Morten Lassens højaktuelle og oplysende bog om Putins historiepolitik, “Historien som våben”, tager læseren med ind i Putins hoved og i hans historieopfattelse, og den viser, hvordan han og regimet som en slags ”historiekrigere” betragter historien som et våben. Vi bringer herunder et af kapitlerne, som handler om de nye tiltag historiefortællingen i blandt andet medier og i undervisningen i Rusland i tiden efter invasionen af Ukraine i februar 2022 til nu.

Morten Lassen
Historien som våben
350 sider
Gads Forlag
Pris: 299,95 kr.
Udk. 15. marts 2024

9. Krigen, propagandaen og kampen om historien

(2022-23)

Under dække af at ville befri den ukrainske befolkning fra den nazistiske junta i Kyiv og forhindre et folkedrab på befolkningen i Donbas indledte Rusland således en invasion af Ukraine. Angrebet gjaldt militærbaser, lufthavne, ammunitionsdepoter, havnebyer som Mariupol og Odesa, storbyer som Kharkiv og Kherson og hovedstaden Kyiv. Et totalangreb, der lagde byer i ruiner og kostede tusinder af ukrainske soldater og civile livet. Men snart stod det klart, at angrebet også gjaldt ukrainsk historie, kollektiv erindring og national selvforståelse, for ud over de militære mål angreb russiske soldater også den kulturelle arv: museer, mindesmærker, arkiver og statuer, og de udskiftede ukrainske flag, nummerplader og gadenavne med sovjetiske og russiske. Krigen i Ukraine viste sig meget hurtigt også at være en krig om historien, alt sammen i forsøget på at udslette den ukrainske identitet og den ukrainske nation, som jo ifølge Putin blot var en konstruktion skabt af bolsjevikkerne, ikke en rigtig nation. Eller som han sagde til en gruppe krigskorrespondenter til et møde i Kreml (13. juni 2023): ”Hvad er det for et Ukraine, I snakker om? Der var ingenting, der var intet Ukraine. Som jeg sagde, Ukraine opstod i 1922. Nu smadrer de taknemmelige efterkommere statuer af Lenin, Ukraines grundlægger.”1

At Ukraine var en anti-russisk konstruktion ”uden civilisatorisk indhold”, blev gentaget i de statslige medier om og om igen.2 Fx problematiserede tv-værten Artjom Sjejnin (20. april 2023 på russisk stats-tv), at ordet ”Ukraine” konstant dukkede op i diskussionerne af den såkaldte ”konflikt”, hvilket kunne give det indtryk, at landet rent faktisk ”eksisterer”, og at det tidligere ”har eksisteret”.3 Men det er ikke korrekt, kan værten oplyse om: ”Vi skal huske på, at den politiske størrelse, som nu kaldes for Ukraine, og som nu forbander moskovitter, russiske im- perialister og bolsjevikker (….) deres eksistens er en myte (…) denne såkaldte nation er en myte, i virkeligheden er der tale om en kunstig konstruktion, som blev skabt af den russiske nation (både det imperiale og det sovjetiske Rusland) (…) Så det, vi gør med landet nu, er, at vi korrigerer tidligere tiders fejl.” Hvis den ukrainske uafhængighed skulle fremstå som en ”historisk fejltagelse”, måtte sporene af den også udviskes. Svaret var ”af-ukrainisering”.4 Samme dag som invasionen fandt sted, modtog ledelsen på Ruslands største lærebogsforlag, Prosvesjtjenije (”Oplysning”), en mundtlig ordre om ”at minimere omtalen af Ukraine og Kiev” i deres lærebøger.5 Senere en skriftlig ordre, som påbød ”at fjerne henvisninger til Ukraine, hvor det er muligt”. En medarbejder fra forlaget udtalte (anonymt): ”Det vil sige, at vi står over for den opgave at få det til at se ud, som om Ukraine simpelthen ikke eksisterer.”6

I programmet ”Mardan” citerede tv-værten Sergej Mardan ”den respekterede og indflydelsesrige” Aleksander Khodakovskij (soldat og en af de prorussiske separatister i Donbas i 2014) for følgende tese: ”Den ukrainske nationale karakter og det etniske ukrainske genom er en skadelig bakterie, som inficerer den sunde russiske organisme”, hvorefter Khodakovskij foreslår at samle de ukrainere, ”som ikke vil vise deres loyalitet over for Rusland”, i nogle ”særlige områder”. Heldigvis er tiden med Rusland, fortæller Mardan, for ”efter ti år vil alle ukrainere være blevet til russere”.7 Vestens tidligere darling, Dmitrij Medvedev, viste helt nye sider og en langt stærkere retorik, end man nogensinde havde set. Hvis Putin havde tvivlet på hans loyalitet, fik han den nu: ”Ingen har brug for Ukraine, så landet vil forsvinde fra jordens overflade,” udtalte Medvedev.8 Desuden kaldte han ukrainerne for ”Unterukraina”, altså en omskrivning af nazisternes Untermensch. Ifølge den amerikanske historiker Timothy Snyder er der i ovenstående eksempler tale om ”folkedrabs-retorik”, eftersom den russiske stat har en intention om at udrydde den ukrainske nation (eller dele af den), og det særlige ved dette tilfælde er, at de russiske myndigheder og russisk stats-tv er ”helt åbne om, at det er det, de vil”.9

Ikke bare russiske kampvogne og soldater blev velsignet på vej til den ukrainske front i 2022-23, også interkontinentale ballistiske atomare missiler fik i bogstaveligste forstand strøet vievand over pansret.10 Og de sociale medier flød over med bønner for sejren og opfordringer til at bede for soldaterne ved fronten.11 Patriarken Kirill gav tidligt invasionen sin velsignelse, og ved en ceremoni i Frelserkirken i Moskva i marts 2022 overrakte Kirill chefen for Nationalgarden, Viktor Solotov, et ikon af Jomfru Maria, som skulle ”beskytte den russiske hær og føre til en hurtig sejr.”12 Den religiøse velsignelse tjente i øvrigt til at befri soldaterne for ethvert ”moralsk ansvar”,13 og Kirill udtalte i forbindelse med den delvise mobilisering i september 2022, at ”skulle man falde i tjeneste, ville alle ens synder være vasket væk”.14 Allerede under kampene i 2014 havde Kirill talt om en ”religionskrig”, og da krigen nu udvidede sig til at gælde hele Ukraine, retfærdiggjorde han den med, at Rusland var den retmæssige arvtager til Kyiv-Rus: ”Jeg beder for alle, som lever i Ukraine, i Belarus, i vores russiske land, at vi alle er forenet i ånden og bevarer vores enhed i troen”, hvorefter Kirill slog fast, at ”vores russiske jord består af Rusland, Ukraine, Belarus”.15

At udslettelsen af den ukrainske kulturarv ikke blot var collateral damage, står klart, når man læser UNESCOs opgørelse over ødelæggelserne i Ukraine: Frem til 6. september 2023 er 120 religiøse monumenter/bygninger, 27 museer, 107 bygninger af historisk interesse, 19 monumenter, 13 biblioteker og et arkiv blevet ødelagt.16 Hertil kommer universiteter, teatre og mindesmærker. Ødelæggelserne er ikke tilfældige, men forsætlige og strategiske, hævder direktør Olha Hontjar fra det ukrainske Totalitarisme-museum: ”Russerne har præcis det mål at ødelægge vores kultur som en del af vores identitet, altså det, som adskiller Ukraine fra Rusland.”17 At det ikke bare er ukrainske nazister og erindringen om dem, som skal udslettes, kommer også til udtryk i ødelæggelsen af fx monumenter til minde om jødiske ofre for Holocaust. Et af de største tab for Ukraine var ødelæggelsen af SBU-arkivet i Tjernihiv, som indeholdt 13.000 dokumenter fra de sovjetiske sikkerhedstjenester NKVD og KGB, blandt andet forhørsprotokoller med og optegnelser over stalinismens ofre.18 Her var det ikke kun den historiske erindring, som gik op i røg, men også den videnskabelige bearbejdning af fortiden.

Da de russiske styrker erobrede Kherson i det sydlige Ukraine, blev de ikke mødt med brød og salt, som de var blevet stillet i udsigt. Derimod mødte den overvejende russisktalende befolkning dem med råb som ”knep jer selv” (en reference til soldaterne på Slangeøen, som 24. februar 2022 svarede det russiske krigsskib med de samme ord).19 Det tog soldaterne sig ikke af, men gik straks i gang med at forvandle byen til en potemkinkulisse. Det ukrainske flag på regionsbygningen blev udskiftet med et russisk, og selv byvåbnet blev ført tilbage til Kherson-guvernementets heraldik i 1802-1818. Store russiske figurer fra imperiet, som havde haft en tilknytning til Kherson og området: Katarina den Store, admiral Fjodro Usakov, fyrst Potjomkin, digteren Aleksandr Pusjkin, hang på plakater rundtom i byen. Plakatserien havde fået navnet: ”Kherson er russisk. Russiske helte dengang og nu.”20 Også plyndringer af kulturarven hørte til dagens orden. Det lokale kunstmuseum, et af de største i Ukraine, mistede i løbet af nogle få måneder ca. 80 % af sine kunstværker, herunder 90 % af malerierne.21 Ingen ved, hvor de er i dag, muligvis solgt videre, men det egentlige formål var at ramme den ukrainske kulturarv, deres ”dna og identitet”.22 Direktøren blev fyret og erstattet af en russiskvenlig propagandist, og medarbejderne fik at vide, at de nu arbejdede for russerne. Da russerne senere i al hast måtte forlade Kherson, efterlod de sig kun et par Lenin-malerier. 23 Derimod tog de den væltede Potemkin-statue med sig samt fyrstens jordiske rester fra Katarina-katedralen.

