Den italienske mafia rykker nordpå, men erkendelsen af det i Europa kommer måske for sent, mener Italien-kender og journalist, Morten Beiter. Der er alt for store forskelle i lovgivningen de europæiske lande imellem for at kunne tage kampen op, og hvis det skal batte noget, skal der etableres fælles europæiske efterforskende og dømmende myndigheder, der ved, hvad det drejer sig om.

Interview af Christian Weber

19.12.2016 | ORGANISERET KRIMINALITET | Mafia. Ve den, der spiller eller nynner Godfather-temaet, for arketypen for organiseret kriminalitet er i stigende grad kommet ud af filmhistoriens guldmelerede tåger og ind i stadig flere europæeres hverdag.

Journalist og forfatter, Morten Beiter har et indgående kendskab til mafiaen og Italien. Han boede dernede igennem tyve år, inden han for godt ti år siden vendte tilbage til Danmark. Han var således Berlingske Tidendes mand i felten under de store omvæltninger, der bragte Silvio Berlusconi til magten første gang i 1994, men også var præget af en enorm bevågenhed omkring mafiaen, der få år forinden havde slået undersøgelsesdommerne Giovanni Falcone og Paolo Borsellino ihjel.

Morten Beiter har siden da blandt andet skrevet om de såkaldte pentiti, de angrende, mafia-afhoppere, der med politibeskyttelse har indvilliget i at fortælle, hvad de ved, ofte i vendinger, der efterlader én i tvivl om, hvor meget af fortiden, de reelt fortryder. Morten Beiter har i de seneste år beskæftiget sig med mafiaens udbredelse op gennem Nordeuropa fra arnestederne i det syditalienske, og hvordan benægtelsen af problemet gør Europa til et både nemt og indbydende marked for mafiaen.

Syd mod nord
Netop nu er den såkaldte Emilia-retssag i Bologna i gang, hvor over 200 er på anklagebænken, og hvor der ventes spændt på fortællingerne fra afhopperen Giuseppe Giglio, der hævder at have et indgående kendskab til den calabriske mafia, ’Ndrangheta’en. Den udgør sammen med Cosa Nostra på Sicilien og Camorra’en i Campanien med hovedbyen Napoli, de tre store, italienske mafiagrene.

Retssagen i Emilia er bare ét vidnesbyrd om, at mafiaen har rykket sig nordpå fra sit syditalienske udgangspunkt.

’’Der er tale om en erkendelse, som fra 1950’erne-1960’erne har bevæget sig ad en syd-nordgående akse,’’ fortæller Morten Beiter om udviklingen inden for forståelsen af mafiaens udbredelse.

’’Også på Sicilien nægtede man tidligere, at der skulle være mafia, og det har så gjort, at man længere oppe i det politiske system også har kunnet benægte det, og ladet som om, at det ikke har eksisteret, så længe det har været muligt.’’

Indtil for bare seks år siden blev det afvist hårdnakket af det norditalienske separatistparti, Lega Nord, at der overhovedet var mafia-aktivitet i Norditalien:

’’Der blev aldrig talt om mafia, da jeg boede i Norditalien i første halvdel af 1990’erne. Men nu er der ikke nogen i Norditalien med respekt for sig selv, der ville afvise, at mafiaen også er til stede dér,’’ forklarer Morten Beiter.

Men hvad beskæftiger mafiaen sig så med, når de ønsker adgang til nye territorier?

’’Det handler primært om hvidvaskning af penge og kokain. Man er mere forretningsagtig, og man truer ikke folk, men tilbyder dem en service. Man kan trænge ind i samfundet gennem billige tilbud i licitationsudbud, som er gjort mulige gennem hvidvaskning og adgang til billige byggematerialer, billig arbejdskraft osv.’’, siger Morten Beiter og forklarer, at eksempelvis den calabriske mafia, ’Ndrangheta’en, er ekstremt familie- og blodsorienteret, og man derfor er forpligtet til at beskæftige sig med de samme ting. Der er således nogle mønstre, man kan gå efter, når man skal prøve at efterforske familierne og deres beskæftigelse.

