Før italienerne kan gå til parlamentsvalg, skal der vedtages en ny valglov. Aftalen er dog indtil videre smuldret, og de politiske alliancer er meget sårbare i Eurozonens tredjestørste økonomi.

Analyse af Christian Weber

21.06.2017 | ITALIEN | Det var begyndt at tyde på et efterårsvalg i det italienske. Men premierminister, Paolo Gentiloni fra det ledende centrumvenstre-parti Partito Democratico (PD) ser nu ud til at kunne sidde på posten lidt endnu, sandsynligvis indtil valgperioden når sit naturlige udløb til foråret.

Gentiloni er PD’s fjerde frontfigur siden valget i 2013, der har forsøgt at gøre Italien manøvredygtigt, redde landets voldsomt gældsbetyngede banker, indføre arbejdsmarkedsreformer, løse udfordringerne med en arbejdsløshed på 11 procent, en næsten fire gange så høj ungdomsarbejdsløshed, med immigration, og ellers undgå, at Italiens økonomi sætter flere blinkende røde lamper i gang i EU, som ofte har været på randen af epileptisk chok. Det er ikke småting, som Italien står overfor. Lige nu er væksten i det mindste spået af Den Internationale Valutafond til at være på omkring én procent i år og frem mod 2020.

Valglov skal ændres
Men hvorfor er det, at Gentiloni alligevel godt kan fortsætte med at fylde sin kalender med aftaler til i hvert fald på den anden side af nytår? Omdrejningspunktet er den ændring i valgloven, der er stærkt anbefalet af præsident Sergio Mattarella, før et nyt parlamentsvalg kan udskrives. Han har magt til at opløse parlamentet, og er umiddelbart en herre, man lytter til.

Den seneste valglov, Italicum, fra 2015 er aldrig blevet taget i brug, da den var beregnet til at fungere med den forfatningsreform, som italienerne klart afviste ved folkeafstemningen den 4. december sidste år, og som førte til, at Gentilonis forgænger, Matteo Renzi (billedet i artiklens top), mistede sin premierministerpost. Renzi hævdede, at forfatningsreformen ville effektivisere lovgivning med en kraftig reducering af magten til – og størrelsen på – det ene af det italienske parlaments kamre, senatet. Italicum er således ikke beregnet til det nuværende senat med 315 sæder, og præsident Mattarella ønsker en valglov, der er harmoniseret i forhold til begge kamre.

Renzi og PD vil være de ansvarlige
Matteo Renzi blev i april genvalgt som formand for PD, og forsøger at lancere sig selv og sit parti som en ”dæmning mod populisterne,” der altid tager ansvar og er klar til at være de modne, der rækker fingeren op, når læreren spørger ud til den uvorne klasse. Renzi vil mærke den medvind på den politiske midte, som Emmanuel Macron måske kan dele lidt ud af, så han efter planen snart kan vende tilbage til premierministerposten.

Renzi har holdt fast i at være en fortaler for et valgsystem, der sikrer et klart resultat, som de direkte valg normalt gør i Storbritannien, eller i form af en majoritetsbonus, der både var inkluderet i Italicum, men også tidligere valglove.

I løbet af maj – forud for forhandlinger om valgloven – meldte Renzi ud, at PD var villige til at gå med i en aftale om det, der ofte blot bliver refereret til som ”il tedesco”, tyskeren, på baggrund af det foreslåede proportionalvalgsystem med en vis procentdel valgt ind efter flertalsmetoden, og med en spærregrænse på fem procent, der vil afløse Italicums på tre. Men det er en blandet landhandel, der slet ikke er afgjort endnu.

Alliancer brydes nemt
De fire store politiske aktører i Italien så ellers ud til at være nået frem til en delvis alliance om at få ”tyskeren” vedtaget, hvilket kunne have resulteret i et valg allerede til efteråret. Ud over PD drejer det sig om de politiske oprørere i Femstjernebevægelsen, anført af Beppe Grillo, det separatistiske og immigrationsskeptiske Lega Nord under Matteo Salvini, samt centrumhøjrepartiet Forza Italia, der stadig har Silvio Berlusconi som ukuelig galionsfigur.

