Håbets gennembrud - Magasinet Europa

Hvad var hovedårsagen til Den Kolde Krigs afslutning? Det forsøger Poul Villaume at svare på i Håbets gennembrud, som afslutter hans imponerende trilogi om Den Kolde Krig og dens betydning. Sammen med de første bind, Frygtens logik (2020) og Mellem frygt og håb (2023), er dette den hidtil mest dybtgående oversigtsfremstilling på dansk om Den Kolde Krig og dens betydning. Vi bringer et uddrag.

Malta-topmøde – NATO: ”Ikke én millimeter østpå” (1989-90)

I begyndelsen af december 1989 mødtes præsident Bush og Gorbatjov til topmøde på Malta. Bush forsikrede herom, at USA ville arbejde for perestrojkas succes – bl.a. ved at ophæve Jackson-Vanik amendment og dermed øge handelssamarbejdet med Sovjetunionen; desuden ville Bush nu acceptere, at Sovjetunionen fik observatørstatus ved den internationale told- og handelsorganisation GATT (General Agreement on Tariffs and Trade). Bush var dog ikke parat til endnu at erklære Den Kolde Krig for afsluttet: Så længe Gorbatjov sendte MiG-29-kampfly til Nicaragua og

Cuba, ville Kongressen begrænse Bushs indsats for at afmontere koldkrigs-handelsrestriktionerne. Bush ville på den anden side ikke give indtryk af triumfalisme – og stille krav til en besejret rival; selv om det tiltrak kritik fra visse kredse i USA, ville Bush ikke være med til at danse på Berlinmurens ruiner.

Gorbatjov var på topmødet tilfreds med Bushs personlige holdning, men kritisk over for den tone af triumfalisme, han så andre steder: At det var USA’s styrkepolitik, der havde presset Moskva til at ændre kurs og fået de østeuropæiske regimer til at give op. Gorbatjov betragtede ”Den Kolde Krigs metoder” for besejrede, men ville ikke umiddelbart slå hånden af sine koldkrigsallierede (Cuba, Nicaragua). For at styrke perestrojka ville han lære af de bedste elementer i Italiens, Storbritanniens og Sveriges økonomiske modeller; ”vi må lære at bringe verdensøkonomien ind i perestrojka”, sagde Gorbatjov. Hvad det konkret betød, forblev dog uklart – formentlig også for Gorbatjov selv. Bush noterede efter topmødet privat, at det overraskede ham, hvor lidt kendskab Gorbatjov reelt havde til frie markedsøkonomiers måde at fungere på. På Gorbatjovs forespørgsel om finansiel støtte fra USA svarede Bush, at Sovjetunionen jo kunne bruge af sine guldreserver. Gorbatjov svarede, at Sovjetunionen ikke havde brug for læremestre.

På topmødet foreslog udenrigsminister Baker en udvidelse af CSCE-processen med vægt på fremme af menneskerettighederne og frie, konkurrerende markeder. Men den vigtigste organisation skulle vel at mærke også i fremtiden være NATO: Bakers – og USA’s – vision var at udvikle alliancen til ”det forum, hvor vestlige nationer samarbejder for at forhandle, udføre, verificere og udvide aftaler mellem øst og vest”; NATO skulle ”udgøre en udvekslingscentral for informationer fra de nationale regeringer”, også om ikke-militære emner, jf. NATO-traktaten. Hvad det konkret skulle indebære, blev dog ikke konkretiseret.

Selv om Bush-regeringen generelt var tilfreds med Malta-topmødet, måtte en reel afblæsning af Den Kolde Krig afvente afklaring på tre vitale punkter: etableringen af nye regeringer i Østeuropa til erstatning for de afsatte kommunistiske regimer; visse garantier for europæisk sikkerhed; samt spørgsmålet, om Tyskland skulle være ét eller to lande. Angående det sidste mente Gorbatjov på topmødet, at især den vesttyske kansler Kohl havde for travlt med at arbejde for Tysklands genforening. Sidst i november 1989 holdt Kohl en tale i den vesttyske Forbundsdag med en 10-punktsplan, der sigtede mod tysk genforening; Kohl havde ikke orienteret andre allierede om talen på forhånd, hvilket vakte især Thatchers og Mitterrands forbitrelse. Thatcher havde i september 1989 fortalt Gorbatjov, at Vesteuropa ikke var interesseret i Tysklands genforening – den ville skabe ustabilitet i Europa og være en potentiel trussel mod kontinentets sikkerhed, mente Thatcher. Gorbatjov var ikke uenig, men havde endnu ikke selv nogen klar plan for Tysklands fremtid, men lagde vægt på princippet om valgfrihed – jf. hans accept af de frie valg i Ungarn i sommeren 1989.

