Historien som våben – Ruslands march mod fortiden, og ind i krigen

Truslen fra Rusland er først overvundet, når Putins og russernes historiesyn er ”besejret”. Det er en af teserne i Morten Lassens højaktuelle og oplysende bog om Putins historiepolitik, “Historien som våben”. Bogen tager læseren med ind i Putins hoved og i hans historieopfattelse, og den viser, hvordan han og regimet som en slags ”historiekrigere” betragter historien som et våben. Vi bringer bogens indledende kapitel herunder.

Indledning

“Vores land – hvor for mange mennesker borgerkrigen endnu ikke er forbi, og fortiden er ekstremt politiseret – har brug for en forsigtig kulturterapi. Det har brug for en kulturpolitik, som på alle niveauer fra undervisningsmateriale til historiske dokumentarer vil forme en forståelse af enheden i vores historiske udvikling.” – Vladimir Putin, 2012

“Måske har vi undervurderet, hvor dedikeret Putin er til forestillingen om Storrusland.” – Flemming Splidsboel, dagen efter invasionen af Ukraine

Ingen troede, at invasionen ville komme. At opmarcheringen af næsten 200.000 russiske soldater ved den ukrainske grænse var begyndelsen til en storskalakrig på det europæiske kontinent. Altså bortset fra den amerikanske efterretningstjeneste CIA, som allerede i oktober 2021 havde briefet præsident Biden om en russisk angrebsplan mod Ukraine: Kyiv skulle erobres i løbet af tre-fire dage, og elitetropper (Spetsnaz) skulle lokalisere og, om nødvendigt, dræbe den ukrainske præsident Zelenskyj. Efterretningerne blev bevidst lækket til Washington Post, men offentliggørelsen fik ingen konsekvenser.

Løbende bragte vestlige medier efterretninger om, at sibiriske divisioner blev transporteret 6000 km vestpå, blodbanker blev oprettet tæt ved grænsen, og flådefartøjer forlod Vladivostok for at sejle mod Sortehavet. ”Drenge, grav skyttegrave”, lød CIA’s råd til Ukraine. Men Zelenskyj var ”skeptisk”, og det var resten af verden i øvrigt også.

Heller ikke ruslandseksperterne troede, at krigen ville komme, for, hvad ville Rusland opnå ved det? Var Putin trods alt ikke alt for rationel til på den måde ”at sætte alt på et bræt”, som historikeren Serhii Plokhy udtalte i programmet Verden ifølge Gram? Var der i virkeligheden ikke bare tale om bluff? Om at eskalere – for at deeskalere? True Vesten til indrømmelser?

Da invasionen så kom, var det fortsat lige uforståeligt: ”Jeg var chokeret,” udtalte chefen for Moskva-tænketanken Russian International Affairs Council, Andrej Kortunov, ”jeg troede ikke, at en militær operation var mulig. Det var usandsynligt.” Og herhjemme udtalte lektor ved Forsvarsakademiet Peter Viggo Jakobsen tre dagen inden invasionen: ”Jeg tror, at vi, hvad angår krig, kan ånde lettet op.”

Det chokerende angreb på Ukraine affødte ifølge lektor i statskundskab Mette Skak ”en heftig debat, om Putin mon var gået fra forstanden.” At den russiske efterretningstjeneste havde fejlbedømt situationen og ikke mindst ukrainernes vilje til at forsvare deres land, var åbenlyst, men det forekom alligevel som ”hasard at påbegynde krigen”, skrev den britiske historiker Lawrence Freedman. Havde der fundet en ”selvradikalisering” sted i Putins coronaisolation? Efterretninger viste, at Putin havde været tilset af forskellige kræftlæger, så måske var han kraftigt medicineret?

Et arrangement i Politikens Boghal 14 dage efter invasionen (d. 7. marts 2022) blev markedsført under overskriften: ”Er Putin blevet sindssyg?” Tv-optrædener op til invasionen var præget af en anderledes emotionel Putin, hvis sædvanligvis blege, for- stenede fremtoning var afløst af en ophidset og vred præsident, der rasede mod Vesten og næsten spyttede anklagerne om svigt og forræderi ud. ”Nu rabler det for ham”, tænkte seniorforsker Flemming Splidsboel, da han hørte talen fra d. 21. februar 2022. The Guardian kaldte talen både ”absurd og rablende”, mens New York Times omtalte den som ”vred paranoia”.

