Ender Donald Trump med at vinde det amerikanske præsidentvalg og indtage Det Hvide Hus, må Europa – og EU – forberede sig på at skulle stå meget mere på egne ben og derfor også tale meget mere med én stærkere fælles stemme.

Baggrund af Simon Kratholm Ankjærgaard

TEMA: EU OG DEN FÆLLES STEMME | ”Vi skal være stærkere, mere suverænt og mere uafhængige.” Sådan lød ordene fra Belgiens premierminister, Alexander De Croo (billedet), da han i midten af januar talte i Europa-Parlamentet. Det handlede om den internationale – og europæisk kontinentale – situation, hvis den tidligere amerikanske præsident, republikaneren Donald Trump, skulle genvinde præsidentposten og om et års tid sætte sig bag skrivebordet i det ovale værelse.

”Hvis ’Amerika First’ vender tilbage i 2024, vil det mere end nogensinde før være ’Europa på egen hånd’,” sagde De Croo og henviste til Trumps åbenlyse politik om at sætte USA først i alle aspekter, hvis han skulle genvinde præsidentembedet. De Croo understregede i sin tale, at vi europæere ikke bør frygte det perspektiv, men ”omfavne det ved at placere Europa på et mere solidt grundlag.”

I udmeldingen ligger også en klar forventning om at verden vil se et meget mere isolationistisk USA med Trump ved roret – og at det vil placere Europa ”på egen hånd,” som De Croo siger, eller at ”Europa ender med at være alene hjemme med Putin,” som Lykke Friis, direktør for Tænketanken Europa, skrev i sin nytårskommentar 29. december 2023.

Verden går til valg i 2024. Ud af den samlede befolkningsmængde på otte milliarder mennesker på kloden, skal halvdelen – fire milliarder fordelt på 66 lande – til valg i 2024. Det gælder blandt andet store stater som Indien, Pakistan og Mexico. Og ja, USA, og så er der valgt til Europa-Parlamentet til juni. Der kommer til at blive blafret en del med stemmeboks-forhænget det meste af året.

I Europa – og i EU – er man naturligvis meget fokuseret på udformningen af Europa-Parlamentet efter valget og den efterfølgende kamp om EU-kommissærerne og kommissionsformandskabet. Meningsmålingerne taler i øjeblikket om fremgang til flere af de mere højrepopulistiske partier og bevægelser. Men man er også ekstremt optaget af det amerikanske præsidentvalg, fordi Trump tidligere direkte har truet med at vende Europa ryggen sikkerhedspolitisk – og lige nu udkæmpes der en krig i Ukraine lige på kanten af EU-fællesskabet og lige udenfor porten mod syd i Mellemøsten.

Ukraine er den altoverskyggende udfordring
I december 2023 blev det besluttet, at åbne EU-optagelsesforhandlinger med Ukraine. Men det er lettere sagt end gjort, ikke kun på grund af den igangværende krig, men også fordi der i EU-medlemskredsen er minimum to stater, Ungarn og Slovakiet, der har et stramt forhold til Ukraine, ikke nødvendigvis deler resten af EU-kredsens åbenlyst støttende holdning til den krigsramte nation og som tydeligvis flirter mere med Rusland end med det vesteuropæiske sikkerheds- og forsvarssamarbejde. Da det i december blev besluttet, at åbne udvidelsesforhandlingerne med Ukraine, valgte Ungarns premierminister Viktor Orban at forlade mødelokalet, så de resterende EU-lande kunne vedtage åbningsforhandlingerne uden ham.

”Dagen efter blev han derimod i lokalet og nedlagte veto over for de mange milliarder, som ukrainerne i den grad venter på,” skrev Lykke Friis i sin nytårskommentar, ”Som en sidste hilsen til Zelenskyj og kollegerne lod Orban forstå, at han så mindste ’75 muligheder for at nedlægge veto’ overfor udvidelsen i de kommende år.”

Lige nord for Ungarn – i Slovakiet – lyder de samme kritiske toner. Her kom venstrenationalisten og venstrepopulisten Robert Fico til magten i oktober, i øvrigt for tredje gang, og han gik blandt andet til valg på at krigen i Ukraine ikke må koste slovakkerne noget. Den 59-årige Fico er tydeligt prorussisk og har direkte sagt, at han ville stoppe alle våbenleverancer til Ukraine, samt stillet åbent spørgsmålstegn ved Ukraines suverænitet. Ifølge ham startede krigen mellem Ukraine og Rusland i 2014, ”da ukrainske nazister myrdede russere i Donbas og Lurhansk,” som han er citeret for at sige.

