Håndtering af oversvømmelser afslører mangler i den spanske ’føderale’ model

De katastrofale oversvømmelser i Valencia er mest af alt en menneskelig tragedie, men det er også en politisk skandale, som i øjeblikket udvikler sig dag for dag. Myndighedernes og politikernes håndtering af katastrofen og befolkningens reaktioner afslører nogle af de fundamentale udfordringer som Spanien står overfor.

Analyse af Frederik Kirst Müntzberg

I den valencianske folklore er d. 14. oktober 1957 en vigtig dato. Denne dag, også kaldet La Riua på valenciansk, blev regionen ramt af voldsomme oversvømmelser, og mere end 80 personer omkom. Mindet om dagen står mejslet i sten i Valencias byrum, og sidste uges oversvømmelser vil efter alt at dømme i mange år fremover blive husket med samme gru og rædsel.

Oversvømmelser har igennem hele historien plaget de valencianske områder grundet deres geografiske beliggenhed på kanten af Middelhavet, men de oversvømmelser som ramte regionen d. 29. oktober, er uden sammenligning de mest ødelæggende hidtil. Over 200 er døde, og dødstallet forventes at stige i takt med at oprydningsarbejdet skrider frem. Hundredvis af valencianere har set deres hjem og livsgrundlag skylle væk i vandmasserne. Mange har mistet alt.

Desperationen og frustrationen blandt de pårørende og udsatte stiger dag for dag. Lige nu flyder de sociale medier over med historier fra borgere, som er rasende på myndighederne over deres håndtering af oversvømmelserne. Valencianerne føler sig hjælpeløse og ladt i stikken.

Det blev i den grad synligt i mandags, da den spanske kong Felipe sammen med den Valencianske regeringsleder Carlos Mazón og Pedro Sanchez (billedet i artiklens top) blev mødt af aggressive beboere, som råbte skældsord og kastede sten efter dem, da de var på besøg i byen Paiporta, som er en af de byer, der har været hårdest ramt af oversvømmelserne.

En giftig cocktail
Frustrationerne skyldes især politikernes og myndighedernes mangelfulde håndtering af oversvømmelserne. For det første var de meteorologiske forudsigelser mangelfulde. Dernæst var advarslerne om det kraftige regnvejr og informationen om udviklingen af oversvømmelserne utilstrækkelige, og denne kombination har skabt en fatal cocktail, som har kostet menneskeliv. Der er masser af øjenvidneberetninger fra borgere, som blev fanget i vandmasserne, da de ikke har været klar over risiciene ved at bevæge sig ud. Man har simpelthen ikke formået at advare og informere folk ordentligt. Derudover har hjælpen været alt for længe undervejs, hvilket har forstærket den skade oversvømmelserne har forvoldt.

Myndighederne har reageret alt for langsomt og utilfredsstillende. Staten har ganske enkelt svigtet borgerne, som en kommentator i avisen La Vanguardia har påpeget. Lige nu diskuteres det heftigt i de spanske medier, hvem der er ansvarlig for, at det er gået så galt. For hvordan kan myndigheder i et veludviklet land som Spanien agere så utilstrækkeligt i forhold til beskyttelsen af sine borgere? De spanske myndigheder har på det groveste forsømt en af sine allermest fundamentale opgaver.

Hvem bærer ansvaret?
Valencia er en autonom region og den valencianske regering og de valencianske myndigheder har kompetencerne til at advare og informere borgerne i de her situationer. Der er således ingen tvivl om, at de valencianske myndigheder bærer en stor del af ansvaret. Den valencianske regeringsleder Carlos Mazón fra det konservative Partido Popular er derfor også kommet under kraftig beskydning, og hans politiske liv er lige nu i overhængende fare.

Oversvømmelserne må forventes at få lokalpolitiske konsekvenser, men spørgsmålet bliver, om de også kan få betydning på nationalt niveau. Den spanske regering og de nationale myndigheder har været alt for afventende i deres tilgang til katastrofen. De har tydeligvis forsøgt, at lade det være op til de valencianske myndigheder at tage initiativet og bede om hjælp, selvom det hurtigt stod klar for enhver, at de valencianske myndigheder ikke magtede at løse opgaven.

Flere kommentatorer peger på, at centralregeringen burde have erklæret undtagelsestilstand, sat alarmberedskabet i gang og taget styringen for at afbøde de værste konsekvenser ved oversvømmelserne. Alt for sent, og først på opfordring fra den valencianske regering, har den spanske stat nu indsat tusindvis af styrker for at hjælpe til med oprydningen og lokaliseringen af savnede.

Pedro Sanchez har altså for sent stillet statens værktøjskasse til rådighed, og selvom han har lovet at hjælpe til med alle nødvendige ressourcer, får han kritik fra både venstre- og højrefløj for hans afventende måde at håndtere katastrofen på. Både Podemos og Partido Popular har således givet tydeligt udtryk for, at staten skulle have taget kontrol og grebet ind meget tidligere.

Centralisering af magten eller styrket regionalt selvstyre
Denne kritik afslører et af de grundlæggende problemer i spansk politik; hvad er statens ansvar og hvad er regionernes ansvar, og hvor udbredt grad af selvstyre skal de forskellige regioner have. Som oversvømmelserne i Valencia viser, er den nuværende model utilstrækkelig, og en klummeskribent i La Vanguardia har peget på, at den spanske ’føderale’ model ikke fungerer, da samarbejdet mellem region og stat er for politiseret.

Statens og regionernes indbyrdes forhold er en af de evige politiske kampe i Spanien. Højrefløjen ført an af Partido Popular vil gerne centralisere magten og partiets leder Alberto Nuñez Feijoo, har brugt katastrofen til at argumentere for øget statslig centralisering. Omvendt vil Pedro Sanchez med hans plurinationale politiske projekt styrke de autonome regioners selvstyre, og i øjeblikket arbejdes der eksempelvis på at få en ny finansieringsmodel på plads for Catalonien, som åbner op for et styrket catalansk selvstyre.

En ting er dog sikkert, og det er, at myndighederne har fejlet. Borgerne er blevet overladt til sig selv, og har selv skulle forsøge at beskytte og hjælpe hinanden, nu hvor myndighederne ikke har magtet det. Dette er ikke ligefrem med til at øge den, i forvejen, lave tillid mellem borger og stat i Spanien, og der er et stort behov for at styrke og effektivisere myndighedernes ledelse og forvaltning.

Regnfaldene bliver nemlig voldsommere og mere intense år for år, og med den fortsatte opvarmning af Middelhavet, som følge af klimaforandringerne, er det sandsynligt, at kraftige regnfald igen vil forårsage oversvømmelser i Valencia-regionen. Det må derfor være essentielt, at man får et bedre beredskab på plads, og får tilpasset byområderne, så nye regnfald ikke får samme katastrofale konsekvenser.

Frederik Kirst Müntzberg har en kandidatgrad i filosofi og økonomi fra Copenhagen Business School med speciale i virksomhedens idéhistorie. Han skriver om og interesserer sig for politiske og sociale bevægelser i Europa.