Lektor ved Københavns Universitet, Mikhail Suslovs nye bog “Putinism – Post-Soviet Russian Regime Ideology” giver indsigt i den ideologi, der i de seneste to årtier har udkrystalliseret sig i Vladimir Putins Rusland. Den ideologi udgør ifølge Suslov en reel udfordring til den liberale verdensorden og skal derfor dissekeres og besejres på ideernes slagmark
Boganmeldelse af Peter Alexander Woller.
Til at begynde med slår Mikhail Suslov fast, at den ideologiske kamp, som udspandt sig op gennem det tyvende århundrede, slet ikke er slut. Nok er fascismen og sovjetkommunismen for længst lagt i graven, men i dag bliver det liberale demokrati for alvor udfordret af en ny antidemokratisk ideologi, der har slået rod i Ruslands postsovjetiske regime.
Med denne indledning gør Mikhail Suslov sin bog både aktuel og spændende at læse videre i.
Den ideologi, som bogen handler om, kaldes for putinisme. Forstået på den måde, at denne ideologi bliver udviklet inden for rammerne af Putins autokratiske regime og ofte bruges til at legitimere dets politik, herunder invasionen af Ukraine. Mikhail Suslov påpeger, at hans bog blandt andet er tænkt som et vidnesbyrd mod de personer, der hver især har ydet deres bidrag til ideologiens fremkomst og udvikling. I den forbindelse udpeger han en lang række politikere, embedsmænd, spindoktorer, intellektuelle, mediefolk, gejstlige, filmfolk og andre mere eller mindre fremtrædende skikkelser.
Mikhail Suslov kaster lys over det vidtforgrenede netværk af professionelle ideologer, der omfatter politiske medier, intellektuelle klubber og tænketanke med tråde til den magtfulde præsidentadministration.
Omfattende dokumentation og ideologiske rødder
Til grund for Mikhail Suslovs vidnesbyrd ligger en velunderbygget dokumentation, som spænder fra offentlige udtalelser, politiske taler, avisartikler, debatindlæg, bøger og afhandlinger til partiprogrammer, undervisningsdirektiver, dekreter og lovtekster. Det er imponerende, at der i Mikhail Suslovs bog sammenfattes et massivt kildemateriale bestående af ca. 1.500 ideologiske skrifter. Dermed kan læseren danne sig et helhedsindtryk af den putinistiske ideologi uden selv at skulle pløje sig igennem disse russiske tekster, hvoraf nogle kan forekomme ret bizarre. Ud over tekster anvender Mikhail Suslov også en helt anden type kilder.
Han analyserer dels propagandafilm forklædt som dokumentarer, dels spillefilm med ideologiske undertoner. Og i sin egenskab af idéhistoriker påviser Mikhail Suslov, at putinismens ideologer står på skuldrene af flere russiske filosoffer fra både 1800-tallet og det 20. århundrede. Bogen stiller derfor skarpt på disse filosoffers samfunds- og verdenssyn.
Putinismens brud med konservatismen
Det erklærede formål med Mikhail Suslovs bog er at udstyre læserne med den viden, der skal til for at forstå og blive i stand til at besejre putinismen. Et fokus på regimets ideologiske aspekt begrunder Mikhail Suslov med, at ideologi antagelig er selve kernen i Putin-regimet. Forstået på den måde, at ideologi ikke blot bruges som et redskab til at legitimere regimets handlinger, men faktisk også udgør drivkraften bag beslutningsprocessen.
At Putin-regimet gør brug af ideologi, er der efterhånden bred enighed om i forskningen. Også i Mikhail Suslovs bog finder man stribevis af eksempler på regimets instrumentalisering af forskellige ideologiske begrebsverdener. Det kan imidlertid diskuteres, hvorvidt ideologiske overvejelser ligefrem udgør drivkraften bag beslutningsprocessen. I den forbindelse peger han på det tilsyneladende manglende rationale i regimets omkostningsfulde geopolitiske foretagender.
Efter alt at dømme har Mikhail Suslov til hensigt at slå følgende fast: Kremls beslutning om at invadere Ukraine i 2022 skal først og fremmest forklares med den russiske magtelites blinde tro på regimets forvrængede ideologi. Men kan Kremls geopolitiske foretagender ikke forklares med andet end magtelitens ideologiske fanatisme?
Som læser ville det være rart at blive præsenteret for andre forskeres alternative forklaringer. I Suslovs bog nævnes i forbifarten, at mange forskere fortsat forbinder putinismens motivation med elitens berigelse. Men Suslov redegør ikke nærmere for deres argumenter og indlader sig ikke i den diskussion. Dog indrømmer han, at Putin-regimet faktisk ikke havde nogen ideologisk profil til at starte med. Suslov påpeger yderligere, at klare ideologiske markeringer netop var noget, der kendetegnede de oppositionelle yderfløje og adskilte dem fra magteliten. Derfor blev det ideologiske tomrum i første omgang udfyldt med debatten om ”Ruslands nationale idé” i massemedierne og interne diskussioner i toppen af regeringspartiet om dets ideologiske profil.
Partiets daværende formand og Vladimir Putins tætte allierede, Boris Gryslov, lagde i sin dissertation ikke skjul på, at partiets nye ideologi skulle tjene til at fastholde de resultater, der var opnået gennem 1990ernes reformproces.
Flirten med konservatismen
Den moderate konservatisme syntes velegnet til dette formål. Intellektuelle med tilknytning til regeringspartiet promoverede denne klassiske ideologi dels som et middel til at sikre ”accept af den nødvendige ulighed i samfundet”, dels som et værn mod fremtidige politiske omvæltninger.
I den forbindelse kommer Den Orange Revolution, der i 2004 førte til et systemskifte i Ukraine, ind i billedet. Set med Putin-regimets øjne var det helt klart et skrækscenarie, som man skulle gardere sig imod med alle midler, herunder ideologiske. Med andre ord betragtede regimet den konservative ideologi som et redskab til at konsolidere grebet om magten og opretholde status quo.
I slutningen af 2011 og begyndelsen af 2012 blev det imidlertid klart, at konservatismen ikke havde levet op til regimets forventninger. Dels formåede regeringspartiet ikke at opnå det ønskede valgresultat til trods for massiv valgsvindel i partiets favør. Dels viste konservatismen sig som et alt for svagt ideologisk værn mod de efterfølgende protestdemonstrationer. I den forbindelse nævner Suslov, at mange forskere forbinder året 2012 med Putin-regimets omfavnelse af den konservative ideologi.
Modsat dem argumenterer Mikhail Suslov for, at regimet faktisk tog en drejning væk fra konservatismen. Efter alt at dømme er der tale om en definitionsmæssig uenighed. De forskere, som Mikhail Suslov er uenig med, ser tilslutningen til traditionelle og åndelige værdier som konservatismens kendemærke.
Men ifølge Mikhail Suslov er det ikke den rette måde, hvorpå man skal bestemme, om en ideologi er konservativ eller ej. Han definerer konservatisme som en ideologi, der først og fremmest handler om en organisk samfundsudvikling. Forstået på den måde, at man skal lade samfundsudviklingen gå sin gang og uden de store udsving.
En ny ideologi?
I den forstand markerer de radikale ideologiske projekter, som regimet tog i brug efter 2011, et brud med konservatismen. Selv om begrebet “konservatisme” forbliver en del af den politiske diskurs, er det blevet udfyldt med et andet ideologisk indhold. For det første går det ud på, at staten gerne må foretage drastiske indgreb i samfundsudviklingen med henblik på at bibeholde en vis udgave af russisk folkeidentitet. For det andet handler det om at beskytte den russiske civilisation, der strækker sig langt ud over den russiske føderations grænser.
Mikhail Suslov påpeger, at de ideologiske projekter, som er blevet lanceret siden 2012, tilsammen danner en egenartet ideologi. Ifølge ham er denne ideologi beslægtet med fascisme, men samtidig adskiller sig fra den på en række væsentlige punkter.Derfor er Mikhail Suslov imod, at man sætter lighedstegn mellem putinisme og fascisme.
På verdensscenen markedsføres putinismen som en modstand mod den vestlige civilisations kolonialistiske udbytning og umyndiggørelse af andre civilisationer.
Set med putinismens øjne er den liberale verdensorden en hindring i vejen for skabelsen af en multipolar verdensorden, hvor der er plads til samfund uden universelle værdier såsom menneske- og frihedsrettigheder.
Alt i alt giver Suslovs bog et helhedsbillede af den ideologi, som lige nu udfordrer den liberale verdensorden.
Mikhail Suslov,
Putinism – Post-Soviet Russian Regime Ideology.
Abingdon, Oxon; New York: Routledge, 2024.
286 sider.
Peter Alexander Woller Peter er bachelorstuderende i Østeuropastudier på Københavns Universitet
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt i Magasinet rØST den 3. september 2024.
Billede i artiklens top:/Pixabay/