Hollandsk politik kan være svært at få greb om i disse uger. Men måske er der faktisk et par sjove sammenfald mellem hollandsk politik og hollandsk fodbold.

Analyse af Johan Moesgaard Andersen, EU-chef i Dansk Metal

Hollandsk politik er i opbrud, efter at Mark Ruttes (billedet) centrum-højre-regering nu officielt er brudt sammen. Det giver næsten kaotiske tilstande i Nederlandene, som jo er det officielle navn for landet. Mark Rutte selv har netop smidt håndklædet i ringen og trækker sig nu som premierminister og som formand for det konservativt-liberale parti VVD.

Imens når den politiske slagudveksling nye højder i et dybt fragmenteret hollandsk parlament. Hollandsk politik kan være svært at få greb om i disse uger. Men måske er der faktisk et par sjove sammenfald mellem hollandsk politik og hollandsk fodbold. Sådanne sammenligninger kan ofte synes lidt påtagede. Men lad mig uddybe, hvorfor der faktisk kan være nogle ret oplagte paralleller:

De mest fodboldkyndige ved nok, at Holland gennem tiden har fostret nogle af historiens mest offensivt indstillede fodboldtrænere. I 1960’erne og 1970’erne var den legendariske hollænder Rinus Michels træner for et sprudlende Ajax Amsterdam-hold med international klasse. Hvorefter samme Rinus Michels med sin fuldstændig revolutionerende totalfodbold førte Holland til VM-finalen i 1974, hvor man godt nok tabte knebent til Vesttyskland med Gerd Müller og Franz Beckenbauer – men til gengæld vandt hollænderne hele verdens fodboldhjerter ved at spille noget af det mest angrebsivrige og kaotiske presfodbold, verden hidtil havde set.

Totalfodbold og totalpolitik
I 1980’erne videreførte det hollandske fodboldgeni Johan Cruyff ”totalfodbolden” som træner i Ajax Amsterdam og spanske FC Barcelona. I 1995 bragte hollandske Louis Van Gaal selveste Champions League-trofæet hjem til Amsterdam med et talentfuldt Ajax-hold af hollandske stjerneskud som lynhurtige Marc Overmas, ekvilibristen Edgar Davids og måltyven Patrick Kluivert. I 00’erne var det såmænd en anden hollandsk træner Frank Rijkaard, som vækkede den slumrende kæmpe i FC Barcelona og skabte en næsten uovervindelig offensiv anført af magiske Ronaldinho, Xavi, Andrés Iniesta og senere Lionel Messi.

Hvorfor så denne alenlange gennemgang af hollandsk fodboldhistorie? Jo, på flere stræk minder udviklingen i hollandsk fodbold faktisk om udviklingen i hollandsk politik.

Først og fremmest kan man roligt sige om Mark Rutte, at han netop har været i offensiven i sin tid som hollandsk premierminister. ”Totalfodbold” er blevet til ”totalpolitik”.

Mark Rutte er såmænd gået til valg i både 2010, 2012, 2017, 2021 og nu 2023. Hvor hollandsk totalfodbold var baseret på kontrolleret kaos, må man sige, at Mark Rutte som premierminister netop har navigeret bedst i kaos med flere ualmindelig korte valgperioder. Hans regering kollapsede i 2012, da Geert Wilders og hans Frihedsparti ikke kunne støtte budgetstramninger. Tilsvarende måtte regeringen udskrive nyvalg i 2021 på baggrund af en skandale om udbetaling af børnepenge. Læg dertil kriser oven på nedskydningen af Malaysia Airlines-flyet i 2014 over Ukraine med 193 hollandske statsborgere ombord – og nu senest uenighed om flygtningepolitikken, som i den grad har splittet hollandsk politik i mere end et årti. Ruttes tid har været en tid med håndtering af kaos. Måske forklarer det også, hvorfor han har fået prædikatet ”Teflon-Mark” af sine politiske modstandere.

Grafitti af Johan Cruyff -Foto: Pixabay

Mark Rutte er nu Hollands længst siddende statsminister gennem tiden. Dermed kommer han nærmest nøjagtig op på siden af Johan Cruyffs rundt regnet 13 år som henholdsvis spiller og træner i Ajax Amsterdam. Cruyffs gamle læresætning for totalfodbold var sjovt nok: ”Du kan ikke vinde, hvis du ikke har bolden”. Det indkapsler jo nærmest perfekt Mark Ruttes tid i politik. For som premierminister har han trods stiv modvind bevaret den politiske bold på egne hænder gennem mere end ét årti som premierminister og kompromisløst holdt fast i magten og bolden indtil nu. Nøjagtigt som vi kender de bedste hollandske trænere.

