Der er bestemt grund til at holde øje med Geert Wilders og hans populistiske budskaber og måde at føre valgkamp på. Men det er langt fra hele historien om det hollandske valg på onsdag. Situationen er alt for nuanceret til, at den kan puttes ned i en medieskabelon om folkets oprør mod eliten.

Analyse af Henrik Brun

Da Pim Fortuyn blev skudt på en parkeringsplads i Hilversum kort efter klokken 18, den 6. maj 2002, sad jeg på et hotelværelse i Haag. Jeg blev ringet op af en journalistkollega, der – lige som jeg selv – nogle dage før havde interviewet den højrepopulistiske politiker, der stormede frem i meningsmålingerne op til valget, som skulle finde sted ni dage senere.

Det var en rystende nyhed, og samtidig en stor af slagsen. Dette første politiske mord i Holland i 300 år chokerede naturligvis hele nationen, og i timerne efter, at miljøaktivisten Volkert van der Graaf havde affyret de dødbringende kugler mod Fortuyn, kom daværende statsminister Wim Kok fra det socialdemokratiske Partij van de Arbeid (PvdA) på hårdt arbejde med at håndtere situationen.

Kok, der i forvejen måtte betegnes som en stor statsmand, agerede også denne aften som en sådan. Det kunne jeg konstatere ved selvsyn senere på aftenen, da mørket var faldet på. Jeg var taget ned til Binnenhof – bygningskomplekset, der er centrum for hollandsk politik og huser parlaments- og regeringsbygninger – hvor sikkerhedsforanstaltningerne hurtigt blev skærpede i den usikre situation. Ikke desto mindre blev jeg – sammen med en skare hollandske journalister – listet ind ad en sidedør til Statsministeriet.

Da vi kom indenfor, stod det med det samme klart, hvori Wim Koks hovedindsats bestod: At skabe ro og samling om det demokratiske system og at dulme vreden fra Pim Fortuyns tilhængere. Ved hans side stod nemlig Mat Herben, talsmand for partiet Lijst Pim Fortuyn (LPF) og nummer to på kandidatlisten efter Fortuyn selv. Sammen udtrykte de chok, manede til besindighed og fastslog, at det ikke skulle lykkes nogen at knuse den hollandske åbenhed og landets demokrati.

Inddrog højrepopulisterne
Det havde været vigtigt for Kok, at Herben – som den allerførste – blev inddraget i alle valg, han traf, og dagen efter blev alle partier enige om, at valget skulle gennemføres på trods af attentatet. Som Mat Herben udtrykte det, så var det, ”hvad Pim ville have ønsket.”

Da dagen for stemmeafgivningen oprandt stod det klart, at LPF’s tilslutning blev endnu højere end meningsmålingerne havde spået – der var efter alt at dømme kommet en del sympatistemmer til i kølvandet på mordet – og partiet stormede ind i Tweede Kamer med 17 procent af stemmerne. Efter dette fortsatte inddragelsen af LPF, idet partiet kom i regering sammen med den nye statsminister Jan Peter Balkenendes Christen-Democratisch Appèl (CDA) og det liberale Volkspartij voor Vrijheid en Democratie (VVD).

At regeringen kun holdt i knap tre måneder, først og fremmest fordi der opstod intern splid blandt de uerfarne LPF-parlamentsmedlemmer, er en anden sag. Hovedpointen er den samme: LPF blev inddraget i magten, og partiet tog selv regeringsansvar og forsøgte at samarbejde med de to andre partier.

Den situation har vi ikke i dag, hvor nutidens pendant til LPF – nemlig Geert Wilders’ Partij voor de Vrijheid (PVV) – står til et næsten lige så godt resultat (cirka 15 procent) ved valget til Tweede Kamer på onsdag den 15. marts. Samtlige andre partiledere – herunder statsminister Mark Rutte (VVD) – her bedyret, at de ikke vil regere med Wilders, hvis anti-immigrations- og anti-islam-program er noget mere vidtgående end LPF’s, ligesom det også er tilsat EU-modstand, hvilket ikke var tilfældet hos Fortuyn.

Passer ikke ind i skabelonen
Afvisningen af Wilders har forstærket den 53-årige politikers egen historiefortælling om folkets kamp mod eliten, og den er i stort omfang blevet købt af medierne i kølvandet på Brexit og Donald Trumps sejr ved det amerikanske præsidentvalg. Sagen er bare, at hollandsk politik, hollandsk mentalitet – og som konsekvens deraf også det hollandske valg på onsdag – ikke kan sættes ind i denne simple skabelon, som især udenlandske medier prøver at lægge ind over situationen.

