I skyggen af Rusland - Magasinet Europa

I sin nye bog “I skyggen af Rusland” forklarer Vibe Termansen de historiske og samfundsmæssige baggrunde for den krig, der i øjeblikket udspiller sig i Ukraine. Det er en bog om at være land og menneske i skyggen af Rusland, som aldrig har opgivet ambitionen om være et imperium. Vibe Termansen tager læseren tilbage i historien og fortæller om de lande, der har befundet sig i Ruslands slagskygge. Vi bringer et uddrag, nærmere betegnet bogens prolog, her:

Prolog

Moskva, 24. februar 2022. Den russiske præsident, Vladimir Vladimirovitj Putin, holder fra sit skrivebord en tv-transmitteret tale til det russiske folk, før han invaderer nabolandet, brodernationen, Ukraine. Det er ikke kun de gammeldags telefoner ved siden af ham, der er anakronistiske. Det gælder også alt det, han siger.

Ud af det hele lyser den klippefaste overbevisning, at Rusland er et imperium, og at det har ret til at forsvare og dominere ikke bare sit eget territorium, men også sin såkaldte interessesfære, uanset at det, Putin kalder Ruslands interessesfære, er nøjagtig sammenfaldende med det, ukrainerne kalder deres stat.

Putin kalder invasionen en speciel militær operation og indfører femten års fængsel til de modige, der kalder det, hvad det er: krig. Det er krig, når der bliver begået krigsforbrydelser. Det er krig, når små børn bliver voldtaget til døde af soldater. Det er krig, når civile lemlæstes og skydes uden anden anledning, end at de er der. Når der ligger lig og rådner i gaderne. Når forældre slås ihjel, deres børn kidnappes og sendes til adoption og russificering i Rusland. Når der hærges og brændes og stjæ- les og skydes og sprænges og kæmpes.

Vesten følger måbende med via folk, der bliver i landet, ukrainske medier og de mange, mange udenlandske journalister og fotografer, der rejser til Ukraine for at dokumentere. Via sociale medier. Og via de vest- lige politikere, der tager til Ukraine for at få taget en af de eftertragtede selfies med den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, eller via de taler/opsange, Zelenskyj på videolink giver til parlamenter og forsam- linger rundtom i Vesten: Zelenskyj har ikke brug for et lift. Han har brug for våben. Eller på jævnt dansk: Han stikker ikke af. Han bliver og kæmper. Og på lidt mere råt ukrainsk: Russkij vojennyj korabl, idi nakhuj. Slava Ukraini – Russiske krigsskib, gå ad helvede til. Ære til Ukraine!

Vi troede, det var slut med krig i Europa, med russisk aggression. Balterne og polakkerne har råbt ”ulven kommer!” i årevis, men ærlig talt; de råber jo altid. Højt og skingert.

Jo, jo, der har længe været problemer i Rusland. Kritiske journalister er blevet myrdet, oppositionspolitikeren Aleksej Navalnyj har fået novitjok i sine underbukser, Putin har medbragt sin glubske køter til møde med den daværende tyske kansler, Angela Merkel. Ikke just en gentlemans opførsel. Vi har rystet på hovedet, løftet øjenbryn, bekymret os lidt, holdt møder. Men ikke så meget mere. Vi havde jo også andet at tænke på.

Polakkerne og balterne fik nogle ekstra Natosoldater og et beroligende klap på hovedet, men vi blev ved med at tro på, at handel og samarbejde var vejen frem. Wandel durch handel, forandring gennem samhandel, som tyskerne sagde. Og de vidste jo om nogen, hvad de talte om, med den grufulde nazistiske fortid.

Men russerne er ikke tyskere.

Vi troede, at historien på en eller anden måde var slut, som Francis Fukuyama skrev efter kommunismens kollaps i 1989/91. At imperier og interessesfærer var sooo last century. At alle, både i Rusland og i Vesten, fra nu af ønskede fred og blomster, cowboybukser og Interrail-billetter, 13 forskellige slags vaskepulver på hylderne i supermarkedet, friheden til at have lige den kønsidentitet, man havde lyst til dén dag, og til at vælge politikere som Jacob Haugaard i Folketinget. For det var der råd til. Vi behøvede ikke for alvor at frygte Rusland og Putin, som vi for en sikkerheds skyld skreg af grin over, hver gang han optrådte på tigerjagt eller i bar overkrop på hesteryg.