Men de politiske alliancer i Italien efterlader ofte spillerum til dolkestød. En hemmelig afstemning af forholdsvist triviel betydning i sidste uge om, hvorvidt den nye valglov skulle gælde i den nordlige region Trentino Alto-Adige, hvis valgsystem tager højde for regionens sproglige mindretal, var knapt så hemmelig på grund af en fejl, og dermed blev det tydeligt udfoldet, at det planlagte ”no” var blevet et ”si”. Flere parlamentarikere fra især Femstjernebevægelsen, men også PD havde stemt imod linjen.

En samlet svada fra PD mod de ”patologisk upålidelige” femstjerner, erklærede, at sidstnævnte havde dræbt valgloven. Femstjernebevægelsen kvitterede for den store ros ved at melde tilbage, at de ikke ville indgå i nogle former for alliancer, som altid har været mantraet i deres anti-establishment kamp. Beppe Grillo har dog udtalt sig positivt omkring den tyske model, men at der bør indvælges proportionelt til samtlige 630 sæder i deputeretkammeret, flankeret af et ønske om en majoritetsbonus ved 40 procents stemmeandel.

Ifølge en meningsmåling ude i det italienske vælgerhav mener de fleste, at det skyldes et kollektiv kollaps hos politikerne, at man ikke kunne nå til enighed, mere end det er en specifik parts skyld. Valgloven er i hvert fald sendt tilbage til tegnebrættet.

Blokkene samles
At PD og Femstjernebevægelsen er i indædt kamp med hinanden skyldes også, at det er de to klart største partier i øjeblikket i Italien, og begge balancerer på kanten af 30 procents opbakning. De vil med stor sandsynlighed udgøre to ud af formodentlig tre store blokke frem mod næste valg.

Den tredje blok er endnu en løst sammensat størrelse af en centrumhøjre-akse bestående af Lega Nord, Forza Italia og det lille parti Fratelli d’Italia. Det er dog usikkert, om sidstnævnte vil kunne klare en eventuel spærregrænse på fem procent. I øjeblikket er det nemlig kun de fire store partier, der kan hoppe over en sådan. Altså ville den potentielt set kunne få en stor indvirkning på den italienske parlamentariske situation.

Berlusconi venter på afklaring
Forza Italias leder, Silvio Berlusconi har hele tiden støttet et valgsystem, der ligner det tyske, da han mener, det har været med til at sikre Tyskland stabilitet. Berlusconi er så også klar over, at han kan blive marginaliseret i parlamentet, hvis der ikke er en valglov baseret på proportionel repræsentation. I øjeblikket ligger Matteo Salvinis Lega Nord endda lidt højere i målingerne (13-14 procent, mod Forza Italias 12-13), og Salvini vil derfor med en vis ret kunne kræve at blive frontfigur for en eventuel national centrumhøjrealliance.

Det helt store spørgsmål er, hvorvidt Berlusconi overhovedet kan fortsætte som Forza Italias leder, hvis han ikke kan få omstødt sit forbud fra 2013 mod at varetage offentligt embede seks år frem, efter han modtog en dom for skattesvig. Den 22. november er der indkaldt til høring ved Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvor Berlusconi skal tale sin sag.

Imens kører Berlusconi videre, som om intet var hændt, og har forsøgt at få centrum-højre til at fremstå som ”indiskutabelt forenet” i en tredje blok, der skal stå for en borgerlig politik med fokus på blandt andet mindre skatter. Lega Nord har dog før været en risikabel allieret for Berlusconi.

