Merkel eller kaos - Magasinet Europa

Det aktuelle globale kaos står i en skærende kontrast til Angela Merkels tid. Hun skjuler mange af sine egne fejl i sin biografi, men den viser værdien af hendes stabilitetspolitik, og den afslører, hvor inkompetente de vestlige ledere har været de seneste 35 år.

Analyse af Hugo Gaarden

Stauning eller kaos, hed det på danske valgplakater i 1935 – fem år før Den anden Verdenskrig. Den tidligere tyske kansler Angela Merkels selvbiografi kunne med rette hedde Merkel eller kaos, for hun formåede at holde Europa sammen i sin 16 års regeringsperiode under flere kriser, mens nutiden emmer af kaos.

Tyskland og Frankrig er i dyb krise. Syriens diktator falder efter kun fem dagens stormløb. Sydkoreas præsident forsøger at tage den totale kontrol med en undtagelsestilstand. Vinderen af et valg i Rumænien er blevet sat til side af landets Højesteret, beskyldt for manipulation. Israels ministerpræsident afhøres i en sag, der kan sætte ham i fængsel, mens Israel stadig er i krig i Gaza og Libanon. Donald Trump truer med at fængsle politiske modstandere og har givet rigmænd en magt som russiske oligarker.

Er verden ved at falde fra hinanden? Er demokratierne i en eksistentiel krise? Vil amerikanske finansmænd og højteknologiske mastodonter forsøge at styre verden? Eller kan det aktuelle kaos føre til, at befolkningen i de demokratiske lande tager den magt, de har ladet ligge?

Det interessante er, at Merkels selvbiografi ”Frihed” giver et svar, som både er beroligende og foruroligende. Hun viste i sine 16 år som kansler, at hun var en sikker rorsmand for Tyskland og EU, fordi hun styrede Europa gennem flere kriser. Hun høstede anerkendelse, fordi hun arbejdede for at inddrage alle lande og finde fredsommelige løsninger. Hun kan også med lethed kritiseres, for hun sagde stop for atomkraften, lige inden Europa havnede i en energikrise. Hun forsømte påtrængende reformer, og hun kunne ikke hindre flygtningestrømmen i at skabe en lammende højrebølge.

Men i sin moppedreng på over 700 sider bruger hun 51 sider på at beskrive én udvikling, der giver en enestående beskrivelse af årsagen til krigen i Ukraine. Hun gør det på en måde, så alle kan se, at de vestlige lande har håndteret udviklingen efter Murens fald og Sovjetunionens sammenbrud katastrofalt. Hun kalder ikke håndteringen for inkompetence, men det kan ikke beskrives anderledes. Hun er blot for pæn og konstaterende og drager ikke analyser af begivenhederne.

Hun blev som østtysker fri med Murens fald, men hun ser lige så kritisk på NATOs udvidelse mod øst, som datidens tyske og franske ledere gjorde det. Hun kommer med en dræbende kritik af den aftale, som USA´s præsident, Bill Clinton, stod bag i 1994, nemlig med et Budapest Memorandum i 1994, hvor Clinton overtalte det frie Ukraine til at afgive sine atomvåben til Rusland, og hvor USA, Rusland og Storbritannien garanterede Ukraines grænser og selvstændighed. Den aftale ”var ikke det papir værd, den var skrevet på,” skriver Merkel (s. 473 i den tyske version).

Vestens garantier var ikke noget værd, da Vladimir Putin annekterede provinserne i Østukraine samt Krim, og Ukraine havde ikke den ultimative afskrækkelse i form af atomvåben. I 2008 var der en ny uenighed i Vesten. USA ville invitere Ukraine og Georgien med i NATO – i en formel optagelsesproces – men det ville Tyskland og Frankrig ikke – i hvert fald ikke straks. Merkel var bange for, at det ville provokere Ukraine, og det skete. Da Putin overtog Krim i 2014, havde hverken USA eller Europa modet til at standse Putin eller at afskrække ham fra at invadere Ukraine i 2022.

Merkel forsøgte gennem alle årene at få aftaler med Putin, så han ikke ville overtage Østukraine med magt. Men hun havde ikke megen opbakning fra de vestlige lande. Mange har kritiseret hende for gasaftalen med Rusland, men hun betragter den ikke som en fejltagelse. Den ville ikke have ændret ved noget som helst. USA var imod aftalen i en egeninteresse, indikerer hun. Hvis Vesten havde sørget for et stærkere økonomisk samarbejde med Rusland og samtidig havde været parat til at bruge magt mod Putin, hvis han brød sine aftaler, så havde en krig kunnet undgås. Efter år 2014 troede hun ikke mere på Putin. Det var alle de vestlige lande, ikke Tyskland, som var naive, og som bøjede dig.

Hun er dog ulden i sin argumentation. Hun nævner, at Rusland i 2010 fik en aftale med Ukraine om at forlænge Ruslands flådebaseaftale på Krim til 2042. Ville det være foreneligt med et ukrainsk NATO-medlemskab? Hun giver ikke noget svar.

Ingen taler om det. Men med overtagelsen af Krim og af et par provinser i Østukraine var ”trusselsbilledet i Europa ændret dramatisk” med en ny ”skillelinje gennem kontinentet.” Hun skriver, at NATO-landene i 2014 besluttede at styrke forsvaret i Europa efter flere års engagementer uden for NATO, nemlig i Jugoslavien, Libyen og Afghanistan. Men hvorfor var NATO så ikke parat til at komme Ukraine til undsætning? I dag har præsident Volodimir Zelenskyj indrømmet, at Ukraine har mistet 43.000 soldater, mens 370.000 er blevet såret.

Kunne det have været undgået? Når man læser bogen, får man en klar fornemmelse af, at det mener Merkel, men hun havde ikke opbakning til en stærkere indsats mod Putin hverken i Tyskland, Europa eller USA. Det er deprimerende læsning, og det er beklageligt, at hun ikke kommer med en nærmere konsekvensanalyse af det lange forløb. Hun var mere end nogen anden interesseret i et regelbaseret, samarbejdende samfund. Men hvor var et stærkt Vesten?

Merkels bog viser, at næsten alle problemer er selvskabte, fordi lederne ikke tør løse problemerne up front. Hendes bog er et wake up-call, men på den pæne merkelske facon. Måske er det nødvendigt med et mere direkte demokrati for at sikre en bedre politisk handlekraft. Det nuværende kaos dur ikke.

Hugo Gaarden er journalist med stor erfaring i erhvervs- og udenrigspolitik. Han har tidligere bl.a. arbejdet på Berlingske og Børsen.