Desværre viste det sig, at polakkerne og balterne vidste nøjagtig, hvad de talte om. De har også prøvet det før. Under Anden Verdenskrig var det dem, der blev ”befriet af brodernationen”. Det kostede millioner livet. Det kostede deres staters selvstændighed. Nøjagtig det, Ukraine fra den 24. februar 2022 måtte kæmpe for.

Men vi behøver ikke at gå helt tilbage til Anden Verdenskrig for at indse, at Rusland/Sovjet aldrig er holdt op med at se sig selv som et imperium, aldrig har opgivet sin såkaldte interessesfære.

Hver gang en stat i Østblokken forsøgte at frigøre sig den mindste smule fra den sovjetiske segl, faldt hammeren: sovjetiske kampvogne i gaderne, dræbte, sårede, flygtede. Sådan gik det i Østtyskland i 1953, i Ungarn 1956, i Tjekkoslovakiet i 1968, og sådan kunne det være gået i Polen i 1981 – hvis ikke den polske general, forsvars- og premierminister samt førstesekretær i kommunistpartiet, Wojciech Jaruzelski, havde valgt selv at invadere sit eget land. Forebyggende, forstås.

Heller ikke efter Sovjetunionen og kommunismens kollaps opgav Rusland sin imperieselvfølelse, sit krav på en interessesfære. Det viser Ruslands krige, særlig Den Anden Tjetjenienkrig 1999-2009, invasionen af Georgien 2008 og annekteringen af Krim 2014.

Belaruserne har ikke fået lov at sige så meget, siden manden, der er blevet kaldt Europas sidste diktator, Aljaksandr Lukasjenka (russisk: Aleksandr Lukasjenko), overtog styret i juli 1994. Men måske skulle vi have lyttet til balterne, til polakkerne, til ukrainerne, til georgierne og til alle de andre, der i århundreder har været malet til støv mellem store imperier i øst og vest – imperier, der har kæmpet om interessesfærer og ressourcer og om imperiernes overlevelse. Men aldrig for nationernes ret til selvbestemmelse, for demokrati og retsstat, for menneskerettigheder.

Alt det handler bogen her om i tiden fra Moskva den 23. august 1939 (Molotov-Ribbentrop-pagten) til Moskva den 24. februar 2022 (Putins invasion af Ukraine). For at forstå mønstrene skal vi tilbage i tiden og undersøge begivenheder, strømninger og identiteter, og vi skal ud ad en masse tangenter og høre om folk, steder og hændelser. Og så skal vi tilbage igen, fordi de folk, de steder og de hændelser alle sammen spiller en rolle i den større historie. I vores historie. Som lige nu gør alt, hvad den kan, for at gentage sig selv. Som farce.

Bogen her er ikke forskning. Jeg har ikke været i arkiver og gravet nye oplysninger frem. Den bygger på tilgængelige fremstillinger, bøger og artikler, analyser, reportager og interviews, herunder mine egne. Jeg har citeret direkte fra enkelte, helt centrale værker undervejs, og ellers kan man orientere sig i litteraturlisten bagerst i bogen.

Men til sagen. Vi begynder med d’herrer Vjatjeslav Molotov, Joachim von Ribbentrop og Josef Stalin i Moskva, den 23. august 1939.

Vibe Termansen
I skyggen af Rusland
224 sider
Forlagets pris: 269,95 kr.
Udkom d. 24. februar 2023

Vibe Termansen ((født 1977) er Østeuropahistoriker fra Københavns Universitet. Hun har fulgt regionen i mere end 20 år og undervejs været journalist på Weekendavisen, EU-analytiker og arbejdet på Den Danske Ambassade iWarszawa. Forfatter til bl.a. Kampen om Centraleuropa, 2019, Gads Forlag.

Billedet i artiklens top: Simon Klein-Knudsen