Den hastige og næsten panikagtige tilbagetrækning fra Kherson førte i øvrigt til, at det russiske militær udstedte en pamflet til de russiske soldater (”Memo til de russiske væbnede styrker som deltager i den militære specialoperation”). Pamfletten opremsede særlige belønninger for fx at skyde en drone ned (ca. 630 dollars) og indeholdt desuden en lille historielektion om Vestens imperialisme: Siden 1500-tallet har Vesten skabt sin velstand ved at ”trælbinde afrikanere, nådesløst kolonisere Indien, begå folkedrab på indianerne og bevidst ødelægge Kina med opium”.24 Vendepunktet kom, da Sovjetunionen ”modsatte sig et forenet Europa under Hitler”. Pamfletten fortsatte med at citere både Putin og kultfilmen Brat II (”Bror II”) og legitimerede specialoperationen med, at ”magten og sandheden er på vores side”, og at nazisterne i Kyiv nok skal ende foran en dommer. Endvidere fortælles det, at Ukraine ”aldrig har været en nation i sin egen ret”, og landets historie reduceres til dets forbindelser til Rusland. Tilbagetrækningen fra Kherson var skamfuld, ikke mindst fordi Kreml havde lovet at blive der ”for altid”. Til sidst i pamfletten foreslås det, at man for at rette op på situationen ved fronten skal vende tilbage til ”stalinismens krigsmetoder”, hvorefter den berygtede sætning ”Ikke et skridt tilbage” citeres fra Stalins ordre nummer 227, som var et desperat forsøg i sommeren 1942 på at stabilisere fronten og forhindre et truende nederlag. Stalins ordre sagde blandt andet: ”Kujoner og alarmister skal skydes på stedet”, og mindre motiverede soldater skulle sendes til fronten i særlige straffebataljoner, som reelt udførte rene selvmordsaktioner. Men de var faktisk ”heldige”, for ifølge ordre 227 gav det dem chancen for at ”rense deres forbrydelser mod Moderlandet med deres eget blod”. Pamfletten citerede flere steder Stalins ordre næsten ordret.

Der fulgte et rygte i kølvandet på den russiske invasion: Én af grundene til, at fremrykningen gik så trægt, var, at soldaterne havde fået udleveret gamle sovjetiske kort, hvilke naturligvis ikke stemte overens med nutidens infrastruktur. Om rygtet talte sandt, vides ikke, derimod stod det klart, at erobrerne i hvert fald mentalt havde et sovjetisk kort i hovedet, som ikke bare skulle definere grænserne, men også gadeog bynavne, pladser og promenader, universiteter og læreanstalter og regioner skulle føres tilbage, som de var under Stalin. Re-sovjetiseringen førte en lang række ændringer og omskrivninger med sig: Dnipro blev til Dnepropetrovsk, Bakhmut til Artemovsk, og de fire regioner Luhansk, Donetsk, Kherson og Zaporizjzja, som havde fået deres grænser i Stalintiden, blev nu en del af Den Russiske Føderation. Især i Mariupol, som havde kostet hårde kampe og store tab at erobre, tog re-sovjetiseringen fart: Frihedspladsen blev til Leninpladsen, Strandpromenaden blev til Komsomol-promenaden, Meotida-allen blev til Gaden for 50-årsjubilæet for Oktoberrevolutionen, Gaden for de ukrainske helte blev til Marskal Sjukov-gaden etc.25 De russiske soldater gentog altså fortidens slag om byer, hvis navne kun eksisterede på gamle kort.

I invasionens første uger så man oftere den røde sovjetiske fane end den russiske hvide, blå og røde, og Lenin-statuer og mindesmærker blev rejst i al hast. Ved ”genindvielsen” af et Lenin-mindesmærke i Svitlodar udtalte en russisk myndighedsperson: ”Her genoprettes den historiske retfærdighed.”26 Den russiske besættelsesmagt arbejdede altså på både at udslette den ukrainske kulturarv og skabe et nyt mentalt kort, der byggede på imperiet og Sovjetunionens symboler. Formålet var at miskreditere og i sidste ende udslette ukrainsk historie og national identitet, men også at legitimere invasionen.

Hvad har Pusjkin at gøre med Putins krig?

I 2015 havde den ukrainske præsident Petro Porosjenko underskrevet en af-kommunisme-lov, som ud over tidligere nævnte Leninopad (Lenin-fald) førte til en udrensning af kommunistiske symboler i det offentlige rum. Efter invasionen var tiden kommet til stort set al russisk kultur, og en decideret ”afrussificerings”-kampagne fandt sted overalt i Ukraine. For det meste foranstaltet af lokale aktivister. Selv den imposante og af mange elskede statue af Katarina den Store i Odesa, som var blevet rejst i 1900, måtte falde.27 Katarina den Store havde stået bag erobringen af netop dette område og af opførelsen af havnebyen Odesa. ”Det er derfor, statuen har stået der, og Putin har brugt det som en slags forklaring på, at det skulle være russisk land og ikke ukrainsk,” forklarer Niels Bo Poulsen til DR.28 Det ligeledes ikoniske monument til venskabet mellem Rusland og Ukraine fra 1982 (en ”gave” til Ukraine), som tronede over Dnepro-floden i Kyiv, blev demonteret i april 2022. Som Kyivs borgmester, Vitalij Klytjko, udtalte: ”Du dræber ikke din bror. Du voldtager ikke din søster. Du ødelægger ikke din vens land. Derfor demonterer vi i dag dette monument.”29 Præsident Zelenskyj var i begyndelsen ikke meget for at deltage i denne kampagne, men i april 2023 underskrev han en lov, som forbød ”propaganda for den russisk imperiale politik”, hvilket blandt andet ramte russiske stednavne.30 I Kyiv bekendtgjorde myndighederne, at 467 ”objekter” (gader, pladser, metrostationer) skulle skifte navn. Væk med Tolstoj, Dostojevskij, Tjekhov, Pusjkin, Akhmatova og selv ukrainske Bulgakov, som imidlertid skrev på russisk.31 Især gik det ud over den russiske nationaldigter Aleksander Pusjkin, som havde lagt navn til næsten 600 gader landet over. Kun nationaldigteren Taras Sjevtjenko og kosmonauten Jurij Gagarin havde flere gader opkaldt efter sig. I alt drejede det sig om 10.000 gader, pladser og steder, som skulle skifte navn.32

Men hvad havde Pusjkin lige at gøre med Putins krig? Ifølge historikeren Serhii Plokhy var Pusjkin ”en sand imperialist”, og man kan i hans digte finde flere eksempler på, at Krim og det østlige Ukraine betragtes som russisk kerneland.33 Flere ukrainske intellektuelle har angrebet blandt andre Pusjkin, Dostojevskij og Tolstoj for netop at være imperialister, som forherligede og støttede zarismen og den kolonialistiske politik.34 I det patriotiske digt ”Til Ruslands bagtalere” fra 1831 langer Pusjkin ud efter Europa, som ikke skal blande sig i Ruslands nedkæmpelse af det polske oprør (i 1830), og han truer Frankrig med krig. I digtet ”Poltava” håner han al snak om ukrainsk selvstændighed og viser den ukrainske nationalhelt Mazepa som prototypen på en forræder. Kulten om Pusjkin tog for alvor fart med Stalins rehabilitering af begrebet ”fædreland” i 1930’erne, hvilket gav plads til imperiale og nationale følelser og kulminerede i 1937 med 100-årsjubilæet for Pusjkin. Overalt i det sovjetiske rige blev der rejst nye Pusjkin-statuer, og hundredvis af gader og pladser fik nu hans navn. En ”gigantisk personkult” voksede frem, og den var tæt forbundet med russisk nationalisme og imperial stolthed.35 Det russiske folk havde givet verden den geniale digter, og de mange Pusjkin-statuer skabte et symbolsk landskab, som samtidig tegnede grænserne for imperiet. Naturligvis skulle der rejses en stor Pusjkin-statue i Odesa, hvor han jo havde tilbragt nogle år, men også i områder, hvor han aldrig havde sat sine ben.