Imens tog Bush initiativet mht. konventionel nedrustning i Europa. På NATO-topmødet i december 1989 vedtog alliancen formelt et tidligere forslag fra Bush om et loft på 275.000 militært personel til hver side i Europa. Men i sin State of the Union-tale i januar 1990 foreslog præsidenten, at antallet af amerikanske og sovjetiske styrker i Central- og Østeuropa skulle begrænses til 175.000 på hver side – forstået som et ”gulv” for USA og et ”loft” for Sovjetunionen, selv om de sovjetiske styrker var dobbelt så mange som USA’s tilsvarende. Da ”Traktaten om Konventionelle Styrker i Europa” efter ni måneders yderligere forhandlinger blev indgået i november 1990 mellem de 16 NATO-lande og de seks fhv. Warszawapagt-lande, var der for første gang siden 1950’erne en gensidigt accepteret balance mellem de konventionelle styrker i Europa, som ikke længere krævede et massivt atomvåbenbaseret amerikansk forsvar for at opveje den angivelige sovjetiske numeriske overlegenhed.

Det var også en del af baggrunden for, at USA’s strategiske krigsplan, den før omtalte SIOP, gennem årene 1987-1991 hemmeligt blev omskrevet, så antallet af strategiske atombomber under SIOP blev reduceret med 50 pct. – fra ca. 12.000 til 5.888. Denne ”SIOP Review” endte endda med ”kun” at indeholde 3.500 strategiske atomvåben. Den gamle SIOP var baseret på udbud, ikke efterspørgsel: SAC’s øverstkommanderende erklærede over for Kongressen, at han havde brug for 10.000 atomvåben, fordi der var 10.000 sovjetiske mål! Et formål med ”SIOP Review” var i første omgang kun at bruge 100 atomvåben mod sovjetiske militære mål i håb om, at det var muligt ved en ”pause” at stoppe en atomkrig inden den totale ødelæggelse.

Den 27. september 1991 erklærede Bush i en TV-tale, at SAC’s B-52 bombefly for første gang i 36 år ikke mere skulle være i alarmberedskab døgnet rundt ved startbanerne, samt at alle atomvåben skulle fjernes fra USA’s overfladeskibe og taktiske fly (præsidenten sagde dog også, at USA energisk skulle fortsætte moderniseringen af bl.a. B-2 bombeflyet og SDI). Bush opfordrede Sovjetunionen til at følge USA’s eksempel; faktisk havde Gorbatjov flere år forinden foreslået noget tilsvarende. USA begyndte også at afmontere MIRV-ningen af sine ICBM’er, så Minuteman-missilerne kun havde ét sprænghoved hver. MX-missilet blev også aflyst. (De præcise og usårlige Trident II-ubåde beholdt dog deres MIRV-ning). Gorbatjov besvarede den 5. oktober – med støtte fra sit udenrigs- og forsvarsministerium og KGB – Bushs ensidige udspil med lige så dramatiske sovjetiske atomare tilbagetrækninger, som i visse henseender overgik de amerikanske (økonomiske besparelseshensyn spillede også ind her). Men det hele var for sent til at gøre en reel forskel i retning af at gøre verden mere sikker – tre måneder senere var Sovjetunionen kollapset.