Men også russerne selv blev taget på sengen. Soldaterne langs grænsen troede til det sidste, at det hele var en storstilet militærøvelse, og udenrigsminister Sergej Lavrov blev ifølge Financial Times først bekendt med operationens fulde omfang tre timer inden angrebet. Senere samme dag var eliten indkaldt til møde i Kreml, og mens de ventede, spurgte en oligark Lavrov om årsagen til invasionen. Lavrov svarede, at han ikke kendte den, og at ”Putin kun har tre rådgivere: Ivan den Grusomme, Peter den Store og Katarina den Store.”

Det lyder unægtelig underligt, men som denne bog vil vise, er Putins historiesyn bygget på en lang tradition for historiepropaganda og sat sammen af myter om Rusland som et 1000-årigt rige, af 1800-tallets idé om den tredelte nation bestående af storrussere, lillerussere (ukrainere) og hviderussere (fra Belarus) som ét samlet folk med Storrusland som storebror – og af en særdeles selektiv udlægning af Anden Verdenskrigs begivenheder og et forhold til Vesten farvet af konspirationsteorier. Budskabet kan koges ned til: Rusland har brug for en stærk stat, Rusland er anderledes end alle andre og er en belejret fæstning, omgivet af fjender, der bare venter på at overfalde landet og udslette det. Og i sidste ende skal Rusland redde verden.

Som alle andre russere voksede Putin op med propagandaen om disse myter, og i sidste ende går han i krig på grund af dem. Eller som den russisk-amerikanske forfatter Masha Gessen sagde i et interview i Deadline: ”Problemet med at se sine egne tv-kanaler i tyve år er, at man ender med at se virkeligheden sådan.” Forestillingen om russere og ukrainere som ét folk viste sig at være en, ja, potemkin-kulisse.

Historien som våben er en bog om det historiesyn og den historie-brug, som har domineret og formet det russiske samfund, siden Putin kom til magten i år 2000. Begge dele har rødder langt tilbage i den russiske historie, og en af bogens centrale pointer er, at invasionen langt hen ad vejen var business as usual og dermed ikke burde være kommet som en overraskelse. Og derfor burde det heller ikke være kommet som et chok for tv-værten Tucker Carlson, at Putin brugte den første halve time i interviewet, der blev sendt d. 8. februar 2024, på en historielek- tion om Ruslands historiske ret til de ukrainske områder.

Ifølge den russiske journalist Sergej Medvedev reagerede russerne på krigen med en følelse af selvfølgelighed: ”Størstedelen af befolkningen tog det for givet, gik ind i krigen som en kniv i smør, tog den på sig som fars gamle jakke.” Lige siden krigens første dage har opbakningen til Putin i hans befolkning ligget på omkring 70-80 %, og krigen i Ukraine er lige så meget Ruslands krig, som den er Putins krig. Krigen er ikke et resultat af en isoleret, kræftsyg eller paranoid zar bag Kremls mure, og hvis Putin faldt om i morgen, ville Rusland fortsat udgøre en trussel. Måske en endnu større.

Min tese i denne bog er, at hvis Rusland i kølvandet på Sovjetunionens sammenbrud havde taget et opgør med sin mørke fortid, ende- vendt sin histories sorteste kapitler og sat navne på både bødler og ofre, fjernet løgne og fortielser fra historielærebøgerne, gjort endeligt op med alle myterne, med Stalin-kulten og sat en prop i propagandaen – så havde vi ikke haft en invasion af Ukraine. Derfor er truslen fra Rusland også først overvundet, når Putins og russernes historiesyn er ”besejret”.

I Historien som våben kommer vi helt tæt på historiepolitikken i Putins Rusland: Vi skal med til 9. maj-paraderne på Den Røde Plads i Moskva, ind i klasseværelset til klassens time (om patriotiske emner), læse med i historiebøgerne, som hylder Stalin som en ”effektiv manager”, i biografen og se patriotiske krigsfilm, til indvielser af statuer, til rundbords- samtaler i parlamentet om behovet for en enhedslærebog, på gaden til en march med det udødelige regimente, på øvelse med ungdomshæren, slå os ned i sofaen foran fjernsynets såkaldte debatprogrammer, hvor studieværterne ikke anerkender, at Ukraine eksisterer, og hvor det er helt legitimt at mene, at ”det er på tide, at vi bomber London”, og ned i sandkassen, hvor børnehavebørnene lærer om det patriotiske forsvar af fædrelandet.