Tyskland vågner op
Ifølge de geokriminelle landkort fra 2009, som tidligere formand for den italienske antimafia-kommission, Francesco Forgione har udarbejdet i samarbejde med italienske efterforskende myndigheder, er mafiaen nået så langt nordpå som til Hamburg.

Særligt én begivenhed var med til at spærre tyskernes øjne op for den mulige trussel. I 2007 blev seks unge mænd mejet ned ude foran en restaurant i byen Duisburg, efter klaner fra Calabrien var gået i kødet på hinanden.

’’Tyskland vågnede op med et chok. Der blev nedsat task forces, og samarbejdet blev mere struktureret med de italienske myndigheder, og der blev foretaget nogle anholdelser’’, forklarer Morten Beiter.

Tidligere havde tysk politi altid svaret, at så længe der var tale om gennemrejse og ikke nogen strukturelle aktiviteter, havde mafiaen ikke den store bevågenhed, nævner han.

Men Duisburg-mordene var blot et symptom på en underliggende tendens:

’’Der er tale om en kolonisering af Tyskland siden 1950’erne med en masse immigranter, der er kommet op, på samme måde som da mafiaen kom til USA,’’ siger Morten Beiter.

Han nævner, at alle mafiafamilier er til stede i Tyskland, og med Murens fald fik de kronede dage med et helt åbent landskab i øst, man nu kunne kolonisere, som et andet Oklahoma-ræs. Her kan Erfurt i delstaten Thüringen i det centrale Tyskland blandt andet nævnes som en by, der blev koloniseret.

“Mafia. Nein Danke”
Men m-ordet virker stadig til at være svært at få over læberne for nogle tyskere. En af de ledende antimafia-kræfter lokalt i Syditalien, Nicola Gratteri, tidligere statsanklager i Reggio Calabria og nu leder af den særlige mafia-anklagemyndighed i Catanzaro, havde således ved et seminar i Bruxelles ikke held med at overbevise tyske parlamentarikere om, at der fandtes mafia i deres hjemland.

Til gengæld har bevægelsen ’Mafia, Nein Danke’ siden Duisburg-mordene i 2007 grebet om sig lokalt i Tyskland. Frontfigur Laura Garavini, der er valgt til deputeretkammeret for den nu afgående premierminister Renzis parti, Partito Democratico, og med mange års ophold i Tyskland, har været med til at skabe et tættere samarbejde mellem det tyske politi og Berlins italienske befolkning.

Det såkaldte ’Berlin Sicherheitsvereinbarung’ blev sågar i 2009 anerkendt af EU som den organisation, der var bedst til at skabe broer mellem civilsamfundet og sikkerhedsstyrken, og Garavini selv er blevet tildelt det tyske ’Bundesverdienstkreuz’ for hendes arbejde. Det er med andre ord den tyske version af Siciliens ’Addio Pizzo’ (’Farvel/skrid, bestikkelse’) bevægelse.

Den rette lovgivning er vital
Men der er ifølge Morten Beiter store udfordringer, der skal italesættes, hvis kampen skal lykkes mod den grænseoverskridende mafiakriminalitet. Der er alt for store forskelle i lovgivningen de europæiske lande imellem, og hvis det skal batte noget, må lovgivningen efterligne den italienske og gøres gældende i hele Europa:

’’Vi har jo et problem, som er fælles europæisk, og det her fælles problem har man aldrig villet adressere, siden man åbnede op for grænserne,’’ fortæller Morten Beiter og uddyber:

’’De her organisationer har bredt sig til hele verden. Det kræver et know-how og et samarbejde hen over grænserne. Straffelovene landene imellem er for forskellige, og der er nogle kommandoveje og et bureaukrati, der gør det hele meget langsommeligt. Det er et meget, meget ulige forhold, og den eneste måde at rette op på det, er fælles europæiske efterforskende og dømmende myndigheder, der ved, hvad det drejer sig om.’’