Det største problem for de fleste ukrainere har imidlertid været Pusjkins allestedsnærværelse i det offentlige rum, og for hver en kvadratmeter sokkel, Pusjkin optog på ukrainsk jord, var der tale om en udbredelse af russkij mir.36 ”For hver gang man rejser en statue af Pusjkin, markerer man et område som russisk”, udtalte den ukrainske forfatter Oleksander Mykhred i et interview med The Guardian: ”Ethvert monument, en buste eller park, som er opkaldt efter Pusjkin, siger: dette er vores.”37 Og dermed finder der en undertrykkelse af ukrainsk historie og kultur sted. Ved årsskiftet 2022/23 var over 30 Pusjkin-statuer blevet demonteret, væltet eller bare smadret.38 Nu skulle den ukrainske kultur og historie frem i lyset og den russiske tilbage i skyggen. ”For hver gang det offentlige rum befries fra russiske symboler, afviser Kyiv Moskvas territoriale krav” skriver Ann-Dorit Boy i Der Spiegel.39 Konservatoriet i Kyiv er fortsat opkaldt efter Tjajkovskij, men de studerende har krævet, at det også ændres. De russiske medier er naturligvis rasende og ser afrussificeringen som en bekræftelse af en allestedsnærværende russofobi.40

Den russiske litteratur skulle imidlertid ikke kun ned fra sine sokler, den skulle også ud af de ukrainske skoler. Den 16. august 2022 bekendtgjorde det ukrainske undervisningsministerium, at det russiske sprog og den russiske litteratur skulle fjernes fra pensumlisterne.41 Ethvert russisk værk, som hyldede den russiske hær, skulle sortlistes. Exit Krig og fred af Tolstoj.42 Derimod skulle der undervises i ”Rusland som et imperialistisk land”, i russkij mir og i russisk fascisme.43 Beslutninger som disse ville ifølge den russiske politolog Elena Markosyan, som hun sagde på russisk stats-tv, føre til Ukraines undergang: ”Ukraine vil basere sig på det ukrainske sprog, men det ukrainske sprog kan ikke være fundamentet for en udvikling af Ukraine. (…) Det er umuligt, eftersom det afskærer hele samfundet fra de dybeste lag af den russiske kultur. Alt lever og gror ud af det.” I øvrigt ved hun slet ikke, hvad hun skal kalde Ukraine: ”Hvad er det?” 44

Når ukrainerne i dag i vid udstrækning afviser russisk kultur og herunder den verdensberømte litteratur, hænger det sammen med, ifølge den ukrainske forfatter Oksana Zabuzjko, at man ikke kan sætte skel mellem den russiske stat og den russiske litteratur: ”Russisk litteratur har i 200 år tegnet et billede af den verden, hvor vi bør møde forbryderen med medlidenhed, ikke fordømmelse. Vi bør fatte sympati for ham, for ’der er ingen skyldige mennesker i verden’” (citat af Tolstoj), skriver Zabuzjko, og anklager Vesten for at have båret over med Putins regime i over tyve år pga. denne manglende skelnen. Den russiske litteratur var kort og godt ”camouflagenettet til Ruslands kampvogne”, for litteraturen har været med til at skabe dialog og forståelse, fx for de russiske soldater: ”De arme knægte, hvor må de lide!” Mens de myrder og voldtager løs. Dermed står Putins regime i gæld til Dostojevskijs verdensbillede, som er båret af følelser, had til Vesten og troen på en særlig russisk skæbne. ”Litteraturen er ét kød med det samfund, som den skriver om og for”, så derfor er det på ”høje tid at tage et langt og nådesløst kig på vores bogreoler,” skriver Oksana Zabujkov45

I En forfatters dagbog skriver Dostojevskij, at krig ikke fører til elendighed, som folk ellers mener, men til ”sjælens glæde”, og vigtigst af alt, krig styrker det nationale sammenhold.46 Krigen giver folket mulighed for ”at handle” og for at ”respektere dem selv”. I tiden efter nederlaget i Krim-krigen 1853-56 blev netop krigen den altafgørende hjørnesten i den russiske nationalisme: Krigen ikke bare samler det russiske folk, men skaber også en enhed mellem zaren og folket. Også i Tolstojs Sevastopolfortællingerne hyldes soldaternes mod og offervillighed:

Det er ikke udsigten til et kors på brystet eller offentlig fremhævelse, ej heller trusler, der driver menneskene til at underkaste sig sådanne vilkår (krigens rædsler), der skal en ganske anden, mægtig drivfjeder, en mere ophøjet følelse til. En sådan følelse findes hos enhver russer, men han gemmer den inderst inde på hjertebunden (…). Dens navn er kærlighed til fædrelandet. Nu forstår du først alle de fortællinger, der knytter sig til begyndelsen af Sevastopols belejring.47

”Ikke underligt, at myndighederne siden har kunnet bruge Sevastopolfortællingerne som fædrelandsk pensum med passende censur af kritiske steder,” skriver Torben Brostrøm.48

Også den nutidige russiske forfatter Mikhail Sjisjkin mener, at efter invasionen kan den store russiske litteratur ikke længere ”redde nogen fra Gulag”, som fx Turgenev og Tjekhov gjorde: ”Da jeg var ung, reddede de russiske klassikere mig fra at kløjes i sovjettidens løgne.” Men ”ordene betyder noget andet nu, de har en anden smag.” Og han fortsætter: ”Jeg forsøger at genlæse mine yndlingsdigtere fra den russiske guldalder, men de er alle sammen propfyldte med patriotisk bræk.”49 Derfor har kulturlivet også ”gjort sig selv til krigsforbrydere” og har forvandlet Rusland til en ”radioaktiv zone, så langt frem man kan se.” Kun en tekst fra en ukrainsk skyttegrav, hvor en russisk soldat spørger sig selv: ”Hvem er jeg? Hvad laver jeg her? Hvad er krigen til for? Hvorfor er vi russere fascister?” kan give den russiske litteratur sin værdighed tilbage. ”En tekst, som et sonoffer”.50

Også herhjemme blev det diskuteret, om russisk kunst, teater og opera kunne udstilles og opføres. Og var det egentlig o.k. at spille ”Katjusja” rundt om lejrbålet?

Samtaler om vigtige emner

Da de russiske skoleelever vendte tilbage fra sommerferien i september 2022, havde en vigtig skemaændring fundet sted: Hver mandag skulle skoledagen indledes med en flagceremoni, hvor medlemmer af ungdomshæren skulle hejse det russiske flag til tonerne af den russiske nationalsang. Herefter skulle læreren undervise i undervisningsministeriets nye ”fag”: ”Samtaler om vigtige emner”, som ifølge ministeriet havde til opgave at ”beskytte det russiske samfund mod ødelæggende informativ og psykologisk påvirkning.”51 På ministeriets hjemmeside kunne man finde undervisningsforløb, videoer og retningslinjer til lærerne til samtlige af skolens klassetrin. Kort sagt en pakke i patriotisme, som regeringen havde investeret 17,5 millioner euro i.52

I de små klassetrin skulle læreren undervise i ”Hvor vi bor” og i ”kærlighed til den russiske natur”, som er en ”manifestation af ens kærlighed til og stolthed over sit fædreland.”53 I den tilhørende video kunne eleverne se smukke billeder af store floder, arktisk tundra og sibirisk tajga.54 Desuden var der bjørne og rensdyr. Læreren opfordres også til at synge den sovjetiske sang ”Hvor begynder moderlandet?” med eleverne.55 I det hele taget spillede musik en afgørende rolle på de første klassetrin, og læreren opfordredes til at spille vuggeviser og fæd-relandssange, som ”følelsesmæssigt får eleven til at forstå, hvad fædrelandet er.”56 For elever i 3.-4. klasse drejede undervisningen sig om at ”fremme forestillingen om kærlighed til moderlandet”, og en af opgaverne til forløbet handlede om at udlægge betydningen af udsagnet: ”At elske moderlandet er at tjene moderlandet”.57 I retningslinjerne til læreren opfordredes der til, at man skrev to svarmuligheder på tavlen: 1) militære pligter og 2) arbejde for noget eller nogen.58 I den tilhørende video var der igen fokus på kærlighed til naturen, men storbyerne Moskva og Skt. Peterborg var også med. Ruslands glorværdige fortid optrådte i form af en statue af Gagarin og et maleri af krigere fra tiden omkring Kyiv-Rus.59

For elever i 5.-7. klasse var emnet for samtalerne ”Hvad kalder vi moderlandet”, og formålet var at ”vække interesse for studiet af nationens historie og kultur”, samt uddanne til ”statsborgerskab og patriotisme”.60 Desuden skulle eleverne opnå ”en idé om det russiske folks kulturelle og historiske enhed” og vigtigheden af at bevare denne enhed.61 Det var også på dette klassetrin (5. klasse), at læreren skulle begynde at tale om den militære specialoperation: ”Målene med den militære specialoperation inkluderer at beskytte folket i Donbas, som er blevet udsat for overgreb og undertrykkelse af regimet i Kyiv; at afvæbne Ukraine; at forhindre NATO i at oprette militærbaser på ukrainsk jord.”62

For eleverne i gymnasiet og på erhvervsskoler (10.-11. klasse) lød overskriften ”Vi skaber selv vores eget hjemland”, og i introen til videoen siger fortællerstemmen: ”En følelse af patriotisme og ansvar for moderlandets skæbne har altid været iboende i det russiske folk.”63 Videoen lægger ud med at hylde en lang række russiske forfattere (Pusjkin, Lermontov, Gogol) og nævner flere værker, som hylder imperiet (fx digtet ”Poltava” af Pusjkin og ”Borodino” af Lermontov). Imidlertid lægges hovedvægten på Den Store Fædrelandskrig og dens mange helte, hvilket fylder langt over halvdelen af videoen. Til sidst i videoen klippes der fra sovjetiske helte til nutidige medaljeoverrækkelser af Putin til helte fra krigen i Syrien og i Ukraine.