Bogen tager læseren med ind i Putins hoved og i hans historieopfattelse, og den viser, hvordan han og regimet som en slags ”historiekrigere” betragter historien som et våben. Vi får et dybdegående indblik i et stadig mere totalitært samfund, hvor propagandaen bruges i en spetsial’naja operatsija (specialoperation) rettet mod befolkningens kollektive erindring; bogen tager læseren med tilbage til Sovjetunionens historieundervisning og viser, at stalinismens historiesyn og historiebrug fortsat gør sig gældende; den viser et samfund i en postmoderne virkelighed, hvor ingenting er, hvad det giver sig ud for at være; den opridser den gradvise udvikling mod et mere og mere bizart medieunivers, hvor propagandaen forvandler alt til en uigennemtrængelig tåge: Krig er fred, frihed er slaveri, uvidenhed er styrke. Bogen er en dyster gennemgang af et mørke midt på dagen, om militarisme som statsideologi, og om en patriotisk opdragelse til at ofre sig for fædrelandet. Overensstemmelsen mellem den sovjetiske propaganda (agitprop) og Kremls nuværende er iøjnefaldende.

Patriotisme og propaganda er to helt centrale begreber i bogen. Patriotismen er en bærende søjle i Putins historiepolitik: Det er stolt- heden over fortiden, som skal skabe kærlighed til fædrelandet. Og det er gennem en systematisk propaganda, at fortiden formidles. Bevæger man sig ned ad en gade i en hvilken som helst større russisk by, vil man møde fortiden som en kalejdoskopisk mosaik: nye statuer af Vladimir den Hellige fra middelalderens Kyiv-rige, af zarer fra 17-1800-tallet og af sovjetiske personligheder (som fx Kalasjnikov). Selv statuer af Stalin er tilbage. De var ellers kørt på historiens mødding efter Khrusjtjovs opgør med Stalinkulten i 1956. Der er store fotos i gadebilledet fra Den Store Fædrelandskrig, som Anden Verdenskrig kaldes i Rusland, mindesmærker for imperiets generaler, der er historiske citater på busserne, i metroen spilles der sovjetiske krigssange, og en video, der gik viralt, viser unge kadetter fra Volgograd, som stående foran de monumentale mindesmærker for slaget ved Stalingrad synger, at de er ”parate til at dø for den øverstkommanderende” (altså præsident Putin).20 Befolkningen marcherer – langt hen ad vejen – gladelig i takt mod den lysende fortid.

I den danske debat om fortiden støder man ofte på vendinger som ”historien er en slagmark”, ”kampen om historien”, ”historien som konfliktzone”, og der er ”historikerstrider” og ”historikerfejder”. Men fælles for alle disse slag er, at de udkæmpes ved hæve-sænke-borde i kedelige institutionskontorer. Modsat Rusland, hvor historien rent faktisk er et våben, som anvendes i såkaldt hybridkrig og dermed indgår i arsenalet på linje med krudt og kugler. Når Putin siger, at noget ”er historie”, er det ikke i betydningen, at det tilhører fortiden, men derimod noget, som i den grad berører nutiden. Putins revisionisme er mere og andet end retorik, den medfører deployering af tropper.

Putin fører også historiekrige mod nabolande som Polen, Ukraine og Baltikum, hvis opgør med den sovjetiske besættelse betragtes som en forklejnelse af sejren i Den Store Fædrelandskrig. Hver gang de fjerner et sovjetisk krigsmindesmærke, fjerner de ifølge Putin mindet om Sovjetunionens sejr, og Putin har svaret igen med alt fra revisionistiske historieessays til cyberangreb på kritisk infrastruktur. I det hele taget truer Vestens historieskrivning Ruslands integritet, hedder det, og Putin har flere gange anklaget Europa-Parlamentet i Bruxelles for at sprede misinformation. I Rusland er historien blevet sikkerhedspolitik og tages med i nye sikkerhedsstrategier. Den patriotiske begejstring over fortiden skal skabe enhed og forebygge splittelse i befolkningen. Falder fortidsfortællingen sammen, falder Rusland sammen.

Putin fører imidlertid også historiekrige internt, og han har ensrettet historiepolitikken i en grad, så der ikke længere er plads til andre tolkninger af fortiden end Kremls. Putin har desuden nedsat kommissioner, der skal forhindre ”falsificering af historien” og ensrette historieundervisningen (omskrivning af lærebøger, fælles pensum etc.), han har gjort sejrsdagen 9. maj til den allervigtigste helligdag i Rusland, og selv forfatningen rummer nu en tilføjelse, som skal beskytte ”den historiske sandhed”. Det siger noget om historiepolitikkens centrale betydning. Derfor blev menneskerettighedsorganisationen Memorial, der havde hovedkvarter i Moskva, og som utrætteligt har sat fokus på stalinismens forbrydelser, chikaneret og i 2022 til sidst lukket. Og derfor blev en skoledreng fra Perm (i Sibirien) i 2016 dømt i en retssag for at have ”forfalsket historien” efter at have skrevet, at Sovjetunionen bar en del af ansvaret for udbruddet af Anden Verdenskrig, eftersom det havde angrebet Polen sammen med Tyskland. Siden 2012 er mindesmærker til ofre for stalinismens forbrydelser blevet fjernet, arkiver lukket, og historikere, som piller det mindste ved Den Røde Hærs for- træffeligheder, må se sig om efter et andet job.

