Ukraine og Vesten venter en snarlig russisk storoffensiv. Vestlige kampvogne og jagerfly kommer for sent. Det kan føre til stagnation på slagmarken og forsøg på en forhandlingsløsning. Hvad kan en forhandling ende med? Zelenskyj kritiserer Tyskland for Minsk-processen.

Analyse af Hugo Gaarden

Ukraine står i disse uger – en uge før årsdagen for Ruslands invasion – over for den værst tænkelige situation. Ifølge Ukraine selv og de vestlige efterretningstjenester er en russisk storoffensiv på trapperne, og det er Ukraine ikke klar til. De avancerede vestlige kampvogne, f.eks. Leopard-2, kommer først om et par måneder, og hvis der kommer livsnødvendige jagerfly, sker det først om et år. Så kan krigen være forbi, eller den kan være endt i en form for våbenstilstand, der kan vare i årevis, og hvor russerne fortsat står inde på ukrainsk jord.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde under den europæiske turné i sidste uge, at krigen vil ende i en stagnation, hvis Ukraine ikke får jagerfly, langtrækkende missiler og meget ammunition. Så vil russerne stå ”på vores land,” sagde han. Men han får han ikke disse våben før storoffensiven, selv om de vestlige lande har haft et år til at overveje, hvordan de vil hjælpe Ukraine. Vesten er konsekvent gået forsigtigt og skridtvis frem af frygt for at ende i en direkte krig med Rusland.

Vestens mådehold syntes i det første halve år at være berettiget, fordi russerne klarede sig elendigt, og fordi ukrainerne viste en enestående modstandskraft. Men nu vender billedet, mener flere vestlige strategiske eksperter. De forberedelser, Rusland ikke foretog før invasionen, er foretaget siden efteråret, og der er sat mindst 200.000 ekstra soldater ind i fronten i Ukraine. Rusland har en overvældende militær styrke og har forskanset sig på den linje, der eksisterer i dag, og som kan blive fremtidens delingslinje. Rusland har først og fremmest forberedt sig på en årelang krig. Rusland er i dag sat på krigsfod, som den britiske krigshistoriker, Lawrence Freedman, skriver. Putin er utvivlsomt villig til at ofre titusinder af soldater for at sikre den eksisterende linje for at forsvare de fire provinser, han har taget fra Ukraine, og som han har erklæret som russisk territorium.

Men Rusland er næppe i stand til at erobre Ukraine. Derimod kan Rusland forsøge at svække Ukraine med talrige angreb på den lange linje i Østukraine for at hindre en senere ukrainsk offensiv.

Dette perspektiv er grunden til, at den tidligere amerikanske ambassadør i Moskva, Michael McFaul, i Foreign Affairs argumenterer imod den vestlige strategi om langsom optrapning af militærhjælpen. Vesten må ændre kurs og lancere en samlet plan for et Big Bang på årsdagen for krigens start, den 24. februar, med løfte om massiv hjælp, også med moderne jagerfly som F-16 og den svenske Gripen samt raketforsvar og langtrækkende missiler. Vesten skal ikke tro på Putins trusler om at bruge atomvåben, skriver han.

Det værst tænkelige er, hvis krigen ender i et dødvande, der konstant vil kræve ukrainske liv og ødelæggelser, og hvor Ukraine ikke rigtigt kan komme i gang med en genopbygning. Det gælder også, hvis der etableres en form for våbenhvile.

Men udsigten til et dødvande kan få de vestlige lande til at presse Ukraine til at indlede forhandlinger. De vestlige lande siger, at det er Ukraine, der skal bestemme, om der skal føres forhandlinger, men det udelukker selvfølgelig ikke, at Vesten vil lægge et voldsomt pres på Ukraine, der helst ser, at Rusland presses helt ud af Ukraine.

En forhandlingsproces kan måske følge nedenstående skitse:

  • Der etableres en form for våbenhvile langs den nuværende grænselinje, der også omfatter den sydlige Kherson-provins.
  • Rusland vil få det meste af Donbass og Krim og kan være parat til at opgive landområder ved Kharkiv og Kherson i nord og syd. Rusland vil aldrig opgive Krim med sin flådebase.
  • Ukraine kan blive medlem af EU, men ikke af NATO.
  • Ukraine får sikkerhedsgarantier fra Vesten og Rusland.
  • Det betyder, at der sker en vis normalisering over for Rusland, men hvor Rusland får en vis indflydelse. I dette spil kan Vesten true med at bruge det indefrosne beløb fra den russiske centralbank. Det kan dække hovedparten af udgifterne til genopbygningen af Ukraine (ifølge Verdensbanken: 540 milliarder dollar).

Det bliver ekstremt svært at få en aftale, hvis ikke Ukraine kan standse de russiske angreb og presse russerne tilbage. Det mest sandsynlige er formentlig en fastfrossen konflikt i år eller årtier. Det vil også være et problem for Europa, fordi et dødvande vil være et konstant urocenter som på Korea-halvøen. Dermed vil Rusland få varig indflydelse på EU´s udvikling. Det djævelske dilemma for Ukraine og Vesten er, at Putin får gavn af alle mellemløsninger bortset et totalt nederlag.

Det tragiske er, at denne situation kunne være undgået ved en langt mere realpolitisk strategi fra Vestens side lige siden Murens fald i 1989. Men også den eftergivende tysk-franske kurs over for Rusland under Minsk-forhandlinger var et problem. I et nyligt interview med Der Spiegel udtrykte Zelenskyj sig kritisk over for Tyskland trods våbenhjælpen. Minsk-processen, som især Tyskland og den nuværende præsident, Frank-Walter Steinmeier, stod bag, skulle skabe fred i Østukraine. Men den var en fejlkonstruktion, sagde han, fordi den gav indrømmelse til Rusland, som fik indflydelse på Ukraine.

Det tragiske er også, at Putin er tæt på at få dét, han hele tiden er gået efter, nemlig Østukraine, Krim og indflydelse på Ukraine. Det har kostet ukrainerne dyrt i liv og ødelæggelser, mens europæerne slap med en høj gaspris. Hvis Vesten hen ad vejen gør Ukraine til et militært ”pindsvin”, som mange amerikanere taler om, så vil der stadig være et varigt urocenter på Europas østgrænse.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.

Billede i artiklens top: Billede i artiklens top: /AP Photo/Vadim Ghirda/