”Jeg tør ikke selv se krimier”

Danske Rikke Lyllof er en del af den populære ”Usedom-krimi” i Tyskland. Men selv tør hun ikke se med – krimier er for voldsomme for hende.

Interview af Mikkel Krebs Behnke, NabolandsKanalerne

Langs Tysklands nordøstlige kyst ligger halvøen Usedom, der grænser op til Polen. I idylliske omgivelser blandt hvide sandstrande, bølgede klitter og grønne skove bor en mindre befolkning i gamle bondehuse og murstenshuse blandt ældre, majestætiske hoteller fra en anden tid. Om sommeren overrendes strandene, kurbadene og restauranterne med turister fra nær og fjern. Men om vinteren er de væk. Og det ferieglade landskab forvandles til noget øde og køligt. Bølgerne rammer kysten med hård kraft, blæsten slår ind mod ruderne, og disen lægger sig mellem træer og huse.

En oplagt scene til en krimiserie. Og det har vel nøjagtig været det skaberne bag ARD’s ’Usedom-krimien’ har tænkt.

”Det er ikke lige så råt og brutalt, som man ser det i nordic noir-genren,” fortæller Rikke Lylloff, der i serien spiller politikommissæren Ellen Norgaard, til NabolandsKanalerne over en telefonforbindelse fra sit hjem i Aarhus.

”Men derfor forsvinder uhyggen ikke. I stedet er fokus også på karakterernes indre konflikter såvel som seriens ydre. Der er en række karakterer som hele tiden udvikler sig og har ting kørende med hinanden – og som oftest er en af karaktererne som regel personligt involveret eller tæt på forbrydelsen.”

”Den er lidt mere i den blødere ende – en familiekrimi, selvom det er to helt forkerte ord at sætte sammen. Jeg synes, den holder sig på den lidt mere bløde side. Den handler også om relationer, familierelationer og venskaber.”

Hvordan adskiller de danske krimier sig så fra de tyske?

”Jeg tror, at vi herhjemme er mere optagede af psykologiske dramaer end krimier. Og vi har jo også en masse gode krimier, men de ligger på en bund af drama imellem karakterer. I Tyskland kan genren være lidt lettere i det – selvom jeg ikke synes, at ’Usedom-krimien’ ligger i den lette ende. Men skåret over én kam er de lidt lettere i det.”

”Mit tyske eventyr”
For den 45-årige Rikke Lylloff har der længe været en tysk forbindelse. I folkeskolen og gymnasiet valgte hun tysk som nyt fremmedsprog og senere i sin ungdom, rejste hun ofte til Tyskland på ferie for at se teater. Men tv-forbindelsen til vores nabo mod syd er ny. Hun har medvirket i flere danske film og serier som ’Borgen’, ’Sandheden om mænd’, ’Tinka og kongespillet’ og ’Fantasten’. Hun er uddannet fra skuespillerskolen i Odense ved Odense Teater i 2004. Selv vil hun dog også sige, at hun gør sig mest på teaterscenen.

Det var da også netop gennem teatret, at Rikke søgte mod Tyskland. For hvis man ifølge hende skulle have inspiration og vide, hvad der rykkede sig inden for teaterscenen, skulle man kigge mod Berlin. Derfor rejste hun til den pulserende hovedstad og frekventerede Berlins forskellige scener. Men det var først senere, at hun blev tilbudt job på landsdækkende tysk fjernsyn.

’Usedom-krimien’ søgte en nordisk skuespillerinde til rollen som politikommissæren Ellen Norgaard. Hendes gymnasietysk havde godt nok ligget i dvale efter nogle år i USA, men karakteren måtte heldigvis godt tale med accent.

”Jeg blev inviteret til en casting, og så lavede jeg et ’self-tape’, som det hedder, hvor man optager sig selv på video. Jeg fik en anden dygtig skuespiller, Klaus Tange, til at hjælpe mig. Han har arbejdet rigtig meget på tysk og er rigtig god til det. Det var en lang proces. Så kom de op til Danmark, hvor de lavede en casting. Og så skulle jeg til Tyskland og lave en casting, og så endte det med, at de valgte mig”, forklarer Lylloff og uddyber, hvad serieskaberne havde af forestillinger om selve karakteren Ellen Norgaards forhistorie og tyskkundskaber:

”Det var det meningen, at jeg skulle spille halv-tysker/halv-dansker. Hun havde en dansk far og en tysk mor og havde levet sit liv på Usedom de første år. Derefter det meste i Danmark, men så er hun altså vendt tilbage som voksen. Så jeg måtte gerne tale med accent, så det har jeg bare gjort. Men selvfølgelig er jeg da blevet bedre. Altså jeg synes da, at det var en større udfordring i starten”, siger hun grinende, inden hun kommer med en afsluttende kommentar:

”Jeg kalder det mit tyske eventyr!”

Det problematiske forhold til krimigenren
Det virker naturligt at spørge Lylloff om hendes eget forhold til krimigenren – og hvordan hun synes, den adskiller sig fra andre, hun har erfaring med. Hendes svar er et noget uventet et af slagsen.