Washington og Moskva forhandlede gennem 1990 videre om en START-aftale for de strategiske atomvåben. Man begyndte at tale om en ”fredsdividende” i kraft af den generelle nedrustning, hvor den indenrigspolitiske debat i USA ellers var præget af det føderale underskud og den langsigtede gældsætning (i vidt omfang resultatet af ”reaganomics”). Imens lagde Kohl sig med amerikansk støtte i spidsen for det tyske genforeningsprojekt. Kohl blev uventet hjulpet af Honeckers efterfølger i Østtyskland, Hans Modrow (1928-2023), som åbnede for frie valg i Østtyskland i marts 1990. Vesttyske politiske partier skyndte sig at oprette filialer i øst, hvor de deltog i valgkampen. Den vesttyske udenrigsminister Genscher vakte på den anden side bekymring i Washington, da han sidst i januar i en tale slog fast, at et NATO, som i fremtiden inkorporerede et genforenet Tyskland, ikke ville ekspandere mod øst. Bush ønskede ikke begrænsninger på NATO og ej heller et neutralt Tyskland, sådan som SPD’s kanslerkandidat Oskar Lafontaine (f. 1943) tilsyneladende åbnede for; USA støttede entydigt Kohl i det kommende tyske valg sidst i 1990 – hvor genforeningen forhåbentlig havde fundet sted.

På den anden side ønskede Bush-regeringen til en vis grad at imødekomme Gorbatjovs modstand mod en – ifølge den sovjetiske leder – forhastet tysk genforening: Bush fortalte Gorbatjov, at risikoen for en mulig fremtidig tysk aggression ikke helt kunne udelukkes, men at den kunne reduceres ved, at et genforenet Tyskland blev forankret i ”europæiske strukturer”. Det kunne Gorbatjov leve med, og fortsat tilstedeværelse af amerikanske tropper på kontinentet kunne endda ifølge Gorbatjov spille en modererende rolle. Han stolede på Bush-regeringens nye koncept fra februar 1990: To Plus Fire – forhandlingerne om Tysklands fremtid skulle føres af de to tysklande plus de fire gamle besættelsesmagter fra efterkrigstiden (USA, Sovjetunionen, Storbritannien og Frankrig). På topmødet i Washington i maj-juni accepterede Gorbatjov formelt To Plus Fire-konceptet. Men den sovjetiske leder udelukkede vel at mærke enhver udvidelse af NATO mod øst; Baker erklærede sig enig, men bandt ikke USA til noget.

Tilbage i februar 1990 havde Baker imidlertid over for Gorbatjov mundtligt forsikret, at såfremt Tyskland blev genforenet i NATO, ville alliancen ikke rykke ”én millimeter østpå fra sin nuværende position”. Tidligere samme dag erklærede Baker over for Sjevardnadze, at med et samlet Tyskland i NATO ville der ”naturligvis være håndfaste garanti- er for, at NATO’s jurisdiktion eller styrker ikke vil bevæge sig østpå”. Dagen efter sagde Kohl til Gorbatjov, at mens NATO-medlemskab for Tyskland var essentielt, forstod han Sovjetunionens sikkerhedsinteresser: ”… vi mener, at NATO ikke må udvide sin aktivitetssfære”, tilføjede han. Udenrigsminister Genscher havde i slutningen af januar i en tale erklæret, at den tyske genforeningsproces ikke måtte skade ”sovjetiske sikkerhedsinteresser”.

Hvorfor bad Gorbatjov ikke om nedskrevne garantier imod NATO’s udvidelse mod øst? Historikeren Svetlana Savranskaya har angivet to forklaringer: For det første kunne han ikke fortælle Politbureauet, at han havde bedt om skriftlige garantier imod en NATO-udvidelse til Warszawapagtens territorier, mens pagten stadig eksisterede, og han var dens leder; det ville have betydet, at Gorbatjov allerede havde accepteret, at Warszawapagten lå på sit dødsleje. For det andet kunne Gorbatjov formentlig end ikke forestille sig en NATO-udvidelse i forudsigelig fremtid; Baker (og Kohl og Genscher) udtrykte blot det officielle vestlige stand- punkt på dette tidspunkt om NATO’s (ikke-)tilstedeværelse på østtysk jord, men underforstået også om enhver fremtidig udvidelse.

