Danmark har underskrevet en aftale, der skrotter lukkede og uigennemsigtige tvistbilæggelsessystemer internt i EU. Det er der grund til at kippe med både Dannebrog og EU-flaget over
Kommentar af Jeppe Kofod, udenrigsminister (S)
Med et pennestrøg lægger vi nu tæt på 200 forældede aftaler om investeringsbeskyttelse i graven. Det er godt for åbenheden og retsstaten.
Danmark har nemlig underskrevet en aftale, der skrotter lukkede og uigennemsigtige tvistbilæggelsessystemer internt i EU. Nu er det endegyldigt slået fast, at sagerne skal over i de almindelige nationale domstole. Det er godt nyt.
Indrømmet, det er lige så teknisk, som det lyder. Men bag teknikken ligger vigtige principper. Principper, der går helt til kernen af vores demokrati. Skridt for skridt er vi i gang med at gøre EU’s handels- og investeringsaftaler mere fair, mere gennemsigtige og mere moderne.
Mere gennemsigtighed i EU
Med den nye aftale ophæves næsten 200 bilaterale investeringsbeskyttelses-aftaler i EU. Og vi fjerner dermed disse gamle voldgiftsystemer, som EU-domstolen har fastslået er i strid med EU-retten.
Aftalen stadfæster altså EU-retten. På den måde kan den opfattes som rutine eller ren teknik. Alligevel kipper jeg med Dannebrog og EU-flaget i dag. Fordi aftalen rummer snerten af den handelspolitiske fremtid, som jeg har kæmpet for i årevis.
Der er meget at kritisere de traditionelle ISDS-mekanismer for. ISDS står for Investor-State Dispute Settlement. Det er et voldgiftssystem, hvor voldgiftsmænd udpeget af sagens parter afgør, om en investor er blevet påført tab pga. ny lovgivning eller nye regler. Mekanismerne er oftest lukkede og uigennemsigtige. Det risikerer at skabe usikkerhed om retten til at lovgive frit, fair og fornuftigt.
Det sætter vi nu en stopper for. I hvert fald internt mellem EU-landene. Fremover skal tvister afgøres ved de nationale domstole. Det giver større klarhed, åbenhed og en bedre retsorden. Det er simpelthen mere fair og for-nuftigt.
For selvfølgelig kan virksomheder gå til almindelige domstole. Investorer skal ikke have positiv særbehandling i EU, bare fordi de har et CVR-nummer i stedet for et CPR-nummer. EU-retten skal garantere investorernes rettigheder.
Bedre aftaler med lande uden for EU
Aftalen dækker dog kun aftaler indgået mellem EU-landene.
Indtil for få år siden var det normalt at inkludere ISDS i internationale investeringsaftaler.
Lad mig slå det helt fast: Jeg er klart imod de forældede ISDS-mekanismer, der findes i rigtigt mange aftaler. Dem skal vi have afskaffet.
Jeg vil ikke være med til, at kendelser fra tre erhvervsadvokater i et tribunal, der mødes i hemmelighed, kan få virkning uden for de nationale domstole og tilmed uden mulighed for at anke. Muligheden for et sagsanlæg ved en privat voldgift risikerer at begrænse den politiske vilje til at vedtage fornuftige regler om bedre beskyttelse af miljø, klima, sundhed og arbejdstagerrettigheder.
Mens jeg var næstformand for de europæiske socialdemokrater i Europa-Parlamentet, lykkedes det EU og Canada at nå til enighed om en god aftale om økonomi og handel. Aftalen fjerner 99 procent af alle toldtariffer. Den har medvirket til en stigning i dansk eksport til Canada på 29 procent. I den socialdemokratiske gruppe i Europa-Parlamentet nægtede vi at lade ISDS indgå i CETA-aftalen. Det krav kom vi igennem med.
I stedet lykkedes det at få EU til at gå foran med et forslag om et nyt system (ICS), som gør op med ISDS. Med ICS-systemet får vi en retsinstans med fa-ste professionelle og uafhængige dommere, offentlige høringer og mulighed for at anke.
Ambitionen: Fair globale handels- og investeringsaftaler
Ud over CETA indgår ICS også i de aftaler, der er på vej med Singapore, Vietnam og Mexico. ICS er altså EU’s nye standard. Det er rigtig godt. Herudover giver EU’s ICS-system et konkret alternativ at pege på for udviklingslan-de, som måtte være bundet af aftaler med den forældede ISDS-model.
Vore mål skal være ikke bare være fri, men fair og bæredygtig handel og investering. Derfor bør vi, sammen i EU, presse på for en global investeringsdomstol. Bygget på ICS-systemet. Med åbenhed, uafhængighed, ankemulighed og klare regler – så alle bliver behandlet retfærdigt og uden at gå på kompromis med retten til at lovgive frit, fair og fornuftigt.
Jeppe Kofod (S) er Danmarks udenrigsminister.
Billede i artiklens top: /Ritzau Scanpix/Ida Marie Odgaard/
I Magasinet Europa gælder det for alle artikler i genrerne “klumme” eller ”kommentar”, at teksten udelukkende er udtryk for skribentens/skribenternes egne holdninger.
Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.