Litauen er det 18. lykkeligste land i verden, på trods af at landet var nummer 71 på listen for så sent som 10 år siden. Opstigningen kan blandt andet forklares med medlemskabet af værdifællesskabet EU og medlemskabet af den militære forsvarsalliance NATO.
Analyse af Mikael Saeedzadeh
Litauen har været en udsat nation. Fra russisk imperialisme over nazismens indtog med Holocaust til et halvt århundrede som sovjetrepublik. De historiske nationaltraumer er store, men noget tyder på, at tiden læger sårene. World Happiness Report melder nemlig, at Litauen er det 18. lykkeligste land i verden, på trods af at landet var nummer 71 på listen for så sent som 10 år siden
Det har set sort ud i Litauen, men hvordan kan man se bort fra fortiden og være et tilsyneladende lykkeligere land end et land som Frankrig? Der er to grundlæggende forklaringer: medlemskabet af værdifællesskabet EU og medlemskabet af den militære forsvarsalliance NATO.
EU styrker Litauen
Litauen har generelt haft fint gang i økonomien, idet man ifølge statistik fra OECD ikke har oplevet minusvækst siden finanskrisen i 2009. Bortset fra finanskrise og covid-pandemien, har Litauen efter århundredeskiftet haft enorm glæde af økonomisk vækst. Selv under covid-pandemien undgik Litauen recession.
På den anden side døjer Litauen med høj arbejdsløshed, idet 7,13% af det samlede arbejdsstyrke i 2021 var arbejdsløse. Her er man således på niveau med Sydeuropa, men alligevel ikke meget højere end EU-gennemsnittet på 7,05%. I betragtning af, at over hver tiende litauer før årtusindeskiftet var arbejdsløs, kan man nok godt leve med 7% arbejdsløshed i kølvandet på en pandemi. Og der er håb forude: ”Situationen på arbejdsmarkedet bliver ikke værre”, forudsagde premierminister Ingrida Šimonutė i maj til det litauiske svar på DR.
Optagelsen i EU har alt andet lige spillet en betydelig rolle. Via EU har Litauen ikke kun fået adgang til det europæiske fællesmarked og dermed øget eksport, men også fået støtte til at udvikle infrastruktur til fordel for handelen på tværs af Litauen.
EU-medlemskab kræver, at man lever op til københavnerkriterierne, som er en række kriterier om f.eks. demokrati, retsstat og korruption. Medlemskabet af et demokratisk værdifællesskab må siges at have styrket de demokratiske værdier i Litauen. Diverse indekser viser en positiv tendens, når det kommer til korruption, demokratiscore og retsstat.
Det søde med det sure
Med EU-medlemskabet fulgte også åbne grænser, som yderligere forstærkede den store udvandring, Litauen har oplevet efter uafhængigheden i 1990. Udvandringen fra Litauen har været bekymrende, idet landet er gået fra 3,5 millioner indbyggere i 2001 til 2,8 millioner i 2023.
Skiftende litauiske regeringer har håbet, at man kan få nogle af de udvandrede litauere tilbage. F.eks. via en hjemmeside, som er rettet mod udlandslitauere. Målet med den er at lokke folk tilbage til Litauen med artikler, som argumenterer for tilbageflytning. Her bruges argumenter som en af verdens længste barselsordninger, et godt socialt sikkerhedsnet og at man kan samle svampe. De senere år er det lykkedes at vende tendensen, således at der nu er flere, der vender tilbage til Litauen end udvandrer.
Sikkerhed gennem NATO
Samme år som Litauen blev medlem af EU, blev Litauen også medlem af NATO, hvilket er en anden forklaring på den litauiske lykke. Medlemskabet er særdeles relevant for Litauen. For det første grænser Litauen op til den russiske eksklave Kaliningrad, der huser Ruslands Østersøflåde, som Putin efter sigende planlægger at modernisere og udvide. Ruslands ekspræsident Dmitri Medvedev har endda som reaktion på planerne om NATO-medlemskab for Finland og Sverige varslet, at man vil placere atomvåben i den russiske eksklave.