Ved det østtyske valg i marts 1990 vandt Kohls Kristeligt Demokratiske Parti en overvældende sejr, og han tolkede det som et mandat til hurtigst muligt at få Tyskland genforenet. Kohl sørgede for at få sin sikkerhedspolitiske rådgiver, Horst Teltschick (f. 1940), til at ledsage direktørerne for Deutsche Bank og Dresdner Bank AG til et møde med Gorbatjov i Moskva om vesttysk økonomisk støtte til perestrojka. Den sovjetiske leder mindede om de enorme sovjetiske tab under Anden Verdenskrig og erklærede, at Sovjetunionen nu desperat havde brug for hjælp. ”Vi har brug for ilt for at overleve de næste to-tre år” – 9-12 mia. dollars, og 1,2 mia. dollars så hurtigt som muligt; tyskerne lovede at hjælpe, trods Bushs modstand.33 Som Bush sagde til Mitterrand i april 1990, så kunne ingen anden organisation ”erstatte NATO som garant for vestlig sikkerhed og stabilitet”, og slet ikke den slags paneuropæisk alliance, som Gorbatjov håbede at opbygge i det ”fælles europæiske hus”. ”Til helvede med det!”, sagde Bush samtidig fortroligt til Kohl, idet han henviste til at give for mange indrømmelser til Gorbatjov: ”Vi vandt. Det gjorde de ikke. Vi kan ikke lade Sovjetunionen snuppe sejren fra nederlagets kæber.” Bush var dog villig til at tillade Vesttyskland med sine ”dybe lommer” at ofre nogle kontanter (i DM) på Gorbatjov.

***

Samtidig slog den nationalistiske bølge for alvor igennem i dele af Sovjet- unionen. Da det litauiske parlament under ledelse af Vytautas Landsbergis (f. 1932) i marts 1990 erklærede Litauen selvstændigt af Sovjetunionen, vakte det panderynker i Moskva. Hvad kan det næste blive, spurgte Sjevardnadze en måned senere Baker, og den sovjetiske udenrigsminister gav selv svaret: moldoverne, georgierne, armenierne, aserbajdsjanerne og ukrainerne siger det samme. Som afskrækkelse mod en mulig ukontrollabel opløsning af Sovjetunionen indførte Gorbatjov i april en økonomisk blokade imod Litauen, som hos mange drog hans ”nye tænkning” i tvivl, især blandt USA’s hardlinere. Skridtet var populært blandt Moskvas hardlinere, som dog krævede endnu stærkere skridt for at beskytte de hundredtusinder af etniske russere, som udgjorde en upopulær, men magtfuld minoritet i Litauen.

USA havde ingen vitale interesser i Litauen – to tredjedele af amerikanerne mente i juni 1990, at det baltiske land slet ikke vedkom USA – men Baltikum var også et følelsesmæssigt spørgsmål for Bush-regeringen. Hverken Bush eller Kohl ønskede dog den ustabilitet, som et Sovjetunionen i ukontrollabel nationalistisk opløsning kunne udgøre, og i maj 1990 bad Kohl diskret den litauiske regering om moderation (og Bushs modvilje imod Landsbergis var forstærket af, at han havde sammenlignet Bush med Neville Chamberlain). Den britiske ambassadør i Moskva, Rodric Braithwaite (f. 1932), nægtede samtidig at støtte Litauens regering; han opfordrede til dialog og tålmodighed. Som resultat af presset fra både Moskva og Vesten suspenderede den litauiske regering den 29. juni sin uafhængighedserklæring. Og Gorbatjov afblæste den økonomiske embargo af Litauen.

Det vigtigste for Kohl og Bush var stadig at få Tyskland genforenet i NATO. Dét var de fleste i Kreml dog fortsat tøvende over for. Ikke desto mindre lykkedes det Bush på et møde i Det Hvide Hus den 31. maj 1990 at få den besøgende Gorbatjov og hans forsvarsminister og generalstabschef til uformelt at acceptere et forenet Tyskland i NATO. I begyndelsen af juli gav Gorbatjov og Sjevardnadze deres endelige godkendelse over for Kohl. De var tøvende over for NATO’s fremtid, men accepterede, at vesttyske NATO-soldater først ville gå ind i Østtyskland, når de sovjetiske styrker havde forladt landet. Kohl indkaldte straks til en pressekonference, hvor han officielt bekendtgjorde, at et genforenet Tyskland ville blive en del af NATO.