I Polen, hvor det nationalkonservative PiS-parti netop har mistet regeringsmagten til den liberale Donald Tusk, har man tidligere truet med at stoppe våbenleverancerne til Ukraine, hvis ikke, som Lykke Friis skriver det, ”ukrainerne holdt op med at udkonkurrere polske landmænd.” Højredrejningen af det kommende EU-parlament vil måske se flere mandater til det højreradikale tyske parti Alternative für Deutschland, der argumenterer for at krigen i Ukraine skal stoppe og at russisk gas igen skal være velkomment i Tyskland.

”En spritny måling foretaget af Tænketanken Europa og European Council on Foreign Relations viser med al tydelighed, hvad Ukraine er op i mod,” lyder meldingen fra Lykke Friis, ”Mange europæere er ganske enkelt ikke overbeviste om, at Ukraines krig også er deres krig. Faktisk giver en betragtelig procentdel udtryk for, at de frygter, at en mulig optagelse af Ukraine vil skade Europas sikkerhed og økonomi.”

Stop for amerikanske dollars
Og midt i det hele lurer muligheden for en ny amerikansk præsident, når 2024 bliver til 2025. Eller; en tilbagevendende tidligere præsident. Donald Trump. Hans intentioner på det europæiske kontinent bliver der nu gættet heftigt om, ligesom det bliver vurderet, hvordan EU skal reagere på disse mulige intentioner. Der gættes på, at Trump som minimum vil stoppe støtten til Ukraine og at han også vil opfordre Zelenskyj og Putin til at sætte sig til forhandlingsbordet med ham for bordenden som mægler. Men den analyse bunder også i en dybere uro for USA’s kommende engagement i NATO og dermed i sikringen af de vesteuropæiske NATO-landes sikkerhed.

I august 2019 skulle Trump således havde sagt, ifølge den amerikanske FN-ambassadør John Bolton, at han ikke gav ”en skid for NATO”. For blot et par uger siden refererede EU-kommissær Thierry Breton en samtale, som Trump skulle have haft med EU-kommissionsformand Ursula von der Leyen under World Economic Forums årsmøde i Davos i 2020, hvor den amerikanske præsident skulle have gjort det klart, at USA ikke ville komme Europa til undsætning militært, hvis kontinentet skulle blive angrebet, samt at han anså NATO for ”død”.

Flere analytikere, blandt andet danske Mikkel Vedby Rasmussen, professor i statskundskab ved Københavns Universitet, har påpeget, at den nye version af Trump som præsident vil være en Trump, der er meget mere uforsonlig i sin udenrigs- og sikkerhedspolitik end den første version af ham.

”Vi ved at han efterfølgende har været ked af, at han var mere mainstream som præsident, end han ville. Nu har ’trumpismen’ sat sig, og vi kan ikke regne med, at han i en ny periode vil have en stab, der er lige så optaget af, at han ikke skejer ud,” har Mikkel Vedby Rasmussen tidligere sagt til TV2 Nyhederne.

Omvendt bør europæerne være meget klar over, hvad der venter dem, hvis Trump genindsættes i Det Hvide Hus, mener Mikkel Vedby Rasmussen. De må forudsige en konfrontation mellem et mere isolationistisk USA og det europæiske fællesskab.

”Det indledende konfliktniveau er en lille smule større,” har han sagt til TV2 Nyhederne. ”Det kan selvfølgelig betyde, at det hele bryder sammen. Men det kan omvendt også betyde, at alle er mere bevidste om, at der er rigtig meget på spil, og at de derfor måske vil tænke sig mere om.”

Det er toner, man allerede nu hører hos flere europæiske ledere. Præsident Macron fra Frankrig sagde blandt andet følgende på World Economic Forum i Davos:

”2024 bliver et afgørende år for europæerne. Vi skal bevise, at vi kan være mere synlige, gøre en større indsats, uanset hvad der sker i USA.”

Macron er en af dem, der har talt højst om et mere engageret fælleseuropæisk forsvar og en større europæisk uafhængighed fra USA, da ”Europa ikke længere kan regne med USA i forhold til sikkerhed.”

Billede i artiklens top: /Alain Rolland/© European Union 2024 – Source : EP/

Læs hele temaet “EU og den fælles stemme”

Finansieret med tilskud fra Europa-Nævnet. Ansvaret for indholdet er alene tilskudsmodtagers.