Det kan også tænkes, at Berlusconi vil lave en pagt med Renzi, hvis det kan holde Beppe Grillos folk nede, som hverken Forza Italia eller PD har meget til overs for. Det er en pagt, som blandt andre tidligere premierminister Romano Prodi, der har haft flere kampe med Berlusconi, har advaret Renzi imod. Men Forza Italia skal nok stige i målingerne, før Berlusconi som minimum kan påtage sig rollen som kongemager i italiensk politik.

Femstjernernes dårlige lokalvalg og højredrejning
Til gengæld har Lega Nord og Femstjernebevægelsens tilsyneladende nærmet sig hinanden, da sidstnævnte sammen med Lega Nord og Forza Italia har udtrykt kritik af det generelle antal af immigranter og romaer i Italien, og især af, at man vil tildele godt 800.000 børn af immigranter italiensk statsborgerskab, hvis de har været mindst fem år i skolesystemet.

Femstjernebevægelsens umiddelbare premierministerkandidat, den blot 30-årige vicepræsident i deputeretkammeret, Luigi di Maio har dog afvist en ny alliance med Lega Nord: ”Jeg er fra Napoli, og jeg vil ikke alliere mig med Lega’en, som fornærmer os,” har han sagt.

Femstjernebevægelsens nye, højredrejede udmeldinger kan da også ses som et forsøg på at aflede opmærksomheden fra en række elendige lokalvalg. Forud for søndagens anden runde i lokalvalgene er Femstjernebevægelsen kun repræsenteret på stemmesedlen i én (Asti) ud af de i denne omgang 25 større italienske byer, som Palermo, Genova og Verona, hvor man skulle til valg.

Særligt resultatet i Parma er iøjnefaldende, da den udgående borgmester og tidligere femstjerne, Federico Pizzarrotti, ligger godt til at genvinde borgmesterposten. Pizzarrotti blev offer for den kompromisløse ledelsesstil, Beppe Grillo fører, nu flankeret af Davide Casaleggio, der er med til at føre faderen og Femstjernebevægelsens åndelige guru, Gianrobertos livsværk videre.

Fortsatte interne stridigheder
Der bliver ved med at være interne stridigheder imellem de såkaldte ”talebanere”, der følger Grillos ord, og ”dissidenter”, der nok er blevet valgt af en væsentlig del italienere som et modsvar til de traditionelle partier, men heller ikke kan se den politiske langtidsholdbarhed i Grillos onlineblogs smædekampagner og afvisning af samarbejde.

Pizzarrotti valgte at gå selv fra Femstjernebevægelsen sidste år, da en undersøgelse af mulig svindel med ansættelser på Parmas operahus havde fået bevægelsen til at suspendere ham. Så snart, anklagerne var faldet til jorden, valgte han selv at tage sidste skridt væk.

Hvis Pizzarrotti nu som uafhængig, vinder anden runde mod sin centrumvenstre-modstander Paolo Scarpa vil det give endnu større genlyd, ikke mindst fordi Femstjernebevægelsens egen kandidat ikke var i nærheden af at kvalificere sig til finalen. Matteo Renzi har forsøgt at provokere Beppe Grillo ved at påstå, at man nu er ved at finde ud af, at politik ikke kan føres over en blog. Grillo svarede senere igen ved at kalde Renzi for en ”serieløgner”.

Indtil videre har målinger dog vist, at den nationale opbakning til Femstjernebevægelsen ikke har lidt skade oven på de ringe lokalvalg, der ifølge flere kommentatorer også skyldes, at bevægelsens romerske borgmester, Virginia Raggi ikke har kunnet levere resultater efter et år på posten, og nu selv er under mistanke for korruption. Rom er blandt andet plaget af dårlig affaldshåndtering og svigtende offentlig transport. Værre er det næsten, at byens store helt, Roma-spilleren Francesco Totti også er stoppet. Men romerne sammen med resten af deres landsmænd skal ikke vente længe, før de kan afsige deres dom over de politikere, mange nærer så stor mistro til. Det vil kunne give bare lidt luft til alle de indelukkede frustrationer.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billede i artiklens top: /ritzau/AP/Riccardo Antimiani.