Når Gorbatjov var villig til at gøre yderligere indrømmelser i 1990, var det, fordi han håbede, at amerikanske investeringer og økonomisk hjælp til gengæld kunne være med til at redde perestrojka. Det skulle vise sig at være en naiv tankegang, som hverken tog højde for den globale kapitalismes måde at fungere på, for de globale geopolitiske magtforhold eller for den ideologiske arv fra Den Kolde Krig. I februar 1990 appellerede Gorbatjov til Baker om, at Bush-regeringen hjalp Sovjetunionen med både at afmontere USA’s resterende handelsrestriktioner og at omstille den sovjetiske økonomi og teknologi fra primært militær til primært civil brug. Senere på foråret anmodede den sovjetiske finansminister USA om et lån på 10-12 mia. dollars til dækning af underskuddet på bl.a. landbrugsudgifter. Moskva fik at vide, at USA gerne ville hjælpe, men at man umuligt kunne få Kongressen til at bevilge en større hjælpepakke, så længe Sovjetunionen solgte våben – herunder MiG-29-kampfly – til lande som Castros Cuba. Underteksten var reelt, at Sovjetunionen måtte stille sig op i køen af østeuropæiske lande, som havde brug for hjælp til omstilling af deres samfund fra kommandoøkonomi til fri markedsøkonomi. IMF og Verdensbanken måtte også træde til her, hvilket forudsatte liberalisering og åbning af de østlige økonomier.

I denne konkurrence kunne Gorbatjov med sit lands korruptionsplagede og kriseramte økonomi ikke hamle op med mindre østeuropæiske lan- de som Tjekkoslovakiet, Ungarn og Polen, hvis nyvalgte ledere helhjertet omfavnede den frie markedsøkonomi. En skuffet Gorbatjov fik således i forbindelse med Washington-topmødet i maj-juni 1990 at vide af Bush, at der under de aktuelle omstændigheder, herunder den sovjetiske embargo af Litauen og det fortsatte våbensalg til Cuba, ikke kunne være tale om igen at give Sovjetunionen MFN-handelsstatus (Most Favored Nation). Selv efter at Gorbatjov i begyndelsen af juli afblæste den sovjetiske embargo af Litauen, rokkede USA’s position sig ikke. Og i en åben verdens- økonomi måtte Sovjetunionen desuden konkurrere om investeringskapital med især asiatiske lande som Kina, Indien, Malaysia og Vietnam, der netop omkring 1990 liberaliserede deres økonomier yderligere.

Bundlinjen var, at Sovjetunionen måtte nøjes med de få milliarder dollars, man modtog fra de tyske banker til gengæld for accepten af Tysklands samling (fem mia. DM, i november 1990 forhøjet med 20 mia. DM). Fra bl.a. det økonomiske G7-topmøde i juli 1990 lød det, at USA fortsat gerne ville hjælpe Sovjetunionen med at skabe et åbent samfund, et pluralistisk demokrati og en markedsorienteret økonomi. Realiteten var dog, at Bush-regeringen ikke var parat til at tillade massive lån til sin gamle geopolitiske rival, og slet ikke i en situation, hvor USA’s føderale budgetunderskud og Bushs højtidelige løfte om skattestop (”no new taxes!”) syntes at blokere for større udvidelser af de amerikanske statslige udgifter. Kohl kritiserede på G7-mødet de andre vestlige landes påholdenhed mht. at hjælpe Sovjetunionen – ”som om ønsket om finansiel hjælp kom fra Congo”. Ikke desto mindre accepterede Gorbatjov i juli 1990 et forenet Tyskland i NATO til gengæld for den økonomiske kompensation. Kohl bedyrede mundtligt Gorbatjov, at NATO-styrker aldrig ville operere på det fhv. DDR-territorium. Der syntes under alle omstændigheder at være tiltagende politisk kaos i Moskva – rygter om kup (især fra dele af KGB) svirrede, men blev ignoreret af Gorbatjov, som også afviste forslag fra bl.a. sin hustru, Raisa, om at træde tilbage efter veludført gerning.