Læreren opfordres til at diskutere, hvordan man kan vise sig som en sand patriot: ”Er det kun med et våben i hænderne, at du kan blive en patriot? Gennem hvilke handlinger kan du vise din kærlighed til dit fædreland?64 Som kontrast til den sande patriot nævnes ”kosmopolitten”, som i egeninteressens navn ingenting føler i forhold til fædrelandet andet end ligegyldighed. I sidste ende handler det om ”ikke kun at elske sit land”, men også om ”at gøre noget”: ”Husk, vi skaber selv vores eget hjemland, så alt er i dine hænder.”65

Det regimekritiske internetmagasin Meduza kunne allerede i september 2022 bringe en hemmelig lydoptagelse fra en skole i Moskva, hvor en lærer havde haft ”Samtaler om vigtige emner” med en klasse. Et uddrag lyder som følger:

Læreren: ”De russiske soldater standsede foran landsbyen. De såkaldte ukrainske nationalister havde forskanset sig i bygninger. De skjulte sig i bygninger, hvor der også boede civile. En russisk soldat fortæller, hvordan en kvinde med et barn hoppede ud ad et vindue fra første sal og flygtede. Kender I historien? Ved I, hvad der så skete?” Børnene fortæller, at de ikke har hørt om det. Læreren: ”De løb hen mod russerne. Og hvad tror I så, at der skete? Én af nationalisterne inde fra bygningen skød moren. Den lille dreng stod ved siden af moren; han var omkring fire år gammel (læreren begynder at græde). De skød ham lige i hovedet. Jeg vil aldrig forstå det. Hvad skal vi kalde disse mennesker? Hvilket ord kan vi bruge?” Børnene er stille. Læreren: ”Jeg kalder dem nationalister. I ved alle sammen udmærket godt hvorfor den militære specialoperation blev iværksat. Hvorfor? Alt muligt bliver skrevet, men hvad skal man tro? Er det Ruslands forsøg på at erobre land fra Ukraine? Ønsker vi det territorium?

Har vi brug for det?” Eleverne er stille. ”Rusland har ikke brug for noget territorium. Vi var aldrig gået i krig, hvis det ikke havde været for de russere, som bor der. Forstår I? Der er mennesker med russisk nationalitet, som bor i Ukraine. Vi var en del af det samme land, og dengang tænkte ingen særlig meget over, hvor de ville bo. I vores land, Sovjetunionen, kunne folk bo i hvilken republik de ville. Og ingen blev undertrykt (…) Og for at beskytte disse russere, efter de lokale myndigheders anmodning, gav Vladimir Vladimirovitj Putin ordren om den militære aktion for at beskytte folk. I otte år forsøgte Ukraine at få dem til at tale ukrainsk og glemme russisk, de skød på dem. Efter min mening tog vores præsident den rigtige beslutning.”66

I en anden undersøgelse spurgte Meduza eleverne, hvad de fik ud af ”samtaler om vigtige emner”. Og det var nok ikke lige, hvad Kreml havde forestillet sig: ”En undskyldning for at sove over sig.” En elev fra 10. klasse svarede: ”Alt, jeg skal gøre, er at lytte til en eller anden, som fortæller mig for 100. gang, hvor fuckin’ fantastisk vores land er, og hvordan alle andre ikke er værd at skrive hjem om.”67 Samme undersøgelse viste også, at mange lærere ikke ønskede at tage denne opgave på sig, og at de fandt på forskellige strategier for at undgå samtalerne eller tale det ned.68

Måske fornemmede man i Kreml, at det ikke var nok med videoer, slideshows og gruppearbejde, i hvert fald indførte Rosmolodyozh (det føderale agentur for ungdomsanliggender) programmet ”Din helt”, som bestod i anderledes håndgribelige eksempler på patriotisme:69 I foråret 2023 begyndte hjemsendte soldater og veteraner fra Ukraine-krigen ”i hobetal” at besøge skoler landet over med såkaldte ”lektioner i tapperhed”, hvor de fortalte om krigen, om ukrainske fascister og viste børnene, hvorledes man samler og skyder med et våben. Fx fortalte menig Vayerovsky en skoleklasse i Vizinga, at ”Vesten havde besluttet at genoplive nazismen”, og at ”nazisterne kom til magten i Ukraine i 2014”, og ”at de begyndte at terrorisere Donbas.” ”Rusland søgte ikke noget herredømme”, fortalte Vayerovsky. ”Vi russere har en smuk kultur, smukke dyder, vi er et venligt folk. Ja, vi kan blive vrede; når det gælder vores hjemland, så kan en russer ikke slappe af, hvis det er i fare.”

Med Putins såkaldte militære specialoperation fulgte et større pædagogisk arbejde. Allerede otte dage efter invasionen blev en 30 minutter lang propagandavideo, ”En lektion om fred i verden”, vist for samtlige af Ruslands 20 millioner skoleelever. I filmen stiller den 12-årige skolepige Sofia Komenko (som i 2017 optrådte i tv med en sang om sin kærlighed til Rusland) spørgsmålet ”Hvad sker der i Ukraine” (tv-værten vil ikke bruge ordet krig), og får af to voksne svar som fx ”Vi angriber ikke civile hjem og slår ikke civile ihjel. Vi ødelægger ikke infrastruktur, børnehaver, skoler, kraftværker.” Efter denne forklaring vender pigen sig mod kameraet og fortæller: ”Jeg kan se, at jeg ikke har fulgt ordentligt med i nyhederne. Fremover vil jeg være mere opmærksom”.70 Filmen advarer i øvrigt imod vestlig misinformation: billeder af et hospital, som er blevet ramt af en raket, ”stammer nok fra et videospil”.

Hver eneste skoledirektør fik stillet en rådgiver til rådighed, som kunne hjælpe med den patriotiske opdragelse, og samtlige skoler landet over var forpligtet på at afholde større arrangementer som ”Foråret på Krim”, ”Det udødelige regimente” og ”Til minde om folkedrabet å det sovjetiske folk”.71 Flere skoler fulgte efter med flash mobs, som hyldede krigen, og på sociale medier som Telegram uploadede forældre små videoer af deres børn, som kom med slagord som ”Udslet de stinkende fascister” og ” Jeg er parat til at ofre mit liv for far, mor og fædrelandet”.72

Allerede få uger efter invasionen havde skolerne modtaget en håndbog, som gjorde rede for ”fredsmissionen” i Ukraine, og som forklarede, hvordan lærerne skulle formidle vigtige begreber som ”afnazificering” og ”demilitarisering”.73 Over 450 skoler deltog i aktionen ”Brev til en soldat”, hvor eleverne kunne udtrykke ”deres taknemlighed og støtte” til en soldat ved fronten. Et brev lyder: ”Vær hilset, soldat. Jeg hedder Roman. Jeg er ni år gammel (…) Jeg skylder Dem tak, fordi De beskytter vores hjemland og civilbefolkning, børnene, som lider under de ukrainske nazister.” Andre tiltag var ”Mit kvarter under krigen”, som bestod af en konkurrence i Moskva, hvor elever skulle forbinde deres eget kvarter med Den Store Fædrelandskrig. Tre gange om året sang børnekor krigssange, mens elever lagde blomsterkranse ved udvalgte mindesmærker. I en af de største patriotiske konkurrencer, ”Vi maler sejren”, deltog 740.000 skoleelever med malerier som ”Ud af lazarettet – og tilbage til fronten!”, ”Sørgende moder”, ”Underretning om døden”, ”Redningen af en såret soldat”. Til de fleste af foranstaltningerne på skolerne var det medlemmer af ungdomshæren, som førte an: ”De bærer fanen til appellen, de står for konkurrencerne og for teaterforestillinger til skolefesten”. Ved siden af skolen arrangerer ungdomshæren også en sommerlejr, hvor unge drenge og piger (fra otte år og frem) ”lærer grundlæggende militære færdigheder”.

Ikke så underligt havde de russiske skolelærere svært ved at følge med de mange tiltag: ”I min egen skoletid i 1980’erne spillede temaet krig kun en rolle på sejrsdagen. I dag pålægger skoleledelsen mig en så stor mængde militær-patriotiske arrangementer, at jeg umuligt kan realisere dem. Enhver opgavekonkurrence drejer sig om emnet krig. Alle mine kolleger finder denne samlebåndsproduktion frastødende”, fortæller en russisklærerinde. Men også eleverne havde fået noget at se til. En helt almindelig uge for en ottende klasse i en såkaldt kadetklasse (som findes på ca. 260 af Moskvas skoler) bestod af flagceremonien (om mandagen), militær grunduddannelse, våbentræning og æresvagt ved den ukendte soldats grav. Dertil kom deltagelse i historieolympiaden ”Det ubrydelige bånd mellem generationerne” og diverse kadetparader. Ifølge Ruslands regering skal 24 % af den russiske befolkning i 2024 være en del af den patriotiske opdragelse, og mindst 1,7 millioner skal være med i ungdomshæren (næsten en fordobling).

Putin får sin historiebog

Lærerne skulle imidlertid også forholde sig til en ny historiebog til landets 10. og 11. klasser: Ruslands historie. Fra 1945 til begyndelsen af det 21. århundrede. Den 7. august 2023 blev den præsenteret på en pressekonference i Moskva af undervisningsminister Sergev Krawzow og Putins særlige rådgiver (historiker og tidligere kulturminister) Vladimir Medinskij. De to havde sammen skrevet den 450 sider tykke bog. Ifølge Medinskij byggede bogen på et tidligere værk, men de fleste af dens nyere kapitler var ”radikalt omskrevet”. Til pressemødet fortalte Krawzow, at bogen skulle ”viderebringe årsagerne bag Ukraine-offensiven for skoleeleverne”, som var ”demilitarisering og afnazificering”.74 Og altså dermed legitimere krigen. At bogen videreformidlede Kremls historiesyn – og var ren statspropaganda – var ingen hemmelighed, og bogen var da også blevet til ”efter Putins instruktioner”.75 Desuden havde Putin krævet, at bogen lå klar til d. 1. september, når eleverne vendte tilbage til skolen. Putins navn optræder på 40 af bogens sider, Stalins på 60.