Siden invasionen i 2022 er retorikken og propagandaen blevet skærpet betragteligt. Putin anklager nu Vesten for at ville ”splitte Rusland op, som de gjorde det med Sovjetunionen”, han hævder, at invasionen var et forebyggende angreb, inden Ukraine med hjælp fra NATO ville angribe Rusland (også med atomvåben), og propagandaen på de statsejede kanaler omtaler efterhånden alle ukrainere som nazister, der korsfæster russiske børn. Det er skræmmende at være vidne til, og i Vesten tænker man ”Orwellsk hjernevask” inden man slukker for hadtalen. Imidlertid har den skærpede retorik sine rødder i Kremls historiesyn og historiebrug, og når de fleste russere er enige i udsagnet om, at det var Vesten og Ukraine, som var aggressoren og i sidste ende startede krigen, er det en logisk konsekvens af tyve års patriotisk propaganda og historieforfalskning. Og i virkeligheden mere end 3-400 års historiepropaganda.

I slutningen af oktober 2017 oplevede jeg historiepolitikkens virke på nærmeste hold. På trods af Putins modvilje mod 100-årsjubilæet for den russiske revolution (Putin bryder sig ikke om revolutioner), fandt der flere akademiske møder og konferencer sted i den anledning, og jeg deltog selv i en international konference i Skt. Petersborg: Revolutions in Contemporary History: Facts, Interpretations, Educational Strategies, Difficult History Issues – The Centennial of the 1917 Russian Revolution.

Konferencen var arrangeret af bl.a. den russiske historielærerforenings afdeling i Skt. Petersborg og den europæiske forening for historielærere, Euroclio. På konferencens anden dag blev dens ca. 200 deltagere, herunder ca. tyve fra en række europæiske lande, vist rundt på Pavlovskaja-gymnasiet. Man fremviste stolt et nyt vægmaleri af zar Nikolaj II, den mest uduelige regent i Ruslands historie, og således opmuntret kunne konferencens afsluttende paneldebat gå i gang. Den indledtes med følgende svada fra skolens rektor, Dmitrij Jemifov, en tidligere militærmand:

Rusland er enten en stærk stat eller ingen stat. I det gamle Sovjet-Rusland gjaldt det solidaritet, i det nye Rusland gælder det værdighed. Jagten på retfærdighed gør os anderledes, vores mentalitet er anderledes end andres – vi er på det godes side. Vi forsøger at lære vores elever, hvor svært det er at lede så stort et land, og vores motto er zar Pavel d. 1.s: ’Vi vil hellere hades for vores retfærdighedssans end elskes for det modsatte’ [Ikke helt korrekt citeret, for Pavels motto er overleveret som Caligulas: ”Lad dem hade, så længe de frygter mig”, red.]. Og der er ligheder med i dag: Vi er stolte af tiden før revolutionen, men også af revolutionen. Ikke alle vendte sig væk fra zaren, mange fulgte med ham, og meget af det, som blev sagt ved konferencen i går om ham, passer ikke. Alle forsøgte også i 1918 at redde zaren, hvilket fortæller noget om den russiske offervillighed. Vi må også huske på, at der i familier kunne være både tilhængere af de røde og af de hvide. Men der var intet had.

Her ser vi Putins sædvanlige propagandafortælling om enhed og sammenhæng blandt russerne: alle var i grunden på den samme side, der var intet had (ingen konflikt!), kun fædrelandskærlighed. Til sidst rundede Jemifov af med at nævne ”Stalins visdom” og betone, at historien skal hjælpe os med at bevæge os fremad: ”Elsk Rusland, lige meget om du er rød eller hvid. Fælles for alle russere på revolutionens tid var, at de elskede Rusland.” Den første paneldeltager fortsatte i samme spor: ”Vi må ikke behandle emnet på en måde, som fører til konflikt, vi må derimod hele såret. Emnet er alt for farligt,” og en anden hævdede at ”det var udenlandsk indblanding, som førte til borgerkrigen”.