Bushs påholdenhed ændrede sig dog pludselig, da endnu større og om- fattende geopolitiske og økonomiske hensyn fik Bush-regeringen til i efteråret 1990 og begyndelsen af 1991 at bruge 100 mia. nye dollars på med militær magt at tvinge Iraks Saddam Hussein ud af Kuwait, jf. nedenfor.

På ét punkt afviste den sovjetiske leder i 1990-1991 at give efter for vestligt pres: Det er uklart, præcis hvor meget Gorbatjov vidste om, at Sovjetunionen overtrådte Konventionen om Forbud mod Biologiske Vå- ben, som Sovjetunionen, USA og Storbritannien havde underskrevet i 1972. Tilsyneladende afskaffede USA i 1975 sine sidste biologiske våben, men i 1970’erne og 1980’erne byggede Sovjetunionen verdens første biologiske våbenfabrik i industriel skala. Moskva hævdede, at NATO-lande omgik Konventionen ved at placere produktionsfaciliteter i tredjelande. I februar 1986 godkendte Gorbatjov en femårsplan for udvikling af biologiske våben, og i maj 1990 modtog han en topklassificeret rapport, som omfattede meget, men tilsyneladende ikke alt, om programmet.

Men USA’s og Storbritanniens efterretningstjenester kendte fra sovjetiske afhoppere til den sovjetiske overtrædelse af Konventionen, og amerikanske og britiske diplomater og regeringschefer konfronterede i 1990 og 1991 fortroligt Moskva med anklagerne. Gorbatjov søgte at afparere ved at understrege forskellen mellem offensiv og defensiv brug og ved at foreslå gensidige udvekslingsbesøg på sovjetiske og amerikanske biologiske forskningsanlæg. Men hans modpart valgte at bruge sin viden til at true med at blokere for de vigtige atomvåbentraktater. Det sovjetiske program fortsatte tilsyneladende til og med Sovjetunionens fald. Hvorfor hemmeligholdt Gorbatjov det sovjetiske program? Måske for ikke at ødelægge sin vision om en ny verdensorden, og/eller for ikke at udfordre de militære hardlinere i Moskva.

Ovenstående tekst er et uddrag af Paul Villaumes bog ”Håbets gennembrud – Den Kolde Krig – en ny global historie Afspænding, nedfrysning og tøbrud 1977-1991”. “Håbets gennembrud” er det tredje og sidste bind af Poul Villaumes storværk og fortæller Den Kolde Krigs verdenshistorie fra slutningen af 1970’erne, hvor konfliktens afspænding blev afløst af fornyet konflikt og krise, inden ny forsoning fulgte i årene inden Murens fald i 1989 og Sovjetunionens sammenbrud snart efter. Sammen med de første bind, “Frygtens logik” (2020) og “Mellem frygt og håb” (2023), er dette den hidtil mest dybtgående oversigtsfremstilling på dansk om Den Kolde Krig og dens betydning. Værket bygger på den nyeste internationale forskning i Den Kolde Krigs historie, bl.a. baseret på nyåbnede arkiver i Øst og Vest.

Billede i artiklens top: USA’s udenrigsminister George Shultz (t.v.) og den vesttyske forbundskansler Helmut Kohl mødes i 1988. Shultz var en relativt pragmatisk stemme i Reagan-regeringen og dermed på flere punkter på linje med vesteuropæiske ledere som Kohl. – Foto fra bogen.

Poul Villaume
Håbets gennembrud
312 sider
Forlagets pris: 399,95 kr.
Udkom 2, oktober 2024

Poul Villaume (1950-2024) var professor i historie med Den Kolde Krig som speciale. Med bogen Håbets gennembrud om Den Kolde Krigs sidste år fuldendes hans trilogi, hvis øvrige bind består af Frygtens logik (2020) og Mellem frygt og håb (2023).