”Jeg ser ikke rigtigt krimier. Jeg tør ikke at se krimier – jeg kan ikke lide dem”, klukker hun og erkender blankt:

”Jeg bliver for bange, og der skal ikke så meget til. Jeg er lidt sart. Jeg kan ikke tåle mord på unge kvinder. Især ikke efter at jeg har fået et barn. Men altså vi har jo altid et behov for at se kampen mellem det gode og det onde. Det tror jeg ligger dybt i os – sådan gælder det for alle mennesker.”

Må jeg citere dig for, at du ikke rigtig ser krimier?

 ”Ja!”

Lylloff understreger efterfølgende, at det bestemt ikke er genren som sådan, hun ikke bryder sig om. Men heldigvis er der mere i ’Usedom-krimien’ end drab og kriminalitet.

I centrum af krimiserien står to stærke kvinder Kriminalkommissær Julia Thiel og hendes mor, Karin Lossow, en tidligere statsanklager med en trist fortid. På tragisk vis går Julia bort, og hendes efterfølger bliver kriminalkommissær Ellen Norgaard, danskeren født på Usedom. Serien har altså to stærke kvindelige karakterer som centrale skikkelser.

Så hvad er det, serien kan for dig?

”Katrin Sass (karakteren Karin Lossow i serien red.) har jo været ankeret helt fra starten af – jeg kom jo først ind, da de allerede havde lavet fem film – og hun er virkelig sådan en stor personlighed og er også en form for seriens hjerte, vil jeg sige – uden at sætte mit eget lys under en skæppe. Så det tror jeg også, at der er mange, der ser det for: at der er kvinder i centrale roller. Det gør de jo også noget ud af på redaktionen – at det, synes de, er vigtigt. På den måde har den sit eget mærkat.”

”Det er givende at arbejde på et andet sprog”

Da det er første gang Lylloff gør sig på et tysk filmset, virker det oplagt at spørge ind til hendes observationer om kulturforskelle mellem hende og de tyske kolleger – og ikke mindst de eventuelle forskelle der kunne være mellem en dansk og tysk film- og tv-produktion.

”Jeg har faktisk ikke oplevet de store kulturforskelle, må jeg indrømme. Tyskerne kan godt være ret diplomatiske – men jeg er nu også selv et rimelig diplomatisk og fintfølende menneske. Så det er ikke, fordi jeg er typen, der bare sådan går i kødet på mine medspillere eller de øvrige filmfolk. Jeg oplever dog alligevel tit at jeg er mere direkte og ærlig end tyskerne, og skal nogle gange presse lidt på for at få ærlige svar. Tyskerne er generelt mere hierarkisk orienteret end os, og holder på nogle former som vi danskere ikke gør. På den måde kan jeg mærke jeg er lidt anderledes, jeg taler ikke anderledes til cheferne end til mine medspillere.”

Men hvad giver det dig at arbejde i et land som Tyskland?

 ”Jeg synes, det er givende at arbejde på et andet sprog, og selvfølgelig er der kulturforskelle. Tyskerne er lidt mere stolte af deres kultur og jeg oplever at de i højere grad end os bruger kunst og kultur til at bearbejde deres historie og aktuelle politiske problemstillinger. De har måske et lidt større politisk engagement, og det kan jeg godt lide at være i. Og så synes jeg, at det er spændende at lære et sprog at kende. Og det er jo også en kultur i sig selv – et sprog. Så det møde kan jeg rigtig godt lide. Jeg bilder mig ind, at jeg er med til at åbne verden og gøre den mindre og større på én gang.”

Et betydningsfuldt fællesskab med vores naboer
Vi lever i en verden, hvor selv de fjerneste verdenshjørner kan føles tæt på. Men Rikke Lylloff er ikke i tvivl om, at vi altid skal dyrke naboskabet og det historiske og kulturelle fællesskab, vi har med dem.

”Jeg synes, det er vigtigt for vores selvforståelse og for sammenhængskraften. Ikke bare internt i vores eget land, men også for dem vi er naboer med, som vi deler en masse kultur med. I virkeligheden tænker jeg, at vi er længere væk fra amerikanerne, som vi får sindssygt meget kultur/påvirkning fra, end fra nordmændene, svenskerne og tyskerne og de andre nordiske lande. For vores identitets skyld og for vores værdiers skyld. Og også for kulturen synes jeg, man skal dyrke naboskabet/omfavne vores nabolande i højere grad. Man lærer jo meget om sig selv ved at kigge udad – og det kan nationen også, tænker jeg.”

 Så er det i spejlingen i det nære, du tænker, at der er noget lærdom i?

”Ja, men også i fællesskabet. Jeg tænker, at det er et sundt fællesskab at have med de lande omkring os. Der vil jeg hellere identificere mig som nordeuropæer end som amerikaner.”

 Det lyder ikke, som om det er sidste gang, at du tager til Tyskland for at arbejde?

”Det tænker jeg ikke, nej! Men det vil tiden vise. Det kunne da være rigtig sjovt at arbejde dernede noget mere. Jeg synes, det er rigtig spændende og givende at arbejde på et andet sprog – og begå sig i en anden kultur.”

Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på nabolandskanalerne.dk den 14.december 2023.

Billede i artiklens top: /@ARD/

‘Usedom-krimien’ har netop været sendt på ARD og kan nu ses hos tv-distributører, der tilbyder streaming af nabolandsudsendelser. Undersøg hos din distributør, om du har adgang.

Læs mere om streaming og adgang til nabolands-tv.