Ser man på et Europa-kort, vil man bemærke, at grænsen (også kaldet Suwalki-korridoren) mellem Litauen og Polen udgør en direkte forbindelse mellem Kaliningrad og Belarus. Der er derfor bekymring for, om Putin mon i en krigssituation kunne have interesse i at få Kaliningrad tættere på Rusland samtidigt med, at man isolerer hele Baltikum fra NATO.
For det tredje har russerne ikke kun gået i krig i tidligere sovjetstater som Georgien og Ukraine, men også haft en generel aggressiv retorik. Som i andre lande har der også været flere eksempler på russiske fly, som krænker det litauiske luftrum.
Hvis det ikke er en garant for fred at være medlem af en forsvarsalliance bestående af store militære aktører som USA, Frankrig og Storbritannien, er NATO dog med til at give følelsen af stor tryghed.
Den russiske trussel
Økonomisk vækst er ikke alt og et medlemskab af NATO er desværre ikke nogen 100% garanti for fred. Går man en tur i hovedstaden Vilnius, vil man bemærke, at der foruden det litauiske flag meget ofte flages med EU-flaget og det ukrainske flag. Enkelte officielle bygninger flager endda med NATO-flaget.
Bekymringen for Rusland kommer meget godt til udtryk i et tweet, som Litauens udenrigsminister Gabrielius Landbergis skrev under et besøg i Japan: ”Både Litauen og Japan ved, hvordan det er være nabo til en aggressiv atommagt, så det er ikke nogen overraskelse, at vi forstår hinanden.” Litauen ønsker at være varsom og stå parat i tilfælde, at der skulle ske noget fra russisk side – og her forventer landet, at NATO gerne hjælpe til.
Beredskabet er mere end blot flagning. Frygten for at krigen i Ukraine skulle udbredes er til stede, hvilket forsvarsminister Arvydas Anusauskas understreger, når han udtaler, at man vil få krig i andre lande, ”hvis aggressoren i Ukraine ikke stoppes”. Litauen har doneret 1,5% af sit BNP til Ukraine.
Også den litauiske befolkning samler ind til droner og radarer, som doneres til Ukraines militær. Den civile og statslige støtte kan tolkes på forskellige måder. Både som næstekærlighed til en nation med en fælles fortid, efter at Litauen er blevet mere velstående. Men det kan også tolkes som en kalkyle over, at et muligt alternativ til enorm økonomisk støtte er manglende opmærksomhed på krigen i Ukraine, der ultimativt kan udbredes til Litauen.
Selvmordets skygge
Litauerne formår tilsyneladende, trods russiske aggressioner og krigen i Ukraine, at blive et mere lykkeligt folkefærd. Dog tager undersøgelsen ikke højde for Litauens høje selvmordsrater, som har præget landet i flere årtier. Ud af 100.000 indbyggere, begår 23 litauere årligt selvmord, hvilket er næsten to gange EU-gennemsnittet på 12. Sammenlignet med de andre baltiske stater, har Litauen altid – også under sovjettiden – haft en høj selvmordsrate.
Forklaringen på dette stikker formentlig i noget dybere og strukturelt. Man kan spekulere i, om en dysfunktionel fortid med sovjetisk undertrykkelse spiller en rolle, ligesom maskulinitet og den dertilhørende manglende evne til at søge hjælp også kan være en forklaring.
Samarbejde og vækst læger de fleste sår
Trods landets fortid og udfordringer har Litauen formået at blive et lykkeligere og mere stabilt land. Det kan man blandt andet takke EU og NATO for, som har været med til at styrke demokratiet og økonomien samt givet en følelse af sikkerhed og beskyttelse mod trusler.
Stadigvæk kæmper Litauen med høje selvmordsrater. Skulle Litauen fortsætte med at have økonomisk vækst og bibeholde en stabil sikkerhedspolitisk situation, vil der forhåbentlig ikke gå længe, før selvmordsraten falder og udvandringen minimeres. Og hvem ved – måske vil Litauen nå endnu højere op på World Happiness Report?
Mikael Saeedzadeh har dansk-litauisk-iransk baggrund og er statskundskabsstuderende på andet semester på Aarhus Universitet.
Billede i artiklens top: Sergiy Galyonkin/Flickr
Ovenstående artikel blev oprindeligt bragt på Magasinet rØST den 11. juni 2023.