Én ting, der er værd at hæfte sig ved, er, at Wilders ikke er en udefrakommende rebel, der vender op og ned på hele systemet. Han har været medlem af Tweede Kamer siden 1998. I de første otte år som VVD’er, inden han i 2004 forlod partiet og oprettede sin egen enmandsgruppe, Groep Wilders, som to år senere blev til PVV ved valget i 2006. Frem til bruddet med VVD i september 2004 havde han – sammen med VVD-kollegaen Ayaan Hirsi Ali, der siden forlod partipolitik – stået for en islamkritisk linje inden for det liberale parti, og da filminstruktøren Theo van Gogh blev brutalt myrdet af en islamist to måneder senere, fik Wilders for alvor opmærksomhed. Dels på grund af, at morderen udstedte trusler mod såvel Hirsi Ali som ham selv – og Wilders derfor den dag i dag er bevogtet af livvagter 24 timer i døgnet (billedet). Dels på grund af, at han gik ind i ytringsfrihedsdiskussionen og skruede op for anti-islamist budskabet.

Begivenhederne gjorde ikke det ”hul i markedet” blandt vælgerskaren, som Wilders allerede havde set, mindre, men Wilders arbejdede hele tiden videre inden for det etablerede politiske system i Tweede Kamer. Fra 2010 til 2012 agerede PVV oven i købet støtteparti til regeringskoalitionen mellem Jan Peter Balkenendes CDA og VVD – en mindretalsregering, som efter hollandske forhold er et usædvanligt koncept.

Vil ikke selv regere – eller debattere
Hvad Wilders ikke gjorde, var at gå i regering, og netop dette udgør den dag i dag den anden side af den nuværende offerhistorie om, at de andre partier ikke vil lege med ham. For det, de fleste i Haag, spørger sig selv om, er, om Wilders overhovedet vil regere. Hvordan skal man ellers forklare, at han dårligt nok fører kampagne, at han ikke dukker op til debatter med de øvrige partiledere og at hans valgprogram kun fylder én A4-side. Hvis det endelig var muligt at regere – fordi de andre partier alligevel godt ville samarbejde med PVV – ville det desuden kræve, at han overlod ansvar til partiets øvrige parlamentarikerne og lod dem indgå kompromiser. Disse to ting er ikke dyder, der dyrkes i partiet lige nu. Tværtimod holdes PVV-medlemmerne i kort snor og skal i øvrigt undgå at tale direkte med journalister.

Det sidste undgår Wilders også selv i stigende grad, mens han i stedet benytter sig af Twitter til at sende sine budskaber ud, for eksempel under den igangværende diplomatiske strid mellem Holland og Tyrkiet. Han viger iøvrigt ikke tilbage fra at manipulere med sandheden i sine tweets, for eksempel ved at photoshoppe et billede af Alexander Pechtold, lederen af D66 (der cirka svarer til De Radikale i Danmark) så denne fremstod som Sharia-tilhænger. En meningsmåling bagefter viste, at de fleste vælgere var forargede over ”falske nyheder” som denne, men at 80 procent af PVV-vælgerne syntes, at det var i orden med denne manipulation for at fremme budskabet, som jo – i deres øjne – ikke var helt forkert.

I sin brug af metoder ligner Wilders på den måde Donald Trump, som han også har hyldet ved flere lejligheder – senest ved det fælleseuropæiske træf blandt højrenationale partier fra Frankrig, Østrig, Italien, Tyskland og Holland, der foregik i den tyske by Koblenz dagen efter indsættelsen af Trump i Washington. Mødet var et forsøg på at skabe en fortælling om, at der er en tendens til oprør mod eliten i hele Europa. Men som den tyske politilog Timo Lochocki sagde i et interview med Magasinet Europa i januar, så var det først og fremmest et mediestunt, hvor man for alt i verden ville undgå konkret indhold og i øvrigt ikke havde tænkt sig at samarbejde på tværs af landegrænser:  “Partierne forenes alle i den aktuelle vinderformel for højrepopulistiske strømninger: vi er for nationen og mod eliten. Hvordan det så ser ud i praksis, er afhængigt af den nationale kontekst,” sagde Lochocki i interviewet.

Diskussion af almindelige emner
Situationen er altså forskellig fra land til land, og Wilders i Holland kan ikke sammenlignes med hverken Trump i USA, Petry i Tyskland eller Le Pen i Frankrig. Holland kan ikke direkte sammenlignes med de andre, hvilket træder tydeligt frem, hvis man følger med i den igangværende hollandske valgkamp.

Ved den seneste nationale partilederdebat, hvor Wilders var fraværende, blev der diskuteret mange ”almindelige” emner som sundhed, økonomi og miljø og meget andet af betydning for Holland og hollænderne, selv om alle i de seneste dage har talt om den diplomatiske strid mellem Holland og Tyrkiet. PVV er desuden ikke eneste parti, der sætter dagsordenen eller er på vej frem. Jesse Klavers rødgrønne parti GroenLinks står til en tredobling af stemmerne til omkring 10 procent. Socialistpartiet SP og førnævnte D66 står også alle til fremgang, mens det socialdemokratiske PvdA under Lodewijk Asscher står til en regulær øretæve med syv procents tilslutning mod nuværende 25 procent. PvdA’s nedtur skyldes først og fremmest et internt lederopgør, og at partiet ikke har fået profileret sig nok som regeringspartner til VVD i den nuværende koalitionsregering bestående af de to partier.

