Dan Jørgensen kan bringe sin erfaring inden for såvel klimapolitik som det internationale område i spil for at bidrage til at løse en række aktuelle udfordringer i Europa.

Kommentar af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Onsdag middag præsenterede statsminister Mette Frederiksen indstillingen af Danmarks kommende EU-kommissær, Dan Jørgensen. Statsministeren betonede med rette Dan Jørgensens store erfaring med klima- og europapolitik, som skal bringes ind i Europa-Kommissionens maskinrum på en endnu ukendt post. EU står lige nu i en usikker tid. De politiske udfordringer tårner sig op på kontinentet. Men vi ved altså i skrivende stund ikke endnu præcis, hvordan kommissionsformand Ursula von der Leyen vil spille sine kort. Hvilke kommissærkandidater vil få hvilke porteføljer? Og vil de indstillede kommissærer overhovedet blive godkendt af Europa-Parlamentet? Dan Jørgensen kan bringe sin erfaring inden for såvel klimapolitik som det internationale område i spil for at bidrage til at løse en række aktuelle udfordringer i Europa. Her følger i hvert fald tre udfordringer, som Dan Jørgensen vil kunne bruge sin hidtidige værktøjskasse til at løse:

For det første ved vi, at der inden for de kommende måneder skal lægges første hånd på en såkaldt Clean Industrial Deal i EU. Grøn omstilling og grøn industripolitik skal bindes sammen til gavn for både klima, konkurrenceevne og gode europæiske arbejdspladser. Europa har gennem årene tabt vigtige styrkepositioner på gulvet. Europas tidligere styrkeposition på solceller er et godt eksempel. I dag foregår 95 procent af verdens solcelleproduktion nemlig i Kina. Skal vi beskytte både danske og europæiske styrkepositioner som vindmøller og grøn industri og undgå at blive sat bagud på disse fronter, så kan Dan Jørgensen afgjort bidrage fra en eventuel grøn eller bare lysegrøn kommissærpost.

For det andet er der spørgsmålet om godkendelser. Skal vi vinde i konkurrencen mod Kina og USA, så er det vigtigt at Europa har viljen, evnen og hastigheden til at gribe fremtidens muligheder. Her går det måske for langsomt i Europa i disse år. Et godt eksempel, som blandt andet blev brugt ved Folketingets åbning sidste år, er den tidligere Lindøgrund på Fyn. Her tager en udvidelse af Odense Havn helt op til 10 år. De første 8 år skyldes alene myndighedernes sagsbehandlingstid. Udvidelsen i sig selv tager kun to år. Det er et problem, når det netop er via Europas havne, at for eksempel større og større vindmøller skal udskibes. Også når det gælder for eksempel biosolutions kan det tage alenlang tid for Europa at godkende fremtidens produkter. I kommissionsformandens tiltrædelsestale blev netop temaet om godkendelser og hastighed bragt på banen, så også her kan Dan Jørgensen bidrage fra sin kommissærtjans til gavn for både Danmark og Europa – også hvis det bliver en post, som ikke i første omgang handler om klima, miljø eller grøn omstilling.

Endelig er der hele handelspolitikken, hvor vi har brug for gode offensive kræfter i den nye Europa-Kommission. De franske bønder og protektionister i flere EU-lande har nemlig i årevis med al magt forsøgt at bremse internationale handelsaftaler af hensyn til særligt, snævre europæiske landbrugsinteresser. Set med grønne briller er der brug for, at Europa samarbejder og handler endnu mere med resten af verden. Så vi kan sende europæiske vindmøller, maskiner og grøn energiteknologi rundt på kloden og bidrage til den helt nødvendige grønne omstilling globalt. Samtidig kan en aktiv handelspolitik bidrage til fremgang og gode arbejdspladser. En tredjedel af alene Danmarks vækst i de sidste tre årtier kommer nemlig på baggrund af en stigende international handel – og det skaber som et ekstra plus gode grønne arbejdspladser ude i Produktionsdanmark. Samtidig mener hele 6 ud af 10 europæere faktisk, at den internationale handel er en fordel for netop dem. Her kan der altså også være mulighed for Dan Jørgensen til at forme en handelspolitik, hvor klima, arbejdspladser og økonomisk vækst går hånd i hånd.

Det bliver spændende at se, hvordan kabalen kommer til at blive lagt – men uanset hvad står der vigtige slag foran Dan Jørgensen de næste fem år i Bruxelles.

Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal og formand for Europabevægelsens Politiske Udvalg.

Billede i artiklens top: Michel Christen/ © European Union 2013 – Source: EP