Og således kunne resten af formiddagen været gået, hvis ikke en finsk lærer havde rejst sig og smidt følgende bombe: ”Men er det ikke meningen, at vi skal undgå patriotismen i undervisningen?” Herefter udbrød der pludselig en stor diskussionslyst, og mange af de russiske lærere i salen stod i kø for at forsvare den patriotiske undervisning. Argumenterne lød: ”Patriotisme er at adlyde sin far”, ”vi lærere skal ikke ødelægge eleverne”, ”læreren må ikke skamme sig over sin historie”, ”begge sider elskede sit moderland, alle ville ofre sig, ikke en eneste ønskede at skade sit land”, ”vi er nødt til at takke Den Røde Hær, som blev så stærk, at den kunne beskytte Rusland”, og igen tog rektoren ordet: ”en lærer skal ikke bare undervise, men også opdrage. Alle eleverne på militærakademiet talte om, hvor meget de elskede deres land. Mænd dør, når det er nødvendigt.” En ung historielærer afsluttede med at henvise til den russiske offensiv i 1916, som havde ”til opgave at hjælpe Frankrig på Vestfronten (efter nederlaget ved Verdun), det var patriotisme, og vi er stolte af det, og vi skal lære vores elever om det gode inde i os, som skal ud til gavn for alle” – og så var tiden gået.

Selv om der på konferencen blev diskuteret kontroversielle emner som zar Nikolaj II, Lenin, revolutionen 1917 og den efterfølgende blodige borgerkrig 1917-1922, var det hele indhyllet i en slags tåge, hvor alt var hverken godt eller skidt, og hvor alle ”i sidste ende kæmpede for Rusland”. I Rusland har man et særligt ord for den slags tågesnak, nemlig vranjo, et ord, der rummer hele spektret af direkte løgne til mere halvsande udsagn, som da Putin erklærede afstemningen på Krim i 2014 for ”demokratisk”. Efter to dages vranjo sad jeg tilbage med en klar fornemmelse af at have været den nyttige idiot, og at den såkaldt internationale konference kun havde til formål at hylde og bekræfte det nye Rusland. Og for alt i verden ikke at kaste lys over en konfliktfyldt fortid.

Historielærerne i nutidens Rusland har tydeligvis fået den rolle, som de socialrealistiske forfattere havde i Sovjetunionen: som sjælens ingeniører. Og ligesom i Sovjettiden er der i Putins historiesyn kun plads til én sandhed, én lærebog og ét samlet russisk folk. De følgende sider handler om denne historiepolitik og om, hvordan den har ført til invasionen af Ukraine. De færreste har kunnet undgå at bemærke, at fortiden spiller en kolossal rolle i Putins Rusland, men det vil nok alligevel overraske de fleste, hvor gennemgribende en historiepolitik der er tale om; hvor tidligt den satte ind, og hvor dybe rødder den har: 1800-tallets imperiale retorik, Sovjetunionens heltefortællinger, putinismens patriotisme. Måske er det blandt andet derfor, at Putins historiepolitik har virket så godt? Der var simpelthen noget hjemligt og genkendeligt over den for den almindelige russer. I bogen bruges begreberne erindringspolitik og historiepolitik synonymt, pointen i begge tilfælde er, at en stat søger at påvirke en befolknings kollektive erindring gennem forskellige tiltag, lige fra den patriotiske historieundervisning i skolen til lukningen af arkiver.

Bogen handler i høj grad om Putin, men han står naturligvis ikke alene. Kredsen omkring ham er fuld af historikerhøge, som aktivt deltager i udformningen af historiepolitikken. Imidlertid omtaler jeg i bogen oftest enten Putin eller Kreml som afsender af propagandaen, fordi det i dette tilfælde kan komme ud på ét. I sidste ende handler invasionen af Ukraine om russisk selvforståelse og identitet, om, ”hvem vi er som russere”, og desværre var det Putins historiepolitik, som kom med svaret. Og fastholdt Rusland som en fange af fortiden.

Morten Lassen (f. 1974) er cand.mag. i litteraturvidenskab og lektor i dansk og historie ved Københavns VUC. Han er forfatter til bl.a. Mødet med det totalitære (2006), At skrive Holocaust (2011) og Kuppet i Chile (2015).

Ovenstående tekst er et uddrag af Morten Lassens bog “Historien som våben”:

Morten Lassen
Historien som våben
350 sider
Gads Forlag
Pris: 299,95 kr.
Udk. 15. marts 2024

Billede i artiklens top:/Pixabay/