Mange forskellige baggrunde
For det andet må man sige, at migrationsspørgsmålet nu for alvor kulminerer i Holland. Regeringen falder groft sagt, fordi Ruttes parti VVD og de (lyse)blå støttepartier ikke er enige om asylpolitikken. Antallet af asylansøgere i Holland steg med en tredjedel sidste år til 46.000 – og regeringen forventer, at tallet stiger til 70.000 alene i år. Mange danskere vil kende Geert Wilders og hans højreorienterede Frihedsparti, som er hardlinere i dette spørgsmål. Ligesom det spritnye landbrugsparti BBB også støtter en række udlændingestramninger. Selvom deres partiplatform altså primært baserer sig på landdistrikts- og landbrugspolitik. Lige nu står BBB til at blive Hollands suverænt største parti på grund af overvældende opbakning i landdistrikterne. Læg dertil, at der er tilnærmelser på centrum-venstre mellem Hollands grønne parti og Hollands efterhånden rustne socialdemokrati (PvDA), som vil danne en modvægt til højrefløjen i valgkampen – både på grønne spørgsmål og bestemt også i asylspørgsmålet.

Igen vil den fodboldkyndige læser jo nok vide, at mange store hollandske fodboldkoryfæer har rødder i de tidligere hollandske kolonier. Tag bare den tidligere hollandske koloni Surinam, hvor mange hollandske fodboldstjerner gennem tiden er født. Her finder vi ikke bare det hollandske landsholds nuværende venstreback Owen Wijndal, som blev født i Surinams hovedstad Paramaraibo. Også tidligere storspillere som Edgar Davids og Clarence Seedorf, som var midtbanemotorer for såvel Hollands landshold som Ajax Amsterdam i 1990’erne og 00’erne, er født og opvokset i Surinam. Ovenikøbet i den selv samme by. Faktisk er op imod 80 hollandske landsholdsspillere gennem tiden født uden for Holland. Dertil kommer naturligvis alle dem, der har familiære rødder uden for Holland. Det afspejler det generelle hollandske samfund, hvor godt 4 millioner hollændere på den ene eller anden måde har en indvandrerbaggrund. Her må vi forvente, at asylpolitikken kommer til at spille en ikke uvæsentlig rolle i valgkampen frem mod november.

Denne mangfoldighed spejler sig for det tredje også i Hollands politiske spektrum. Ved seneste valg i 2021 blev hele 17 partier repræsenteret i parlamentet. Fordi Holland ikke har en reel spærregrænse, ser vi en voksende underskov af små partier. Lige fra de små socialkonservative kristne unionister, til det paneuropæiske parti Volt og det lille højrefløjsparti JA21. Det vælter ind med nye politiske spillere.

Plads til eksperimenter og mulighed for at vokse
Kigger vi tilsvarende på den nationale hollandske fodboldliga Æresdivisionen, gennemstrømmes den jo netop ganske karakteristisk af nye spillere fra hele Fodboldeuropa og globale lykkeriddere fra små lande, der ofte i en tidlig alder prøver kræfter med den hollandske liga for at slå igennem i Europa. I Holland er der altså særlig god plads at boltre sig på for såvel nye eksperimenterende politiske partier som unge, uprøvede fodboldtalenter. Det har vi også set med danske briller. Lige fra Frank Arnesen og Søren Lerby i 1970’erne til Kasper Dolberg, Viktor Fischer og Lasse Schøne i nyere tid, som med skiftende succes har taget turen til Holland i en ung alder for at slibe talentet af.

Her bliver det med politiske briller interessant at se, hvilke af de mange små, nye partier i Holland, som kan vokse ved valget i november og gå fra talent til stjernespiller på den hollandske politiske scene. Samt ikke mindst i hvor høj grad ét eller flere små partier ender med afgørende politiske indflydelse. Som vi altså for eksempel har set med de kristne unionister, der trods ganske få mandater har været en fundamentalt afgørende del af Mark Ruttes koalition – og nu har bidraget til regeringens fald.

Hermed er bolden givet op til en spændende valgkamp i Holland. Mens mange fodboldinteresserede utålmodigt venter på, at efterårssæsonen snart går i gang i Æresdivisionen, bliver det mindst lige så spændende at få den politiske efterårssæson i gang i Holland, som forventeligt kulminerer ved november måneds afgørende valg.

Johan Moesgaard Andersen er EU-chef i Dansk Metal

Billede i artiklens top: /EU-Parlamentet/Flickr/