CPH:DOX giver ordet til nye, markante stemmer fra Grønlands unge generation, når festivalen skydes gang med verdenspremieren på ’Kampen om Grønland’ den 17. marts på Det Kongelige Teater. 

Når en af verdens største dokumentarfilmfestivaler, CPH:DOX, for 17. gang byder velkommen til 12 tætpakkede dage med dokumentarfilm, debatter, koncerter og kunstudstillinger, bliver det med verdenspremieren på en ny dansk dokumentarfilm, ’Kampen om Grønland’, som åbningsfilm. 

Filmen rammer ned i en vigtig og højaktuel debat om Grønlands ret til selvstændighed, Rigsfællesskabets fremtid og de markante geopolitiske interesser i Arktis – fortalt fra den nye, unge generation af grønlændere, og ifølge festivaldirektør Tine Fischer kunne festivalen ikke have åbnet med en vigtigere film:

 “Det er ikke mere end et halvt år siden, at den amerikanske præsident udviste en ret kontant interesse i Grønland. Den offentlige opmærksomhed omkring Grønland eksploderede – ikke bare herhjemme men i hele verden. “Grønland er ikke til salg” blev der sagt, men bag det utvetydige svar, ligger en politisk virkelighed, der tager behovet for at være herre i eget hus til et helt andet niveau. Over 60% af grønlænderne siger i dag, at de ønsker løsrivelse fra Rigsfællesskabet. Grønland er ikke bare storpolitisk interessant, Grønland bevæger sig – og en ny generation har grebet mikrofonen. CPH:DOX åbner i år med en helt ny og ufattelig aktuel film fra orkanens øje. En klog og kompleks film, der ikke bare giver indsigt, men også det menneskelige nærvær, der skal til for at forstå behovet for frihed men også den lange historiske forbundethed til Rigsfællesskabet. Vi kunne ikke have ønsket os en vigtigere åbningsfilm.”

Åbningsgallaen finder sted tirsdag den 17. marts på Det Kongelige Teater i København, og præsenteres i samarbejde med festivalens hovedsponsorer, Normann Copenhagen og TV2.

Dagen efter kan filmen opleves på CPH:MEETINGS efterfulgt af en paneldebat med blandt andre Aki-Mathilda Høegh-Dam, Folketingsmedlem for Siumut-partiet, Søren Espersen, medlem af Folketinget og Grønlandsudvalget, og to af filmens medvirkende: Tillie Martinussen, medlem af Landstinget samt aktivist og selvstændighedsforkæmper Paninnguaq Heilmann.

Løsrivelse eller styrkede bånd
’Kampen om Grønland’ giver et enestående indblik i debatten om selvstændighed og Rigsfællesskab, sprog og identitet, som er dominerende i dagens Grønland: Hvordan skal landets fremtid se ud? Skal Grønland løsrive sig fra Danmark eller styrke båndene til den gamle kolonimagt?

Vi følger fire yngre, stærke og dynamiske grønlændere, som er dybt uenige om vejen frem, men som på hver deres måde kæmper for at skabe et bedre Grønland. Gennem de fire unge får vi indblik i et Grønland, som de færreste danskere kender til.

Filmens instruktør, Kenneth Sorento, har siden 1999 arbejdet som dokumentarinstruktør og filmfotograf, og har adskillige gange været i Grønland og Arktis, bl.a. i forbindelse med Galathea-ekspeditionen i 2006 og to isbryderekspeditioner til Nordpolen. Om valget af ’Kampen om Grønland’ som åbningsfilm, siger han:

 ”’Kampen om Grønland’ taler ind i en tid, hvor selvstændighedsbevægelser vinder rundt omkring i verden. Men for mig personligt handler filmen helt grundlæggende om, hvad der skal til for at høre til. Jeg håber, at den med sin udtagelse som åbningsfilm på CPH:DOX og de efterfølgende visninger på festivalen kan medvirke til en mere nuanceret dialog mellem Grønland og Danmark, og mellem dem, der er for og imod løsrivelse.”

’Kampen om Grønland’ får gallapremiere i Katuaq Kulturhus i Nuuk et par dage inden åbningsgallaen, den 13. marts, hvor filmens medvirkende og instruktør vil være tilstede. Filmen er udtaget til festivalens hovedkonkurrence DOX:AWARD og kan opleves til flere visninger under CPH:DOX 2020.

Dansk-grønlandsk co-produktion
’Kampen om Grønland’ er produceret af Ulrik Gutkin for Copenhagen Film Company kort og dok. med støtte fra Det Danske Filminstitut og DR og co-produceret af Jørgen Chemnitz.

Åbningsgalla foregår tirsdag 17. marts på Gamle Scene, Det Kongelige Teater, kl. 19.00 (døre åbner kl. 18.00)

 CPH:MEETINGS: ’Kampen om Grønland’ efterfulgt af paneldebat om Grønlands fremtid. Grand Teatret, onsdag 18. marts kl. 16.30

Billetter kan købes her 

 Billede i artiklens top: /CPH:DOX/


 

Magasinet Europa er hverken annonce- eller abonnementsbaseret. Hvis du er enig i vores fravalg af distraherende reklamer og restriktive betalingsbarrierer og gerne vil have flere dybdegående artikler og temaer om dagens Europa, vil vi sætte stor pris på din støtte.

Støt os med et engangsbeløb: