Italienerne kan sætte endnu en lavine i gang i Europa, hvis de stemmer nej til en omstridt forfatningsreform. For hvis ikke premierminister Matteo Renzi får sit ja, kan det måske føre populisterne i Femstjernebevægelsen til magten – og til en ny EU-krise. Renzi mener, reformen gavner landets politiske og økonomiske fremtid. Kritikerne siger, den kun gavner ham selv. Italienerne selv er i tvivl.

Baggrund af Christian Weber

04.11.2016 | ITALIEN | Den 4. december skal italienerne stemme om en reform af landets forfatning. Ja-kampagnen, anført af premierminister Matteo Renzi fra centrumvenstre-partiet Partito Democratico (PD), står fast på, at et ’’si’’ vil effektivisere det politiske system, det vil sige strømline den lovgivende magt. Og derved vil der blive skabt langt bedre vilkår for vækst i eurozonens tredjestørste økonomi, hvor tiltroen blandt borgerne til den politiske tops evne til at få landets finanser og private interesser til at stemme overens, er omtrent så høj som turismepotentialet i de napolitanske affaldsdynger.

Reformen skal få Italien ud af den dramatiske stilstand, der har præget landet så længe, hvor de konstante regeringsskifter og de dertilhørende løfter om bedre tider ikke rigtigt har rykket nogen vegne. Hvis ikke reformen bliver vedtaget, vil dette kunne fortsætte i al uendelighed, mener ja-kampagnen, og Renzi selv har udtalt, at ’’enhver premierminister over de næste tredive år ville være en slave over for vetoer, bestikkelse og bureaukrati.’’

I øjeblikket ligger prognoserne for den samlede vækst i Italiens BNP i 2016 og 2017 på omkring en procent, der kommer på baggrund af flere år med enten recession eller meget beskeden fremgang. Arbejdsløsheden er mellem 11 og 12 procent, imens ungdomsarbejdsløsheden ligger meget højt på omkring de 40 procent.

Opgør med Senatets magt
Renzis regering er nummer 63, siden Italien blev en republik i 1946 efter monarkiets afskaffelse. Det er en gennemsnitlig levetid for en regering på lidt over et år. Et af de absolutte kernepunkter i den nye reform, er at gøre op med den komplette ligestilling i det italienske tokammersystem, der hidtil har været mellem Deputeretkammerets og Senatets magtbeføjelser. Det har ifølge ja-kampagnen været med til at lamme den politiske og lovgivningsmæssige proces, da ethvert lovforslag skal godkendes af begge kamre i identisk form. Premierministeren skal desuden have opbakning begge steder fra for at kunne regere.

Hvad ens forbavselse over det ekstraordinært høje antal regeringer i Italien siden Anden Verdenskrig kan overskygge, er, at det på sin vis var hensigten fra republikkens begyndelse, at regeringslederen – og dermed også regeringen i Italien – skulle stå svagt. Erfaringerne fra Mussolini og de kræfter, der i efterkrigstiden og helt frem til i dag stadig sværger til hammer og segl, eller får strøget sine sortskjorter, gjorde vetoretten til et af de mest ærekære privilegier i italiensk politik.

Det faktum, at reformen lægger op til en betydelig slankekur af Senatets størrelse og magt, er altså med til at give et historisk skær til afstemningen i december. Senatet skal ikke længere være lovgivende, men i stedet have en mere rådgivende funktion, så fremtidige regeringer ikke længere i samme udstrækning risikerer at blive sat skakmat. Reformen tager også hånd om de administrative overlap, der er imellem Rom og de regionale regeringer, og som har bidraget til det italienske systems ineffektivitet.

Tidligere premierministre står klar med deres nej
Hvorfor er det så, at kritikerne ikke vil tage imod Renzis hestekur? Det skyldes primært, at reformpakken kobles til den nye valglov, Italicum, der kom til verden sidste år. Den sikrer et klarere valgresultat med et automatisk flertal i deputeretkammeret, og derfor også premierministeren så vidt mulig arbejdsro. Uden at tilgodese og samle magten hos de største partier, som tilfældet er i Storbritannien, kan kendetegnene fra briternes ’’winner takes all’’-valgsystem alligevel anes hos flere.

Kombinationen mellem Renzis reform, der altså vil trække magten yderligere over hos den siddende regering, og valgloven udgør en reel udfordring for Renzis ’’Basta un Si’’-kampagne, der bliver hjulpet på vej af Barack Obamas tidligere rådgiver og kampagneleder, Jim Messina. Det kan simpelthen være, at det er for stor en mundfuld på én gang for italienerne.

Flere kritikere, der blandt andre tæller tidligere premierministre som Silvio Berlusconi fra centrumhøjre-partiet Forza Italia, Ciriaco de Mita fra midterpartiet Unione di Centro og den uafhængige Mario Monti, har allerede bebudet deres nej til afstemningen i december. Hovedanken er, at reformen vil samle alt for meget magt hos premierministeren.

Berlusconi som demokratiets vogter
Berlusconi, der ellers ikke slår sig op som modstander af en reform af blandt andet regionernes bureaukrati, stemmer således nej, fordi et ja ’’ville overlade Italien og italienerne til en enkelt mand og et enkelt parti’’.

Politiske modstandere af Berlusconi hævder, at hans forsøg på at sikre immunitet og kortere forældelsesfrister for retssager under sine egne embedsperioder, ikke gør ham særlig troværdig i rollen som demokratiets vogter. Berlusconi forsøgte da også selv at reformere forfatningen i 2006, der også bød på en større samling af magten omkring premierministeren. Dengang blev reformen nedstemt.

Den tidligere kristendemokratiske leder De Mita ser slet og ret valgloven og reformen som ’’enden for det parlamentariske demokrati’’, og at et ja i december vil betyde, at Italien fremadrettet ikke stemmer om en premierminister, men en ’’capo’’, som klinger mere despotisk.

Til gengæld mener Mario Monti, på sin vanligt mere jordnære og akademiske facon, at han stemmer nej, fordi reformen af senatet er for tvetydig.  Det ville være bedre helt at opløse det.

Stemmes der om reformen eller om manden bag?
Men det kan være, det slet ikke er reformen, italienerne har for øje, når de skal sætte deres kryds. For Renzi nævnte tidligere på året, at han ville gå af, hvis italienerne vender tommelfingeren nedad til december. En udmelding, kommentatorer over en bred kam mener, var en stor fadæse. For med ét kom forfatningsreformen til i lige så høj grad at handle om at være for eller imod Renzi og regeringen.

Selvom Renzi senere valgte at trække noget i land, og mente, at hans regering godt ville kunne sidde valgperioden ud, er det spørgsmålet om han kan fjerne sin egen og regeringens fremtid fra ligningen hos italienernes vurdering.

Femstjernebevægelsen står klar
Renzi har endda allerede lidt sit første nederlag i 2016. Ved kommunalvalget tilbage i juni faldt borgmesterposten i blandt andet Rom og Torino til to unge og dynamiske kvinder fra Femstjernebevægelsen, Virginia Raggi og Chiara Appendino. Bevægelsen blev i 2009 stiftet af Beppe Grillo, der er i fuld gang med at jonglere på en bølge af populisme, hvor han med sine kundskaber fra sin karriere som klovn og komiker, har kunnet underholde og inddrage utilfredse italienere i den politiske debat med dundertaler mod systemet og politikerne.

Femstjernebevægelsen repræsenterer nu, paradoksalt nok, ligefrem et reelt dueligt alternativ til Renzis regering, og ved et nej til december, ifølge meningsmålinger, står klar i kulissen, såfremt det sender Italien ud i en regeringskrise.

Reformens samling af magten kan være skæbnesvanger for Renzi
Der er ingen tvivl om, at Renzi har umådeligt meget på spil, og allerede i en alder af blot 41 kan være på vej ud af rampelyset. Han har siden dagene som borgmester i Firenze, slået sig op på ved at være en rottamatore, forstået som en ophugger, en reformator med spidse albuer, der har villet det politiske systems historiske opportunisme endeligt til livs.

Dét, at han vil gennemføre en omfattende reform af det politiske system, strømline det, sætte det på slankekur, så det kan komme i bedre form og løbe hurtigere, kan ses som en fortsættelse af hans hidtidige arbejde, der har forsøgt at tage hånd om det indbydende ta’ selv bord af frynsegoder og skyhøje omkostninger, der er forbundet med italienske politikere og det generelle embedsværk. Her har han blandt andet været med til at sætte ministerbiler til salg. Men omvendt kan reformen med dens samling af magten også være et nemt våben for kritikerne til at overbevise tvivlere om, at Renzi selv er ved at falde i opportunismens og storhedsvanviddets fælde.

At det så sandsynligt ville være en helt naturligt løftet pegefinger blandt kritikerne og de politiske modstandere, uanset hvilken regering og leder, der måtte være ved magten og prøver at få sådan en reform igennem, er så en anden sag.

Resten af Europa følger nervøst med
Som eurozonens tredjestørste økonomi – og med banker, der er dybt forgældede – vil en regeringskrise i Italien kunne udløse endnu en alvorlig hovedpine for EU. Den Internationale Valutafond er nået frem til, at de italienske banker har såkaldt ’problematiske lån’ for hele 2.700 milliarder kroner, og hvis et italiensk valg, enten fremkaldt af et nej i december eller senere, ender med en regeringsovertagelse til den euroskeptiske Femstjernebevægelse, som ingen for alvor aner langtidsholdbarheden på, men som til gengæld kraftigt overvejer en folkeafstemning om at træde ud af euroen, inspireret af Brexit, er det svært at se, hvordan det europæiske samarbejde ikke kan være fanget i endnu længere tid ude på den is, som i forvejen giver nogle gedigne knæk fra sig.

En meningsmåling i Corriere della Sera giver en lille føring til nej-siden, men næsten halvdelen af de adspurgte har enten ikke besluttet sig, eller ikke ønsket at give deres mening til kende.

Christian Weber er cand. mag. i historie fra Københavns Universitet, samt MA i europæisk historie fra University of London

Billede i artiklens top: Alessandra Tarantino/AP/Polfoto