Forsiden forestillede Krimbroen over Kertjstrædet, et prestigeprojekt, som blev igangsat efter annekteringen i 2014, og et symbol på både Ruslands stormagtsposition og ingeniørmæssige bedrifter. Desuden indeholdt forsiden referencer til det sovjetiske rumprogram, og bogens grafiske udtryk efterlignede sovjetisk realisme. I forhold til den tidligere udgave adskilte den nye sig med et afsluttende kapitel om ”Den militære specialoperation” (ca. 30 sider) med rubrikker som ”Ukrainsk nynazisme”, ”Kup i Ukraine”, ”Ukraine er en ultranationalistisk stat” og ”Rusland er et helteland”. Kapitlets indhold kan i en parafrase opsummeres således:

NATO stod bag sønderdelingen af Eksjugoslavien, og de har det samme mål med Rusland. I de tidligere sovjetrepublikker foranstaltede Vesten farverevolutioner og pustede til russofobien. Efter kuppet i Ukraine i 2014 blev al russisk kultur officielt betragtet som en ”fjendekultur”. I stedet blev gader og pladser nu opkaldt efter Bandera, og ”forræderen Mazepa” blev tildelt en helteorden. Millioner af mennesker var nu undertrykte, og de blev tvunget til at opgive deres sprog og deres kultur. Den nye junta i Kyiv blev i begyndelsen kun anerkendt i den vestlige del af landet, men nationalisterne i Kyiv lod sig ikke stoppe af noget. (Opgave: Hvad var de vestlige landes rolle i kuppet i Ukraine?).

I 2021 kom Rusland med et forhandlingsforslag til USA og NATO, men fik et klart afslag fra Vesten. På ukrainsk territorium trænede nu NATO-rådgivere ukrainske soldater og forberedte dem på at angribe Donbas. (Opgave: Hvilken trussel udgjorde de ukrainske myndigheders handlinger for Ruslands sikkerhed?).

Præsident Putin indledte den militære specialoperation for at beskytte Donbas og Ruslands sikkerhed. I dag er Ukraine en ultranationalistisk stat, enhver uenighed forfølges strengt, og al opposition er forbudt. Desuden udrydder man al russisk historie og kultur, alt, som vidnede om en fælles historie og et broderfolk. (Opgave: Kom med eksempler på de ukrainske myndigheders af-kommunisme-politik).

Den 30. september tiltrådte regionerne DPR, LRP, Kherson og Zaporidza Den Russiske Føderation, og Rusland begyndte straks at bygge nye veje, skoler og hospitaler (Opgave: Vis på kortet s. 416-17 de områder, der blev en del af Rusland i 2022). Vores militær står over for Ukraines hær bevæbnet med NATO-udstyr og med hjælp fra udenlandske lejesoldater og instruktører. Disse soldater bruger ofte civile som skjold og lader gerne kamphandlingerne foregå inde i boligområder (Opgave: Hvorfor støttede det absolutte flertal af russiske borgere den specielle militæroperation?). Rusland er et helteland og har altid været det, og historisk set har russerne altid forsvaret deres fædreland. Derfor er Rusland uovervindeligt.76

Til sidst fulgte fem sider med helteportrætter af russiske soldater, hvoraf de fleste var faldet i Ukraine. Den første i rækken var løjtnant Nurmagomed Gadzhimagomedov, 25 år, som var blevet hårdt såret i et slag, men alligevel havde fortsat med at kommandere sin enhed. ”Han kæmpede til den sidste kugle og sprængte sig selv og sine fjender omkring ham i luften med sin sidste granat”, står der i billedteksten, og hans far citeres for at sige: ”Jeg ønsker, at min søns bedrift skal forene alle russere”.77 Bagerst var et kort over Rusland, hvor de fire annekterede regioner nu var en del af Den Russiske Føderation. Putin havde endelig fået den historiebog, han så længe havde ønsket sig – enhedslærebogen (se kapitel 7) – og som han næsten ord for ord selv kunne have skrevet. Men hvad med eleverne i de mindre klasser? Skal de ikke også have en ny historiebog? Ifølge planen er den klar (til elever i 5. til 9. klasse) d. 1. september 2024.

Russisk propaganda

Ifølge den bulgarske forfatter Ivan Krastev er Putin vitterligt af den overbevisning, at ukrainere og russere er ét og samme folk, og eftersom broderfolk ikke myrder hinanden, kunne der ikke være tale om krig, men om en specialoperation.78 Det viste sig imidlertid hurtigt, at Ukraine ikke delte denne opfattelse. Og som det er blevet sagt mange gange: Hvis Rusland indstillede kampene, ville krigen øjeblikkeligt være forbi.

Hvis Ukraine lagde våbnene, ville landet ikke længere eksistere. Men krig kunne der ifølge Putin altså ikke være tale om, og allerede den 5. marts introducerede han en ny lov, som gav op til 15 års fængsel, hvis man spredte feiki (fake news) om det russiske militær eller kaldte krigen i Ukraine for en krig.79 Samtidig blev der indført en lov, som forbød ”offentlig diskreditering af den russiske hær” med en strafferamme på op til fem år, der især blev brugt imod folk, som ikke var kendt i offentligheden.80 Fordelen ved at bruge udtrykket specialoperation var – ud over eufemistisk at underspille aktionen – at en sådan begyndes og afsluttes, mens en krig enten vindes eller tabes. Ifølge en af Kremls propagandister var de nye love ”ren stalinisme”, men ”vi er i krig nu. Er stalinisme ikke det, vi har brug for? Stalin førte os til Berlin, husker I?”81

Omkring invasionen d. 24. februar var der demonstrationer i flere russiske byer, og ca. 2000 gik på gaden i Moskva (langt færre end til demonstrationerne til fordel for Navalnyj i 2021),82 men de blev mødt med et politiopbud (det paramilitære OMON-korps), som i antal langt overgik antallet af demonstranter.83 I takt med nogle meget hårde domme hørte snart enhver dissens op. Indsatsen var simpelthen for høj: Den 32-årige Sasha Skochilenko fik ti år i en arbejdslejr for at skrive antikrigslogans, kommunalpolitikeren Aleksej Gorinov fik syv års fængsel for ”bevidst at sprede misinformation om den russiske hær” (selv om alt, han havde sagt, var citater fra Putin og pro-krigspropagandister),84 oppositionspolitikeren Ilja Jaschim fik otte et halvt års fængsel for at have omtalt russiske krigsforbrydelser i Butja, mens den kendte politiske aktivist Wladimir Kara-Mursa blev idømt 25 års fængsel.85 På sociale medier blev der delt billeder af almindelige russere, som havde fået et eller to års fængsel for bare at stå med et protestskilt i hånden. En mand blev arresteret for at holde et kreditkort op med teksten ”Mir” (fred), en anden for at holde Tolstojs roman Krig og fred, og en tredje, en ung kvinde, for at bare at holde et tomt skilt.86 Den måske mest omtalte domfældelse gjaldt en pige, som i skolen havde lavet en ”antikrigstegning”, hvorefter hendes far fik to års fængsel for ”bagvaskelse”, og datteren kom på børnehjem.87 At George Orwell også kom på listen over forfattere, som skulle fjernes fra landets biblioteker, kan ikke overraske. Kulturministeriet har i øvrigt benægtet eksistensen af en sådan liste, men enhver, som vil låne fx 1984 af Orwell på et bibliotek i Moskva, går forgæves.88

Med henvisning til en ”informationskrig” med Vesten forsvarede Kreml blokeringen af sociale medier som Facebook, Instagram og Twitter, som desuden blev betegnet som ”ekstremistiske organisationer”.89 Vestlige medier som BBC, Deutsche Welle og Radio Free Europa blev også lukket ned, og arbejdsforholdene for både russiske og udenlandske journalister var mere end vanskelige: Den 6. marts kunne man fx læse følgende i den uafhængige avis Novaja Gazeta: ”Omkring 100 personer protesterede på den centrale plads i Vladivostok mod det, som ikke må nævnes. (…) Nogle personer havde på deres tøj bånd med to farver, som vi ikke kan nævne. Nogle stod med en plakat, hvis indhold vi ikke har lov til at gengive.”90 I dag befinder avisens redaktion sig i udlandet, og avisen udgives kun online. Radio Echo Moskvy blev lukket, og tv-stationen Dozhd mistede sin sendetilladelse, efter at tv-værten Ekaterina Kodrikatze dagen efter invasionen udtalte på live-tv: ”Det, som sker med os lige nu, er en katastrofe. Hvordan havnede vi i dette helvede? En person flasher sine atomvåben som nøglerne til en dyr bil (…) Han besluttede, at fremtiden for vores børn i Rusland er fattigdom, isolation og krig.”91 Dozhd opererer i dag fra Holland. Den statslige myndighed for medier, Roskomnadzor, krævede desuden, at alle medier (såvel statslige som private) kun måtte ”anvende russiske officielle militære kilder” i dækningen af den militære specialoperation.92 I realiteten var det enden på uafhængig journalistik i Rusland, og tilbage var diverse statslige tv-kanaler, som alle gentog de samme paroler. Selv om Roskomnadzor blokerer udenlandske hjemmesider, er der dog endnu ikke tale om en firewall, som man kender det fra Kina. Med andre ord, med lidt snilde og lidt kendskab til VPN-tjenester kan man omgå censuren og følge med i den europæiske nyhedsstrøm.93

At der rent faktisk var tale om en informationskrig, lagde EU heller ikke skjul på, da Ursula von der Leyen til en pressekonference d. 27. februar fortalte, at de russiske statsfinansierede tv-stationer Sputnik og RT skulle stoppes. Von der Leyen fortalte, at EU var i gang med at udvikle redskaber, som skulle forbyde deres ”giftige og skadelige desinformation” i Europa.94 Ifølge den svenske politolog Charlotte Wagnsson var målet med den russiske propaganda ikke positivt, det vil sige at tale varmt om Rusland eller forfægte en ideologi, som den sovjetiske propaganda gjorde, men negativt: at sprede utryghed og underminere tilliden til politikere, myndigheder og medier. Denne form for informationspåvirkning er en blanding af ”fakta, løgne, manipulation og skarpvinklet information”. En analyse af stationen RT viser, at hovedstrategien er ”alt, som skaber kaos”. Stationen har da også en tendens til at invitere konspirationsteoretikere, NATO-modstandere og politiske ekstremister i studiet for at give et ”alternativt blik” på verden (og ikke mindst på Vestens syn på Rusland).