Man kan godt argumentere for, at Wilders allerede nu har indflydelse på den fremtidige førte politik på nogle områder, eftersom eksempelvis det konservative CDA – som står til fremgang og 14 procent af stemmerne – fører sig frem med en skrappere indvandringspolitik, ligesom Ruttes VVD har kørt en kampagne for, at man i Holland skal opføre sig ”normalt” – en hentydning til utilpassede indvandrere. Men derfra er der langt til, at VVD og CDA kunne føle sig fristet til at samarbejde med Wilders som i 2010 til 2012. Dels på grund af, at Wilders er blevet mere ekstrem og også har taget EU-modstand på programmet, og dels fordi det i Holland er meget mere normalt at danne regeringer hen over midten end at føre blokpolitik.

Pragmatik fremfor angst
Afvisningen af Wilders skal således også ses i det lys, at vurderingen fra de fleste partiers side er, at hollænderne først og fremmest ønsker sig pragmatiske og praktiske løsninger på de problemer, de oplever i hverdagen – og at disse løses bedst gennem et bredt samarbejde.

Indvandringsdiskussionen skyldes således ikke, at folk er bange for indvandrere – som det måske i større grad er tilfældet her til lands. Langt flere hollændere end danskere kender faktisk personligt indvandrere og møder dem i dagligdagen – alene af den grund, at de 17 millioner indbyggere bor på et areal, der er mindre end Danmarks. Desuden har Holland masser af indvandrere fra de tidligere kolonier, hvilket også er med til at gøre, at 20 procent af den hollandske befolkning har mindst en forælder med indvandrerbaggrund. Wilders er selv halvt indonesisk, men det skjules bag hans afblegede hårpragt.

Det, der tegner sig en konsensus om, at det er antallet af indvandrere, der først og fremmest er problemet. Den generelle vurdering blandt de ansvarlige politikere er i den forbindelse, at den almindelig hollænder ser, at eksempelvis flygtningekrisen og mange andre ting, nødvendigvis skal løses på EU-plan, hvis det skal batte noget.

Det betyder ikke, at der ikke er kritik af måden, tingene kører på i EU, hvilket hollænderne allerede har bevist to gange – dels vel folkeafstemningen om EU-forfatningen i 2005 og ved afstemningen om associeringsaftalen med Ukraine sidste år. I begge tilfælde var der i stor grad tale om en generel proteststemme, som ikke havde så meget med selve emnet at gøre, viste målingerne efterfølgende. Opbakningen til EU er generelt for opadgående i Holland, ikke mindst er den steget efter Brexit og Trump og hans flirt med den i Holland meget lidt populære russiske præsident, Vladimir Putin.

At blive væk er imod principperne
Den seneste udvikling i valgkampen er, at PVV går tilbage – blandt andet på grund af, at det er et upopulært træk, at Wilders ikke deltager i partilederdebatterne. Der er visse principper, som det altoverskyggende flertal af hollænderne gerne ser overholdt,hvilket også gælder den anden vej – der er enighed om at stå fast over for Tyrkiet i den iangværende strid.

Samtidig kommer en del nye partier ind i det 150 sæder store Tweede Kamer, blandt andet det rene indvandrerparti DENK, som i øvrigt er ret radikalt. Da der ingen spærregrænse er i Holland bliver der formentlig også plads til ældrepartiet 50Plus, Partij van de Dieren (Dyrenes Parti), ChristenUnie (et traditionalt kristent parti) og SGP (de reformerte kristne) osv. 28 partier stiller op, og omkring en 10-12 stykker forventes at komme ind. Det bliver en af de mest fragmenterede sammensætninger af Tweede Kamer, der er set, hvor ingen partier får over 20 procent af stemmerne. Der skal formentlig mellem tre og fire partier til at danne en flertalsregering, som formentlig bliver hen over midten. Det kan tage flere måneder, hvilket er helt normalt i hollandsk politik. Man gør sig umage, indtil et grundlag for en flertalsregering er på plads.

PVV får ingen indflydelse på denne tradition for konsensusdemokrati, men Wilders vil naturligvis udskrige sig selv til sejrherre, hvis PVV skulle gå hen og blive det største eller næststørste parti i tæt kamp med VVD og, måske, CDA. Det vil mange medier, ikke mindst de udenlandske, også gøre. Og de vil fortælle en historie om, at folket gør oprør mod eliten, selv om langt over 80 procent af hollænderne har stemt på enten det normale eller det nogenlunde normale.

Henrik Brun er ansvarshavende chefredaktør på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Peter Dejong/AP/Polfoto.