Hvem tegner EU? Det må afklares inden 2024

Med flere kriser de seneste år og krigen i Ukraine er der stadig usikkerhed i EU om magten. Ligger den i kommissionen eller i regeringernes råd? Det bør afklares inden EU’s parlamentsvalg næste år og inden valget af kommissionens formand. Får Løkke og Vestager en chance helt i toppen?

Analyse af Hugo Gaarden

EU har umiddelbart optrådt handlekraftig under krigen i Ukraine med vedtagelsen af en række økonomiske sanktioner mod Rusland. Kommissionen med Ursula von der Leyen i spidsen har sat solide fodaftryk.

Men det er ikke ensbetydende med, at EU er blevet en stærkere og mere selvstændig magt. Der hersker fundamentale uklarheder – ikke mindst om, hvem der træffer de endelig beslutninger. Derfor er der behov for, at EU-kommissionen og især medlemslandene går i tænkeboks i de kommende måneder inden valget til EU-parlamentet i juni næste år og dermed inden beslutningen om valget af den kommende formand for kommissionen – en fortsættelse af von der Leyen eller en ny.

Set i lyset af de tunge lande i verden er det barokt, at det ikke er afklaret, hvem der vælger kommissionens formand. Præsident Joe Biden siger gang på gang, at demokratiet er truet i USA. Men hvor demokratisk er det europæiske samarbejde, når det ikke ligger fast, hvem der vælger kommissionens formand, og hvem der træffer de helt afgørende beslutninger i de tunge sager: Kommissionen eller regeringscheferne i Det europæiske Råd?

Ursula von der Leyen og dermed kommissionen var den drivende kraft i sanktionerne mod Rusland – mere end rådet, hvor Tyskland og Frankrig var tøvende. Tyskland skulle først finde sine ben om olie- og gasimporten, og Tyskland var ekstremt tøvende med våbenhjælp. Begge lande var handlingslammet, efter at regeringscheferne Olaf Scholz og Emmanuel Macron havde forsøgt at undgå krigen ved at forhandle med præsident Vladimir Putin.

Det virker, som om von der Leyen havde langt mere kontakt med USA end med EU-medlemmerne i at forberede sanktionerne end med EU-medlemmerne. Hendes kabinetschef, Björn Seibert, arbejdede tæt sammen med den amerikanske sikkerhedsrådgiver, Jake Sullivan, for at få sanktionerne på plads, og partnerskabet med Joe Biden var afgørende for hendes indflydelse i Europa.

Men var det en klog politik? I dag erkender alle eksperter, at Rusland ikke er ramt nær så hårdt som forventet, og at de også ramte Europa. I dag kan alle se, at EU burde have presset en voldsom produktion af ammunition igennem og have leveret de mest avancerede våben fra krigens start. På dét område spillede kommissionen ikke nogen rolle. Den nye tyske forsvarsminister, Boris Pistorius, har derimod vist, at enkeltpersoner i rådets regie kan presse beslutninger igennem, og han har antydet villighed til at levere jagerfly til Ukraine.

Europa løb efter de amerikanske toner omkring sanktioner og fik ikke en grundig drøftelse af et langt hårdere og hurtigere militært modspil mod Rusland.

På det seneste har von der Leyen lagt op til en hårdere kurs med Kina omkring handel og geo-politik, men hun er i direkte modstrid med Scholz og Macron, om end den tyske regering er splittet. I befolkningen scorer von der Leyen point på det, fordi Rusland og Kina betragtes som trusler, men de store lande véd, at Europas fremtid ligger på det europæisk-asiatiske kontinent.

Financial Times skriver i en skarp og detaljeret analyse, at von der Leyen har samlet en uhørt magt omkring sig og vakt modvilje hos mange kommissærer, men at hun ikke så meget styr på kommissionen, som hun giver udtryk for – og sådan var det, da hun var tysk forsvarsminister.

Evner hun at bringe EU ind på en ny og mere selvstændig kurs med større handlekraft – som da den stærke formand Jacques Delors fik Det indre Marked og den økonomiske union med centralbanken ECB etableret, i et tæt samspil med regeringscheferne? Nu handler EU’s fremtid om en udenrigs- og sikkerhedspolitik, der bringer EU på niveau med Kina og USA.

EU’s fremtid handler ikke kun om Rusland og Kina, om menneskerettigheder og grøn omstilling, men også om virkningen af, at der bliver en milliard flere uddannede mennesker i Asien og Afrika om blot 15 år. Det er hele paletten af udfordringer i en periode med multi-kriser, der skal håndteres. ”EU’s behov for at bruge sin økonomiske styrke for at beskytte sine globale interesser har aldrig været større”, skriver en tidligere generaldirektør i det østrigske udenrigsministerium, Stefan Lehne, i en analyse for tænketanken Carnegie. Han mener, at det er nødvendigt at trække på både rådets og kommissionens kompetencer i henholdsvis udenrigspolitikken og i den økonomiske politik.

Men selv om kommissionen har en unik kapacitet til at tage initiativ, så erkender han også, at der kan komme et tilbageslag, hvis der udvikler sig et ledelsesproblem.

Der er i hvert fald usikker med med den to-strengede ledelse i EU. Hvem kan give det hele slagkraft og få rådet og kommissionen til at trække på samme hammel? Det bør være hovedopgaven inden parlamentsvalget om et år, og det bør i første omgang afklares ved emnet: Hvem vælger kommissionens formand? Der er ikke et europæisk folkevalg af formanden. Derimod er der usikkerhed om, hvorvidt parlamentet får den afgørende indflydelse på valget af formanden, eller om rådet træffer beslutningen. Da von der Leyen blev valgt, var det gennem manøvrer i baglokalerne i rådet, efter en kludret proces i parlamentet. Det kan ikke være metoden i et demokrati, hvor vi vil gøre os bedre end autoritære systemer.

Det interessante er, at der kan være to alternativer til von der Leyen. Dels internt med Margrethe Vestager, der har været en særdeles effektiv konkurrencekommissær, der utvivlsomt vil være bedre end von der Leyen til at skabe sammenhæng og slagkraft i EU. Dels udefra med udenrigsminister Lars Løkke, der tøver med at fremlægge en dansk Europapolitik. Skyldes det, at han ikke vil binde sig til en politik, fordi han forsøger at blive formand eller rådsformand eller EU-”udenrigsminister”? I så fald bliver en europæisk udenrigspolitik langt vigtigere.

Løkke har under et besøg i Ukraine antydet villighed til at levere F-16 fly til Ukraine, og han har udtrykt forståelse for det globale Syden, herunder Indien, der vil have mere indflydelse i f.eks. FN. Det er en linje, der vil vække gehør i nogle lande. Tyskerne og franskmændene vil have et selvstændigt Europa. Det sker ikke foreløbig på grund af krigen i Ukraine, men tendensen går tydeligt i den retning. Det vil utvivlsomt præge valget af de nye toppersoner i EU, og det er nødvendigt, hvis EU skal spille en effektiv og realpolitisk global rolle.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.