Som tidligere nævnt tog den anti-ukrainske propaganda virkelig fart under Majdan-protesterne i 2013-14, hvilket førte til en øget polarisering i Ukraine. Inden Majdan-oprøret blev ukrainere mere eller mindre nedladende beskrevet som ”lillebrødre”, som irrationelle, men søde. Under demonstrationerne ændredes det til ”forrædere” og ”fascister”, og en undersøgelse i Rusland viste, at de negative følelser over for ukrainere steg fra 17 % i september 2012 til 59 % i november 2014. Efter invasionen i 2022 omtales ukrainere nu primært som ”fascister”, ”nazister”, ”ultranationalister” og ”ukra-fascister”. Eller bare som ret og slet ”afskum”. Som ruslandseksperten Julia Davis har sagt i et interview med CNBC, er ”verden vendt på hovedet i den russiske propaganda”, og ”George Orwell ville være misundelig, hvis han kunne se den.”95

Det russiske stats-tv ændrede sig også efter invasionen. Nu var det slut med spillefilm og serier i den bedste sendetid, i stedet fik man propaganda. 96 Én gang om ugen mødes repræsentanter fra regeringen fortsat med lederne af de statskontrollerede medier ”for at koordinere emner og talking points”, men nu på et helt anderledes mere konkret og detaljeret niveau.97 Og mens vi i Vesten fik nyheder om nye russiske krigsforbrydelser, angreb på civile mål og civil infrastruktur, fik de russiske fjernsynsseere primært opdateringer om hærens heltemodige fremfærd mod de ukrainske nazister.98

Putin aflyste i 2022 både den årlige pressekonference, hvor han i en ”direkte linje” svarer på spørgsmål fra ”almindelige russere”, og den ligeledes årlige state of the union-tale for den føderale forsamling (som han ifølge forfatningen er forpligtet på), men alligevel var han (næsten) til stede hver eneste dag i fjernsynet. Og når han ikke selv optrådte, talte hardlinere som Vladimir Solovjov, Margarita Simonjan, Olga Skabejeva og Artjom Scheinin på hans vegne. Ud over den sædvanlige propaganda om Vestens hykleri, Ukraines folkedrab på russere i Donbas og Ruslands uskyld gentog Putins marionetter mange af historiepolitikkens narrativer: Ukraine har aldrig været en selvstændig nation, Sovjetunionen reddede ukrainerne fra nazismen, russiske soldater kæmper heroisk som under Den Store Fædrelandskrig, Stalin var en stor hærfører etc. Dels bruger Putin de meget sete debatprogrammer som talerør for Kremls egne narrativer og desinformations-kampagner, dels bruges de til at afprøve holdninger i befolkningen. Hvor langt kan vi gå? Hvilke initiativer kan der være opbakning til? Som når Solovjov gentagne gange foreslår at bombe militærinstallationer i Tyskland og England, eller siger, at tiden er kommet til en total mobilisering.

I begyndelsen bakkede samtlige tv-kanaler op om den militære specialoperation, og de fastholdt narrativen fra Kreml: Rusland ville befri de almindelige ukrainere fra den nazistiske junta og samtidig forhindre et forestående folkedrab på etniske russere i Donbas. Men i takt med at operationen ikke helt forløb som planlagt (ukrainerne mødte dem ikke med salt og brød), ændrede propagandaen sig. I dag tøver ingen med at kalde den specielle militæroperation for ”en krig”, om end en forsvarskrig, for nu gælder det ”civilisationens overlevelse”. Det er kort sagt et spørgsmål om liv eller død for Rusland og den sande kristne verden. Derfor er det måske også ved at være tid til at svare igen med de mægtigste våben, lyder det oftere og oftere. Kort sagt er der sket et meget dystert skifte i propagandaen: Fra at forsvare en specialoperation med en begrænset indsats er hele Ruslands eksistens nu sat på vippen. Margarita Simonjan, som er direktør for RT og en hyppig gæst hos Solovjov, bruger megen taletid på at fremhæve den pointe, at Rusland i virkeligheden ikke er i krig mod Ukraine, men mod ”et samlet NATO”.99

Putin slog i december 2023 fast, at specialoperationens oprindelige formål ikke havde ændret sig, og at målet fortsat var en demilitarisering og afnazificering af Ukraine. Imidlertid er det ikke den agenda, som fylder i den russiske offentlighed, måske fordi de færreste køber den længere. I stedet har Solovjov og Simonjan og de andre fundet en ny trussel: LGBT-fascismen, som arbejder på at gøre Rusland kønsneutral. Propagandaen låner gammel ammunition af Putin, som længe har italesat Rusland som den sidste forsvarer af traditionelle værdier, og som i en stor tale i Kreml hævdede, at i Europa siger man ikke længere ”mor” og ”far”, men ”forældre nummer 1” og ”forældre nummer 2”.100 Hvorefter Putin slog fast, at der var tale om en ”perverteret religion. Ren satanisme” – et ord, som snart blev gentaget i diverse debatprogrammer. Simonjan har ligeledes slået på, at hun ikke vil underkastes et diktatur, som forhindrer hendes datter i at tage en kjole på, og i oktober 2023 lagde hun en video op af en dansende mand i ”vores Odessa”, hvis feminine påklædning og opførsel fik Simonjan til at retfærdiggøre invasionen: ”Dette er en vigtig grund til, at vi er nødt til at tage Odessa tilbage. Tag det, tag det! Tag det hjem, tag det hjem, hjem! (…) og alt vil være normalt igen.”101 Solovjov gør konstant grin med Zelenskyj og ”hans feminine bevægelser” og konkluderer, at han er pædofil.102 Solovjov udtalte i efteråret 2023, at ”det her (krigen) handler ikke om geopolitik, det her handler ikke om landes interesser. Alt har fået en helt anden betydning”, hvorefter han kaldte de europæiske værdier for ”sataniske”.103

I Olga Skabejevas debatprogram på den statslige tv-kanal Rusland 1 blev der i september 2023 trukket tråde tilbage til Sovjetunionens rumprogram og foreningen af de to folk: ”Ukraine plejede at deltage aktivt i det største rumprogram, i Gagarins rumfærd, i opsendelsen af en ny sputnik, i alt! De var en del af en højtudviklet civilisation (…) Ukraine blomstrer sammen med Rusland, uden Rusland forvandles Ukraine til ruiner. I øjeblikket ligger Ukraine i ruiner. Ukraine eksisterer ikke som en uafhængig nation.”104 Hvorefter den påstand blev fremsat, at det var USA, som havde besat Ukraine og med den nyeste teknologi hjernevasket befolkningen til en ny identitet. Derfor består den ukrainske hær heller ikke af rigtige ukrainere, men derimod ”af slaver, af zombier”.105

I det hele taget mærker man en tydelig nostalgisk længsel efter Sovjetunionen. Som når parlamentsmedlemmet Andrej Guruljov betoner vigtigheden af at kende sin historie, som man skal være stolt af og lade sig guide af: ”Men vi russere er for dårlige til at være stolte af vores historie, vi nævner, at Ivan den Grusomme slog sin søn ihjel, Katarina den Stores seksuelle udskejelser, Stalin var en despot, Khrusjtjov hamrede skoen i bordet, og under Bresjnev var der stagnation”. ”Jeg levede under stagnationen, og jeg ønsker at leve under stagnation igen,” sagde Guruljovp uden at blinke, ”jeg ved, hvad det betød, og det var stor lykke.”106 Og videre: ”I dag står det lysende klart, at det projekt, som kaldes for Ukraine, står over for at blive lukket ned.”107

Især Vladimir Solovjov påkalder sig opmærksomhed. I løbet af invasionens første tre måneder optrådte han på skærmen i gennemsnit to timer om dagen.108 Han er kort sagt allestedsnærværende og uden tvivl den mest profilerede af samtlige Kremls propagandister. Han har også jævnligt besøgt fronten, og han har næsten dagligt foreslået brugen af atomvåben, ”når nu man har dem”: ”Enten så vinder vi, eller også vil verden reduceres til aske.”109 ”Vi lever i apokalyptiske tider” er en tilbagevendende formulering.110 Hans monologer er fulde af religiøse referencer, han taler ofte om en ”hellig krig”, og om at Rusland kæmper for den samlede menneskehed.111 I programmet Solovjov live (fra september 2023) konkluderer han, at ”krig er en mere naturlig tilstand end fred”.112 Derfor vil mænd, som deltager i krigen, også erkende, at det ”er deres formål”. Begivenhederne i Ukraine er ikke bare ”en væbnet konflikt” eller en ”specialoperation”, men derimod en konfrontation mellem ”absolut ondskab” og ”den menneskelige ånds højeste.” Og denne ondskab, som inkarneres af fx Scholtz, Macron og Biden, er ”den absolutte, totalitære satanisme”, og ”mens vi vil fortsætte med at skabe nye helgener, vil de fortsætte med at skabe nye dæmoner. Vi er anderledes.”113

