, og det er uvist, hvor meget italienerne på sigt vil kunne kende forskel imellem de to statsledere, den lovede stabilitet til trods.

Som et kuriosum har Gentiloni desuden valgt at genoprette et ministerium, der i særlig grad skal tage sig af den “territoriale sammenhængskraft” i Italien, men denne gang med et specifikt henblik på Syditalien, som endda fremgår af ministeriets officielle navn, hvilket hidtil har været uset. Fokus vil også være på genopbygning af de alvorligt jordskælvsramte områder i det centrale Italien.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa

Billedet i artiklens top: Geert Vanden Wijngaert/AP/Polfoto