Brug for fælles europæisk politistyrke
Bekæmpelsen af mafiaen er også blevet inddraget i debatten omkring det danske medlemskab af Europol. Men det mener Morten Beiter er en fejl:

’’Europol er ikke svaret – det er med til at samle nogle statistikker og lidt koordination, men gør ingen forskel, hvad angår organiseret grænseoverskridende kriminalitet. Hvis det her skal lykkes, kræver det stærke bilaterale samarbejder, eller allerbedst, en oprettelse af en fælles europæisk politistyrke, der skal tage sig af den grænseoverskridende kriminalitet ud fra fælles lovgivning. Dette kan kun være en fortsættelse af den italienske, selvom den stadig også kan gøres meget bedre.’’

I Italien er det forbudt at være medlem af en organisation, der kan betegnes som mafia. Siden 1980’erne har det krævet en antimafia-certificering at deltage i offentlige arbejder som entreprenør. Reglerne er nu sådan, at firmaer skal anmode om at komme på en såkaldt ’white list’ hos det lokale præfektur, der har sit eget antimafia kontor, der indhenter oplysninger og foretager efterforskning. Først kommer man på en ansøgerliste, og derefter selve white-listen, som er af et års varighed, inden man skal søge igen.

Italiensk lovgivning har klare mangler
Men det er langt fra et skudsikkert system. Italiensk bureaukrati kæmper med en vis langsommelighed, så de rette godkendelser og stempler lader ofte vente på sig, og desuden kan man ved brug af underentreprenører og stråmænd få held til at omgå reglerne.

 Fra statslig side medregnes derudover de ti procent, der anskydes til at være mafiaens bidrag til det samlede italienske BNP. Nok genererer mafiaen arbejdspladser og aktivitet, men det er det helt forkerte signal at sende, mener Morten Beiter:

’’Det har der været meget snak om i Italien. Det er en form for statsanerkendelse. I det store hele er mafiaen en væksthæmmer, ikke en fremmer. Markedsøkonomien bliver simpelthen sat ud af spillet,’’ siger han og tilføjer, at han ikke anser mulighederne for dannelsen af den fælleseuropæiske front mod mafiaen, han ønsker, som værende andet end utroligt små, da viljen ganske simpelt ikke er der i Europa.

Mafiaen i Danmark?
Hvis geokriminelle landkort kan fastslå mafia-aktivitet i Hamburg, må man gå ud fra, at Danmark også er blevet et marked. Men Morten Beiter oplever også herhjemme, at m-ordet er svært at tage i brug. Han forklarer, at han har talt med politi, der har troet, at der kun fandtes én mafia; noget, han ikke finder betryggende.

Morten Beiter nævner en nuværende retssag i Kolding, hvor mafiaen sandsynligvis har været inde over de 310 kg kokain til en anslået værdi af 900 millioner kroner, der blev fundet i en container i Esbjerg sidste år. Det er Danmarkshistoriens mest kostbare narkoladning, som syv mænd af arabisk herkomst med bopæl i Holland og Belgien ikke nåede at få fingrene i og videresælge, og derfor nu i stedet er endt på anklagebænken.

Og så er der den seneste historie om, at ’Ndrangheta’en muligvis har infiltreret det københavnske metrobyggeri igennem underentreprenører, efter 3F i september indgav en politianmeldelse i til Københavns Politi, efter ansatte havde meldt om mistænkelige aktiviteter og transaktioner ved byggepladserne. Hovedentreprenøren, Copenhagen Metro Team, har taget afstand fra beskyldningerne, og hevet flere medier i Pressenævnet.

Christian Weber er skribent på Magasinet Europa.

Billedet i artiklens top: Anders Brohus/Polfoto