Ifølge Jade McGlynn i bogen Russia’s War handler ”Moskvas hjernevask ikke om at overbevise befolkningen om noget, de ikke ønsker, men netop om at overbevise dem om noget, de rent faktisk ønsker”114: At russerne er de gode. At de mange lig i Butja i virkeligheden var skuespillere. At de russiske soldater kæmper en forsvarskrig. Og selv om nok mange russere tvivler på, at ukrainerne er nazister, og at de har korsfæstet russiske børn, så sætter man sin lid til, at afnazificeringskampagnen nok har noget på sig. Og således er Rusland jo en barmhjertig nation, som ”befrier ukrainere fra tyranniet”.115 Måske ved man godt, at de lyver i fjernsynet, men det gør alt for ondt at se virkeligheden i øjnene. Hvilket ifølge Jade McGlynn fører til en slags ”zombieficering” bestående af neutral loyalitet, passivitet og en abstrakt følelse af at have retten på sin side.116 Og propagandaen beskytter jo netop imod denne virkelighed, for som Goebbels sagde: ”En løgn, som gentages 100 gange, ender som en sandhed.” I Rusland får de fleste deres nyheder gennem det statslige fjernsyn (i perioden 2013-2018 var det over 90 %), og især dem over 45 år følger med i debatterne, som samtidig fungerer som rene underholdningsshows. 117 Andre henter deres informationer fra internethjemmesider, som i et eller andet omfang også er ejet af Kreml-venlige nyhedstjenester (fx Lenta, Komsomolskaya Pravda og VK). Vil man undgå propagandaen, er man nødt til selv at opsøge de alternative nyhedskanaler, men som Jade McGlynn skriver, er de færreste russere interesseret i en anden historiefortælling end den, de er blevet fodret med de seneste otte år.118

I Russia’s War forsøger Jade McGlynn at forstå, hvorfor så mange russere bakker op om krigen. Putins personlige popularitetstal har ligget på 82 % siden krigens begyndelse, 70 % af de unge (18-24-årige) støtter krigen, mens hele 92 % af de ældre (55+) gør det.119 Naturligvis skal man være forsigtig med at bruge meningsmålinger foretaget ikke bare i et autokratisk regime, men især under en krig med hårde domme for afvigende holdninger. Efter september og efter den delvise mobilisering faldt imidlertid andelen af dem, som betragtede forløbet som ”meget succesfuldt”, til det halve.120 Derfor hedder McGlynns bog da også Ruslands krig, ikke bare Putins krig.

I en russisk undersøgelse spurgte man, hvorfor russerne mente, at Vesten havde fordømt deres specielle militæroperation. 36 % mente, at det var efter pres fra USA, 29 %, at befolkningerne i Vesten blev fejlinformeret af medierne, 27 % mente, at Vesten altid havde været imod Rusland, og 15 % mente, at de var bange for, at Rusland også ville angribe dem. Blot 16 % forklarede det med, at ”Rusland havde brudt international lov”, og blot 12 % mente, at de var ”rasende over Ruslands handlinger”.121 Den gældende narrativ skinner her tydeligt igennem: Vesten har altid hadet Rusland, og USA står bag forhænget og manipulerer med resten af verden – kun Rusland tør gå imod dem. Jade McGlynn mener imidlertid, at det ville være naivt at tro, at russerne ”æder propagandaen råt”, derimod forstår de den magt og voldsomhed, som ligger bag propagandaen. Og den fortæller dem, at det nok er en god idé at acceptere tingens tilstand og forsøge at reducere krigen til en ”baggrundslyd”.122 De loyale neutrale er dem, som ”belønner sig selv” med ikke at stille smertefulde spørgsmål. At IKEA forlod landet, vakte således større harme end selve krigen.123 Ifølge Owen Matthews virkede propagandaen også, fordi den spillede på nogle grundlæggende følelser i befolkningen: angst i forhold til en fjendtlig omverden, et håb om payback efter så mange års ydmygelser og fattigdom – og så på grund af manglende alternative narrativer, som ikke gjorde alt for ondt at se i øjnene.124

Ifølge McGlynn er det ikke Putin, som skaber russernes holdninger, men det er ham, som artikulerer dem. Begge parter er traumatiserede af Sovjetunionens sammenbrud, 90’ernes anarki og det manglende opgør med fortidens forbrydelser (stalinismen etc.), og Kreml har gennem en lang række narrativer ”skabt en blanding af militariseret ritual og apati”. Historikeren Vladimir Malakhov har i den forbindelse hævdet, at Kremls aktive historiepolitik var et svar på den ”appetit”, som de så i befolkningen for ”en narrativ, der skildrede russisk identitet og historie som noget, man kunne være stolt af.”125 Desuden har Kreml været gode til at spille på folks følelser, håb og frygt. Og som McGlynn skriver: De mørke begivenheder i det tyvende århundrede har fået lov til at dominere i nutiden, og ”i stedet for at fokusere på det tragiske, har man vendt sig mod det heroiske”.126 For mange russere er patriotismen en ”helt naturlig refleks”127 hedder det i bogen, og selv de, som mener, at krigen er en fejltagelse, har refleksen: ”Vi tager fejl, men vi kan ikke tabe.”128 Rusland har i undersøgelser scoret højere end noget andet land, når det gjaldt ”blind, militant patriotisme” siden 1990’erne, hvilket underbygger påstanden om, at det er Ruslands krig.129 De udsagn i undersøgelsen, som understøtter denne patriotisme, lyder blandt andet: ”Mit land skal følge sine interesser, selv om det vil føre til konflikter med andre nationer”, og ”folk bør støtte op om deres land, selv om deres land tager fejl”.130

Forløberen for Levada-instituttet, meningsmålingsinstituttet VCIOM, kunne på baggrund af meningsmålinger nå frem til den konklusion, at sovjetmennesket – trods Sovjetunionens sammenbrud – i 1990’erne levede i bedste velgående. Kort sagt var ”den typiske sovjetiske person en langt mere vedholdende struktur end de sovjetiske institutioner,” som konklusionen lød i en VCIOM-undersøgelse.131 Og denne person ikke bare accepterede bedraget, men lod sig også frivilligt bedrage for sin egen sikkerheds skyld eller i sin egen interesse. Man tilpasser sig realiteternes verden, spiller efter reglerne, men samtidig spejder man efter huller i systemet, man kan udnytte. De færreste sovjetborgere var enten en stalinistisk bøddel eller en modig dissident, hverken Stalin eller Solsjenitsyn, de fleste forsøgte bare at overleve. ”En demonstrativ tavshed” har bredt sig efter invasionen, skriver forfatteren Mikhail Sjisjkin i sit essay ”Den næste tekst om Rusland skal være fra en skyttegrav i Ukraine” (2023): ”Tavshed som en måde at overleve på, tavshed som den luft, man indånder.” Men også en ”nedværdigende tavshed.”132

Til sidst i sit personlige vidnesbyrd, ZOV. En russisk soldats dagbog fra Putins krig i Ukraine (2022) skriver den tidligere russiske soldat (og nu desertør) Pavel Filatjev, at man på trods af den meningsløse krig er ”drevet af patriotisme” og mindes ”de store forfædre, der tilintetgjorde de stærkeste erobrere i verden, mongolerne, Napoleons Frankrig eller Hitlers Tyskland; de vældige forfædre, der ofrede sig, for at vi i dag kan leve i verdens største land og råde over en meget stor mængde naturressourcer”.133 Når selv en desertør bruger det samme sprog som Putin, og som historiepolitikken har formidlet i over tyve år – og endnu længere tilbage – viser propagandaens gennemslagskraft sig. Og krigen viser sig som russernes krig.

Stagnationen revisited

Alt taler for, at Putin havde forventet en hurtig sejr. Der blev sågar fundet paradeuniformer i en russisk mandskabsvogn, som muligvis var tiltænkt en sejrsparade i Kyiv. I stedet er man endt med forsmædelige nederlag i Kyivs forstæder, en tilbagetrækning fra Kherson og en fastlåst skyttegravskrig. Tabstallet blev i april 2023 opgjort til 40.000 døde russiske soldater og over 180.000 sårede.134 Enorme tal, selv for et land som Rusland. Til sammenligning døde ca. 15.000 russiske soldater i Afghanistan. Til et møde med russiske krigskorrespondenter i Kreml d. 13. juni 2023 spurgte flere af journalisterne til de manglende resultater og om ”den militære specialoperation har ændret sig”?135 Putin svarede, at operationen ændrer sig, i takt med at situationen ændrer sig, men overordnet set ”ændrer vi ingenting”. Herefter serverede han den sædvanlige svada: Vesten svigtede os, vi ønskede kun venlige relationer med vores naboer, vi rakte ud til NATO, men vores land er for stort for dem, de forsøger at slå Rusland i stykker, og Ukraine er en del af deres forsøg på at destabilisere Rusland. ”De startede krigen.”136 Når man analyserer Putins taler efter invasionen d. 24. februar 2022, er det da også slående, hvor lidt retorikken har ændret sig. Afnazificeringen er nedtonet, men grundlæggende er det som at være tvangsindlagt til at høre det historiske essay fra 2021 i et uendeligt loop.

Fredag d. 18. marts 2022 var tusindvis af russere blevet transporteret ind til hovedstaden for at deltage i showet ”For en verden uden nazisme”. Også dette var en arv fra Sovjetunionen, hvor forskellige regioner modtager en kvote over, hvor mange ”patrioter” de skal stille med. Olympiske gymnaster og sovjetiske krigssange sørgede for en nostalgisk stemning på Lusjniki stadion, og propagandister som Margarit Simonjan fyrede op under kedlerne: ”Moder Rusland, tag Donbas tilbage nu” og ”vores drenge bekæmper afskum lige nu.”137 Putin selv slog i en kort tale fast, at intet har ændret sig: ”At forhindre folkemordet i Donbas er hovedårsagen, motivet til og formålet med den militære operation.” At den specielle operation fandt sted på fødselsdagen for flådeadmiral (og i 2001 helgenkårede) Fjodor Usjakov, som gennem sin militære karriere ”aldrig tabte et slag”, var ”et rent tilfælde”.138 Putin citerede undervejs Usjakov: ”Disse storme vil bidrage til Ruslands ære, til Ruslands ære!” og lod admiralens ord runge ud over stadion – og krigen i Ukraine: ”Sådan var det dengang, og sådan vil det for altid være!”139

En uge tidligere havde Putin holdt en følelsesladet tale i fjernsynet, hvor man nok fornemmede, at operationen ikke helt gik som planlagt: ”Rusland vil altid forstå at skelne de sande patrioter fra afskum og forrædere. Og ganske enkelt spytte de sidste ud som insekter, der tilfældigt er fløjet ind i deres mund.”140 Vesten ville naturligvis ”støtte en sådan femtekolonne”, som ville være parat til at ”sælge deres egen mor”.141 Putin fortsatte i et sprog, der kunne minde om Stalins: ”Jeg er overbevist om, at en sådan naturlig og nødvendig rensning af samfundet kun vil styrke vores land, vores solidaritet og sammenhængskraft og ruste os til at imødegå udfordringer af alle slags.”142

Den 9. maj 2022 holdt hele verden vejret, da forsvarsminister Sjojgu bød velkommen til den store militærparade på Den Røde Plads i anledning af 77-året for sejren i Den Store Fædrelandskrig: Ville Putin afblæse operationen og stille sig tilfreds med de fire sydøstlige regioner, eller ville han måske iværksætte en massemobilisering? Ingen blev meget klogere af Putins tale, som indeholdt de sædvanlige referencer til historien: Minin og Posjarskij sande patriotisme, som frelste fædrelandet under de forvirrende tider, offensiven ved Borodino, det heltemodige forsvar af Moskva og Leningrad etc. Putin fortsatte: Den 9. maj 1945 har skrevet sig ind i verdenshistorien som en ”triumf for det sovjetiske folk”, ”dets sammenhold og åndelige magt”, og det er vores pligt at mindes vore forfædre og forhindre en ny global krig. Vesten var i gang med at ”forberede et angreb”, NATO sendte våben og ammunition og ”hundredvis af militære rådgivere”. Truslen voksede dag for dag, og ”et forebyggende angreb var den eneste korrekte beslutning”. Rusland viste sig som en stærk og uafhængig magt, som holdt fast på de traditionelle værdier, som Vesten forsøger at udrydde. Kynisk forsøger de at forfalske mindet om sejren over nazisterne og skaber russofobi. I dag kæmper den russiske hær side om side med Donbas’ militær og forsvarer Moderlandet, hvor ”soldater under Potjomkin også kæmpede”. De, som besejrede nazismen under Den Store Fædrelandskrig, viste os et evigt eksempel på heroisme, og ”vi vil altid se op til dem”. Mærkeligt nok blev Ukraine ikke nævnt med et ord. Måske fordi krigen skulle fremstilles som eviggyldig?

Da Putin 21. september 2022 lancerede en ”delvis mobilisering”, var det med præcis den samme argumentation (Vestens ønske om at tilintetgøre Den Russiske Føderation etc.), men retorikken drejede sig nu i særlig høj grad om den ukrainske befolkning, som var blevet gjort til ”kanonføde” af Vesten, og som ”ikke ønskede at leve under det nynazistiske åg”.143 Som en sidste trumf kunne Putin også fortælle, at der var forlydende om, at Vesten planlagde at angribe Rusland med atomvåben.144

Året efter d. 9. maj var alt på plads igen. Også denne gang kørte en enlig sovjetisk T-34-kampvogn i spidsen for optoget, som var reduceret med 3000 mand i forhold til året før. I alt deltog ca. 8000 soldater, det halve af optoget i 2015. Vestlige militæreksperter kunne fortælle, at også antallet af moderne isenkram var reduceret kraftigt, nok fordi det var efterspurgt på kamppladsen. Talen 9. maj 2023 var stort set en gentagelse af talen fra året før. Dog var der skruet ned for truslen mod Donbas og op for truslen mod Rusland: ”Vores civilisation står ved et vendepunkt”, og Vestens mål er at sønderdele Rusland.145 Putin brugte desuden ordet ”krig”, men vel at mærke en ”krig mod vores land”. Ukraine nævnes næsten ikke, men Putin gentager, at ukrainerne er ”taget som gidsler”.146 Mens talens første halvdel var tirader mod Vesten, udgjordes den anden halvdel af mindet om Den Store Fædrelandskrig og historiske figurer som, nå ja, Minin og Pozjarskij. Inden talen sluttede af med hurra-brølet, konkluderede Putin (endnu en gang): ”Vores heroiske forfædre beviste under Den Store Fædrelandskrig, at intet kan overvinde vores stærke, magtfulde og troværdige enhed. Intet er stærkere end vores kærlighed til Moderlandet.”147

Enhver, som måtte savne Sovjetunionen, ville have følt sig hjemme til fejringen af den militære specialoperation på Lusjniki stadion på Fædrelandsforsvarernes dag d. 22. februar 2023 (altså omkring årsdagen for invasionen). Showet begyndte med, at skuespilleren Vladimir Masjkov oplæste en ”pseudohistorisk tekst”,148 som hævdede, at hvert eneste århundrede i den russiske historie var indledt med en krig mod Vesten – og hver gang havde Rusland vundet. Mens Maschkow fremførte sin historie, opførte soldater i historiske uniformer små tableauer bag ham, som skulle illustrere de forskellige krige. Resten af showet var én lang koncert med primært sovjetisk musik (fx ”Katjusja” fremført som rap), kun afbrudt af soldater hjemvendt fra fronten, som lod sig hylde på scenen i midten. Og så naturligvis Putins tale, hvor han blandt andet sagde: ”Lige nu finder der et slag sted ved vores historiske grænser, for vores folk. De ledes af den samme slags modige kæmpere som dem, der står her ved siden af. De kæmper heroisk og modigt. Vi er stolte af dem. Og til deres ære: tre hurra!” Over 200.000 mennesker jublede og viftede med det russiske flag, men de havde altså også fået sig en fridag og 1600 rubler for at deltage. Mange så ud til at være mere optaget af at tjekke deres mobiltelefon, og selv Putin så en smule træt ud.

Måske var Putin ved at lykkes ”lidt for godt” med sin resovjetisering af samfundet? De tomme paroler og den patriotiske propaganda, paranoia og konspirationsteorier, offerfortællingerne og Vestens ondskab, guddommeliggørelsen af Den Store Fædrelandskrig og en hær i opløsning. Bortset fra at Putin ikke drikker, minder det uhyggeligt meget om stagnationen under Bresjnev. Jo stærkere den patriotiske propaganda hamrede løs på befolkningen, jo mere hul var den blevet. Dengang som nu. Den stort anlagte propagandafilm Svidetel (Vidnet) fra 2023, som kulturministeriet havde kastet 200 millioner rubler efter, viste ukrainerne som den inkarnerede ondskab, som nazister, der henretter uskyldige civile, mens russerne var godheden selv. Kort sagt skulle den legitimere krigen i Ukraine med argumentet om afnazificering. Rulleteksterne sikrede, at ingen kunne misforstå filmens budskab: ”Raketangrebet mod banegården i Kramatorsk, angrebet mod fødeafdelingen og teateret i Mariupol, massedrabene i Butja, beskydningen af Donetsk, Makijivka og andre beboelsesområder – alle disse blodige forbrydelser mod civile står styret i Kiev bag med det formål at give Rusland skylden og bagvaske Rusland over for verdenssamfundet.”149 Filmen fik premiere d. 17. august 2023, men tilsyneladende var der ingen russere, som ønskede selv at betale for propagandaen. I hvert fald kunne vestlige medier (som fx The Guardian) melde om ”tomme sæder landet over”.150 Har en mental stagnation indfundet sig? I så fald tør man kun gisne om de næste undertrykkelsesredskaber fra den sovjetiske værktøjskasse. Omvendt, hvis de tomme sæder symboliserer politisk apati, er en væsentlig del af målet med propagandaen jo opnået. En zombieficeret befolkning gør jo ikke oprør. Revolutionen afblæst. Vertikaliteten opretholdt. Evighedens politik …

Morten Lassen (f. 1974) er cand.mag. i litteraturvidenskab og lektor i dansk og historie ved Københavns VUC. Han er forfatter til bl.a. Mødet med det totalitære (2006), At skrive Holocaust (2011) og Kuppet i Chile (2015).

Ovenstående tekst er et uddrag af Morten Lassens bog “Historien som våben”:

Morten Lassen
Historien som våben
350 sider
Forlagets pris: 299,95 kr.
Udk. 15. marts 2024

Billede i artiklens top:/Pixabay/